Den reformistiske linje i fagbevægelsen fører til nederlag – En klassekampslinje er eneste vej frem (del 1)

 En aktuel faglig status over den danske fagbevægelse kendetegnet ved kampen imellem to linjer:
Den reformistiske linje der tilpasser sig kapitalens krav om maksimal profit og om nødvendigt afgiver nogle midlertidige almisser for at fastholde monopolernes kapitalistiske udbytningssystem.  Stående i konfrontation med arbejderklassens klassekampslinje for styrket faglig enhed og kamp for sine interesser på bekostning af monopolernes profitter.
Med en allerøverste fagtop der er direkte forbundet med monopolerne og med en arbejderklasse og arbejdende befolkning der aktuelt indser at kampen imod nyliberalisering med angreb på løn, arbejdstid og rettigheder kræver solidaritet og enhed på tværs af fag privat og offentligt ansatte. 


3F ere i aktion imod OK17 forligsskitsen som indeholdt arbejdsgivernes mulighed for at påtvinge en udvidelse af den ugentlige arbejdstid til 42 timer.
På trods af stort flertal af 3F ere stemte imod blev overenskomstangrebet trukket ned over hovedet på medlemmerne pga. udemokratiske sammenkædningsregler


Af Franz Krejbjerg, APK

Artiklen er bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp nr. 3,2019.
Artiklen bringes i 2 dele.

Den reformistiske linje i fagbevægelsen fører til nederlag – En klassekampslinje er eneste vej frem (del 1)

Om fagtoppenes rolle, dalende medlemstal, politisk angreb på den arbejdende befolknings rettigheder i en tid med stor teknologisk omstrukturering 

Toppen i den danske fagbevægelse har uden at gøre det store væsen af sig set på, at skiftende regeringer på rekordtid har smidt alle arbejderklasens store og små sejre på gulvet. Det velfærdssamfund, man roste sig af i 70’erne, er borte. Selv de sidste rester af dagpenge og folkepension, skattefinansieret uddannelse og sundhed og retten til et sted at bo er under pres.

Forbundsbosserne tænker alene på at spille rollen borgerskabets lydige vagthund, statsmagtens garant for fred og fordragelighed på det danske arbejdsmarked. Og de har vel tænkt, at bare de spillede den rolle dygtigt nok, så var deres positioner sikret. Men en masse faktorer har også sat denne del af den danske model under pres. De neoliberale ønsker sig et arbejdsmarked helt uden regler, og EU ønsker sig fælleseuropæisk lovgivning i stedet for overenskomster.

Fra arbejdspladser er der til gengæld et stadig voksende krav om, at fagbevægelsen skal løfte sig op fra sin tornerosesøvn og reelt gå ind i kampen mod stigende ulighed og eskalerende lønforskelle og det konstant voksende tempo på arbejdspladserne.

Blot et enkelt eksempel på, at erhvervstoppen i Danmark suger penge til sig som aldrig før: Direktøren hos Carlsberg, Cees ‘t Hart, landede i 2018 en lønpakke på 52,5 mio. kr.! Det er omkring 200 gange mere end den gennemsnitlige bryggeriarbejder på gulvet. Klassekampen om fordelingen af samfundets rigdom kan knap illustreres bedre. Én person rager det samme til sig som 100 familier.
I mange andre virksomheder bliver direktionen ligeledes forgyldt, mens de ansatte hele tiden bliver bedt om at spænde livremmen og må se deres arbejdspladser forsvinde ud af landet.

Dalende medlemstal
Den danske fagbevægelse, især inden for det private område, har de seneste årtier oplevet en sivning af eksisterende medlemmer og har samtidig haft svært ved at overbevise nye generationer om at betale kontingent, kort sagt svinder den så højt berømmede danske organisationsprocent og dermed fagbevægelsens fundament.

I kulissen ønsker EU, at overenskomsterne erstattes med lovgivning, og at arbejdsmarkeds-pensionskasserne privatiseres. Og det ønske kan forvandle sig til et krav, som store dele af Folketinget vil være glad for at effektuere. I første omgang har regeringen jo allerede sat en lovgivning i stedet for en forhandlet arbejdstidsaftale med lærerne, og man er begyndt at kræve af selv bistandsmodtagere, at de betaler til en pensionsopsparing, og senest foreslog Lars Løkke, at man kunne sikre minimumslønninger for ufaglærte områder ved hjælp af lovgivning.

I Danmark var den samlede organisationsprocent ved årsskiftet til 2012 67,3 procent eller 1.776.000 aktive medlemmer. LO mistede i løbet af 2011 45.000 medlemmer, mens FTF og AC næsten havde et uændret antal medlemmer.
Den nye samling i Fagbevægelsens Hovedorganisation angiver selv, at de i 2019 har 79 medlemsorganisationer med samlet 1,4 mio. medlemmer.


Illustration: Danmarks Statistik opgiver kun medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning.

Det samlede antal beskæftigede i Danmark opgives til 2,7 mio. Omkring ti procent er i en ledende stilling. Derudover er der ca. 150.000 arbejdsløse eller i en eller anden form for aktivering.
Det samlede antal mennesker mellem 18 og 65 år med bopæl i Danmark er ca. 3,7 mio. Omkring 400.000 af disse er ikke danske statsborgere.

Fagbevægelsens vigende styrke kan ikke alene forklares ud fra spørgsmålet om organisationsgrad, men det er en god indikator. Og der er også den virkelighed, at hvis det ikke lykkes at fastholde organisationsprocenten et godt stykke over de 50 procent, så bliver det svært at fastholde eneretten til at tegne overenskomster, og endnu vanskeligere at overbevise EU om, at ”den danske model” dækker lige så godt som lovgivning for alle lønarbejdere på arbejdsmarkedet.

Hvor mange der er medlemmer, betyder rigtig meget for mulighederne for at sikre solidaritet og sammenhold og aktivitet på en arbejdsplads eller inden for et bestemt fagområde. En af mange svigt fra fagpamperne var, da de i 80’erne mere eller mindre ændrede fagbevægelsen til en ”serviceorganisation”. Slut med strejkekampe, nu skulle det være som en kombination af et drikkelag og en brugsforening, hvor man kunne få rabatter, og et forsikringsselskab, hvor man kan få hjælp, hvis der var bøvl med en arbejdsgiver. En anden uheldig tendens var at gøre de ansatte til aktionærer, symbolske medejere af deres arbejdsplads.
Loyalitet fra medlemmerne kan naturligvis ikke købes. Det, der grundlæggende forbinder medlemmer med en fagforening og ikke deres direktør, er i stedet klassetilhørsforholdet og en historisk erfaring om, at sammenhold er det eneste vej til at sikre bedre forhold.

Selvom problemerne er tydelige, er der ikke nogen nemme løsninger. Det er bare ikke muligt at dreje tiden tilbage til 70’erne. Hele verdens arbejdsmarked er fuldstændig forandret og står stadig midt i en malstrøm af forandringer, som man bliver nødt til prøve at forstå.

Skibene forsvandt, og vindmøllerne kom
Danmark har reelt mistet alle sine helt store industriarbejdspladser, de store værfter og tog fabrikker, støberier og tøjindustrien osv. Og dermed også de naturlige centre for klassekampen, hvor mange tusind arbejdede sammen og sad sammen i tutten og der var god basis for faglig og politisk organisering.

Lukningen og udflytning af de store arbejdspladser er sket i bølger i takt med økonomiske kriser og den teknologiske udvikling. Stadig ser vi næsten hver uge en udflytning af mindre industriarbejdspladser.

Der opstår naturligvis også nye arbejdspladser og helt nye industrigrene i Danmark, som f.eks. vindmølleindustrien, eller i automatisering og robotindustrien. Men de gennemløber nogenlunde samme faser: Arbejdspladser rykkes rundt og forsvinder. En af de få store industriområder, der er tilbage, er Novo Nordisk. Tyngden af arbejdspladser er imidlertid ikke længere på gulvet i den egentlige produktion af medicin, men i værksteder, laboratorier og kontorarbejde.

Kapitalismens jagt på profit fordrer en konstant bevægelse rundt efter billig arbejdskraft, og mens brancher som byggeriet og landbruget, chauffører og rengøring kan flytte arbejdskraften, så kan det bedre betale sig for den lette industri at flytte maskinerne. Og forløbet er næsten altid det samme, at maskinerne flyttes internt i Danmark, fra byerne til langt ud på landet. Herfra flyttes de efter nogle år til nabolande som Polen, og herfra videre til et andet øst- eller sydeuropæisk land, og herfra til et sted i Asien. Hele tiden flyttes der efter, hvor arbejdskraften er billigst lige nu.

Den tunge industri, som værfterne, flyttede direkte ud til Fjernøsten. Det handlede både om teknologisk udvikling af større skibe, som der ikke rigtig var plads til at bygge på de eksisterende placeringer i Danmark, men det handlede også om, at store private investeringer bygges på centralisering af produktionen. Altså hvis et stort skib kan det samme som fire små, så er der ikke længere behov for de mindre værfter. Og et nyt værft, der har kapacitet til at bygge kæmpeskibe skal hele tiden have ordrebogen fyldt for at forrente sig selv, og så mange nye skibe skal der heller ikke bygges, at der er økonomi til kæmpeværfter alle steder. Sådan er det, når markedsmekanismerne hersker.

Den teknologiske udvikling
Er antallet af ansatte og i særdeleshed antallet af store arbejdspladser i industrien svundet ind, så er produktiviteten og produktionen til gengæld vokset. Det skyldes ikke mindst, at nye maskiner er hurtigere. Hvor der tidligere stod en mængde maskiner, der krævede betjening og folk ved samlebåndet, så er de nyere maskiner i stand til at klare flere led uden hjælp.
Langsomt, men sikkert bevæger fabrikkerne sig i retning, hvor der slet ikke er nogen ansatte, der berører selve produkterne. Kun når maskinerne bryder sammen, kræver det et manuelt indgreb og en reparation.

Over de sidste årtier er antal ansatte på de enkelte produktionsvirksomheder reduceret til omkring en tredjedel, mens produktionen er gået op. Retningen er, at det egentlige industriarbejde med en eller anden grad af håndtering af det, der produceres, er på vej til at forsvinde helt ud af den lette industri.
Det giver et vist overskud af arbejdskraft, og det ikke mindst ungdommen bliver sat til – i stedet for at arbejde i produktionen – er at servicere. Der arbejder ca. 150.000 unge mellem 16 og 29 år som tjenende ånder i detailhandel, cafeer og restauranter.

I den tunge industri, værfter eller produktion af vindmøller og togsæt, er der stadig brug for manuelt arbejde. Dels er det ikke så nemt at mekanisere produktionen af maskiner, dels er der ofte tale om mindre antal. Derfor kan mennesker stadig betale sig i produktionen.
På sigt vil maskiner blive mere fleksible og nemmere at stille om, og så vil det også være muligt at forestille sig, at de rykker ind i den tunge industri.

Mekanisering handler ikke kun om fabriksgulvet, men har allerede også stor indflydelse på byggeriet og på landbruget. Produktiviteten i dansk byggeri vokser i disse år lige så hurtigt som i industrien. Elementbyggeri har på mange måder flyttet det bemandingskrævende arbejde til fabrikshaller.
Om få år vil store dele af transportsektoren skulle indstille sig på, at godset transporterer sig selv, og mange lager- og pakkecentraler er allerede på vej til at blive fuldautomatiske. På sigt vil det også få indflydelse på kontorarbejdet, men det virker endnu, som om det er et stykke ude i fremtiden.

En særlig uheldig erfaring er, når de store softwarevirksomheder slår ind på egentlige produktion af ting. Som Amazon og Tesla, der som udgangspunkt tror, at en lagerhal eller en fabrik er det samme som en printplade i en computer, hvor de enkelte dele futter rundt som elektroner. Det er steder, hvor mennesker ikke bliver set som andet end en begrænsning på tempoet.

Spidserne i Amazon har aldrig selv arbejdet på et lager, og de betragter mennesker som langsomme og besværlige og dybest set uønskede elementer på arbejderpladsen. Fagligheden anderkendes ikke, selvom det er nødvendig for at have et sikkert og godt arbejdsmiljø, hvor mange maskiner og mennesker mødes. De nødvendige spisepauser og hviletider respekteres ikke, og mennesker anerkendes knap som mennesker. Her er alt sat op efter en computervision.

Det har krævet en ny erkendelse fra fagbevægelsen, at der med internettet er kommet nye multinationale og ekstremt pengestærke virksomheder ind på markedet. Med dem kommer også en hær af sælgere, der forklarer alle, der gider at lytte, at fremtiden er såkaldte disruptive systemer, der kan gøre alting billigere og bedre, hvis man erstatter mennesker med moderne teknologi. I virkeligheden er det mange gange bare rent bullshit og udtryk for en skærpelse af udbytningen af arbejderklassen.

Ikke desto mindre har der været en påfaldende lang række af forsøg med at digitalisere og automatisere alt fra sagsbehandling til lægejournaler, og det er alt sammen blevet solgt med løfter om besparelser. Besparelser, som IT-systemerne aldrig har indfriet, men som ikke desto mindre har resulteret i massefyringer, endnu inden der forelå et færdigt produkt, eller at indkøringsfasen var overstået, eller videnskabelig dokumentation.

Samlet set, over en årrække, er billedet, at der er tale om et stort bevidst svindelnummer. Med et primært formål: nedbrydningen af den offentlige sektor og forberedelsen af frasalg. Og sekundært en mistillid og en mistro til de ansatte, der mødes med kontrol og med rigide og bureaukratiske målsætninger for udførelsen af deres arbejdsopgaver.

Sammenfattet betyder disse tendenser: Antallet af ansatte på de enkelte arbejdspladser er reduceret; de er konstant under tryk, fordi arbejdspladserne forsvinder ud af landet, bliver solgt eller fusioneret. Og arbejdet i den lette industri, hvis der er basis for tilstrækkelig masseproduktion, er på vej til at blive mekaniseret. Og de gamle industrier er på vej til at blive udkonkurreret af nye, ekstremt pengestærke virksomheder, der slet ikke ønsker at være bundet af de love og aftaler, der findes på de eksisterende arbejdspladser.

Politisk tryk mod arbejderklassen
Mens arbejdspladserne har været under hurtig forandring, er alle de arbejdsmarkedsrelaterede velfærdsordninger stort set nedbrudt og tæt på forsvundet. Det har haft en kæmpe indflydelse på hele den måde, som arbejdsmarkedet er skruet sammen på.

Først og fremmest har nedbrydningen af arbejdsløshedsdagpengesystemet betydet, at ingen længere har en tryghed, hvis de mister deres arbejde. Dagpengeretten er reduceret til to år, og det er oven i købet med pligt til aktivering. Derefter er der mulighed for bistand, hvis man ikke har en formue eller en ægtefælle, der er i arbejde. Det betyder også, at håndværkere eller sæsonarbejdere ikke længere har interesse i at tage kortvarigt arbejde, men i stedet hele tiden selv søger væk til næste plads. Tryghed og fleksibilitet er forsvundet, hvilket er et kæmpemæssigt tilbageslag, især for folk med en såkaldt løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, altså folk der arbejder på byggepladser eller i sæsonarbejde osv.

Afviklingen af efterlønsordningen og andre særlige rettigheder for arbejdere, der opstod sidst i 50’erne, og som gav mulighed for at træde tilbage, før man nåede folkepensionen, har været til skade for de mange ældre, der bliver arbejdsløse. Men det har også fået betydning for den store gruppe unge, som ordningen var med til at hjælpe ind på arbejdsmarkedet. Når de gamle bliver tvunget til at blive hængene i deres stillinger, så er det vanskeligere for unge at komme ind, og ikke mindst de bogligt svageste unge har en tendens til at havne som kastebold i systemerne.
Signalet er helt klart, at det handler om at skabe føjelige arbejdere, der er bange for at miste deres arbejde og lande i fattigdom.

I en del brancher har man desuden oplevet en stigning i korttidsansættelser eller deltidsstillinger, hvor der er under ti timer om ugen, og vikarer og selvstændige, der ansættes på kontrakter og dermed uden for overenskomsterne. Det er fænomener, der er udbredt i stort set alle brancher, og som er med til at splitte de ansatte på en arbejdsplads op og samtidig gør det svært at organisere alle i en fagforening.

Også den igangværende afvikling af folkepensionen til fordel for en individuel pensionsopsparing har betydet, at en stor ulighed i arbejdslivet skal fortsætte, når man bliver gammel. Udhulingen af folkepensionen og Folketingets krav om en gradvist senere pensionsalder bliver solgt med en pseudovidenskabelig forestilling om, at alle bliver ældre og ældre. Men en stor del handler i stedet om, at folk skal have et økonomisk incitament for at passe et arbejde, til de falder om. Arbejdsløshed, uegennyttig deltagelse i samfundet, uddannelse, rejser, børn, sygdom osv. skal ikke kunne betale sig. Kun arbejde giver adgang til at få råd til at gå på pension. Drømmen om et bedre liv hinsides arbejdslivet er et kendt redskab til at sikre ro i geledderne.

Striben af velfærdsordninger, der er nedbrudt og har direkte indvirkning på folks arbejdsliv og på uligheden i samfundet, er lang. Det er alt fra offentlig transport, til prisen på børnepasning, til muligheden for at få sygedagpenge, til ulighed i folkeskolen.
En af de områder, der har været ramt hårdest af nedskæringer, er arbejderklassens tekniske skoler. De er samtidig blevet ramt af, at man aktivt har forsøgt at sende ungdommen på gymnasiet; helst skulle de søge ind til de lidt større byers smarte handelsgymnasier og pumpes fulde af borgerligt-kapitalistisk vås.
Men også voksnes muligheder for kurser og efteruddannelse er blevet beskåret og økonomisk vanskelige. Det kræver nu både egenbetaling, og at man går ned på SU, hvilket de færreste voksne med familie har råd til.

Tilbage i de tekniske skoler har man trods de lave elevoptag ikke haft ansatte og uddannelsespladser nok, og en del af dem, der starter, er som børn faldet igennem i folkeskolen uden at lære at læse, og så er der langt mellem succeshistorierne. De tekniske skoler var tidligere et sted, hvor mange unge blev engageret i lærlingearbejde og fik interesse for politik og fagbevægelsen.

Skal man sammenfatte disse angreb under et er det at uligheden er vokset kolossalt, og ikke kun den økonomiske ulighed, men ulighed i uddannelse, i sundhed, i tryghed, i tilknytning og adgang til arbejdsmarkedet. Det har skabt et relativt stort ungdoms fattigdomsproblem, selv i Danmark, dels af unge der slet ikke får fat i arbejdsmarkedet. Men også mange børn og unge der er ansatte til minimalløn i handel og restaurationsbranchen, ved siden af deres skole og studier.

De mange årtier med angreb på ungdommen og de arbejdsløse og de syge og fattige er hele tiden blevet solgt som en “kærlig og omsorgsfuld hjælp”. I arbejdsløshedsbevægelsen i 80’erne fremførte LO-toppen – og selv en del af de mere progressive fagligt aktive – at aktivering af ungdomsarbejdsløse f.eks. i kulturhuse m.m. var et gode, som kunne være med til at sikre, at de unge fik en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Dengang var aktiveringen med løn og med ret til optjening af dagpenge.

Men der gik ikke mange øjeblikke, efter at man havde betrådt den vej, førend ”aktivering” af kontanthjælps- og dagpengemodtagere var en integreret del af bemandingen af den offentlige service, nu uden løn og rettigheder.
Det har været med til at forstærke andelen på arbejdsmarkedet, der er uden rettigheder, og også uden økonomi til at melde sig ind i en fagforening og en a-kasse.

Link del 2 her:
Den reformistiske linje i fagbevægelsen fører til nederlag – En klassekampslinje er eneste vej frem (del 2)

Artiklen er bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 3,2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne