USA-NATO plan: Oprustning med mellemdistance raketter mod Kina ”hellere før end senere”

USA’s offensiv med øget militær oprustning mod Asien og ønsket om et styrket NATO med inddragelse af Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea og Mongoliet som NATO partnere udtrykker USA’s målsætning om at også den anden globale halvkugle skal spille en vigtig rolle med NATO oprustning mod USA´s hovedfjender Kina og Rusland, og her med fokus på opstilling af raketter rettet mod Kina.

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo og den australske udenrigsminister Marisa Payne sammen med den amerikanske forsvarsminister Mark Esper og den australske forsvarsminister Linda Reynolds holdt møde i Sydney søndag d. 4. august. Timet og efterfulgt af NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, der efterfølgende mødtes med Australiens forsvarsminister samtidig med han senere i anden sammenhæng deltog i et højt profileret offentligt møde med oplæg om den “kinesiske udfordring”.

USA og NATO ønsker oprustning med placering af mellemdistance raketter i Asien/Stillehavet med rækkevidde mod Kina. Denne udmelding kom fra både USA’s forsvarsminister Mark Esper og NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg umiddelbart i dagene efter USA ensidigt havde forladt INF atomaftalen. En aftale imod opstilling af mellemdistance raketter som USA og Rusland var forpligtiget af og som udløb den 2. august. En aftale Rusland efterfølgende heller ikke længere er tilsluttet.

USA´s opsigelse skete under påskud af russisk brud på aftalen bakket 100 % op af den danske forsvarsminister og udtrykker en ny oprustnings spiral indledt med mellemdistance raketter rettet mod Kina, et Kina som ikke var med i INF aftalen.
Et USA der forfølger målet om militært at fastholde sin verdensdominans hvor Trump også 19. februar 2019 underskrev dekretet om USA´s  nye plan med en amerikansk rumstyrke, “United States Space Command” som formuleret af Trump og Det Hvide Hus: “Hovedformålet med rumstyrken er at sikre og udvide USA´s dominans i rummet”, en amerikansk militær optrapning som forventes godkendt af NATO på det kommende topmøde i december.

Med en oprustning og traktatopsigelse der er udtryk for skærpede spændinger imperialistmagter imellem, som vi i dag også ser konkret i handelskrigen mod Kina og Rusland – USA’s erklærede hovedmodstandere. Et USA der frygter tab af sin supermagtsdominans, især udfordret af Kinas økonomiske ekspansion. Et udtryk for monopolers og imperialistiske staters skærpede konkurrencekamp om markeder og ressourcer, en kamp der øger krigsfaren stormagter imellem, hvor krig er en fortsættelse af politikken med andre midler.

Hidtil har INF aftalen hindret USA i at få opstillet landbaserede mellemdistance raketter i Asien og Stillehavsområdet med rækkevidde mod Kina. Dette ønsker USA nu endelig at få gjort op med ud fra USA’s strategiske offensiv for at destabilisere og inddæmme den fremvoksende kinesiske imperialistmagt. Et Kina præget af økonomisk kapital ekspansion og enorme investeringer som bl.a. udtrykkes ved Kinas efterhånden globale Silkevejsprojekter, hvor Kina via lån og investering i infrastruktur, herunder havne, øger sin indflydelse: Fra Kina til Europa, Afrika, Sydamerika og senest i 2018 med Kinas Polar Silkevejsprojekt omkring Arktis.
At USA har været utålmodig med opsigelse af INF aftalen kan man også se ved at USA blot 15 dage efter, at USA’s tilbagetrækning fra INF traktaten var afsluttet – gennemførte det amerikanske militær sin første affyringstest af et landbaseret mellemdistance krydsermissil, hvilket ville have været forbudt under INF traktaten.

Politisk har USA’s og NATO’s spidser haft mere end travlt med fremstød mod lande i regionen for at gøde muligheden for opstilling af mellemdistance raketter rundt om Kina:
Allerede dagen efter opsigelsen indledte USA’s forsvarsminister Mark Esper og udenrigsminister Mike Pompeo rejsen til Australien og senere til New Zealand, Japan, Sydkorea og Mongoliet. Alle lande er allierede med USA og NATO-partnerskabslande og potentielle lande med en rækkevidde for landbaserede mellemdistance raketter, der kan nå frem til Kina.

I et fly på vej til Sidney i starten af den amerikanske regerings haste trip  til Asien og Stillehavsregionen, hvor USA’s forsvarsminister deltog sammen med udenrigsminister Mike Pompeo lagde forsvarsminister Mark Esper overfor journalister ikke skjul på USA’s og NATO’s ambitioner om opstilling af mellemdistance missiler omkring Kina og udtalte:

”Vi vil gerne indsætte en kapacitet hellere før end senere”,
“Jeg foretrækker måneder … Men disse ting har en tendens til at tage længere tid, end man forventer”.

Den amerikanske forsvarsminister Mark Esper og USA’s udenrigsminister Mike Pompeo opholdt sig i Australien fra 3. til 5. august. En topprioritet hos et Australien der oftest har bakket op når USA-imperialismen har kaldt. Sådan som man har set det med Australiens deltagelse i den imperialistiske offensiv tilbage i Vietnam, i Afghanistan og Irak.
Men også et Australien som i dag tøver med og stadig overvejer om de skal give tilslutning til USA’s forsøg på en provokerende international flådeoptrapning i Hormuz Strædet.
Men også et Australien hvor den australske befolkning er stadig mere kritisk overfor USA som global leder – at få opstillet landbaserede atommissiler i Australien sker ikke blot via et trylleslag.

At missilopstilling aktuelt er et følsomt område kom frem efter Australiens premierminister Scott Morrison efterfølgende har udelukket at Australien kunne være hjemsted for amerikanske missilbaser og påstod, at der ikke blev fremsat en sådan anmodning under de centrale diplomatiske samtaler mellem de to allierede under besøget.

I hælene på dette amerikanske Australiens besøg kom NATO’s generalsekretær Stoltenberg og uddybede i Canberra ”behovet” for at imødegå den kinesiske ”udfordring” og bekræftede og betonede USA’s og NATO’s fælles ambitioner og forsøget på at inddrage Australien som endnu tættere NATO-partner og allieret i USA’s og NATO’s militære optrapning mod Kina.

På et efterfølgende pressemøde med NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg og Australiens forsvarsminister Linda Reynolds bekræftede de hinanden i uddybet samarbejde som NATO partnere, men veg behændigt udenom selve spørgsmålet om mellemdistanceraketter.

Om Australiens partnerskab udtalte forsvarsministeren bl.a:
..”i lyset af vores diskussioner i dag og igen i morgen i Canberra, ser vi på nye områder, der skal samarbejdes i Det Indiske-Stillehav. Så det er en styrkelse af vores forhold og vores stadig tættere forhold i Bruxelles, og også her i vores region.”

På et offentligt møde hvor Stoltenberg talte til en større forsamling udtalte han bl.a.:
Kina “kommer nærmere” Europa via sin tunge investering “i kritisk infrastruktur i Europa”, og via “sin øgede tilstedeværelse i Arktis og også øget tilstedeværelse i Afrika og i cyberspace”.

”Så alt dette gør det vigtigt for NATO at tackle den voksende udvikling i Kina, og det gør vi ikke mindst ved at arbejde tæt sammen med vores partnere i denne region – Australien, New Zealand, men også Japan og Sydkorea,” understregede Stoltenberg.

Hele denne offensiv for militær ekspansion i Asien sker samtidig med USA på alle områder har optrappet konflikten med Kina med omfattende flådeaktivitet under påskud af at holde vandvejene åbne, især omkring Det Sydkinesiske Hav ud for Kina, samtidig med USA optrapper handelskrigen med især Kina og med involvering i og påskyndelse af uroen i den tidligere britiske kronkoloni Hong Kong.

Den amerikanske offensiv med ønsket om øget militær NATO-inddragelse af Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea og Mongoliet som NATO partnere udtrykker USA’s ønske om at også den anden globale halvkugle skal spille en vigtig rolle imod USA’s hovedfjender Kina og Rusland.

For USA er NATO et vigtigt og brugbart instrument, såfremt NATO fuldt og helt underlægger sig USA’s strategi for fastholdelse af USA’s dominerende politiske og militære dominans overfor USA´s hovedfjender og med ubetinget krav om medlemslandenes militære oprustning og amerikansk aflastning.

Med et Danmark som underlægger sig USA-imperialismens rolle som verdenspolitibetjent og som et lydigt NATO-medlem, der har forståelse for USA’s behov for at underlægge sig stadig større dele af Grønland i USA’s globale kamp mod Kina og Rusland. Et USA der øjner nye muligheder for at sikre sig mest mulig kontrol over det arktiske område, der vil kunne spille en vigtig rolle militært og økonomisk efter den artiske vandvej er blevet en mulighed. Med den danske imperialismes håb om sammen med USA imperialismen at kunne få sin lille del af kagen. Og med en Mette Frederiksen der afviser USA’s “køb af Grønland”, men lægger op til øget amerikansk militær kontrol over Grønland og pointerer, at USA fortsat vil være Danmarks aller vigtigste allierede og ser frem til et styrket USA- og NATO-samarbejde med “Rigsfælleskabet”, herunder om Grønland og Arktis.

For den danske befolkning og andre landes befolkninger er det en faretruende udvikling der er i gang og peger i retning af øget konfrontation mellem imperialistmagter og retning mod krig anført af USA. Kampen for bekæmpelse af USA’s NATO krigspagt og dets baser og for helt at komme ud af NATO bliver en stadig mere påtrængende opgave for antikrigsbevægelsen i Danmark. Herunder kravet om at USA forlader Thulebasen på Grønland.

Links:

Pentagon chief: US eager to deploy new missiles in Asia

Esper: US to soon put intermediate range missile in Asia

Remarksby NATO Secretary General Jens Stoltenberg at the Lowy Institute (Sydney)

Tilføjelse om USA´s syn på Kina og Arktis:
Uddrag fra USA´s forsvarsministeriums  rapport til Kongressen om Kina

“Særligt emne: Kina i Arktis. Kina har øget aktiviteter og engagement i den arktiske region, siden de fik observatørstatus på det arktiske råd i 2013. Kina offentliggjorde en arktisk strategi i januar 2018, der fremmede en “Polar Silk Road”, selv – erklærede Kina sig for at være en “nær-arktisk stat” og identificerede Kinas interesser i adgang til naturressourcer og havlinjer for kommunikation (SLOC) og fremstillede et billede af sig selv som et “ansvarligt stort land” i arktiske anliggender. Strategien fremhæver Kinas isbryderfartøjer og forskningsstationer i Island og Norge som en integreret del af dens implementering. Det arktiske grænseland har givet anledning til bekymring overfor Kinas ekspanderende kapacitet og interesse i regionen. Civil forskning kunne understøtte en styrket kinesisk militær tilstedeværelse i Det arktiske Hav, som kan omfatte indsættelse af ubåde til regionen som en afskrækkende virkning mod atomangreb”.

USA´s forsvarsministeriums  rapport til Kongressen om Kina:
ANNUAL REPORT -TO CONGRESS
Military and Security Developments
Involving the People’s Republic of China 2019

OM INF TRAKTATEN:

INF traktaten blev indgået i 1984 mellem USA og Sovjetunionen

Aftalen forbød enhver opstilling af mellemdistancemissiler.
USA’s mellemdistance raketter var opstillet forskellige steder i Vesteuropa, blandt andet i Vesttyskland, Italien og Storbritannien. Den folkelige modstand mod disse raketter var meget omfattende i Europa af frygt for at Europas befolkning skulle lægge ryg til en militær konfrontation imellem supermagterne USA og Sovjetunionen.
De russiske mellemdistancemissiler var opstillet i Østeuropa i det daværende Sovjetunionen.


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne