BREXIT : “En fortælling om to byer” om de britiske folks vej ud af EU, ud i verden

Ved INTERPRES, September 2019

RESPECT THE PEOPLES NO TO EU

Som en soap-opera fortsætter den EU-understøttede britiske “femtekolonne”  med at sabotere folkets klare beslutning om at forlade den Europæiske Union.

“BREXIT MEANS BREXIT” som Storbritanniens Premierminister Theresa May udtrykte det efter folkeafstemningen om landets medlemskab af EU for godt tre år siden.
Men stadig flere, især i det imperialistiske ikke-folkevalgte magtapparat i Bruxelles (E.U.), siger nu mere eller mindre åbent at de britiske folks nej til EU ikke behøver at blive respekteret.

Egentlig skulle Storbritannien have været ude af EU allerede den 29.marts i år, ifølge den Withdrawal Agreement (W.A.) som EU fik Theresa May-regeringen til at indgå. Men de britiske forhandlere havde været alt for flinke i forhandlingerne med EU.
I stedet for at sætte “hårdt mod hårdt” (“a hard brexit”) overfor de ikke-folkevalgte Kommisærer i Bruxelles indgik May-regeringen den såkaldte Withdrawal Agreement (WA). En dårlig, nærmest neokoloniale aftale, der binder Storbritannien til EU´s told Union på ubestemt tid..

Derfor står Kommissærerne i EU og Storbritannien i en situation hvor respekten for det britiske Nej kun kan realiseres gennem et fuldstændigt brud mellem EU´s overstatslige markedsdiktatur (ØMU: med det indre marked med liberal bevægelighed af vare, service og arbejdskraft, toldunionen und so weiter)

Et sådant brud skræmmer bureaukraterne i Bruxelles OG finansfyrsterne i London City, men det vil frigøre Storbritannien til at kunne handle med alle EU-lande, Norge, Schweiz, Rusland, Kina, The US of A.; U name it under World Trade Organization, WTO´s regler. Meanwhile, it would be free to fully control its borders and negotiate and sign free trade agreements with nations across the world.

Som en soap-opera fortsætter den EU-understøttede britiske “femtekolonne” (Finansfyrsterne i London i City og deres tusinder af overbetalte lakajer, spindoktorer og stik-i-rend-drenge og -piger) med at sabotere folkets klare beslutning om at forlade den EUropatiske Union.

Slagsmålet mellem det flertal i Storbritannien, som i en folkeafstemning for godt tre år siden, stemte klart nej til landets fortsatte medlemskab af EU og tilhængerne af EU kommer også til udtryk i Westminster, parlamentet i London hvor EU´s femtekolonne ( “Labour”,” “liberal democrats” og store dele af gruppen af Corservative) gør alt for at sabotere BREXIT-processen.

De nægter at at ratificere den Withdrawal Agreement WA, som allerede ligger på bordet og for alvor vil sætte gang i Brexit-processen.

Når tilhængere af det ikke-folkevalgte EU-magtapparat i Bruxelles kalder premierminister Johnson anti-demokrat når han tog beslutning om at lukke for “soap opera”-forestillingen i Westminster i nogle uger for at sætte en stopper for den sabotage som EU´s “femtekolonne” har praktiseret i over tre år er det bare et udtryk for EU-tilhængernes grænseløse hykleri.

I over tre år har EU-kommisærerne i Bruxelles og EU´s “femtekolonne” i Westminster demonstreret at de ikke vil eller kan føre de britiske folks klare beslutning om landets frigørelse fra EU, ud i livet.

De har fortsat “soap-opera” forestillingen, som i fuld forståelse med den ikke-folkevalgte Kommisiion og Ministerråd (det EUropatiske Råd), skal give indtryk af, at det er “meget meget svært” at komme “UD af EU”, for ikke at sige umuligt. Det har fået “opportunistiske “EU-kritikere” og EU-modstandere, som for eksempel Dansk Dolkeparti, Sverige-Demorotterne til at “komme ud af skabet” og blive EU-tilhængere. Sverigedemokraterne taler nu om at “reformera EU til fordel for ett mindre överstatligt och mer demokratiskt funktionssätt“. Kravet om en folkeafstemning om Sveriges medlemskab af EU som indtil Brexit officielt blev ført frem som partiets politik er fjernet fra alle partiets plattforme.

Slagsmålet om Brexit er ulige. Selvom dele af britisk erhvervsliv respekterer og accepterer landets udtræden af EU arbejder storkapitalistiske kræfter aktivt for at omstøde BREXIT-processen.
De understøttes aktivt af EU og den ikke-folkevalgte Unions´s “femtekolonne” i Westminster eller embedsmænd i den britiske statsadministrationen (ministerierne) sørger jævnligt for at “lække” “skrækrapporter” om hvad der sker hvis landet forlader EU.
I disse “skræk-rapporter” kan man læse om alt, fra mangel på fødevare, altså hungersnød, medicin-mangel, optøjer. Ja, det er bare ordet “civil war”, “borgerkrig” der mangler. eller som Peter Koeneg udtrykker det :

“It’s all fearmongering, manipulation of public opinion, the stock market will crash, UK’s GDP will contract by between 2% and 4% – depending whom you ask, and who pretends having had all the details to calculate such nonsensical numbers; that unemployment will soar, especially as UK citizens will be expulsed from their EU host countries and come home to look for work – and so on. These fearmongers in Brussels, as well as in the UK have of course only one goal in mind – No BREXIT; find a way to reverse the people’s opinion and Referendum decision.”

Men en ting er sikkert. Storbritannien rykker nærmere en borgerkrig hvis det lykkes for det ikke-folkevalgte magtapparat i Bruxelles og EU´s “femtekolonne” i Westminster at forråde folkets klare nej til EU og tvinge Storbritannien til at blive i EU.

Vreden og oprørtheden er stor i arbejderklasse og de brede folkelige kredse som stemte Ja til Brexit, i den tro at “Brexit means Brexit”, at Nej´et vil blive respekteret. Men som nu ser, at EU´s “femtekolonne”, i fuld forståelse med den ikke-folkevalgte EU-kommission i Bruxelles, sabotere processen og har svært ved at holde løftet om at respektere folkeafstemingens ressultat: Brexit means Brexit !

Selvom der allerede findes en aftale; Withdrawal Agreement WA, som EU´s “femtekolonne” i Westminster nægter at ratificere arbejder kapitalstærke monopolgrupper i €uro-landene Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien og bansknylterstaten Luxemburg og i Storbritannien, på høltryk sammen med det overstatslige EU-apparat i Bruxelles og deres politisk-økonomisk “femtekolonne i Storbritannien, finanskapitalen i London City og store monopolgrupper med politisk støtte fra den socialdemokratisk-trotskisktiske Labour-ledelse, “liberal demokrats” og Conservative medlemmer af Westminster, parlamentet i London, for at knuse håbet om at “Brexit means Brexit”.

Heller ikke Ruslands Præsident Putin har noget med Brexit at gøre, som de britiske EU-tilhængere i deres desperate og frustrerede jagt på syndebukke for nederlaget i folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU, åbenbart tror.

Den liberale kommentator Maria Montelius bor i England og er tilhænger af både EU og indførsel af €uro i Sverige, som blev klart afvist i folkeafstemningen om Sveriges tilslutning til den Økonomisk-Monetære Union og €Urovalutaen i September 2003, men i Kommentaren om Brexit kaos giver hun et andet billede af den økonomiske situation i Storbritannien end de dommedags-hysteriske paroler om “no-one voted for this. Bloody Shampless”, paroler som EU-tilhængere går rundt med i London. Ren EU-skrækpropaganda, som ikke har noget hold i virkeligheden

En fortælling om to byer

Det var den bedste av alle tider, och det var den aller værste. Det var visdomens tid, det var ufornuftets tid. Sådan begynder Charles Dickens ”En fortælling om to byer” (“A Tale of Two Cities”,Red.). . . . . Måske fanger Dickens bedre end nogen anden Storbritanniens mærkeliga rejse netop nu.

Lægger vi forstørrelsesglasset over parlamentet ved floden, ser vi i denne uge hvordan parlamentet suspenderes under højlydte og fysiske protester fra oppositionen. En fægtende formand, eksklusioner, konstitutionel trylleri og rebel-fraktioner.

Men kigger vi ud over landet ser vi noget andet. En økonomi som kører der ud af, ja til og med er inde i et opsving. Tal fra juli måned viser BNP-vækst over hele linjen, fra serviceindustri til byggeri (selvom om det skal nævnes at BNP faldt under det andet kvartal). Lønstigningerne er de højeste i 10 år. Arbejdsløsheden ligger på 3,9 procent, den laveste siden 1974. Tre ting driver væksten: Serviceindustrien, som står for 80 procent af landets ekonomi. Finansindustrien vokser, med London i centrum. Men også dynamikken i Midlands, hvor mange virksomheder nu øger produktionen.

Det er som om det findes to lande i et. Krise i Westminster. Fremskridt hos folk og virksomheder.

Hvad siger folk? Overalt hører jeg ”just get on with it”.
Sagen trækkes i langdrag som en hård skilsmisse. Men i parlamentet findes ingen majoritet for en løsning, ud over denne: at acceptere Theresa May´s Withdrawal Agreement, minus forslaget om det upopulære backstopet, som skulle skabe en toldgrænse inden for Storbritanniens grænser. Det er naturligvis en konstruktion som skaver. Findes løsningar ?

I juni kom parlamentsmedlemmet Greg Hands med en 272 siders udredning om hvordan man istedet skulle kunne ordne grænsekontrollen. En sådan er trusted trader-systemet, som i dag eksisterer mellem USA og Canada. En anden er mobile enheder, som udfører kontrol af fødevare og dyr. Et tredje er økonomiske frizoner langs grænsen.

Den irske taoiseachen (statsministeren) Leo Varadkar er kold, men hans forgænger på posten Enda Kenny mener at grænsespørgsmålet kan løses hvis der findes en politisk vilje. Hvis for eksempel Sverige vil ud af EU ville Finland så kræve en hård grænse-kontrol mod Sverige ? Nja, næppe, da en stor del af varetransporten ind i Finland går via Sverige. På samme måde går en stor del av varestrømmen til Irland via Storbritannien. Jeg hører at et intensivt idéarbejde nu er igang for at finde løsninger inde på 10 Downing Street og i forhandlingsteamet i Bruxelles.

Man behøver ikke blive ophidset over den briefing som kommer fra både EU och brittisk side, om at modstanderne ”ikke ønsker at finde en løsning”.
Det indgår i spillet, en måde at være sikre på at den anden side får skylden ved et eventuelt forhandlingsfiasko. Bag ordene ved alle at virksomheder og mennesker i både EU 27 og hos briterne har mest at vinde på en aftale.

Så vad vinner? Eldig politisk positionering eller rationell, human ordnad reträtt? Kaos eller himmel? Klockan tickar mot 31 oktober.

Spørgsmålet er naturligvis hvor langt det ikke-folkevalgte magtapparat i Bruxelles og de storkapitalistiske monopoler og storbanker bag EU-kommisionen vil gå for at forhindre en succesfuld udtræden af Unionen.
De store franske-tyske og andre EU-landes monopoler og finansfyrster/banker tjener milliarder af €uro gennem udbytningen af folkene i EU´s indre marked kontrolleret gennem ØMU; den Økonomisk-Monetære Union. Hvis Storbritanniens folk lykkes med en frigørelse fra EU-systemet vil det uden tvivl inspirere folk i andre EU-lande til at slå sig fri af det udemokratiske €uro-systems politisk-økonomiske spændetrøje.
Parolen fra monopolernes overstatslige magtapparat i Bruxelles er tydelig : Ingen skal tro at de kan klare sig udenfor EU.

DEN 19.AUGUST 2019 forsøger økonomen Peter Koeneg, medarbejder i Verdensbanken gennem 30 år, at finde ud af hvad der sker.

BREXIT deadline is 31 October 2019. On 23 June 2016, the British people voted 52% against 48% to leave the European Union. In England alone, the margin was somewhat higher, 53.4% for leaving the EU, against 46.6% for . . . . . .. . . . .. . . . .
Will BREXIT actually happen? – Chances are it will not. Almost three and a half year after the UK vote, and two and a half years after the UK started the exit process, the BREXIT “soap opera”, as it is often called – leave or stay – continues.

Both, Theresa May and Boris Johnson – and so far, also the opposition Labor Leader, Jeremy Corbyn, have assured the British people they will respect their choice; no new referendum, no Parliamentary vote; and instead, they foresaw negotiating a “deal” with Brussels. If there is “no deal”, then BREXIT will take place as a “No Deal, or Hard BREXIT” – so the erstwhile verdict – which could change, of course, as just about everything that has been said and agreed upon in the BREXIT saga. But what exactly is meant by a “deal”, or a “no-deal”, for that matter?

Though, the definitions of a “deal” are vague, a “deal” refers basically to a UK exit from the EU under as smooth as possible conditions for both business and individuals, meaning that current relationships, i.e. business licenses, trading relations, residency permits, free exchange of labor, would not stop at once, but a transition period would allow to work out specific conditions.
In fact, this is precisely included in the Withdrawal Agreement (WA). However, the WA has not yet been ratified by the House of Commons.
Why not ? – Is there a hidden agenda ? Once the WA is ratified, there is no way back ? Is that it ? – The Parliament’s holdout for a 180-degree change from “leave” to “stay” – despite the popular vote ?

The WA provides for a period up to 31 December 2020 after BREXIT actually happens, or longer, if negotiated, to hammer out the post-BREXIT details of trade, future tariffs, business licenses, transit of labor and capital – and more – before the new UK – EU divorce rules would enter into force.
This is plenty of time to negotiate individual trade and peoples (free movement) agreements with EU partner countries. Everything – the current UK-EU relations agreements – would stay in place during the transition period, i.e. for at least another 15 months (or longer, if more time is negotiated as necessary), if BREXIT would take place on 31 October 2019.

Some of the possible post-BREXIT bilateral negotiations have already started behind the scenes, notably with China and the US and most likely with others, like Germany and France. The UK could, for example, look at the Swiss model.
Switzerland, not a member of the EU, . . . . . has currently more than 120 multi- and bilateral agreements with Brussels and the 28 EU members. And this despite a three-time direct popular rejection of EU membership by referenda (1992 – against joining the European Economic Area – 50.3% against; in 1997 – EU membership referendum – 74.1% against; and in 2001 on “EU access negotiations” – rejected by 76.8%). Yet, Switzerland is still looked upon as a model for ‘democracy’ – where people decide.

So, everything is possible, direct negotiations with a selection (or all) of EU countries, following the Swiss model, and / or a wider scale of by- and multilateral negotiations with countries or trading blocks around the world. Actually, Brussels has already hinted to the UK leadership at starting bilateral negotiations with EU members, even though the official line is “leave” or “stay”.
No doubt, Brussels as well as Washington would like to do everything possible to keep the UK within the EU bureaucracy. The UK has an implicit reputation of being Washington’s mole in the EU, representing Washington’s wishes in crucial decisions – like when 10 new Eastern European member candidates had to be admitted – or not.

Therefore , why the hype about a “no deal” BREXIT ? – Do people even understand what “no deal” means ? That it literally means – all doors are open for negotiations during the transit period – and that nothing changes during that period, which is even extendable, and, of course, that a myriad of options to negotiate new deals with new partners are open after the transit period, in the post-BREXIT phase.

It’s all fearmongering, manipulation of public opinion, the stock market will crash, UK’s GDP will contract by between 2% and 4% – depending whom you ask, and who pretends having had all the details to calculate such nonsensical numbers; that unemployment will soar, especially as UK citizens will be expulsed from their EU host countries and come home to look for work – and so on. These fearmongers in Brussels, as well as in the UK have of course only one goal in mind – No BREXIT; find a way to reverse the people’s opinion and Referendum decision.

Entering the realm of fearmongering, the British Government warns in a “clandestine report” – leaked to the Sunday Times – that a Hard Brexit (a “No Deal” BREXIT) will hit the UK with food, fuel and medicine shortages.
RT reports, this much-feared prospect is becoming increasingly likely since the changing of the guard in Downing Street. Yes, this is clearly part of the fear-mongering to coerce public opinion against BREXIT. However, this could all be prevented by the British Parliament voting for the Withdrawal Agreement which is part of the sovereign deal – no approval from Brussels necessary – for any country wanting to leave the EU. How come, this is never mentioned in the media, thus preventing the public from knowing what the government could do to avoid a Hard Brexit havoc?

***

There are also other economic predictions, contradicting the fear-mongering, and by all accounts of logic, more plausible ones, namely that the UK would do much better after BREXIT, free to deal and trade with whomever, no looking over the shoulders by Brussels, no impositions of complex – and often very costly – rules – frequently mere rules for the sake of rules – by the European Commission. Regaining full sovereignty would do the UK good, both economically and socially.

The UK could also continue maintaining a relation at a distance with a body that is often mentioned in the same breath as corruption; a body that has shown little sympathy for solidarity among member countries. Examples abound, Greece, Italy, Spain, Ireland, Portugal – were all “sanctioned” with troika-imposed rescue packages (troika = EC, European Central Bank – ECB, and IMF).

It is also clear that Brussels favors a set of nations, unofficially, of course, stronger, mostly northern nations that do not have to follow the strict ECB debt rules imposed by the ECB and applied to southern EU members. (Frankrig og Tyskland, Red,) This amounts to an unspoken two-tier arrangement. But these voices of reason, who would promote BREXIT for the sheer long-term socioeconomic betterment of the British citizenry, are not allowed to come to the fore. The media are controlled by the “Stay” proponents.

BREXIT, stay or leave, is a delicate matter. Labor, hence Jeremy Corbyn, has a tendency to favor “stay” – oddly, along with the conservative Tories, for all the false fear-mongering reasons propagated – unemployment, reduction in GDP, gap in trading partners, and so on. . . . . . . . . . .

Of course, there are plenty of ways to reverse the promises of former PM Teresa May’s and today’s PM, Boris Johnson’s, assurances that the 2016 vote’s result will be respected. The easiest one would be for the British Parliament to revoke Article 50 of the Treaty of Lisbon, which gives member states the unilateral right to quit EU membership.
That’s precisely what the UK did, trigger Article 50 by the Prime Minister’s decision after the BREXIT Referendum. Once this process was set in motion, it was understood that it couldn’t be stopped – except by a Parliamentary vote, canceling application of Article 50.

Today, that option is fully on the table. It can be done equally unilaterally and sovereignly by the UK, without the approval of the remaining 27 EU member states. Should that happen – the status quo, the UK would remain a EU member. No change.
. . . .. . . . .. . . . . .. . .
In summary, might it be possible that the June 2016 Referendum outcome came as a surprise for the British Authorities and was simply not acceptable ? Therefore, to preserve the illusion of “democracy”, could it be possible that an entire complex construct had be conceived and built over a period of some three years, in which public opinion had to be confused to the point of losing track of the details and of specific conditions for exiting the European Union – so that it could be more easily swayed into the direction of the Master’s wishes? – Let’s wait and see, but no surprise if BREXIT doesn’t happen.” lyder Peter Koeneg´s pessimistiske prognose. ”

PS: Den 11.Februar 2019, undgik Storbritannien en bilateral handelsaftale med Switzerland to avoid tariffs in case of a “no-deal Brexit.

 

Udfra INTERPRESS original artikel

BREXIT : “En fortælling om to byer” om de britiske folks vej ud af EU, ud i verden


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater