Begyndelsen til enden for en-mands-regimet! – Af Tyrkiets Arbejderparti EMEP

Efter Erdogans og det regerende neoliberale og islamistiske AKP klare valgnederlag ved lokalvalgene i Tyrkiet, der bl.a. udløste glædesmanifestationer ikke bare Istandbul men også i andre af landets byer, er der fornyet håb om at få gjort op Erdogans en mands-regime.

Men Erdogan og hans AKP har nok lidt nederlag, men er ikke faldet. Det er handlingslammet, men har stadig stærk støtte i nogle dele af samfundet. Det vil starte fornyede angreb som en del af sin omstilling.

At slå disse angreb tiltage og gøre dets fald til virkelighed og intensivere modstanden er en absolut nødvendighed.

Læs her EMEPs analyse af situationen i Tyrkiet efter lokalvalgene den 31. marts i år

Af Tyrkiets Arebjderparti EMEP

Den 31. marts blev der afholdt lokalvalg i Tyrkiet. Det regerende neoliberale og islamistiske AKP forsøgte at etablere et fascistisk diktatur ved disse valg, men mistede kontrollen over et betydeligt antal større byer. Den gradvise nedgang for AKPs magt er ikke en ny udvikling, den vaklede første gang ved valget den 7. juni 2015.

Ved dette valg opnåede AKP ikke det flertal, der var nødvendigt for at kunne regere, og HDP – Det kurdiske folks demokratiske parti – fik en nøgleplacering ved at opnå nok stemmer til at blive det tredje største parti i regeringen. Da AKP viste sig at være ude af stand til at danne regering, nægtede præsident Erdogan at give det socialdemokratiske oppositionsparti muligheden for at danne regering og besluttede sig i stedet for at bryde grundloven og udskrev et nyt valg.

Det andet valg fandt sted den 1. november 2015 på et tidspunkt, hvor kurderne var udsat for en storstilet militæroperation; store og små kurdiske byer blev ødelagt og hundredvis af politifolk, soldater og kurdiske oppositionelle og borgere dræbt. I sammenhæng med denne opflamning af nationalisme og krig mod det kurdiske folk gav gentagelsen af valget AKP det antal pladser, som det havde brug for til at danne regering og det så dengang ud som om AKP med denne valgsejr havde fået et comeback.

Dette fulgtes op med en folkeafstemning om forfatningsændringer i april 2017, hvor to en halv million ikke forseglede afstemningssedler blev anerkendt som gyldige i modsætning til gældende lov. Og ved valget til parlamentet og af præsident i juni 2018 lå stemmerne på regeringen og oppositionen meget tæt på hinanden, men valgsvindel fra AKP med støtte fra det øverste valgråd skabte en almindelig udbredt opfattelse af, at de faktisk havde vundet valget.

Et år senere ved lokalvalgene den 31. marts 2019 tabte AKP næsten alle de vigtige byer i landet, men ville ikke acceptere sit tab af magten i Istanbul – som det anså for væsentlig for dets fortsatte magt. Det afviste valgresultatet og lagde pres på YSK for at annullere valget og foretage et omvalg. Umiddelbart før valget forlængede Præsidenten udnævnelsen af formanden for YSK og de øvrige ledelsesmedlemmer, der var ansvarlige for denne beslutning.

AKP-regeringen udnyttede alle statslige ressourcer til at promovere sig selv før omvalget den 23. juni. I stedet for den valgte borgmester fra CHP blev guvernøren i Istanbul den 31. marts udpeget som midlertidig borgmester og de ansatte i styret i Istanbul støttede aktivt AKPs valgkamp. Regeringen, som kontrollerer 95 pct. af medierne, indledte en bagvaskelseskampagne og overgik til valgsvindel.
Men dette mislykkedes på grund af den voksende folkelige mistillid til og modstand mod AKP, og kandidaten fra CHP vandt med 13.500 stemmer over AKP. Ved anden runde af valget i juni vandt CHP med en margen på mere end 800.000 stemmer.

Efter den forlængede valgperiode med APKs en-mands-regime, dets rolle i den økonomiske krise, de udbredte ulovligheder og diktat-metoder er der nu voksende tvivl om AKPs evne til at regere. AKPs og dets koalitionspartner MHPs stemmetab ved lokalvalgene førte til interne stridigheder i AKP. Disse interne diskussioner udvides nu til kritik af AKPs og Erdogans øvrige regeringstiltag. En mulighed som nu drøftes omfattende i lobbygrupper er, at mere end 50 parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet danner oppositionspartier i efteråret. Direkte i AKP selv er der snak og forventninger om, at dette vil mindske AKPs flertal i parlamentet og kan føre til ændring af det parlamentariske system ved at forandre forfatningen.

Det tyrkiske folk er fulde af håb og begejstring efter at det har tilføjet Erdogans en mands-regime et alvorligt slag. På valgaftenen var der glædesmanifestationer ikke bare i Istanbul, men i mange andre af landets byer.
Nu hvor arbejderne har set et positivt resultat er der en stærkere tiltro, hvad de kan opnå. Og nu hvor de har vundet tiltro til deres egen magt, står de over for to bedrageriske dagsordener.

For det første led AKP et alvorligt nederlag og mistede deres moralske overlegenhed, og der er ingen tegn på. at overvindelse af den økonomiske krise, som de vil forsøge at vælte over på de arbejdende, som vil reagere med yderligere afsky, hvilket vil føre til tab af magt. Men for nuværende fortsætter en-mands-regimet med at have kontrol over statsapparatet.

Det har lidt nederlag, men er ikke faldet, det er handlingslammet, men AKP, som fortsat har stærk støtte i nogle dele af samfundet, vil starte fornyede angreb som en del af sin omstilling. At slå disse angreb tiltage og gøre dets fald til virkelighed og intensivere modstanden er en absolut nødvendighed.

Det andet er, at den borgerlige mainstream opposition med henblik på at blokere og omstøde APKs regressive politik også blev støttet af socialister og vandt valget med den støtte, den fik fra folket, men den gik straks ud med opfordringer til forsoning med Erdogan. Den betragter valgsejren som afslutningen på den regressive politik og den skræmmes af arbejdernes og de undertrykte massers voksende kamp. Den er tilbøjelig til at følge en politisk indrømmelseskurs og forsonings linje, som vil være tilfreds med små sejre.

Disse to spørgsmål på dagsordenen tvinger under alle omstændigheder det arbejdende folk til at øge modstanden mod den regressive politik, hvad der indebærer modstand mod et kompromis [med de nuværende magthavere). Det er klart, at dette vil være bestemmende for den klassekamp, som udvikler sig, og som retter sig imod de afhængigheds skabende imperialistiske relationer og finanskapitalens overherredømme. Med den demokratiske kamps yderligere vækst forkaster folk det system, som vil have arbejderne til at betale for finanskrisens omkostninger – og dette vil bestemme udfaldet af denne igangværende kamp.

EMEP, Arbejderpartiet Tyrkiet (English)




Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater