Dansk imperialisme – Danmarks rolle i verden: Oplæg på Rødt og Revolutionært Sommertræf

Danmark er et imperialistisk land med økonomiske interesser verden over. Som verdens 5. største søfartsnation er det bl..a de store rederier som A P Møller-Mærsk den danske stat forsvarer. Helt aktuelt ser vi regeringen overveje at sætte krigsskibe ind i Den Persiske Golf for at sikre sejladsen for danske skibe og lægge pres mod Iran. En provokerende handling, der øger faren for krig. 

Oplæg på Rødt og Revolutionært Sommertræf 2019

Af Tine Spang Olsen, APK

DANSK IMPERIALISME – DANMARKS ROLLE I VERDEN

Jeg skal sige noget om imperialismen i dag, set ud fra Danmarks rolle i verden. Det bliver et lokalt – eller nationalt – udgangspunkt, men det vil bringe os vidt omkring, for Danmark indgår verden over i kampe om magt og penge.

Danmark har fået en ny regering – har vi så fået en ny politik, en ny retning?

Her er svaret meget klart – Danmark er stadig et imperialistisk land bundet til NATO og EU, og der sættes intet sted spørgsmålstegn ved denne retning for fremtiden. Det betyder, at ændringer i politikken fra den ny regeringens side kun vil være krusninger på overfladen. Med den ny SD-regering gælder det som ved Lars Løkkes regering, at skal der ske forbedringer og ændringer skal de kæmpes igennem, og de store og grundlæggende ændringer kræver en hel samfundsomvæltning.

Mette Frederiksen har udpeget den ny udenrigsminister direkte fra EU-systemet. Debatten der fulgte i pressen drejede sig kun om hans misbrug af magt som DKU-leder, hvor han havde sex med en 15-årig. Danmarks forbryderiske krige blev overhovedet ikke nævnt – heller ikke EU’s ambition og plan for at blive en ny supermagt, med hær og det hele. Som medlem af NATO og EU fortsætter alt grundlæggende efter den samme kurs. Og det skal som sædvanligt gøres så usynligt som overhovedet muligt hvad der sker, og hvis interesser der varetages. Dækningen i medierne af oprustning, militær og krig er opgjort til at udgøre 1 procent i hele valgkampen!

Danske politikere forbinder sig til imperialistiske alliancer for at sikre kapitalinteresser hos firmaer og finanskapital med base i Danmark, og med konsekvenser for hele verden. Jeg vil sige noget om hvilken rolle Danmark mere konkret spiller i den vestlige imperialismes samlede strategiske plan for at dominere verden. Bl.a. udnyttelsen af Grønland.

NATO vil dominere rummet

På et NATO møde i juni i år tog man et stort skridt, som vi ikke har hørt meget om i medierne. Man besluttede at på NATO-topmødet i december, vil man bakke op om USA’s plan for fuld dominans i rummet og skabelsen af en ny gren af militæret, en rumstyrke. På det kommende topmøde vil man vedtage en rammeaftale for hvordan NATO-landenes kan deltage i det amerikanske projekt.

USA’s mål om fuld militær dominans i rummet er også blevet NATOs.

NATO-lederne udtrykte på mødet i juni,, at kampen ikke kun står på land, til havs og i luften, men også i rummet.

”Vi skal sikre os, at vores missioner og operationer kan tilkalde den støtte de behøver”, udtalte NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg. ”Og vi gør det officielt i London”, forklarede en NATO-diplomat.

En anden NATO-diplomat udtalte:

”At erklære rummet som en ny kampplads for forsvaret kan måske hjælpe til at overbevise Trump om at NATO kan være nyttig i kampen mod Kina som rival til militær dominans”.

Som om USA ikke ved hvad NATO laver!

På det kommende NATO topmøde i december skal der også følges op på, hvordan man så fra planeten Jorden i 2020 skal stå klar med en styrke på 30 krigsskibe, 30 land batallioner, 30 luft squadroner – alt sammen i stand til at stå kampklart på 30 dage. Og ifølge Stoltenberg går det rigtig fint, ¾ af målet er opfyldt og resten forventes at nås til tiden.

Og så kommer selvfølgelig hele spørgsmålet om at finansiere alt dette. Lars Løkke Rasmussen har lovet NATO, at Danmark i det næste forsvarsforlig vil nå helt op på de krævede 2 % af BNP til militæret. Der er ingen grund til at forvente at Mette Frederiksen vil sige stop – men hun bør klart have at vide, at det er hvad der bør ske.

Hun har tidligere slået fast, at når hun lover forbedrede budgetter til det offentlige område er udgifter til militæret indeholdt i tallet. Selvom oprustning er det stik modsatte af velfærd.

Tilbage til oprustningen af rummet.

Allerede nu er radarsystemer en helt nødvendig del af Vestens krigsførelse. Satellitter og GPS har siden Golf-krigen i 1990 været været uundværlige ifht at ramme bombemål og sikre flytning af tropper. Det nordlige område i Norge, Sverige, Island og Grønland huser vigtige lyttestationer, der sender oplysninger om detaljerne på slagmarken.

Trump og vicepræsident Mike Pence har lagt forslaget om en egentlig rumstyrke og en særlig rumkommando frem i USA, på lige fod med flyvevåbnet, marinen og hæren. Det er ikke en ny plan, men noget der har været arbejdet frem imod fra Reagan’s tid og intenst under Bush-regeringen over Obama, men nu er det tiden til det nye skridt. Målet er fuld dominans over verden gennem militær overlegenhed i rummet. USA skal både dominere jorden – og sikre sig adgangen til at udforske og udnytte ressourcer i rummet.

Allerede kort tid efter bombningen af Jugoslavien i 1999, der også blev gennemført med satellitter til hjælp for bombemål, fremlagde Pentagon deres ”Vision for 2020” – for fuld dominans over krigsskuepladserne, bl.a. gennem dominans over rummet. USA skulle dominere rummet, kontrollere rummet og forhindre andre nationer i at kunne bruge rummet.

”Vi er amerikanere, og fremtiden tilhører kun os”, som Trump udtrykte det ved fremlæggelsen af planen for en rumstyrke tidligere på året.

Dette vil også betyde atomvåben i rummet. Hele denne oprustning sker uden hensyn til den internationale aftale fra 1967, der fastslår at initiativer i rummet kun må ske med fredelige formål. USA har i øvrigt nedlagt veto hver gang der har været forslag om at udvide traktaten.
(The Outer Space Treaty—the Prevention of an Arms Race in Outer Space (PAROS)

Som al anden teknologi kan satellitter bruges både fredeligt og militært. Der er i dag 2000 fungerende satellitter, men ingen regler for at registrere om de har militære formål.

Trumps forslag om at udskille rummet som en særlig gren under militæret er endnu ikke vedtaget i USA. Alligevel har NATO allerede besluttet at bakke op.

Danske virksomheder er helt klar til det dette nye investeringseventyr. I Danmark arbejder cirka 60 virksomheder med rumbaserede programmer.

Her kan vi tage en afstikker til den våbenkonference der bliver holdt i København i september, sammen med et stort tysk-ledet flådebesøg og militærøvelse.

Tid til Fred – Aktiv mod Krig er i fuld gang med at planlægge protester. Der vil også blive taget et initiativ mellem partier og organisationer.

Flådebesøg og våbenkonference

Til september fører Danmarks sig frem som vært for en kæmpe våbenkonference kombineret med et tysk-ledet flådebesøg og flådeøvelse i Østersøen, der omfatter 40 krigsskibe fra 14 lande. Det danske værtsskab er et samarbejde mellem Forsvaret og Wonderful Copenhagen – bakket op af bl.a. Dansk Industri og Terma.

Her kommer EU’s forsvarsfond også ind i billedet. Trods forsvarsforbeholdet er DK dybt involveret i denne, og i det kommende 7-års budget, ligger et forslag om at øge EUs forsvars fond fra 0,5 mia. til hele 13 mia. euro. Heraf fra DK 1,9 milliarder kr.

Der er også globale protester i denne forbindelse.

Fra 6. – 12. oktober afholder det globale netværk Against weapons and nuclear powers in space” en ”Keep space for peace”-uge med temaet at undgå skabelsen af en rumstyrke. Det kunne være oplagt også for Danmark. Netværket er en del af organiseringen No to war – No to NATO, som også er med til at organisere globale demonstrationer ved NATOs topmøder.
Også ved NATO-topmødet d. 3. – 4. december må vi i antikrigsbevægelsen satse på at organisere protester og at få oplysning ud om hvad der foregår.

Grønlands rolle – på flere fronter

Rumstyrken er en videreudvikling af missilforsvaret, og her spiller Grønland en vigtig rolle.

Pga den strategiske beliggenhed mellem USA og Rusland er USA’s base og radar i Thule en vigtig brik i USA’s og NATO’s missilforsvar. Her taler man nu ikke længere om at beskytte sig mod slyngelstater, men sætter direkte Rusland og Kina op som modparten, der skal bekæmpes.

Rivaliseringen mellem imperialisterne er helt sikkert skærpet og fjenderne bliver defineret mere og mere åbenlyst.
Internationale aftaler om nedrustning bliver droppet med USA i spidsen. Dagen efter at USA opsagde INF-kontrakten om forbud mod opstilling af missiler i Europa kom Trumps nye plan for rumstyrken.

Hvad angår Grønland spiller landet også en anden og vigtig rolle i rivaliseringen mellem de imperialistiske stormagter. Her har dansk imperialisme et af sine vigtigste grundpiller.

Grønland og Arktis

Danmarks tætte forbindelse til USA bygger ikke mindst på vores råderet over Grønland, hvor Danmark og dermed USA ifølge selvstyreordningen stadig har magten over Grønlands udenrigspolitik.

Grønland er som sagt allerede nu en meget vigtig brik i USAs og NATOs missilforsvar med Thulebasens radar. Det vi kun stige i betydning med de nye målsætninger om militarisering og dominans i rummet.

Gennem Grønland får Danmark også direkte indflydelse når rovet i Arktis skal deles mellem verdens stormagter. Og her ligger basis for store konflikter.

Fra at være udpeget som ikke-konfliktområde er rivaliseringen mellem USA, Rusland og Kina i den grad kommet til Arktis. Arktisk Råd med et flertal af NATO-medlemmer blev oprettet i 1996, på dansk initiativ. I 2013 blev Kina optaget som observatør.

Konfliktniveauet øges bl.a. pga nedsmeltningen af isen i Arktis.

Både Rusland og NATO opruster militært i Arktis, mens også Kina er på mærkerne for investeringer. I marts holdt NATO en stor øvelse i at manøvrere i arktiske farvande, og den store NATO øvelse Trident Juncture i oktober 2018 var både en øvelse i at bevæge tropper og våben gennem Europa og en øvelse i krig under arktiske forhold.

Det amerikanske hangarskib Harry S Truman trænede arktisk krig i Nordsøen under øvelsen.
En talskvinde udtalte efterfølgende:

”Vi opererede i den yderste ende af den logistiske kæde, og det var virkelig vigtigt for os at se hvordan vi kunne gøre dette, hvordan det virkede og vi lærte meget”.

Ruslands oprustning er for en del beskyttelse af landets eget territorium, da en stor del af grænsen nu ikke længere er beskyttet af is, men selvfølgelig også en del af den imperialistiske rivalisering.

De økonomiske interesser og den militære oprustning følges hånd i hånd, og i området findes mellem en fjerdedel og en femtedel af verdens uudnyttede olie/gas reserver – der findes guld, sølv, diamanter, kobber, titanium, grafit, uran og andre sjældne metaller i store mængder.

Og så er den ’arktiske Suez-kanal’ godt i gang med at blive skabt med nedsmeltningen af isen.

For ca et år siden sejlede Mærsk som den første et containerskib af denne nordlige sejlrute, da deres skib fragtede russiske fisk og koreansk elektronik frem med assistance af en russisk atomdreven isbryder.

Og for nogle uger siden meddelte Mærsk, at de nu ligger i forhandlinger om at benytte de statsejede russiske isbrydere og undersøger mulighederne for at opbygge en fast rute. Nye isbrydere vil fra 2020 gøre sejlads muligt året rundt – og lettere og lettere som isen smelter.
Ruten vil barbere 20 dages sejlads af ifht Suez.

Klimaændringerne og smeltningen af isen er for nogen en kæmpe forretningsmulighed, og i dette tilfælde et firma med tæt forbindelse til den danske stat.

USA er langt bagefter, men udvider nu deres praktiske interessesfære til Arktis og har sat byggeri af isbrydere på militærbudgettet for 2020. (1 og Rusland 40).

De planlægger også at bygge en militær havn i Alaska. I Alaska udstationerer USA nu også F-22 og F-35 kampfly. De kommende amerikanske isbrydere vil i første omgang være ubevæbnede, men de vil være bygget til at bære offensive våben.

Fra USA vil der uden tvivl lyde et krav til medlemslandene om at bidrage til oprustningen af Arktis – og den bliver dyr.

Kina er også stærkt fremme på banen, og da de i 2018 annoncerede deres projekt for en ny silkevej, annoncerede de samtidig også Den polare Silkevej – Den arktiske Suez-kanal, og deres vilje til, angiveligt gennem samarbejde med de arktiske nationer, at få deres del af naturrigdommene, der bliver tilgængelige. Og i modsætning til Antarktis er naturen i Arktis ikke beskyttet mod kommerciel udnyttelse eller mod militære installationer.

Vi har også for nylig set eksempler på rivaliseringen i Grønland, hvor Kina ville investere i lufthavn og hvor Danmark i stedet gik ind for at afværge dette.

Ved udvidelsen af to lufthavne og bygning af endnu en lufthavn havde det grønlandske selvstyre i første omgang prækvalificeret den kinesiske entreprenørgigant China Communications Construction Company til at byde på byggeriet. Det fik Løkke-regeringen op af stolene og det endte med, at den danske stat investerer 700 millioner kroner i lufthavnsselskabet, og får en ejerandel på 33,3 procent. Der gives også et lavt forrentet lån på 450 millioner kroner og en lånegaranti på 450 millioner kroner.

En betingelse for den danske stats deltagelse i projektet er, at Danmark skal sige god for eventuelle andre investorer, der vil skyde penge i projektet.

For nylig blev det også meddelt, at den danske stat vi være medinvestor i Nalanaq-guldminen i Grønland. Det sker gennem Vækstfonden, der er statens finansieringsfond, hvis formål er at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital. I alt er der lavet en aftale om 220 millioner til investeringer i Grønlandske virksomheder.

Danmarks rolle i øvrigt

Danmark deltager i en række åbenlyse forberedelser til krig i Europa.

Man taler om ’Storskandinavien’ eller NATO’s ’vikingeblok – der strækker sig
fra Nordsøen over Østersøen og Baltikum, med Sverige og Finland som skygge NATO-medlemmer.

Danmark har mange centrale opgaver i denne del af NATO’s strategiske planlægning af økonomiske og militære interesser.
Bl.a. har Danmark jo tropper udstationeret Estland og det nye forsvarsforlig besluttede en st’rre udrykningsstyrke rettet mod Baltikum. Men Danmarks opgaver er mangesidige og udmønter sig bl.a. gennem en udfarende rolle i NORDEFCO.

NORDEFCO

NORDEFCO er det nordiske forsvarssamarbejde mellem NATO og ikke-NATO-lande (Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland).

At se på NORDEFCOS’s 2025-plan er oplysende. Planen samler Norden – NATO-medlemmer og ikke-medlemmer og indpasser Norden under NATOs og EU’s strategiske planer.

I forkortet form lyder målene:

– De mindst mulige hindringer for flytning og opbevaring af militære enheder og materiel

– Totalforsvaret opbygges– dvs et øget samarbejde melem det militære og det civile område

– Gensidig information og datadeling

– Klar til at handle i fællesskab

– Træning og øvelser mellem landene i samarbejde med EU og NATO

– Forstærket samarbejde med de baltiske lande

– Samarbejde mod cyber- og hybridtrusler

– Koordinere deltagelse i internationale operationer (det sker f.eks. i Afrika, hvor man rokerer i en turnus)

– Øget engagement i kapacitetsopbygning for sikkerhed i konfliktzoner

– Logistisk samarbejde i krise og konflikt

– Udvikle militær kapacitet i fællesskab ud fra behovene

– Være en aktiv partner til våbenindustrien i Norden, bl.a. gennem EU’s forsvarsfond

– Fælles uddannelse

– Øget koordinering ifht oprustning og militært samarbejde

Danmark i krig og militære operationer

Danmark er som bekendt et krigsførende land, der siden 1999 har bakket op om USA’s og NATOs krige. I det nye forsvarsforlig slås det fast med syvtommersøm, at denne del stadig er hel central og vil blive opprioriteret.

Helt aktuelt har USA bedt Danmark og andre NATO-allierede om at sende specialtropper til Syrien, så Trump kan holde sit valgløfte om ikke at føre uendelige krige ude i verden. Krigen skal fortsat føres mod Assad, så USA stadig har fodfæste i Syrien, men de ser gerne at den overtages af kurdiske militser og NATO-landenes tropper.
Frankrig og Storbritannien har sagt ja, Tyskland har sagt nej.
Den amerikanske anmodning er ved at blive behandlet i forsvars- og udenrigsministeriet, og Udenrigspolitisk Nævn er blevet orienteret, men der er endnu ikke truffet nogen beslutning.

Også i Den Persiske Golf er Danmark måske på vej ud i en ny aggressiv optrapning af forholdet til Iran.

USA vil etablere en militærkoalition som skal eskortere tankskibe gennem Hormuzstrædet, og det er offentliggjort at Norge er blevet spurgt. Det danske udenrigsministerium vil ikke udtale sig.
Senere kom den britiske opfordring til en europæisk baseret flådestyrke med nøjagtig det samme formål, at støtte olieinteresser og skærpe konflikten med Iran.

EU-hær af bagvejen

Udover krigsforberedelserne og den øgede oprustning gennem NATO spiller EU en større og større rolle. EU arbejder sig hurtigt frem mod at have en militær rolle der svarer til EU’s økonomiske magt og en egentlig EU-hær der kan indsættes i konfliktområder.

Udpegningen af den nye EU-top afspejler EU’s vilje til at denne udvikling skal ske hurtigt og målrettet. F.eks. er den nye formand en svoren tilhænger af EU’s forenede stater og en EU-hær.

Løkke-regeringen lagde i sin regeringsperiode an til et angreb på forsvarsforbeholdet. Mette Frederiksen har i valgkampen afvist en folkeafstemning.

Det synspunkt kan selvfølgelig hurtigt ændres. Men det tyder på, at SD bruger en anden fremgangsmåde til at fremme EU-militariseringen.

Den nye krigsminister Trine Bramsen deltog på Basttilledagen i Frankrig, hvor hun var gæst ved en større militærparade – sammen med besætningsmedlemmer fra den danske fregat Niels Juel. Her fra udtalete hun, at hun ikke anser en egentlig EU-hær som nødvendig. Man kan bare styrke det militære samarbejde mellem EU-landene.

Man kan fortsætte med at udvikle fælles indsatser og koordinere sine styrker, dvs specialisere sig, dvs i praksis samordne sine hære, som det er EU’s plan.
I stedet for en nydannet EU-hær kan man bruge det militære samarbejde der hedder det Europæiske Interventions Initiativ, der blev dannet i sommeren 2018 af Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Danmark, Italien, Spanien, Portugal, Belgien, Holland og Estland.

10 lande i Europa, der er ”klar til at tage ansvar”, som Hjort Frederiksen udtalte.

Det var et initiativ der fulgte Macrons visioner om at kernelande i EU gik foran militært.

Målet er ’effektive militære operationer’ ude i verden og på længere sigt, at gøre ’Europa’ til en stærk militærmagt. EU har brug for handling, og for evnen til militær intervention, lød det.

“Vi kan være stolte af, at vi er inviteret med. Det er en anerkendelse af, at vi kan træffe hurtige beslutninger og stille op, når det gælder”, udtalte Claus Hjort Frederiksen dengang.

Bramsen holdt under besøget et frokostmøde med de ti deltagende lande i EI2, og udtalte:

Jeg ønsker, at vi skal samarbejde tæt med Frankrig. Men også med andre europæiske lande – ikke om en europæiske hær. Men netop med udgangspunkt i at vi kan noget forskelligt, og vi har forskellige forcer”.

Det var noget mere nedtonet end da en repræsentanten for den franske regering op til Bastilledagen åbent sagde, at hun ser Det Europæiske Interventions Initiativ (EI2), som et muligt fundament for udviklingen af en europæisk hær.

Udover de 13 milliarder euro til forskning for våbenindustrien er der også forslag til EU-budgettet om 6,5 milliarder euro til ’øget mobilitet i Europa’, dvs til at udbygge EU-landene til hurtigere flytning af tropper og tunge våben som EU samarbejder med NATO om. OG der er forslag om at sætte 105 milliarder euro af til militære operationer i udlandet. Dette skal formelt holdes udenfor EU’s budget, da traktaterne endnu ikke tillader dette.

Tyskland og Frankrig stillede sig tidligere på året i front for denne udvikling, da de kom med en fælles erklæring om at deres mål er en fælles EU-hær, fælles militære operationer, og tættere samarbejde om udvikling af våbenindustrien. I Aachentraktaten gav de to landes ledere håndslag på, sammen at gå forrest for dette mål for EU.

Der er også PESCO-samarbejdet, som Danmark (Malta og Storbritannien) står udenfor, hvor man samordner de nationale hære og laver arbejdsdeling ifht våbenindkøb. Danmark kan ikke være med pga forsvarsforbeholdet, men det er præcist det samme som vores krigsminister talte for på sit Frankrigsbesøg – øget samarbejde og samordning militært mellem EU-landene.

Det hele bliver nedtonet og løjet om og sker helt uden at respektere forsvarsforbeholdet. Og selvom en afstemning om forsvarsforbeholdet er droppet lige nu gør det ikke spørgsmålet mindre vigtigt for EU-modstanden. Dannelsen af EU-hæren er på vej, og Danmark blive en del af det, hvis modstanden ikke får det stoppet.

Se også Danmark går med i ny europæisk militær angrebsalliance – Forsvarsundtagelsen i EU er sat ud af kraft

APKs synspunkt

Kamp mod krig og oprustning er vigtig del af den samlede enhedsfront og for et socialistisk Danmark.

Krig er en fortsættelse af den økonomiske rivalisering mellem imperialistiske stater på vegne af kapitalgrupper – ført med militære midler. Når modsætningerne bliver tilstrækkelig skærpes ‘løses’ de med magt.

Vores synspunkt er, at krig altid vil ligge som en evig risiko så længe kapitalismen eksisterer. Man kan ikke gøre imperialismen fredelig, men man kan – måske – forhindre at den næste trussel om krig bliver til alvor.

At gøre dette bliver endnu mere livsnødvendigt som brugen af atomvåben i kommende krige bliver en stadig større risiko.

Lige nu er krigsmodstanden ikke særlig synlig. Officielt er oprustning og krigspolitik ikke et valg, det er en nødvendighed. Og jo mindre man omtaler dette som et område med valgmuligheder jo bedre. Som i valgkampen.

Den propaganda der møder os lyder:

Vi er truet fra onde magter, der vil smadre vores demokratiske værdier. De vil løbe os over ende med deres middelalderlige religion og annektere vores lande med militær magt. Vores eneste mulighed er at styrke vores lande mod de onde magter. Militæret må være på plads når russerne kommer.

Vi kan anføre, at Rusland ikke er nær så aggressiv som USA, hvad der er rigtigt. USA og NATO er langt stærkere militært og langt mere aggressivt. Men hvad hvis Rusland faktisk var stærkere, og hvad skal vi sige når Kina står klar som militær supermagt? Er det så svaret at ruste op? Er det et nødvendigt forsvar?

Vi har ikke forestillinger om at Rusland og Kina er fredelige supermagter. De er også imperialister.

Men uanset hvad, kan det aldrig være vores perspektiv at slås for den ene imperialistiske stats overherredømme over den anden.

Arbejdere i alle lande, forén jer, sagde Marx og Engels i det Kommunistiske Manifest, og det gælder stadigt.

I alle lande må vi kæmpe imod vores eget borgerskabs oprustning og krige og bygge en international front, både mod alliancerne NATO og EU, alle former for krig og oprustning og for socialisme.

Danmark er stadig i krig i Afghanistan og blander sig over hele verden. Helt aktuelt er det de samme militser som EU benytter sig af til at holde immigranter ude, der massakrerede demonstranter i Sudan. Våben produceret i Danmark går til at holde krigen i Yemen kørende. Milliarder sættes af til krigsformål.

Danmark er krigsførende, selvom det holdes skjult. Ude af øje – ude af sind.

Vi må gøre hvad vi kan for at bryde tavsheden og styrke krigsmodstanden.

Jeg foreslår at vi nu kan diskutere emner i oplægget, og spore os ind på hvad der kunne være de aktuelle opgaver for krigsmodstanden. Det kan både være hvilke aktioner og protester der kan sætte fokus på dansk krigspolitik og hvordan vi vender den opfattelse der findes hos mange mennesker, at NATO forsvarer os og er et nødvendigt onde.

Sandheden er, at NATO med sin aggressive fremfærd øger faren for krig – og forbereder krig.
Hvad sætter vi i stedet for den falske tryghed, så der kan komme en bred mobilisering mod oprustningen og mod NATO?

22. juli 2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne