Syriza’s og Europæisk Venstrepartis store forræderi

Ved det netop overståede valg til parlamentet i Grækenland, mistede Enhedslistens græske samarbejdspartner Syriza regeringsmagten til det liberal/konservative parti, Nyt Demokrati.
Syriza blev i sin tid båret ind af en massiv protestbevægelse mod EU’s nedskæringskrav, og fik magten i januar 2015. Men efter en folkeafstemning 5. juli 2015 havde givet dem stor opbakning til et brud med eurozonen, vendte Syriza 180 grader og forrådte resultatet og den græske befolkning, og har nu gennem fire år forvaltet EU’s diktater.

Den internationale finanskrise i 2008 sendte Grækenland ud i et økonomisk kollaps hvor flere af bankerne stod overfor konkurs. Blandt kreditorerne var store tyske og franske banker der havde spekuleret vildt i et fortsat opsving, og derfor blev den daværende græske regering truet til en såkaldt redningsplan, der bestod i at overtage gældsforpligtigelserne. Pengene til det blev lånt hos IMF og EU, så stormagternes spekulanter blev holdt fri.

Det sendte så Grækenland ind i gældsspiral, hvor der hele tiden skulle lånes flere penge for at betale af på gælden. Hver gang krævede IMF og EU stadig større indflydelse på offentlige nedskæringer og økonomiske reformer. Til sidst krævede EU en ti-punkts plan gennemført bl.a. et brandudsalg af offentlig ejendom. Det førte til et politisk sammenbrud og en “Teknokratregeringen” ledet af Lucas Papademos og støttet af socialdemokrater og Nyt Demokrati, der til sidst udskrev nyvalg.

Ved valget i januar 2015 fik den græske venstrefløjsparti Syriza flest stemmer, og fik ved hjælp af en koalition også regeringsmagten. De efterfølgende måneder forsøgte Syriza at forhandle en ny afdrags aftale med EU, under stort bevågenhed fra det meste af verden. Fordi mange var af den opfattelse at hele europrojektet ville bryde sammen hvis Grækenland trak sig ud af eurozonen.

Dengang skrev Kommunistisk Politik:

”Der er ingen tvivl om, at Syrizas valgsejr vil styrke kravene om et opgør med nedskæringspolitikken og de reaktionære reformer og samtidig give venstrefløjen i EU nyt håb og ny fremgang. Den brede opbakning til Syriza i kravet om at rulle reformerne tilbage og stoppe den EU- og trojka-dikterede kapitalistiske nedskæringspolitik er et udtryk for et nyt niveau i den folkelige modstand. Den fortjener al mulig støtte fra de progressive og revolutionære kræfter.

Men nu står Syrizas politik og Tsipras også over for at møde realiteterne i EU. Deres forestilling om, at EU kan bringes til at føre en progressiv politik til gavn for den brede befolkning og kan tvinges til at opgive sit traktatfæstede nyliberale grundlag er ikke andet end en dagdrøm.
Chancerne for at EU kapitulerer er mindre, end de er for at Tsipras og Syriza kapitulerer over for EU.”

Efter fem måneders ørkensløse forhandlinger fremlagde Syriza EU’s diktat til en folkeafstemning, hvor de selv anbefalede at stemme Nej, og til gengæld støtte deres alternative forslag.

– Vores ansvar gælder vort lands fremtid. Dette ansvar kræver at vi reagerer på ultimatummet med det græske folks suveræne vilje, sagde Tsipras da han bebudede folkeafstemning om kreditorernes krav.
Han understregede at EU-toppens krav ‘ klart overtrådte EUs’ sociale bestemmelser og fundamentale rettigheder’, at de ville strangulere den græske økonomi og sigtede på at ’ydmyge hele det græske folk’.

Udskrivelsen af folkeafstemningen førte til en skræmmekampagne uden fortilfælde, hvor Den Europæiske Centralbank bl.a. tvang de græske banker til at holde lukket. Alligevel stemte grækerne massivt nej, 61 procent af de fremmødte gav EU fingeren.

Ugen efter kapitulerede Syriza, og vendte tilbage i Bruxelles og underskrev alligevel EU’s diktat! Et forræderi der afslørede hele Det Europæiske Venstrepartis rådne fundament. Det er partier der er tilhængere af EU, og vil i sidste ende gøre alt for at forblive medlemmer, også selvom det betyder at arbejderklassen må sulte, eller leve i landflygtighed.
Græsk overklasse og EU sparekrav forarmede befolkningen i en grad, der ikke er set i Europa siden 2. verdenskrig.

I de fire år der er gået har Syriza implementeret alle EU’s økonomiske krav, og på nogle områder med endnu større iver end tidligere borgerlige og socialdemokratiske regeringer. Med et forsvar for hele forestillingen om økonomisk sikkerhed og et forventet opsving.
Til gengæld blev Syriza nu modtaget med åbne arme på de bonede gulve. Også af USA, Israel og Saudi-Arabien.

Syriza kom til magten på folkets stemme, men de reddede borgerskabet
Da partiet kom til magten ved valget i 2015, gav det nærmest løfter om en ny vej til socialismen, men gennem sine fire år ved magten har de afsløret sig som et almindeligt systemparti.

Partiet kom til magten på baggrund af den store folkelige mobilisering mod krisepolitikken og den politisk kamp imod EU og nedskæringerne. Men i praksis reducerede de sig i den politiske kamp til en rolle som forhandler mellem folkets krav og det europæiske monopolborgerskab, og i de forhandlinger viste Syriza sig at være på borgerskabets side, ved at anerkende at deres krav var legitime, og derfor blot kæmpe for at afdrags vilkårene skulle blødes op.

Syriza lægger sig således i slipstrømmen af tidligere fallerede socialdemokratiers politiske tradition, kun socialistiske af navn, og i virkeligheden er deres rolle at stå med hatten i hånden ved direktørernes bord, og bede om smuler der kan dæmpe arbejderklassen.
Eneste forskel er tempoet, det tog det traditionelle græske socialdemokrati årtier at forvandle sig i sammen omfang det tog Syriza et halvt år.
Man må sige at udviklingen sker generelt hurtigere i takt med at modsætningerne i kapitalismen skærpes.

Læren for arbejderklassen og venstrefløjen og EU modstanden, er at man ikke kan have tillid til partier der er tilhængere af EU. Når det kommer til stykket forvandler de partier sig til forvaltere af kapitalismen, med det samme de får ansvar. Deres rolle handler om at tage luften ud af klassekampen, og dermed blive imperialismens allerbedste forvaltere når krisen kradser. Efter kort tid sidder de borgerlige partier igen trygt ved magten, for også den progressive del af venstrefløjen bliver ramt af den desillusion som der rammer i kølvandet af kapitulation og forræderi.

Ulykkerne fra Grækenland kan direkte overføres på alle partier der er med i Europæisk Venstreparti og i DIEM 25 m.fl.. Således er erfaringerne med Enhedslisten og Alternativet nøjagtige de samme.
Europæisk Venstreparti består af erklærede socialistiske partier i EU og andre lande i Europa, herunder bl.a. Syriza Grækenland, Podemos Spanien og Enhedslisten fra Danmark der blev tilsluttet i 2010.

Note:
Resultatet af valget til det græske parlament juli 2019
Nyt Demokrati: 39,85% en fremgang fra 28,09% i Sept. 2015
SYRIZA: 31,53% en tilbagegang fra 35,46 i Sept. 2015
Bevægelsen for forandring (Socialdemokratiet): 8,10%
KKE: 5,30%
Græsk Løsning (græsk-ortodokse kirke): 3,70%
Diem25: 3,44%
Andre partier der ikke kom ind: 8.08%

Valgdeltagelse: 57,91% en fremgang fra 56,6% i Sept. 2015


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne