Den reformistiske linje i fagbevægelsen fører til nederlag – En klassekampslinje er eneste vej frem (del 2)

Aktuel faglig status over den danske fagbevægelse del 2. har følgende overskrifter:
– Hvordan løntrykkervirksomhed og politiske angreb har forandret organisationsgraden i fagbevægelsen
– Det moderne slaveri
– Tilsyn svigter
– Overenskomsterne giver ikke udtryk for medlemmernes ønsker
– Et voksende antal konflikter i den offentlige sektor
– Tryk Stop
– Der er ingen vej tilbage – kun frem!

Link til del 1 her:
Den reformistiske linje i fagbevægelsen fører til nederlag – En klassekampslinje er eneste vej frem (del 1)


Københavnske murere forrest i demonstration ved markering af 100 året for 8 timers arbejdsdagens indførelse og i dag fremme i kampen for at få indført en 6 timers arbejdsdag med 30 timers arbejdsuge

Hvordan løntrykkervirksomhed og politiske angreb har forandret organisationsgraden i fagbevægelsen
I Danmark var der tidligere overenskomster med aftaler om tvunget medlemskab af den fagforening, der havde overenskomsten. Men flere sager anlagt af den kristelige a-kasse fik i 2006 Menneskerettighedsdomstolen til at erklære de danske eksklusivaftaler i strid med menneskerettighederne. Skiftende regeringer havde allerede påbegyndt centralisering af a-kasse og fagforening i 1990’erne, og i de hele taget gjort a-kasse-arbejde til et bureaukratisk mareridt og økonomisk umuligt for mindre fagforeninger. I 2003 blev der vedtaget en lov, der betød frit valg af a-kasse, uanset hvilken branche du arbejder i.

Det var også engang helt naturligt, at fagbevægelsen gav støtte til politiske partier og deltog i den politiske samfundsdebat. Men også her har fagbevægelsen været under konstant beskydning. LO og Socialdemokratiet brød deres bånd i 2003.

Deltagelse i den offentlige debat om forhold på sin arbejdsplads er blevet mødt med advarsler og fyringer. Fagligt aktive er igen blevet mødt med Berufsverbot. Borgerskabet fordømmer af princip alle, der kommer med et kvalificeret objektivt fagligt indlæg, også på de offentlige arbejdspladser. Mens liberale politikere brokker sig over fagforeninger og ansattes ”partsindlæg”, nægter de pure, at der er sammenhæng mellem kvalitet og tid til at udføre arbejdet, og på den måde nedbrydes og fratages de ansatte deres faglighed, og vejen banes for et fortsat nedskæringsræs.

Det moderne slaveri
Med den vandrende arbejdskraft kan man se en kæde, der går ned gennem gradvist fattigere og fattigere lande, hvor dem øverst på rangstigen supplerer med veluddannet arbejdskraft til USA, de næste sender deres arbejdskraft til lande som Danmark, mens der til Polen kommer arbejdere fra Ukraine og Hviderusland.
Hele tiden sikres det, at der er umulige forhold for arbejderklassen i deres egne lande og et konstant tryk af billigere udenlandsk arbejdskraft.

I de fattigste af verdens lande er forholdene så dårlige, at folk er villige til at risikere livet på vejen til Europa for at finde et arbejde, eller er klar til at arbejde under slavelignende forhold. To nyere sager fra Danmark viser, hvordan det stiller sig: Landarbejdere fik en timeløn på omkring 15 kr. plus et sort tillæg på 30 kr., og 200 filippinske chauffører arbejdede til 15 kr. i timen.

Det er ikke mindst De Radikale, der ønsker, at importen af udenlandsk arbejdskraft skal øges. Danmark har brug for flere hænder, forklarede de under den seneste valgkamp. For arbejdere, der er tvunget verden rundt for at pakke varer hos Dansk Supermarked eller køre grise til Tyskland, er De Radikales krav om flere hænder intet andet end moderne slaveri. Borgerskabet har i århundreder brugt samme argumenter om, at lige netop deres fabrik eller deres mark ikke kunne klare sig uden udenlandsk arbejdskraft. Og hvis den mark tilfældigvis lå i Vestindien, så kunne man sejle forbi Afrika på vejen og tage den med i lasten.

Der er mange flere omstændigheder, der har medvirket til at undergrave, at ansatte har ens rettigheder og nogenlunde samme løn. Virkeligheden er, at når folk ikke kan leve af deres løn, har de heller ikke råd til at betale fagforeningskontingent. Working poor-fænomenet er en af årsagerne til, at især den fattigste del af arbejderklassen har valgt kontingentet til fagforeningen fra.

Konstante udliciteringer har i sig selv en negativ indvirkning på organisationsgraden, dels fordi nye virksomheder, der kommer ind og skal gøre rent eller køre buslinjer eller lignende, ofte gør brug af vikarer, selvstændige kontraktansatte eller immigrantarbejdere. Hver gang et område udliciteres, er der ofte en stor udskiftning af de ansatte, og ofte også krav om, at der skiftes fagforbund. Hver gang koster det et stort arbejde at reorganisere en arbejdsplads.

Tilsyn svigter
For at fuldende billedet af de store og små sejre, der er forsvundet siden 70’erne, skal her blot nævnes spørgsmålet om arbejdsmiljø. Tilsynet med arbejdsmiljøet er gradvist blevet reduceret og nogle steder helt erstattet til fordel af såkaldt egenkontrol. Hvilket af flere omgange er blevet misbrugt af industrivirksomheder til at dække over forkert brug af farlige kemikalier. Også i landbrug, fiskeri og byggebranchen er forkert brug af farlig kemi og arbejdsskader almindelige. I en lang periode har ikke mindst udenlandske arbejdere i Danmark arbejdet under ekstremt dårlige arbejdsmiljøforhold, med en vækst i alvorlige ulykker.

I virkeligheden er stort set alle typer af tilsyn med store virksomheder reduceret eller forsvundet. Det gælder skattevæsenets kontroller, tilsyn med kvalitet af byggeri og byggematerialer, tilsyn med landbrugets brug af gødning og giftstoffer. Og tilsvarende er de løbende undersøgelser af luft- og drikkevandskvalitet skåret ned eller helt misvisende.

Samtidig er bagmandspolitiet og andre myndigheder, der kan retsforfølge kriminelle, blevet beskåret. Resultatet er, at korruption og forbrydersyndikater har fået voksende indflydelse på arbejdsmarkedet, og det rammer både på løn- og arbejdsforhold og på miljøforhold. Og det betyder også, at trusler mod de ansatte og andre kriminelle metoder, der før var sjældne, nu er ganske almindelige selv på store offentlige byggerier og infrastrukturprojekter.

Overenskomsterne giver ikke udtryk for medlemmernes ønsker
Overenskomsterne står som en af de sidste af fagbevægelsens bastioner, og de er både under pres fra EU, der ønsker en lovgivningsproces (en meget stor del af overenskomsterne indeholder i dag påtvunget EU lovgivning), og under pres fra den del af borgerskabet, der ønsker al magt til ”de frie markedskræfter” og rene individuelle aftaler.

Det traditionelle hierarki i den danske fagbevægelse har industriens parter i toppen og ufaglærte i bunden. Det viser sig f.eks., når der er private overenskomstforhandlinger, hvor man altid indgår et forlig mellem arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri på den ene side og forhandlingskartellet CO-Industri på den anden. Her aftaler man en minimallønsoverenskomst, hvor den egentlige løn forhandles lokalt ude på virksomhederne.

På trods af deres centrale rolle har begge organisationer reelt haft svært ved at opretholde deres magtpositioner, efter af Danmarks store metalindustrivirksomheder begyndte at lukke på stribe i perioden fra ca. 1980, frem til Lindøværftet lukkede som det sidste omkring 2012. Både DI og CO-industri har i perioden konstant udvidet antal af fag og medlemsvirksomheder for at sikre sig den nødvendige størrelse, så de stadig kan lægge en bestemmende linje for det øvrige private arbejdsmarked.

I det danske overenskomstsystem er urafstemningerne om overenskomster ikke demokratiske – resultatet bestemmes af forhandlingskartellet. En enkelt faggruppe kan altså ikke vælte resultatet. Når industriens parter har lavet en aftale, så kan de øvrige områder på det private arbejdsmarked reelt ikke gå i konflikt for et bedre resultat, selvom de gerne ville, fordi de kan blive pålagt at stemme om samme forligstekst, og deres afstemningsresultat kan kædes sammen med de øvrige grupper.

Et voksende antal konflikter i den offentlige sektor
De sidste 10-15 år har der ikke mindst været en række konflikter på det offentlige område, fra pædagoger og plejepersonale, der krævede flere varme hænder, til sosu- og rengøringsassistenter, der kræver en højre løn, til kampe om lærernes ret til en arbejdstidsaftale. Alle kampe har fået massiv opbakning blandt medlemmer og vist, at der er en kampvilje på gulvet. Og samtidig står det klart efter hvert slag, at topledelsen i fagforbundene svigter, når det gælder.

Konflikterne er ofte en direkte udløber af krav om skattelettelser og nedskæringer, og påstanden har hele tiden lydt på samme omkvæd, at det jo bare handler om at betragte den enkelte institution som en virksomhed, der skal konkurrere og derfor hele tiden skal rationalisere. Men den type af angreb, der systematisk har ramt hele den offentlige sektor, har ikke til formål at ”forbedre og fremtidssikre” – målet er at udslette offentlig service i det hele taget! Alle klassekampe med den politiske elite er derfor ulige, for der findes ikke noget kompromis! Fagbevægelsen har undervurderet alle de kampe, den har haft med skiftende kommunalbestyrelser og regionsråd og regeringer i næsten en menneskealder.

En tendens til et opgør med illusionen om en fælles interesse med monopolborgerskabets lakajer kan ses af, at kampformerne har ændret sig en smule og er blevet lidt mere politiske. Til liberalisternes store fortrydelse har pædagoger ikke kun talt om deres arbejdsmiljø, men om børn, der er sat i opbevaring, og om manglende faglighed, og lærerne ikke kun talt om deres løn, men om at sikre en god folkeskole, og sygeplejerskerne har ikke kun talt om timetal, men i lige så høj grad om bedre forhold for patienterne, og chaufførerne i busserne har ikke blot talt om deres ret til pauser, men om pendlernes mulighed for at komme frem til tiden.

En ny opposition til fagforeningstoppen er så småt ved at vokse frem, ikke mindst på sociale medier, og i mange forskelige lokale fagforeninger er man selv begyndt at tage de initiativer, som toppen har bekæmpet. Initiativer, der sætter en klassekampslinje på dagsordenen og organiserer nye medlemmer til at deltage i en kamp for bedre vilkår, i stedet for blot at hverve medlemmer ved at fortælle om gamle dage.

Tryk Stop
Her skal især fremhæves initiativet ”Tryk Stop”, hvor det er lykkedes at organisere en meget stor del af Danmarks buschauffører ved at lave et enestående arbejde, der alt sammen startede med at få chaufførerne involveret i at dokumentere deres arbejdsdag i detaljer.
Det viste, at der ikke blot var kun en enkelt køreplan, der ikke kunne nås, og ikke kun enkelte ruter, der var uden toiletforhold. Der var helt urimelige arbejdsforhold over hele landet, et helt fagområde med 8000 ansatte, hvor 70 procent oplever køreplaner, der ikke kan nås, og halvdelen ikke har tilstrækkelig adgang til et toilet.

Før det store arbejde med at beskrive dagligdagen gik i gang, var det helt umuligt at gennemskue, om problemet opstod pga. EU’s udliciteringer, statens spareøvelser eller de enkelte kommuners og regioners organisering af busdriften gennem sindrige selskabskonstruktioner. Men når man kan se, at det er alle, der er ramt af de samme urimelige arbejdsforhold, peger pilen entydigt tilbage til politikerne. Og derfor fortsætter Tryk Stop-kampagnen med demonstrationer og aktioner og deltagelse på byråds- og regionsmøder for at kræve, at de laver om i deres udliciteringer og får styr på deres selskaber, og sætter det nødvendige antal toiletter op ved endestationerne.

Med aktionen har chaufførerne samtidig gjort sig synlige og har fået deres faglige stolthed tilbage, som politikerne havde taget fra dem. Når køreplanerne systematisk er lavet, så de ikke kan nås, så handler det nemlig ikke længere om den enkelte ansatte.
Det at dokumentere, at det er politikerne, der har ansvaret for, at der er lavet køreplaner uden hensyn til vagtskifter og pauser, eller blot færdselsloven, det har også gjort, at vreden fra de mange mennesker, der er afhængige af offentlig transport for at komme på uddannelse og arbejde, er skiftet til solidaritet med chaufførerne.

Kun ved at engagerede og dygtige fagligt aktive tager kampen op og tager slagsmålet også med topledelsen i fagforeningen om at få støtte og penge til arbejdet kan man få folk til at organisere sig og stå og kæmpe sammen.

Og når det kan lykkes med chauffører – der sjældent møder deres kollegaer, fordi de kører på forskellige ruter og på forskellige tidspunkter og er ansat i forskellige små og store vognmandsfirmaer, og ofte har været købt og solgt gennem flere udliciteringer – så er der bestemt også håb for, at hospitalsansatte og rengøringsassistenter og mange andre kan finde ud af det.

Der er ingen vej tilbage – kun frem!
Den lange gennemgang af nogle af de forandringer af arbejdsmarkedet, vi er vidne til, leder alle tilbage til en central pointe. Det er stadig arbejderklassen, der producerer værdierne og får hjulene til at dreje rundt. Direktører og kapitalfonde er ikke nødvendige. Det hele ville faktisk gå meget bedre, hvis arbejderklassen tog magten og stoppede udbytningen en gang for alle.

Det at håbe på, at man kan vende udviklingen ved at se tilbage på dengang, arbejderklassens organisationer stod relativt stærkt med base i de store industriarbejdspladser, er ikke muligt. Arbejderbevægelsens styrke skal i stedet komme af at lære af historien og forstå vores nutid og kigge fremad. Først og fremmest er det vigtigt at sætte en klar politisk platform. Og dernæst kræver det et kæmpe organisatorisk benarbejde, og ikke mindst at bekæmpe borgerskabets indflydelse i fagbevægelsen og sikre, at aktivisme og en internationalistisk klassepolitik kommer tilbage på dagsordenen.

For at det skulle kunne lykkes, er det nødvendigt samtidig at gøre op med den reformistiske politik og ideologi, der sidder rigtigt dybt i den socialdemokratiserede fagbevægelse. Reformismen betyder klassearbejde, at arbejderne i sidste ende skal bøje og kun hente små midlertidige sejre hjem. Og så må man gøre sig klart, at fagforeningstoppen ikke tilhører arbejderklassen, med deres millionlønninger og forvaltning af milliardfonde – den øverste del af arbejderaristokratiet tilhører kapitalistklassen og deler klasseinteresser med den.

Man skal ikke udelukkende hænge kampen op på den næste overenskomst eller valgdato. Det er rent nederlag blot at troppe op en gang hver andet år og heppe på ”vores forhandlere” eller forvente, at politikere eller kapitalismen kan garantere en stabil ”fred” i klassekampen. Det er altid kun et spørgsmål om tid, førend den næste arbejdsplads eller faggruppe eller industri kommer under pres.

Vejen frem er en klassekampslinje, der også bygger på erfaringer fra de mest aktive fagforeninger, med medlemsdemokrati og aktivitet, der rækker ud over den snævre fagopdeling og arbejdspladstænkning, og ud over medlemmerne i arbejde. Og inddrager alle arbejderklassens levevilkår.

Noter
Link til seneste statistik over medlemmer i fagbevægelsen:

Lønmodtagernes medlemstal

Lønmodtagernes medlemstal 31. dec 2017

Link til indkomstfordeling i Danmark:
FAKTA OM INDKOMSTER OG FORMUE

Den reformistiske linje i fagbevægelsen fører til nederlag – En klassekampslinje er eneste vej frem (del 1)

Artiklen er i sin helhed bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 3,2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne