Finanslov 2020: Småjusteringer af nedskæringspolitikken er alt for lidt

Enhedslisten har fremlagt deres bud på en finanslov for 2020. Den udmærker sig ved at indeholde forslag til mindre forbedringer på udvalgte områder, men mest af alt ved alt det den ikke indeholder – nemlig en række helt centrale krav til presserende politiske ændringer. Socialdemokraterne har reageret positivt på udspillet. Det skal dog ikke tages som et tegn på at at vi har fået en progressiv regering, men at kravene er ufarlige for både arbejdsgivere og regering, der får lov at fastholde en overordnet politik for nyliberal omfordeling til de rige og erhvervslivet, inkl oprustning til krig. En fuldblods EU- og NATO-politik. Enhedslisten har taget rollen som regeringens støtteparti, og fravalgt at være talsrør for protestbevægelserne.

Arbejderklassen, protestbevægelserne, forældre, klimaaktivister og mange venter på at forbedring af de sociale rettigheder og langt bedre sociale forhold, og ikke mindst, at tidligere regeringers ‘reformer’ trækkes tilbage. Der skal ske politiske ændringer, der kan skabe en bedre dagligdag, social sikring og retfærdighed.

Der er visse forhåbninger bundet til den ny regering, en vis tiltro til at den vil noget andet. Et lille håb om at den vil forbedre forholdene for et udsultet sundhedsvæsen, daginstitutioner uden tid til børneomsorg, bedre kollektiv trafik, sætte en stopper for konkurrencestatens evige besparelser og mishandling af mennesker.

Men trods en vis afventen bliver kravene alligevel rejst med større og større energi rundt omkring. Det står klart at regeringen ikke vil rokke en millimeter ved den reaktionære ghettolov, og forældrebevægelsen er nu gået i gang med at organisere nye demonstrationer for minimumsnormeringer rundt omkring i landet. Bl.a. ved Folketingets åbning d. 1. oktober.

Og hvad med det reaktionære Velfærdsforlig, der lader pensionsalderen stige i en uendelighed? Regeringen har afvist at det skulle være et problem. Men kravet om at skrotte forliget rejses massivt af bl.a. 3F’s medlemmer. Så stærkt, at den nyligt afholdte kongres måtte vedtage et kompromisforslag der kræver, at aftalen genforhandles.

Hvor står Enhedslisten?

Enhedslisten har taget rollen som ’ansvarligt støtteparti’. Man er parat til at sluge den grundlæggende politiske karakter af regeringen mod de små dryp af forbedringer der vil falde af. Det har vi allerede set under forhandlingerne om kommunernes og regionernes budgetter. Efter at regeringen har udstukket rammer, der betyder en smule flere penge, der ikke engang dækker at der kommer flere ældre og børn er Enhedslisten gået ind i de enkelte kommuner og accepteret nedskæringsbudgetter ud fra devisen ’det kunne have været værre’. Der vil stadig blive gennemført nedskæringer for handicappede, børn, syge, ældre osv.

F.eks. vil der i Århus stadig være besparelser i det nye budget på alle de sociale områder, ligesom man vil undersøge muligheden for at sende busdriften i udbud. Budgettet vil også sætte penge af til at gennemføre ghettoplanens nedrivninger i flere boligområder. Enhedslisten har trods dette stemt for planen og er nu en del af det nye nedskæringsbudget. Bl.a. fordi der er besluttet at lave nogle grønne tiltag i kommunen. Samme fænomen kan gøre sig gældende på landsplan. Under dække af at gennemføre klimaløsninger vil sociale nedskæringer blive gennemført.

Man kan indvende, at der dog er små forbedringer at glæde sig over og at man derfor må stille sig positivt. Men problemet er, at stiller man sig på regeringens side og siger – det går så godt som det nu kan med den parlamentariske situation der aktuelt er – fremmer man illusionen om, at Socialdemokratiet er en samarbejdspartner, ifht at indfri kravene. Man slår sig sammen med regeringen. Når man f.eks. sætter sig op som ‘et realistisk parti’ og foreslår omkring minimumsnormeringerne, “at arbejdet sættes i gang” er man ikke talsrør for børnene og bevægelsen af forældre og pædagoger, der siger Minimumsnormeringer nu! Enhedslisten lægger låg på kampen.

Regeringens reaktion på Enhedslistens udspil siger en del.

Finansordfører i Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen giver udtryk for, at EL og regeringen trækker i samme retning, de rejser krav som regeringen også synes er vigtige, og hvad angår finansieringen er man også på linje:

– Det er nogle af de samme tanker, vi har. De går bare et stykke længere, end vi gør, siger Rabjerg Madsen, der mener, at “Enhedslistens satser og provenu er noget voldsomt”, i forhold til hvad Socialdemokratiet vil.

– Men det er nuanceforskelle, så det må vi jo drøfte, siger han til Altinget.

Enhedslisten fremstiller sig selv som repræsentant for kravene som de kæmpes ude i befolkningen, men hvor er de vigtige krav der ikke har fundet nåde for regeringen og de andre støttepartier? De er væk.

Man accepterer velfærdsforliget og den stigende pensionsalder. Man accepterer at minimumsnormeringer kommer engang. At penge til sundhedsvæsenet kommer engang. At fjernelse af kontanthjælpsloftet er syltet i en kommission. At ghettoloven smider folk ud af deres hjem og gør almene boliger til private. At EU sætter loft over budgetterne i kommuner og regioner. At krigsoprustningen fortsætter.

Pernille Skipper udtaler i samme artikel, at partiet har gjort sig umage med ikke at ’sænke arbejdsudbuddet’ for ikke at støde de Radikale fra sig. Dvs at de undlader at rejse et krav om at rulle fattigdomsreformerne tilbage. De blev jo netop gennemført med begrundelsen ’at øge arbejdsudbuddet’.

Enhedslistens politik er således alt andet end et kampprogram. De plukker i de ’acceptable’ krav fra befolkningen og bevægelserne og foreslår en delvis bedring. Resten må bare blive liggende.

Der er brug for at diskutere en langt mere offensiv kamp for ændringer end den Enhedslisten tilbyder, indsyltet i parlamentarisk ansvarlighed som den er. APKs udspil til enhedsplatform, der rejser krav på 12 vigtige områder og kæder kampene sammen til en gensidig enhedssamling er et godt bud på dette.

Den indeholder konkrete krav, der har fokus på centrale klassekampsfelter for arbejderklassen. Arbejdstiden, sociale rettigheder, retten til uddannelse, arbejde og ligeløn, Ud af EU og NATO og stop for militarisering og imperialistisk krigsdeltagelse.

Den er et grundlag for at styrke enheden og udvide den gensidige solidaritet mellem forskellige sektorer og fag, mellem arbejdsløse og folk i arbejde, privat og offentlig ansat, reformramt eller løst ansat, på erhvervsskole eller med folkepension, mænd som kvinder – og opbygge en stærk aktionsenhed.

De store koncerner lander milliardoverskud. Arbejdsgiverne tjener fedt på arbejdsmarkedsreformer, men får alligevel erhvervsstøtte, nedsatte afgifter og øgede tilskud. Bankerne slipper for at betale bankpakkerne. Og 32 milliarder sættes af til militær og krigsforberedelser, alene i 2020.

Vi skal ikke acceptere udgangspunktet, at der er en fastsat ramme at ’gøre godt med’, at vi skal vælge mellem klimaløsninger og velfærd.
Det må være slut med arbejdsgiverpolitik – lad de rige betale!

Se hele platformen her:

Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale! Enhedsplatform for fælles kamp


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne