Betydningen af den største generalstrejke i Indien

Uddrag af artiklen ”Røde faner i gaderne” af C.N. Subramaniam, Revolutionary Democracy, fra februar 2019. Artiklen giver både en analyse af, hvem der deltog i strejken, og hvorfor den fik det store omfang. Ikke mindst viser artiklen betydningen af en enhedsplatform, der samlede hele arbejderklassen og den arbejdende befolkning, og beskriver arbejdet med denne. Strejken var et vigtigt bidrag til det spirende opgør med den neoliberalistiske arbejder- og menneskefjendske politik, der piskes frem over hele verden.

Igennem de seneste par måneder er gaderne i Indiens storbyer som New Delhi og Mumbai blevet oversvømmet med hundredtusindvis af arbejdere og bønder med røde faner. Den siddende regerings borgerlige medier har selvfølgelig valgt at vende det blinde øje til dette fænomen. Men på grund af deres styrke og tilbagevenden har de ikke kunnet ignoreres gennem lang tid. Der har været demonstrationer med utilfredse landarbejdere og arbejdere fra byer, som er gået på gaden i et hidtil uset stort antal for at protestere mod den siddende regerings politik og ikke mindst mod den indiske stats generelle neoliberale politik.

Det opmuntrende træk har været, at denne udfoldelse af protest har været ledet af alle afskygninger af venstrekræfter. Selv mens denne artikel skrives, er der millioner af små landbrugere i protestmarch med røde faner mod Mumbai i staten Maharashtra, der har været vidne til akutte landbrugskriser og stigende antal selvmord blandt desperate småbønder. Dette kommer i kølvandet på massive protester i gaderne blandt byernes industriarbejdere, arbejdere uden for det formelle arbejdsmarked, funktionærer og kontorfolk i alle større byer i landet som en del af den landsdækkende todages generalstrejke i januar 2019 på opfordring af alle de landsdækkende fagforeninger (både de venstreorienterede og de politiske centristiske strømninger).

Efter at den indiske venstrefløj har været noget desorienteret oven på et dårligt valgresultat for Venstrefronten ved det seneste valg, der betød afslutning på regeringsmagten i Vestbengalen efter i et kvart århundrede at havde siddet på denne, ser det ud til, at denne massive protestbevægelse er udtryk for et stemningsskift vendt imod den neoliberale politik, der er blevet ført af både Kongrespartiets og Bharativa Jabata-partiets (BJP’s) regeringer.

Landbrugskrisen har gæret i lang tid, og der er skrevet meget om denne. Det er den industrielle krise i byerne, der ikke har fået nok opmærksomhed. Arbejdernes landsdækkende generalstrejke har tvunget opmærksomheden over på arbejderklassens situation. I denne artikel vil vi se på denne strejkes særtræk, og hvilke ændringer i arbejdernes situation der kan forklare den massive deltagelse i den.

Generalstrejker i Indien

Generalstrejker i Indien har haft den paradoksale karakter, at de har involveret massive antal arbejdere i symbolske protester snarere end sikret effektive forhandlinger. De to seneste generalstrejker i 2016 og 2019 er blevet kaldt de største generalstrejker i historien, da de omfattede mellem 150 til 200 millioner arbejdere (svarende til mellem halvdelen og to tredjedele af USA’s befolkning). Selvom det er svært at sætte nøjagtige tal på, er det en kendsgerning, at de indiske generalstrejker omfatter langt flere end strejker i andre lande. På trods af det har effekten af indiske strejker været relativt begrænset, for det meste begrænset til symbolske udtryk for arbejderklassens utilfredshed.

En del af årsagen til dette ligger i demografien – den kendsgerning, at næsten halvdelen af Indiens arbejdende befolkning består af små jordbrugere og uorganiserede landarbejdere (43 %), og at mindre end en fjerdedel (24 %) arbejder i fremstillingsindustrien, og resten (33 %) i den hurtigvoksende såkaldte ”servicesektor”. Den fornemme betegnelse ”servicesektoren” er i virkeligheden en omskrivning af den enorme reserve-arbejdsstyrke, der finder beskæftigelse i småproduktion og løst arbejde.

Næsten 97 % af Indiens arbejdsstyrke er ansat i, hvad man kalder ”den uformelle sektor”, og er ikke dækket af nogen form for social sikring. Udviklingstendensen har været en nedgang i beskæftigelsen i landbruget og en massiv indvandring af tidligere landarbejdere til den uformelle sektor i byerne. Selv i sektorer, hvor produktionsenhederne er formelt registreret, beskæftiges et meget stort antal løsarbejdere uden nogen social beskyttelse. De fleste af disse arbejdere er ikke organiserede i fagforeninger.

Tilstedeværelsen af en så stor reserve af arbejdskraft beskæftiget i den uformelle sektor sætter alvorlige grænser for indflydelsen af strejkeaktioner blandt gruppen af arbejdere i fagforeninger. De fleste generalstrejker, som fagforeningerne har organiseret, har kun berørt den minoritet, der består af organiserede arbejdere først og fremmest på de formelt registrerede virksomheder. Den store landbrugs- og servicesektor, som tilsammen bidrager med 70 % af nationalproduktet, har været uberørt. En vigtig undtagelse er selvfølgelig den offentlige banksektor, der har stærke fagforeninger, som er meget opmærksomme på den neoliberale politik.

Ud fra denne kontekst har de to generalstrejker i 2016 og 2019 søgt at arbejde for en langt bredere base af enhed i hele arbejderklassen og specifikt for at inddrage arbejdere i den uformelle sektor og de løst ansatte arbejdere i den såkaldte formelle sektor.

12-punkts-program

De store faglige hovedorganisationer havde opfordret til generalstrejke 2. september 2016 på en politisk platform med 12 krav. Narendra Modis regering afviste fuldstændigt at forhandle om disse krav med fagforeningerne, og det dannede derfor grundlag for en todages generalstrejke 8.-9. januar 2019. Det der er særligt ved denne politiske platform, er dens fokus på områder, der berører hele den samlede arbejderklasse og særligt alle dem i den uformelle sektor.

Deltagerne i den succesfulde generalstrejke i januar

For det meste blev strejken en stor succes. Både fordi de fleste arbejdere organiseret i hovedorganisationerne gik i strejke, og fordi et stor antal af uorganiserede i den uformelle sektor nedlagde arbejdet. Det inkluderede et stort antal kvinder, som udgør en af de mest sårbare grupper i den indiske arbejderklasse. De var stålsat besluttet på at kæmpe for værdighed i deres arbejde.

Inden vi ser nærmere på, hvem der mere præcis deltog, er det vigtigt at sætte strejken i det perspektiv, at den kommer oven på løbende massedemonstrationer i hele Indien af små landbrugere, der udgør 40 % af den arbejdende befolkning i landet. Venstredrejningen af den arbejdende befolkning giver håb for de dystre tider, som den reaktionære, hindu-fundamentalistiske, autoritære BJP-regering med Modi i spidsen har skabt.

I forhold til tidligere strejker var andelen af arbejdere i de vigtigste industrier over hele landet temmelig højt. I kulindustrien var den omkring 70-75 %. Produktionen og distributionen gik stort set i stå. Både fastansatte og løst ansatte i næsten alle store kulproduktioner deltog, inklusive dem der er outsourcede.

Tre millioner arbejdere og ingeniører på kraftværkerne tilsluttede sig strejken landet over på opfordring fra Den Nationale Koordinationskomité for ansatte og ingeniører inden for elektricitet.

Strejken i oliesektoren var af et hidtil uset omfang, særlig i Assam. De ansatte på forskellige raffinaderier i Assam deltog i strejken og blokerede kontorerne. Oliearbejderne i tre ud af fire fagforeninger i Kochi-raffinaderiet deltog i strejken, på trods af at ledelsen havde fået en domstol til at forbyde strejken. Løst og fast ansatte deltog side om side. I benzinsektoren var deltagelsen betydelig i den østlige, nordøstlige og sydlige del af Indien, mens det kun var delvist i den vestlige og nordlige del.

I stålindustrien var strejken næsten total i Vizag Steel, Salem Stel og Bhadravati. I Rourkela-stålværket deltog de fastansatte og blokerede virksomheden, så strejken kom op på 50 %. Løst kontraktansatte tilsluttede sig strejken massivt. Billedet var det samme på andre store stålværker.

I havnene blev strejken kun delvis, idet nogle af de store fagforeninger ikke tilsluttede sig strejken i de store havne. Men i havne som Paradip, Tuticorin, Kolkata, Haldia, Visakhapatnam og Cochin blev lastningen af cargo berørt.

Vejtransporten gik nærmest helt i stå i mange delstater. Det anslås, at 35 millioner transportarbejdere og små selvstændige deltog i strejken. Strejken blev total, med deltagelse af transportarbejdere fra både den offentlige og private sektor inden for passager- og godstransport i Kerala, Bihar, Odisha, Assam og Arunachal. I Vestbengalen var deltagelsen på over 80 %. Mange steder fik strejken et stort omfang, også ved at passagerer blev hjemme i solidaritet og vejene mange steder blev blokeret af strejkende.

Bygningsarbejderne deltog i stort omfang både i strejken og i demonstrationerne landet over. Arbejderne i te-, kaffe- og gummiplantagerne deltog mange steder massivt. Ud over industriarbejderne fik strejken massiv deltagelse af de ansatte i den offentlige sektor og i den såkaldte servicesektor. Arbejderkvinder i alle stater, selv der hvor fagforeningerne var svage, deltog ikke bare i strejken, men i demonstrationerne over hele landet. De gjorde strejken synlig selv på steder, hvor der ikke eksisterer fagforeninger. 1

Strejken var næsten total blandt i ansatte i forsikringsbranchen. Hundredtusindvis af bankansatte fulgte opfordringer fra de to store fagforeninger for bankansatte. Omkring 1.300.000 statsansatte over hele landet tilsluttede sig strejken også her på opfordring af de statsansattes hovedorganisation. Hele postvæsnet og skattevæsnet var lammet af strejken. Dertil kom områder som regnskab og revision, atomenergi, told, diverse ministerier og forvaltninger. I stater som Kerala, Vestbengalen, Tamil Nadu, Odisha, Telangana, Andhra Pradesh, Chhattisgarh, Jharkhand, Haryana, Assam og andre nordøstlige stater, inklusive Tripura. I alle andre stater deltog 60-80 % af de ansatte i generalstrejken. Hos telekommunikationsgiganten BSNL var strejken total i Kerala, Vestbengalen og de nordøstlige stater og delvis i andre stater.

I mange stater deltog pensionister og støttede strejken gennem deltagelse i demonstrationer og møder. Der blev holdt store demonstrationer og møder i industricentre i alle stater med deltagelse af tusinder arbejdere hvert eneste sted. Industriarbejdere, ansatte fra middelklassen, kontraktansatte og uorganiserede arbejdere deltog i stort tal. Tusindvis af arbejdere blev arresteret over hele landet.

Konklusion

Som det fremgår, var deltagelsen af arbejdere massiv, fra alle sektorer, både organiserede og uorganiserede, fra det formelle og uformelle arbejdsmarked. Dette er et vigtigt tegn på et opbrud væk fra det neoliberale regime og i særdeleshed fra den nuværende BJP-ledede regering. En kort oversigt over den almindelige befolknings nød kan være nyttig for at være med til at forklare dette opbrud.

Lige siden Indien blev trukket ind under det neoliberalistiske regime, har det betydet lukning af de gamle store fabrikker og en massiv udvidelse af små fremstillingsvirksomheder, som omgår lovene om arbejderrettigheder og beskyttelse. Mange arbejdere med udsigt til arbejdsløshed måtte ty til at arbejde i midlertidige job i den uformelle sektor for at overleve, drive små butikker osv. De nye industri- og servicevirksomheder vi har set vokse op, er gearet til det internationale marked og underlagt deres pres.

I samme periode voksende fænomenet ‘primitiv akkumulering’ frem i landbrugs- og skovbrugszoner, hvilket drev millioner af fattige bønder, landarbejdere og stammefolk ind til byerne for at søge arbejde. Inddragelse af landbrugsområder og udvidelse af byerne gik tidligere hånd i hånd. Men her var det almindelige arbejdsmarked ude af stand til at opsuge arbejderne, der skyllede ind i byerne. Disse arbejdere, der efterhånden blev desperate efter arbejde, blev ansat på kontrakt og erstattede de organiserede arbejdere, der tidligere havde arbejdet under overenskomstmæssige forhold, og denne form for ansættelse vendte op og ned på forholdene på arbejdsmarkedet.

Det blev almindeligt med individuelle kontraktansættelser, med en arbejdskraft uden formel status, anerkendelse eller rettigheder. Et meget letbevægeligt kapitalmarked, som krævede en hurtig kombination af arbejdskraft og kapital og en endnu hurtigere udvikling mod decentralisering, fik kapitalisterne til at kræve ”fleksible arbejderlove” og afslutningen på det gamle arbejdsmarkeds-velfærds-regime. Arbejdere ansat den ene dag og fyret den næste dag måtte ty til det uformelle arbejdsmarked uden rettigheder for at overleve.

Et af de mest ødelæggende træk Modi-regeringen foretog, var pengeombytningen, der skulle få den uformelle sektor til at fungere bedre gennem det almindelige pengemarked og banker. Men det betød i stedet alvorlige ødelæggelser på den uformelle sektor, hvor kvinder i meget stort antal var beskæftiget. Dette angreb blev året efter efterfulgt af et klodset forsøg på et indirekte skattesystem, der først og fremmest skulle indlemme den uformelle sektor i skattenettet. Den kombinerede effekt af disse to tiltag fremkaldte en dyb krise i den uformelle sektor.

Det neoliberale stormløb havde et andet våben i sit arsenal, nemlig privatisering og markedsgørelse af nogle af de vigtigste offentlige tjenester: kommunikation (mobiltelefoner), transport, vandforsyning og først og fremmest uddannelse og sundhed. Privatiseringen af disse offentlige tjenester gjorde det meget dyrere for den arbejdende befolkning og tvang dem til at finde penge for at klare det. Her trådte bankerne ind med tilbud om kredit til arbejderne.

Modi-regeringens tredje fremstød var at indfange hele den arbejdende befolkning i bankernes net gennem Jan Dhan Yojana2. Bankerne og pengeinstitutterne tilbød lån til disse arbejdere, særlig til kvinderne, der ellers var nægtet enhver form for kredit. De fattige i byerne og på landet var nu fanget i en gældsfælde hos en meget mere magtfuld og umenneskelig kreditor. Nettoeffekten af denne gældsfælde var at piske de uorganiserede arbejdere til at arbejde mere for lavere løn for kunne betale de ågerrenter, bankerne tog for at låne til de fattige uden ressourcer.

Så kom den sidste dråbe, da den neoliberalistiske politik pressede landbrugspriserne til fordel for industri- og serviceprodukter. Den tillod prisstigninger på energi, der betød både store omkostninger i landbruget og generelle prisstigninger for de fattige i byerne.

Vi må se nuværende protester og strejker i lyset af disse udviklinger. Grundlaget for en yderligere radikal udvikling af arbejderne og de fattige bønder er skabt.

C.N. Subramaniam, Revolutionary Democracy, Indien, februar 2019

Noter

  1. 1. januar 2019 dannede fem millioner kvinder en 620 km lang kvindemur i staten Kerala i protest mod feudal undertrykkelse og for ligestilling.

  1. Pradhan Mantri, Jan Dhan Yojana (PMJDY) er et program for at udvide adgang til finansielle tjenesteydelser som bankkonti, pengeoverførsler, kreditforsikring og forsikring og pensioner. Kampagnen for dette blev lanceret af premierministeren i Indien, Narendra Modi, den 15. august 2014 med sloganet “Min konto bringer mig lykke”.

Artiklen er bragt i det teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp 2, 2019

Læs også:
Kampen om Indiens milliarder


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne