Mure som revner og mure som består

November 2019 markerer at det er 30 år siden Berlinmurens fald, og borgerskabet benytter lejligheden til at aflede opmærksomheden fra den voldsomme økonomiske krise, som kapitalismen befinder sig i. Udbytterklassen forfalsker historien ved at fremstille Berlinmurens fald som “socialismens fald.” Formålet er at få arbejderklassen til at afvise ideen om at befri sig fra det kapitalistiske system gennem revolution og socialisme.

Mens borgerskabet lovede frihed og velstand til alle efter murens fald i 1989, er både friheden og velstanden gået fløjten i mange lande, og imperialisterne har i stedet bygget og vedligeholdt nye mure rettet mod arbejderne og verdens folk: i Palæstina, omkring Fæstning Europa og i Korea , for at nævne nogle.

Denne udtalelse fra den internationale konference for marxist-leninistiske partier og organisationer (IKMLPO) fra 2009  ved 20 året for Berlinmurens fald er lige så gyldig den dag i dag:

Til arbeiderklassen, til alle arbeidende og til verdens undertrykte folk!


November markerer 20-året for Berlinmurens fald, og borgerskabet forbereder endnu et antikommunistisk og arbejderfjendsk angreb på arbejderklassen og folkene, krydret med gamle historieforfalskninger.

Der er gået tyve år, hvor den herskende klasse har forsøgt at aflede arbejderklassens og folkenes behov for forandringer med demagogiske løfter om ”en ny verdensorden” og løgne om ”socialismens endeligt”, for at forhindre ethvert forsøg på modstand, på oprør, eller bare en debat, som sætter spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system.

Efter begivenhederne i 1989 forkyndte de imperialistiske propagandister afslutningen på historien, at ideologier ikke længere fandtes, at de var forældede (med undtagelse af borgerskabets, selvfølgelig), at revolution var en saga blot, og at der kun eksisterer ét eneste perspektiv for menneskeheden: Udelukkende baseret på privatejendsomsretten til den samfundsmæssige produktions produktionsmidler.

Siden da blev vi præsenteret for udvilingerne i østeuropa som ”kommunismens nederlag” og påtvunget deres neoliberale politik, med ”retten til indblanding” og ”præventive krige”, der skal tjene til at sikre de amerikanske imperialisters verdensherredømme. Bougeoisiet har optrappet dets offensiv mod arbejderklassen og de brede masser for at øge imperialismens udbytning og udplyndring af folkene.

Revisionister og socialdemokrater er for tiden opdelt mellem dem, der ifører sig sæk og aske, og dem, der laver om på og fordrejer de faktiske omstændigheder, der førte til Murens fald. Mange af disse har i de seneste år bevæget sig endnu længere til højre, og demonstrerer deres ideologiske og politiske svaghed; andre er gået direkte over i fjendens lejr. Atter andre gør sig til talsmænd for, at tiden ikke er til revolution, at vi er nødt til at forlige os med de regler, som borgerskabet fastsætter, eller må begrænse os til reformer og fordømme de kommunistiske og revolutionære kræfter, som vender sig imod den skabte situation og reorganiserer sig og genoptager kampens vej.

Kommunisterne ved,  at Berlinmurens fald ikke betød sammenbruddet for den proletariske socialisme. Det var den sidste fase af en ødelæggelsesproces af proletariatets diktatur og af revisionisternes kapitalistiske genopbygning. Det er en proces, som er forløbet over mange årtier i sidste århundrede i Sovjetunionen og de fleste østeuropæiske lande.

Sammenbruddet for den såkaldte ”reelt eksisterende socialisme” betød sammenbruddet for en overbygning som ikke modsvarede de eksisterende produktionsforhold. Men på grund af dens ydre kendetegn, dens tilsyneladende ’socialistiske’ former,  har det været med til at så forvirring og ført til tab af positioner for arbejderklassen.

Berlinmuren har ikke ophævet marxismen-leninismens gyldighed som revolutionær teori. Men den har  betydet afslutningen på den myte, at den revisionistiske ideologi i østeuropa kunne løse de vigtigste modsætninger i vor tid. Den har derimod banet vej for de forringelser, som karakteriserer virkeligheden af i dag.

Hvad har vi i virkeligheden set i de sidste 20 år?

I stedet for at overvinde de økonomiske sociale og politiske hindringer, der holder menneskehedens frigørelse tilbage, har vi set endnu højere mure blive bygget imod de udbyttede og undertrykte.

Det er mure, der adskiller finansoligarkiet, som lever i luksus og ekstravagance, fra de store masser af mænd og kvinder, som skaber al rigdom gennem deres arbejde, rigdomme, som de ikke får del i,  fordi de er påtvunget til den intensive udbytnings åg – med arbejdsløshed, usikkerhed og  fattigdom. De borgerlige regeringer sikrer en sådan fordeling.

Det er mure mellem en håndfuld imperialistiske magter og afhængige lande, som er udsat for brutal udplyndring af deres ressourcer, som bliver fastholdt i en tilstand af underudvikling og er dømt til sult.

Det er mure, der befæstes af obskurantisme, uvidenhed, religiøs undertrykkelse og borgerlig kosmopolitisme, som tjener til at fastholde arbejdere under de givne betingelser og magtens brutalitet.

Det er mure, rejst imod indvandrere, mellem USA og Mexico, og i Europa og Middelhavet. Eller det er den mur,  der er bygget for zionismen i Palæstina, og den mur, der skal sikre imperialisternes kontrol over den koreanske halvø og mange andre steder.

Hvad er resultatet efter to årtier, hvor den herskende klasses løfter er kastet bort med vinden?
De lovede ”økonomisk vækst”, men vi har oplevet en hidtil uset vækst i snylteri og spekulation. VI har set økonomiske og finansielle kriser, som er blevet dybere og hyppigere. Den nuværende krise – den alvorligste og mest ødelæggende krise i de sidste 80 år – er en manifestation og akkumulation af alle tidligere problemer.

De garanterede ”frihed og demokrati”,  men disse hykleriske ord blev snart forvandlet til en gruppe af imperialistiske lande og finansmonopolers diktatur, der etablerede en endnu mere voldsommere neokolonialistisk dominans over hundredvis af lande og afhængige nationer. Det er sket med kup, sådan som det er set for nylig i Honduras og Afrika. Det er sket gennem undertrykkelse af arbejdernes rettigheder og de demokratiske frihedsrettigheder i mange lande. Det er sket gennem en forvandling til politistater, der i stigende grad er autoritære og fascistiske.

De lovede en ”verden med fred”. Men de imperialistiske magter med USA i spidsen har øget deres arsenaler og militære udstyr. De har udløst en række angrebskrige og handlinger, som i virkeligheden er terrorisme. Det har kostet hundredetusinder af ofre, og har intensiveret rivaliseringen mellem de imperialistiske lande og monopolgrupper for en omfordeling af kontrollen over råstoffer, markeder og indflydelsessfærer, og har dermed øget risikoen for en ny verdenskrig.

De talte om ”miljøbeskyttelse og klimasikring”, men vi ser, at jagten på maksimalprofit har hærget og ødelagt økosystemet og gjort det klart, at kapitalismen med sin rovdrift er uforenelig med menneskehedens overlevelse.

Hvad med situationen i de østeuropæiske lande som ”er vendt tilbage til friheden”?
Sultelønninger, massearbejdsløshed, tilintetgørelse af de sociale fremskridt, økonomisk katastrofe, øget dødelighed, kriminalitet, prostitution, mens de herskende dér er endnu mere krybende underlagt den vestlige imperialismes interesser. I tilfældet Rusland ser vi, hvordan den mest reaktionære chauvinisme hævder de samme imperialistiske interesser.

Kan det komme bag på nogen, at der i disse lande i dag er en voksende “nostalgi efter socialisme”? Det er med andre ord et udtryk for behovet for et andet samfundssystem til erstatning for kapitalisme. Nemlig det samfundssystem, som på trods af den forttsatte imperialistiske aggression opnåede store resultater, indtil revisionismen underminerede det indefra og forårsagede dets sammenbrud.

I disse 20 år har arbejderklassen og den arbejdende befolkning, altså de allerfleste mennesker, ikke overgivet sig, til trods for de nederlag de har lidt. De har ikke bare roligt accepteret lønslaveriet og den imperialistiske undertrykkelse.

Ebben i klassekampen er gradvist afløst af større modstand og af fremkomsten af nye politiske og sociale kampe, der har forskellige udtryk i de forskellige lande. Især i det seneste årti har vi set en vigtig proces med fremgang i genoptagelsen af arbejdernes og folkenes kampe på trods af borgerskabets øgede agressivitet.

Historien sluttede ikke med Berlinmurens fald. Tværtimod gør det modsatte sig gældende med en acceleration af arbejderklassens og folkenes kampe. Den kommunistiske bevægelse og den internationale arbejderbevægelse bevæger sig fremad ad klassekampens vej –  arbejderklassens motor til at opnå kommunisme. De vigtigste aktører for social forandring er på plads og klar til kamp! Dette bekymrer borgerskabet, der på trods af 20 års erklæringer om ”socialismens død”  nu er nødt til at bruge tid og kræfter på igen at rakke ned på og kriminalisere socialismens spøgelse for at forhindre arbejderklassen i at genvinde sin revolutionære teori.

Alt dette viser, at kapitalismens påståede overlegenhed og uovervindelighed er en løgn, og at grundene til revolution og socialisme stadig er lige aktuelle og mere gyldige end nogensinde før.

I dag har vi  en international situation, der er meget forskellig fra situationen i 1989. Borgerskabet befinder sig i en katastrofal økonomisk krise, som er et resultat af kapitalismens indre lovmæssigheder, og de har intet svar, der kan tilgodese arbejderklassens og folkenes ønsker og behov. Borgerskabet er mere sårbart end før, og der er mange svage led i kæden i deres herredømme.

Den nuværende relative overproduktonskrise vil fortsætte i lang tid sammen med den almene krise i det imperialistiske og kapitalistiske system og vil afsløre borgerskabets sande ansigt for massernes øjne: Det viser sig som en klasse, der for længst har opbrugt sin historiske mission, men fortsætter med at opfordre arbejderne og folkene til at yde ”nødvendige ofre” for at sikre denne klasses overlevelse og privilegier.

Mens regeringer dræner de offentlige kasser for enorme summer for at støtte de kapitalistiske monopoler og banker er der en konstant voksende arbejdsløshed. Lønninger, pensioner og velfærdsydelser afvikles samtidig mere og mere. Resultatet for de arbejdende er derfor en udvikling hen mod sult og elendighed.

Kapitalens offensiv antager stadig mere akutte former, hvor bourgeoisiet og dets regeringer retter angreb mod de politiske og økonomiske rettigheder, der er opnået igennem hårde klassekampe.

Fascismen er på vej i mange lande, fremmet af finanskapitalens mest reaktionære grupper. Nye udplyndringskrige er under forberedelse.

Denne situation viser de uforenelige interesser, der råder mellem proletariatet og bourgeosiet og stiller udviklingen af enhedsfront imellem arbejderklassen og de arbejdende til kamp imod kapitalens offensiv, imod den politiske reaktion og de imperialistiske aggressioner på dagsordenen som en akut nødvendighed.

Den væsentligste hindring i dag for at opbygge denne front er den klassesamarbejdspolitik, som de socialdemokratiske partier og gule fagforeninger fører og fremmer,og som fungerer som en reel støtte til og et fundament for borgerskabets herredømme. Med løfter til masserne om ”reformvejen”, som er uforenelig med kapitalismens ubønhørlige love, saboterer og splitter de arbejderbevægelsen og fagbevægelsen, samtidig med at de fører tingene ind i parlamentariske baner og åbner dørene på vid gab for de reaktionære kræfter.

Der er behov for, at arbejderne forener sig for effektivt at fjerne denne hindring. Det er nødvendigt for at kunne kæmpe for arbejdernes behov og kompromisløst forsvare deres økonomiske og politiske interesser. Det er afgørende for at fremme en dagsorden imod borgerskabet, imod fyringer, lønnedgang og nedskæringer af de sociale ydelser, sådan at krisens byrder væltes over på de rige, snylterne. Arbejdernes kamp på fabrikkerne, på landet og i gaderne må intensiveres og må organisere en modoffensiv,  så arbejderklassen og folkene ikke bliver ofre for kapitalisternes økonomiske interesser.

Samtidig er det nødvendigt, at kommunister og revolutionære forener alle ægte demokratiske , progressive og venstrekræfter for at sætte skub i kampen mod imperialisme og fascisme, for at fremme udviklingen af de forandringer, som er i gang rundt om i verden, især i Latinamerika og Asien, og for at skabe solidaritet imellem folkene.

Partierne og organisationerne i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer IKPMLO vil sammen med de politiske og sociale kræfter, der støtter denne appel til masserne, gå ind i kampen for en revolutionær vej ud af kapitalismens krise.

Kommunisterne fastslår – konfronteret med de borgerlige regeringes tiltag, og i afvisning af de illusioner, som spredes af fortalerne for ’regulering’ af den herskende samfundsorden – den kendsgerning, at der ikke findes nogen kur for imperialismens onder. Den eneste vej ud af kapitalismens generelle krise er socialismen, systemet for den samfundsmæssige produktion.

Derfor deltager vi i og støtter den kamp, der udvikler sig i mere og mere akutte former under krisens angreb, og vi udvikler samarbejdet, idet vi fastslår, at arbejderne må afvise at bære krisens byrder. Vi fastholder at noget sådant blot vil forværre tingene og betyde, at arbejderklassen og folkene lider fiasko i forhold til opgaven med at samle kræfter for at kunne imødegå angrebene og i kampen for at omstyrte de udbyttende klassers diktatur, frem mod en ny og højere samfundsorden.

Tyve år efter Berlinmurens fald er den socialistiske revolution igen et problem, som er taget op til løsning, igennem konsolidering og opbygning af stærke kommunistiske partier og ved at hæve marxismen-leninismens banner, Oktoberrevolutionens flag, verdensrevolutionens flag!

Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisasjoner (IKMLPO)
Oktober 2009

Overskriften og forordet er ved oversættelse fra Revolusjon´s artikel:
Murer som revner og murer som består

Udtalelse ved 20-året for Berlinmurens fald 
KPnet september 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater