Brasilien: Flertallet af vælgerne stemte ikke på den fascistiske millionær

Af Luiz Falcão, Det Revolutionære Kommunistiske Parti, PCR Brasilien

Revolutionen udvikler sig ikke i en lige opadstigende kurve, ikke i et stadig voksende opsving, men i zigzag, i fremskridt og tilbageskridt, i flod og ebbe, som i sit udviklingsforløb hærder revolutionens kræfter og forbereder dem på den endelige sejr.” (Josef Stalin, Værker, Bind 7)

Artiklen har tidligere været offentliggjort i APK´s teoretiske Magasin Enhed og Kamp nr. 2 2019

Efter at have brugt hele valgkampen på at undgå debatter og på at sprede løgne på Twitter og WhatsApp blev den pensionerede kaptajn Jair Bolsonaro – som i hæren betragtes som løgner, udisciplineret og en dårlig soldat – valgt som Brasiliens præsident med 57.797.000 stemmer. Fernando Haddad fra koalitionen af PT-PCdoB -PROS (Arbejderpartiet, Brasiliens Kommunistiske Parti, Det Republikanske Sociale Parti) fik 47.040.000 stemmer. Brasilien har 147 millioner vælgere, så hvis man lægger Haddads stemmer sammen med dem, der undlod at stemme, stemte ugyldigt eller blankt, viser det sig, at langt størstedelen af vælgerne, mere end 89 millioner, nægtede at stemme for det ekstreme højres kandidat.

Men hvordan kunne en kaptajn med en middelmådig karriere i hæren og i parlamentet, en mand som hylder tortur, ønsker sterilisationer i stedet for flere almene lejligheder, blive præsident 33 år efter det brasilianske folk gjorde en ende på det fascistiske styre, som kom til magten ved et kup i 1964? Hvorfor lykkedes det ikke PT-kandidaten at tiltrække de 42 millioner vælgere, der nægtede at stemme på Bolsonaro?

Der findes ikke ægte demokrati under kapitalismen

Som vi ved, er valg i kapitalistiske lande langtfra demokratiske, eftersom de afholdes under et økonomisk system, hvor en meget lille gruppe af meget rige mennesker ejer de største medier (TV, aviser, radio, internet), industrien, butikkerne, fødevarevirksomhederne, landbruget osv.

Med denne magt truede virksomhedsejerne i hele valgkampen ikke bare med psykologisk pression og chikane, men også med at fyre arbejderne, hvis ejernes kandidat ikke vandt valget. Et bevis på dette var den video, som ejeren af butikskæden Havan, Luciano Hang, viste sine ansatte og sendte til hundreder af andre virksomhedsejere, hvori han fastslår, at hvis Bolsonaro ikke bliver valgt, vil han lukke sine butikker, forlade landet og fyre sine 15.000 ansatte: ”Er du parat til at forlade Havan? Havan kan lukke og fyre sine 15.000 ansatte!” 1.

Ikke nok med, at borgerskabet er den klasse, der tilegner sig profitten ved salget af produkter (merværdi), ejer bankerne, styrer staten og dets funktioner og kontrollerer pengene, det kan også bruge forskellige metoder til at finansiere valgkampagner. For eksempel undersøger valgkommissionen beskyldninger mod virksomhedsejere for at have lavet kontrakter til en værdi af 3,25 millioner US dollars med firmaer som Quickmobile, Yacows, Croc Services og SMS Market (mobil og e-marketingfirmaer) om at udsende meddelelser på WhatsApp til fordel for millionæren Bolsonaros kampagne. En arbejder derimod har kun sin løn, som dårligt nok rækker til at betale regningerne. Hvis han var kandidat, ville han være nødt til at overbevise sine klassefæller om, at hans forslag er de bedste. For disse mennesker og mange andre er det en misforståelse, hvis man overvurderer resultatet af valghandlinger afholdt af borgerskabet.

Selvom dette er virkeligheden, påpeger nogle alligevel, at under netop det system vandt PT fire præsidentvalg på stribe: Lula blev valgt i 2002 og genvalgt i 2006, Dilma Rousseff blev valgt i 2010 og genvalgt i 2014. Men man skal lige huske, at før disse valg forpligtede Lula og PT sig til at fastholde den private ejendomsret til produktionsmidlerne, at beskytte investeringerne i landbrug og udenlandsk finansiel kapital samt at betale al offentlig gæld.

Spørgsmålet rejser sig igen: Hvorfor fortsatte PT ikke med at vinde valgene, selvom det gav indrømmelser til de rige klasser? Eller værre endnu: Hvorfor tabte det valget til den mest reaktionære kandidat, og tilmed med ti millioner stemmer?

Et forudset nederlag?

Der er selvfølgelig ikke én enkelt forklaring på PT-PCdoB-listens nederlag ved valget i 2018.

Faktum er, at PT var ude af stand til at give fyldestgørende svar på beskyldningerne om korruption i Lulas og Dilmas regeringer. De første der blev fængslet i 2014, var sortbørshandleren Alberto Youssef, den tidligere forsyningsdirektør hos Petrobras, Paulo Roberto Costa, og den tidligere teknisk direktør hos Petrobras, Renato Duque. Så fulgte arrestationen af og beskyldningerne mod bl.a. den administrerende direktør i Odebrecht, Marcelo Odebrecht, mod Otavio Marques de Azevedo fra Andrade Gutierrez, mod Aldemario Pinheiro fra OAS og mod Ricardo Pessoa fra UTC/Constran. De omtalte firmaer er alle store brasilianske koncerner inden for byggeri og ingeniørarbejder.

En række artikler i de store medier viste, hvordan den planlagte korruption i Petrobras og finanssektoren lod pengene flyde til valgkampagner i PT, MDB (Brasiliens Demokratiske Bevægelse), PP (De Progressive) og andre partier. Ved hver ny afsløring blev PT stadig mere defensiv, og partiet mistede troværdighed. Situationen forværredes, da PT’s kampagneledere, João Santana og Monica Santana, forhandlede sig til strafnedsættelse ved at indrømme, at de havde modtaget store summer til bestikkelse i valgkampagnen for PT. Denne indrømmelse blev brugt til at dømme Lula, som udtalte, at han valgte at melde sig selv, fordi han havde tillid til retssystemet. Da han var dømt, havde han ikke lov til at stille op til valget, og han valgte at støtte en kandidat, som under den økonomiske krise ikke havde tøvet med at sænke arbejdernes lønninger og skære i de sociale ydelser.

Den tidligere finansminister i Lulas regering og tidligere stabschef hos Dilma, Antonio Palocci, fik for ikke længe siden sin anmodning om strafnedsættelse accepteret og bredt publiceret i TV, radio og aviser, gentaget hundredvis af gange i udsendelser fra PSDB (Brasiliens Socialdemokratiske Parti), og ikke mindst i anden valgrunde i Bolsonaros udsendelser. I anmodningen anfører Palocci, at Odebrechts ejer, Emilio Odebrecht, lavede en ”blodpagt” med præsident Lula i 2010, hvori Lula lovede at favorisere Odebrechts firma mod at få ca. 81 millioner dollars til politiske udgifter, få landområdet, hvor Lula Instituttet skulle bygges, og blive betalt ca. 54.000 dollars for at holde nogle taler.

Sådanne beskyldninger fik PT – et parti, som startede med at sige, at det ville gøre en ende på al korruption – til at miste troværdigheden hos en stor del af vælgerne, som det viste sig i det nederlag, partiet led i de fleste regioner i landet bortset fra i nordøst.

Den økonomiske krise lukkede tusinder af virksomheder

Ved at lade de kapitalistiske monopoler og finanskapitalen styre den nationale økonomi var det udelukkende et spørgsmål om tid, før den økonomiske krise, der rystede verdensøkonomien i begyndelsen af 2008, ville ramme Brasilien. Kapitalismen er et system, der konstant producerer økonomiske kriser, som resulterer i virksomhedslukninger, massearbejdsløshed og fattigdom. Så efter nogle få år med fremgang ramte en alvorlig krise den brasilianske økonomi.

Dilmas regering mistede støtte fra sine egne vælgere, da hun i 2015, efter i valgkampen at have talt imod bankerne og planerne om skattejusteringer, udpegede Brandescos stærke mand, Joaquim Levy, til finansminister og tilsluttede sig de neoliberalistiske justeringsplaner, som var blevet voldsomt kritiseret i valgkampen.

Dilma-regeringens plan for skattejusteringer havde katastrofale konsekvenser og uddybede krisen. Ifølge det statslige brasilianske institut for geografi og statistik (IBGE) lukkede ikke færre end 13.800 industrivirksomheder mellem 2013 og 2016. Under Dilmas regering lukkede i årene 2014 og 2015 10.500 industrivirksomheder, hvilket resulterede i tusinder af fyrede arbejdere. (G1 news portal, 21. juni 2018)

Det er forbløffende, men sande tal, der viser, hvor destruktive kriserne i det kapitalistiske system er. Arbejdsløshedstallet steg med 27,35 % i 2015 og nåede op på 8,59 millioner arbejdere. Med det stigende antal arbejdssøgende faldt lønningerne, og mange mindre virksomheder i servicesektoren måtte også lukke. Den officielle inflationsrate var 9,28 %, befolkningens købekraft blev mindre, BNP dalede, og økonomien registrerede et fald på 3,9 %. Den nationale gæld voksede med mere end 70 %, og renter og afdrag til bankerne efterlod staten med meget få resurser til statslige og sociale investeringer.

De enorme udgifter, som regeringen påførte landet gennem bygningen af stadioner til VM i fodbold i 2014, mens landet manglede sundhedsvæsen og uddannelser, og befolkningen betalte dyrt for offentlig transport, medførte en stadig faldende tillid til Dilmas regering og PT, som foretrak at bebrejde demonstrationerne mod de grove takststigninger i juni 2013 i stedet for at erkende de reelle årsager til regeringens politiske svækkelse.

Som et supplement til den voksende hær af arbejdsløse, der for størstedelen var unge mennesker, betalte middelklassen også deres del af krisen. De, der åbnede små virksomheder, så deres forretning uden kunder, deres kapital gik op i røg, og gælden voksede, mens bankerne fejrede forøgelsen af deres gigantiske profitter.

Som et resultat af denne politik blev forekomsten af kriminalitet og vold forøget, hvilket allerede startede i årene op til krisen. Utrygheden i storbyerne blev et samtaleemne i gaderne, familierne følte sig hjælpeløse, når de i TV dagligt så overfald og mord, og de blev modtagelige for snak, der lovede at gøre en ende på kriminaliteten med højere straffe og drab på banditter.
Denne snak om beskyttelse af familien, om mere tryghed i det offentlige rum, samlede opbakning i middelklassen, men også blandt de arbejdere, der forbandt landets sociale og økonomiske problemer med korruption og straffrihed i stedet for med det virkelige problem: det økonomiske system.

Lad os huske, hvad G. Dimitrov skrev i sit vigtige værk Enhedsfronten: ”Under dække af social demagogi har fascismen formået at få støtte af småborgerskabet, som er blevet slået ud af kurs af krisen, og selv af visse dele af de mest tilbagestående lag i arbejderklassen. De ville aldrig have støttet fascismen, hvis de havde forstået dens klassekarakter og sande natur.”

De økonomiske kriser, arbejdsløsheden, fattigdommen, volden og kriminaliteten er ikke djævelens værk, men et resultat af den måde samfundet er organiseret økonomisk. Når systemet er kapitalistisk, som i Brasilien, kan kun et mindretal af befolkningen, borgerskabet, blive rige og have succes med at udbytte arbejdskraften i arbejderklassen og det øvrige arbejdende folk samt bruge statens resurser til egen fordel. Faktisk viser en rapport fra den svejtsiske bank UBS fra 26. oktober 2018, at de 42 rigeste brasilianere har en formue på 176.700.000.000 dollars, samtidig med at en opgørelse fra IBGE viser, at 27.600.000 brasilianere er uden arbejde.

Manglerne i arbejdet på at udvikle bevidsthed

Man bør bemærke, at PT i sine 14 år i præsidentpaladset, Planalto Palace, i adskillige provinsregeringer og hundreder af rådhuse overhovedet ikke arbejdede med at udvikle bevidstheden blandt folket. Man gjorde det overhovedet ikke klart, hvem der virkelig havde gavn af den voksende kapitalistiske økonomi, eller hvor skadeligt det var, at finanskapitalen dominerede staten. I disse 14 år søgte PT – og faktisk også PCdoB – gennem de sociale organisationer og bevægelser, de stod i spidsen for, den ultimative klasseforsoning.

Få dage før valget fremlagde sangeren og sangskriveren Mano Brown, som er medlem af musikgruppen Racionais MC’s (politisk hiphop, o.a.), ved et pro-Haddad-arrangement i Rio de Janeiro denne analyse: ”Hvis folket har taget fejl, kommer de nu til at betale prisen. For kommunikation er hele sjælen, og hvis du ikke taler det samme sprog som folket, så kommer du til at tabe.”

Konspirationen i praksis

Selv efter det parlamentariske kup, der fjernede Dilma fra præsidentposten og indsatte Temer, fortsatte PT sin politik med at mobilisere og derefter nedlægge bevægelsen. Således sagde Lula under de store demonstrationer imod rigsretssagen, at han ville vende tilbage til ”lille Lulas freds- og kærlighedspolitik” (ved præsidentvalget i 2002 fralagde Lula sig venstreorienteret retorik og ville føre en freds- og kærlighedspolitik, o.a.) og påtage sig rollen som stabschef. Det samme gjorde sig gældende under generalstrejken mod reformerne af arbejdsforhold og den sociale sikkerhed, hvor man kun organiserede én dags strejke på trods af den fulde opbakning fra arbejderne. Og der var beslutningen om ikke at organisere en ny generalstrejke mod pensionsreformen nogle måneder senere.

Ydermere blev de virkelige årsager til den økonomiske krise aldrig afsløret af massemedierne og de socialdemokratiske partier, som PT nu definerer sig selv som. De foretrak at lave illusioner om, at det er muligt at forbedre folks liv selv under en kapitalistisk økonomi. Resultatet er, at arbejderne og de fattige ikke erkender den direkte forbindelse mellem de økonomiske samfundsforhold og volden på den ene side og det kapitalistiske system, som koncentrerer rigdom og velstand i hænderne på de få, på den anden side. De ser ikke, at det er det samme system, der hvidvasker narkopenge i bankerne, og de samme politikere, der lover at slå hårdt ned på den voldelige kriminalitet, men i stedet undertrykker folkets kamp for egne rettigheder.

Et andet afgørende element, der gjorde, at den tidligere kaptajn nåede anden valgrunde og var i stand til at besejre Fernando Haddad, var det knivoverfald, som Bolsonaro var udsat for den 6. september under et valgmøde i byen Juiz de Fora i delstaten Minas Gerais. På trods af at han var omgivet af sit private vagtværn, det føderale politi og tilhængere, og på trods af al hans militære ekspertise, lykkedes Bolsonaro med den heltedåd at blive den eneste præsidentkandidat, der nogensinde er blevet knivoverfaldet under en valgkamp.

Mærkeligt nok tilføjede knivoverfaldet den tidligere kaptajn en tilstand af både smerte og tilfredshed. Fra dette øjeblik blev kandidaten, der indtil da næsten ikke var blevet vist på TV, til den mest eksponerede i alle medier. En hel dag i medierne blev brugt på at følge hans lægeundersøgelser, hans overførsel med fly til São Paulo, og han blev fremstillet som endnu et offer for usikkerheden og volden i landet. Intet kunne tjene kandidaten, hvis hovedbudskab var sikkerheden i det offentlige rum, bedre end at blive knivoverfaldet ved højlys dag.

Alle andre kandidater erklærede borgfred med offer-kandidaten og indstillede deres kampagner. En situation uden fortilfælde opstod: En eneste kandidat førte valgkamp, mens de andre kiggede på, at hans popularitet steg i meningsmålingerne på TV. Hvem ville dog knivoverfalde sådan en middelmådig kandidat? Ingen af de andre kandidater turde stille spørgsmålet i medierne. Den mand, der som parlamentsmedlem på en kaptajnsløn sammen med sine sønner var i stand til at opbygge en formue på 4,5 millioner dollars udelukkende på ejendomshandel, som havde en ”spøgelsesmedarbejder” på sit kontor i parlamentet, som modtog huslejetilskud, selvom han ejede sin egen lejlighed i Brasilia, var uangribelig inden for hospitalets fire vægge.

Uheldigvis brugte PT hele første valgrunde uden at rive masken af Bolsonaro. De afviste ingen af hans løgne og afslørede ikke, hvad hans kandidatur i virkeligheden stod for. Undskyldningen for denne adfærd var, at ingen havde regnet med, at Bolsonaro ville gå videre til anden valgrunde. Men det er ikke sandt. Avisen A Verdade udpegede allerede tidligt i september den hovedfjende, der skulle bekæmpes, da den havde overskriften: ”Millionæren Bolsonaro stemte for afskaffelse af arbejdernes rettigheder”. (www.averdade.org.br)

I anden runde besluttede Haddads kampagne at afsløre den tidligere kaptajns sande ansigt, hans afhængighed af udenlandsk kapital, hans forsvar for tortur, og at han altid havde arbejdet imod rettigheder for arbejderne og de fattige. Men der var mindre end 20 dage til valget, og Haddad sagde intet om de interesser, der stod bag arrestationen af Lula, han sagde intet om beskyldningerne for korruption i PT-regeringen, og han gjorde det ikke klart, hvorfor arbejdsløsheden var steget under Dilmas regering. Og endnu værre var det, at han opgav flere af de forslag, han havde fremlagt, hvorved han skabte usikkerhed omkring, hvad han faktisk ville.

Det var i sådan et miljø, løgnene om, at ”banditter dræber og løslades, og politiet kan intet stille op”, blev bragt igen og igen i medierne og endte med at blive en falsk sandhed. Faktisk har Brasilien tredjeflest fængselsindsatte. Det totale antal fængslede nåede i juni 2016 op på 726.712 personer. I 2002 var antallet 239.345. Der var altså tale om en stigning på næsten 500.000 fanger, så alle fængsler er overfyldte. Ifølge The National Survey of Penitentiary Information (Infopen) har militærpolitiet i de sidste ti år dræbt 5.000 mennesker i São Paulo og 8.000 mennesker i Rio de Janeiro.

Faktisk har vi ikke kun en fake-news-kampagne under valgene, men 365 dage om året, for det er måden, hvorpå massemedierne handler for at bibringe masserne den opfattelse, at kapitalisme er det bedste system i verden, og at socialismen har spillet fallit og revolution er umulig. Præcis af den grund har vi revolutionære kommunister kæmpet benhårdt og med al vor energi udgivet avisen A Verdade (Sandheden) hver måned i 19 år. Vi ville helst udkomme dagligt eller på ugebasis, men vi har få resurser, og vi ved, at for at fastholde vores politiske uafhængighed må vi stole på egne kræfter.

Den værste blindhed

Efter valgresultatet spredte adskillige borgerlige kommentatorer nye løgne: Bolsonaros regering ville ikke blive fascistisk, fordi den var lovligt valgt og ville respektere forfatningen og demokratiet.

Disse damer og herrer glemmer, at fascisten og morderen Hitler også blev valgt af en temmelig stor del af den tyske befolkning. Faktisk fik nazistpartiet efter den dybe krise i 1929 107 pladser i parlamentet ved valget i 1930. Ved valget i juli 1932 blev nazistpartiet med sine 230 pladser det største parti i Rigsdagen. Med Hitler ved magten udelukkede nazistpartiet et år senere alle andre partier og etablerede det nazistiske diktatur i Tyskland. Også de brasilianske kupmagere, der i 1964 fjernede João Goulart, lovede at rette sig efter forfatningen, men efterfølgende brød de den.

Det er ikke nødvendigt at have en mastergrad i politisk videnskab for at forstå, at Bolsonaro er fascist. Han er oveni købet af den værste slags: en fej fascist og en løgnhals. Han er fascist, fordi kun en fascist ville sige, at han vil lukke Brasiliens Nationalkongres, og at han let kan lukke Højesteret.

Bolsonaro er en fascist, fordi kun en fascist kan ikke acceptere menneskets ret til selv at vælge sin seksualitet, fordi han ønsker at pådutte hele den brasilianske befolkning sin egen gamle og rådne moral. Han er en fascist, fordi kun en fascist ville sige, at en kvinde fortjener at blive voldtaget, og ikke tåler andre meninger. Han er en fascist, fordi kun en fascist kan finde på at sige, hvad han sagde den 21. oktober, kun en uge før valget, på en video udgivet offentligt af hans tilhængere:

”Disse yderliggående røde vil blive jaget ud af vores fædreland.”

”Vent. Haddad vil også ende der. Men ikke for at besøge jer. Han vil være sammen med jer om nogle år.”

”Eftersom I elsker hinanden så meget, så skal I sammen rådne op i fængslet. For en bandit, der røver fra folket, hører hjemme bag tremmer.”

”I, som er medlemmer af PT, er alle færdige. I vil ikke blive i vores fædreland ret længe, for jeg vil fjerne alle jeres privilegier. I vil ikke have en eneste NGO til at servere pølse for jer. Det vil blive en udrensning, der aldrig er set mage til i Brasiliens historie.”

”Banditterne fra MTS (Organisationen af arbejdere uden jord) og banditterne fra MTST (organisationen af hjemløse arbejdere) vil blive betragtet som terrorister. I vil ikke længere have mulighed for at udføre jeres terror på landet og i byerne. Enten bøjer I nakken og overholder loven, eller I kan gøre alkoholikerne i Curitiba (hovedstaden i delstaten Paranan, o.a.) selskab.”

Dette er en fascistisk tale holdt af en fascist, og det vil han vedblive med at være, selvom han fik millioner af stemmer.

Hvordan kan man overhovedet tro, at der ikke vil blive gjort forsøg på at indføre fascisme i vores land, når flere retsinstanser flere dage før valget gav politiet ordre på at storme universiteter for at undertrykke ytringsfriheden, beslaglægge løbesedler og plakater imod fascismen? Det skete på universiteter i Minas Gerais, Rio de Janeiro, Semi-Arido og Campina Grande. Politiet fjernede oveni købet parolen ”Flere bøger, færre våben” fra universitetet i Paraiba, og forelæsninger og debatter om fascisme blev forbudt på universiteterne i Grande Dourados og Rio Grande do Sul.

Hvis det ikke er fascisme, hvad er det så? Autoritanisme? Despotisme? Voldelighed og en tendens til autoritær og diktatorisk styreform?

Fascismen vil blive besejret

Det faktum, at Bolsonaro er fascist, betyder ikke, at alle, der stemte på ham, er fascister. Selvfølgelig er de ikke det! Man må skille kornet fra avnerne. Som poeten Mano Brown siger, må mange overbevises, og det kan kun gøres med tålmodigt arbejde på grundplan.

Han vil ikke være i stand til at gennemtvinge fascismen, fordi et folk, der elsker frihed og altid har kæmpet for den, står i vejen. Beviset på dette er de store demonstrationer den 29. september og den 20. oktober, ligesom selve valget, hvor 89 millioner brasilianere nægtede at stemme på en millionær, der er imod overenskomster for ansatte i private hjem.

Dertil kommer, som finansmanden og den fremtidige finansminister Paulo Guedesa allerede har meldt ud, at Bolsonaro vil privatisere alle statsejede virksomheder. Men 67 % af befolkningen mener, at udsalget af brasilianske selskaber vil gøre mere skade end gavn. 70 % af befolkningen er imod privatiseringen af Petrobras, og 78 % er imod indblanding af udenlandsk kapital i Petrobras og i Amazonas.

Bolsonaros snak om, at han vil få økonomien til at vokse og skabe millioner af arbejdspladser, er intet andet end tågesnak. Storborgerskabet og dets medier hævdede, at Temers regering (Temer afløste Dilma som præsident i 2016, o.a.) ville gøre landet bedre, men faktisk var det en regering, der var hundrede gange værre end Dilmas. Antallet af arbejdsløse har nået ubærlige højder, mange af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder er fjernet, og korruptionen er vokset. Fx blev en tidligere minister i Temers regering, Geddel Vieira Lima, fanget i en lejlighed i Salvador med en kuffert, der indeholdt 13,5 millioner dollars.

Den tidligere kaptajns løgne, om at han med vold vil gøre en ende på alle banditterne, og al hans anden reaktionære demagogi, vil blive afsløret, så hans regering kommer til at vise, hvad den virkelig er: en regering, der støtter international og national finanskapital, de kapitalistiske monopoler og godsejerne. Dens politik, der består af nationalt forræderi, overgivelsen af vore rigdomme, vores territorier som fx Basen i Alcantara og Amazonas til USA og andre imperialistiske magter, vil afsløre ham som den landsforræder, han er.

Det betyder dog ikke, at Bolsonaros regering falder af sig selv. At vælte regeringen kræver et tålmodigt og dagligt arbejde med at udvikle bevidstheden hos masserne og i særdeleshed arbejderklassen. Vi ved allerede, at arbejderklassen er den mest revolutionære del af samfundet, fordi det er den klasse, som skaber velstanden, og kun den klasse kan opbygge folkets magt. Hvis vi vil besejre fascismen, må vi være mere synlige i fabrikkerne og virksomhederne, i skolerne, på universiteterne og i de fattige boligområder. I kampen mod Bolsonaros fascistiske regering er det også helt nødvendigt at overvinde al sekterisme, at forsvare enheden for at svække vores hovedfjende, som lige for tiden har mere styrke og sætter sin lid til, at hele statsapparatet og kommunikationsmidlerne støtter ham.

Det er rigtigt, at undertrykkelsen vil vokse. Det er rigtigt, at der er sket en ændring i styrkeforholdet i samfundet til fordel for det ekstreme højre og det nationale og internationale storborgerskab. Men en velkendt fysisk lov siger også, at tryk avler modtryk. Folkets kamp, arbejdernes og studenternes kamp, vil derfor også vokse.

Studenterne og den kamplystne ungdom vil helt sikkert gå på gaden imod enhver af den fascistiske regerings undertrykkende og egenmægtige handlinger og dens plan om at ødelægge det offentlige uddannelsessystem. De fattige familier vil fortsat kæmpe for retten til at få børn, at opdrage dem og kæmpe for retten til et værdigt liv. Arbejderklassen, hvoraf mange i dag er arbejdsløse, vil kræve retten til et arbejde, til et liv. Den vil slås – som den altid har gjort – for en ordentlig løn. Den vil holde møder og organisere strejker for at bekæmpe arbejdsgivernes vilde udbytning. Bønderne har ikke noget valg, hvis de vil have land at dyrke: De må kæmpe med stolthed mod den løgnagtige regerings autoritære vanvid.

Det handler ikke om revolutionsromantik. Vi har samlet styrke, og vi har gennem de sidste to år opbygget folkefronten mod fascisme ved at stole på vores kadrers opofrelse og uendelige dedikation og uden en eneste cent fra borgerskabet. Og vi ved, at kampen for fronten slet ikke er ovre, men fortsat kræver vores fulde opmærksomhed.

Der er derfor ingen grund til modløshed. Vi tager arven op efter Manoel Lisboa, Emmanuel Bezerra, Manoel Aleixo og de andre revolutionære, der ikke tvivlede foran henrettelsespelotonen. Vi er arvtagere til Zumbi, Iara, Olga Benario Prestes, Helenira, Tina Martins, Mirabal-søstrene, Lenin, Stalin, Den Røde Hær. Vi er arvtagere til Comandante Che Guevara, og som sådan er vi kammerater med alle dem, der bekæmper uretfærdighed overalt i verden.

Vores sag er vores folks befrielse fra århundreders lidelser. Det er socialismens og kommunismens sag. Det er humanismens sag, der kæmper for at tilintetgøre et system, som dræber næsten en milliard mennesker på grund af sult, og som forårsager imperialistiske krige.

I dag er vi meget stærkere og meget bedre organiserede end nogensinde før. Hvis vi overvinder den spontanitet, der stadig findes, hvis vi overvinder den individualisme, der ofte får os til at svigte vores organisation, hvis vi udvikler et endnu bedre arbejde og bliver en bedre aktiv del af folket, vil fremtiden tilhøre os og sejren blive vores.

Oversat fra Unity & Struggle

Luiz Falcão er ansvarshavende redaktør af A Verdade og medlem af centralkomiteen i Det Revolutionære Kommunistiske Parti (RCP), Brasilien

Artiklen har været bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 2,2019

Se tidligere artikel fra Enhed og Kamp nr. 2 2018:
“Arbejdsmarkedsreformer og løgnen om frie forhandlinger”

Arbejdsmarkedsreformen og løgnen om frie forhandlinger

Links:
A Verdade

Det Revolutionære Kommunistiske Parti (RCP)


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne