Tyveri gennem de seneste 30 år: Udhulingen af overførselsindkomsterne

Uddrag fra Henrik Herløvs Lunds rapport ” Udhulingen af overførselsindkomsterne 1990-2019”

Det er sjældent at få et samlet overblik over de sidste 30 år nyliberalistiske reformer og angreb på overførselsindkomster i hånden. Ovenikøbet videnskabeligt underbygget. 30 års skiftende regeringers, fra Nyrup til i dag, systematisk nedbrydning og tyveri af sociale rettigheder og forsørgelsesgrundlag. Snart står vi overfor en ny regering, og der bliver brug for fortsat kamp mod omfordelingspolitikken til fordel for de rigeste. I rapporten gennemgår Henrik Herløv Lund hvad den nyliberale politik fra skiftende regeringer har betydet for udhulingen af dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, pensioner mm.
Her bringes blot et lille uddrag.

Forringelse af arbejdsløshedsdagpenge

Arbejdsløshedsdagpenge ordningen har været DET centrale angrebsmål for den neoliberalistisk inspirerede arbejdsmarkedspolitik fra begyndelsen af 90’erne og frem til i dag. Bestræbelserne på at forringe understøttelsen blev som omtalt allerede indledt i 1990 ved, at der påbegyndes en fremadskridende udhuling af kompensationsgraden af arbejdsløshedsdagpengene gennem satsreguleringsloven af 1990. For arbejdsløshedsdagpengene har det betydet, at dagpengenes kompensationsgrad inkl. pension er udhulet med omkring 10 pct. point, mens den aktuelle købekraft (ekskl. pension) er udhulet med omkring 15 pct. point fra 1990 til i dag. I 1980 udgjorde dagpengesatsen 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien. I dag udgør dagpengene kun 46 procent af en gennemsnitsløn. For en gennemsnitlig LO-arbejder er dagpengene blevet 30.000 kroner mindre værd på årsbasis siden midten af 90’erne.

Nedskæring af dagpengeperioden

Angrebet på understøttelsen indledes altså med en gradvis udhuling af dagpengenes værdi, men meget hurtigt flyttes fokus i den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik over på reduktion af dagpengeperiodens længde. Formålet hermed har som beskrevet været at øge arbejdskraftudbuddet og igennem en stigende reservearme på arbejdsmarkedet hermed i sidste at presse lønningerne.

MEN: Et delmål i denne forbindelse har været – gennem en stadig kortere dagpengeperiode – hurtigere at presse længerevarende ledige over på kontanthjælp og herigennem opnå, at denne lavere ydelse på sigt i stigende grad erstatter dagpenge som den gennemgående ydelse for ledige. Hvorved overførselsindkomst-systemets ”bund” under lønningerne sænkes.

Med dette sigte skæres dagpengeperioden i 90 ´erne ned i hurtigt tempo gennem en række ”arbejdsmarkedsreformer” 1993 til 1998, der gradvist reducerer længden af dagpengeperioden fra 7 år til 4 år. Indskrænkningen af dagpengeperioden når sin foreløbige kulmination med ”Genopretningsaftalen” 2010, hvor dagpengeperioden halveres fra 4 til 2 år.

Disse forringelser, navnlig forringelserne i dagpengeperioden, har selvsagt været en årsag til, at udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge – som foran beskrevet – er reduceret med 2/3 i perioden, selvom i perioder også en stigende beskæftigelse har spillet ind herpå.

Kontanthjælp skal gøres til ny ”grundydelse”

Som beskrevet arbejder den neoliberalistiske reformpolitik siden begyndelsen af 90´erne sig langsomt frem imod, at ”grundydelsen” i overførselsindkomstsystemet i stigende grad skal udgøres af den lavere kontanthjælp. Det sker igennem, at dagpengeperioden forkortes mere og mere, hvorved kontanthjælp mere og mere bliver ydelsen for arbejdsløse på sigt.

Men hensigten – at kontanthjælp skal erstatte dagpenge som ”grundydelsen” – har også kunnet mærkes i andre reformer på overførselsindkomstområdet. Med sygedagpengereformen halveres fx dagpengeperioden, hvorefter de syge overgår til – kontanthjælpsydelse. Og reformen af førtidspension medfører, at under 40 – år (og også mange over 40-årige) ikke længere visiteres til førtidspension, men til ressourceforløb – på kontanthjælpsniveau.

Men fordi kontanthjælpen mere og mere bliver ”grundydelsen” i overførselsindkomst-systemet fokuserer den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik i forlængelse heraf også i stigende grad på at stramme adgang til/varighed af og på at nedskære kontanthjælpsydelsen som sådan.

Udhuling af kompensationsgraden i kontanthjælp

Kompensationsgraden af kontanthjælpen er siden 1990 langsomt, men sikkert blevet udhulet i forhold til den gennemsnitlige løn på det danske arbejdsmarked. For alle typer af kontanthjælpsmodtagere gælder, at kontanthjælpsydelsen i 2012 lå længere fra en gennemsnitsløn, end den gjorde i 1988. Faldet har været størst for enlige, ikke – forsørgere. I 2012 udgjorde kontanthjælpen 31 pct. af gennemsnitslønnen imod 38 pct. i 1988. Faldet på 7 procentpoint svarer til en reduktion af kompensationsgrad med 19 pct. Men også for forsørgere er der sket en betydelig udhuling af kompensationsgraden. For forsørgere, både enlige, sam-levende og gifte (hvor begge er på kontanthjælp) gælder, at kompensationsgraden i 2012 var reduceret med 12 pct. i forhold til 1988.

Det må dog anerkendes, at med SR – regeringens ophævelse af kontanthjælpsloftet og starthjælpen i 2012 skete en – om end midlertidig – forbedring af kontanthjælpens nettokompensationsgrad, men med den borgerlige regerings tiltræden i 2015 og genindførelsen af kontanthjælpsloft og starthjælp/Integrationsydelse begynder kompensationsgraden igen at falde. Og med de ydelser forringelser i integrationsydelsen i finanslovsaftalen for 2019, hvorefter integrationsydelsen nedskæres med 2000 kr. månedligt, må den vurderes i igen være nede omkring eller endog under de 50 pct.

Særligt lave ydelser for indvandrere

Men forringelsen af kontanthjælpen er ikke blevet ikke stående herved. I takt med at kontanthjælpen i stigende grad erstatter dagpenge som den gennemgående ydelse for langtidsledige sætter den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik i 00´erne og 10´erne mere og mere ind på yderligere at forringe ydelsesniveauet i kontanthjælpen. Angrebet sætter karakteristisk nok først ind mod kontanthjælpen til indvandrere, men efter at der således er ”åbnet op”, bredes forringelsen ud til kontanthjælpen i almindelighed.

Forringelse af kontanthjælpen for indvandrere sker første gang med SR – regeringens indførelse af en særlig – og lavere – introduktionsydelse (1998). Dette spor fortsætter VK – regeringen videre ud af med indførelsen af en endnu lavere, særlig kontanthjælp til indvandrere i form af starthjælpen (2001), hvor ydelsen var 40 pct lavere end kontanthjælpen for etnisk indfødte danskere. I 2012 afskaffer SRSF – regeringen imidlertid starthjælpen, men under den i 2015 følgende borgerlige regering strammes igen – og som tidligere ført for indvandreres vedkommende – gennem Integrationsydelse (2015): En særlig lav kontanthjælp på SU – niveau til indvandrere. Kulminationen på den fremadskridende forringelse af kontanthjælpsydelsens størrelse for indvandrere er finanslovsaftalen for 2019 mellem VLAK og DF, hvor der efter 3 år sker en yderligere nedsættelse af integrationsydelsen med 2000 kr. om måneden.

Forringelse af kontanthjælp i øvrigt

Snart efter, at det var lykkedes den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik at gennemsætte en forringelse af kontanthjælpsniveauet for indvandrere, så udvidedes i 00´erne aktionsradiussen for begrænsning af kontanthjælpens størrelse til at omfatte almindelige kontanthjælpsmodtagere. Det sker første gang gennem indførelsen af et generelt kontanthjælpsloft (2004). Også her afbrydes stramningen af kontanthjælp midlertidigt, da de lave ydelser afskaffes af SRSF – regeringen i 2012, men igen er den efterfølgende borgerlige regering hurtig med genindførelse heraf gennem det såkaldte ”moderne” kontanthjælpsloft (2016).

Men i og med, at kontanthjælp mere og mere bliver den grundlæggende ydelse i det sociale sikringssystem for ledige, sætter den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik også ind på at stramme og forringe vilkårene for at modtage kontanthjælp for i højere grad at fremme øget arbejdskraftudbud (workfare).

Det sker først igennem arbejdsmarkedsreformen ”Flere i arbejde” (2002): Her inddeles kontanthjælpsmodtagere i matchgrupper med henblik på hurtig aktivering af ”arbejdsmarkedsparate”. Herefter strammes kravene bl.a. gennem indførelsen af den første timeregel (2006)8. 2012 ophæves timekravene af SRSF – regeringen, men selvsamme regering indfører derefter nye, anderledes stramninger af vilkårene for at modtage kontanthjælp gennem Kontanthjælpsreformen 2013. Og efter regeringsskiftet i 2015 indfører den borgerlige regering på ny en timeregel i form af: 225 timers regel (2016).

Gennem disse omdefineringer af formålet med kontanthjælp, med disse forringelser af ydelsernes størrelse og med disse begrænsninger i adgangen til og varigheden af ydelsen forstærker den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik kraftigt presset på længerevarende ledige lønmodtagere til at søge og finde arbejde. Og dermed forstærkes også presset fra ledighed på beskæftigede lønmodtagere og på lønudviklingen.

Arbejdsmarkeds ”reformerne” presser de ledige ned i og ud af det sociale sikkerhedsnet

Med den stedse kortere dagpengeperiode presses et stigende antal langtidsledige i 00´erne og første halvdel af 10´erne på den ene side ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp. Således stiger antallet af kontanthjælpsmodtagere fra 2007 til 2014 med op mod 45 pct. Men efter efterkontanthjælpsreformen i 2014 presser de skærpede krav til at modtage kontanthjælp, navnlig for unge, igen i stigende grad ledige også ud af kontanthjælpsordningen.

Fra 2015 til 17 falder antallet af kontanthjælpsmodtagere således med lidt under 15 pct. Ja, ikke nok med at flere og flere tvinges fra dagpenge over på kontanthjælp, men et stigende antal borgere tvinges helt ud af offentlig forsørgelse bl.a. pga. formue-betingelserne for at modtage kontanthjælp. Fra 2010 til 2017 vokser antallet af personer i aldersgruppen 18 – 59 år, som ikke er i job eller uddannelse og som ikke får offentlig understøttelse fra omkring 125.000 til op mod 155.000 dvs. med omkring 30.000 svarende til en stigning på op mod 25 pct.

Reformerne af dagpenge og kontanthjælp medfører med andre ord en slags dominoeffekt, hvor et stigende antal ledige først skubbes over på ringere ordninger og dernæst helt ud af det sociale sikkerhedsnet. Samtidig er forringelserne af dagpenge og kontanthjælp udtryk for en sparepolitik på overførselsindkomsternes bekostning. Udviklingen med kortere dagpengeperioder reducerer – som tidligere beskrevet – udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge, men øger samtidig selvsagt udgifterne til kontanthjælp, fordi flere og flere presses over på kontanthjælp.

I første omgang stiger hermed udgifterne til kontanthjælpsordningen under finanskrisens stigende langtidsledighed, om denne stigning – som tidligere beskrevet – langt fra opvejer besparelserne på udgifter til arbejdsløshedsdagpenge. Men efter kontanthjælpsreformen bremses denne stigning og udgifterne til kontanthjælp falder nu også fra 2013 til 2017 med over 15 pct., som et udtryk for at flere og flere trænges ud af ordningen.

Tilbagerulning af efterlønnen

For den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik har ikke mindst efterlønsordningen været en torn i øjet, fordi den indtil 2010 gav mulighed for 5 års tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet end den daværende pensionsalder på 65 år. Derfor blev det igennem 00erne i stigende grad et mål for borgerlige politiker og økonomers kamp for at øge arbejdskraftudbuddet 11 at få indskrænket og helst fjernet efterlønsordningen. Angrebet på efterlønsordningen er udført gennem forringende ”reformer” af ordningen i flere omgange.

Det var SR regeringen, som tog det første skridt gennem indførelsen af ”To års reglen” (1998), der indebar modregning af pensionsordninger i efterlønnen, hvis man trak sig tilbage tidligere end to år inde i efterlønsperioden – m.a.o. en maskeret reduktion af efterlønsperioden med to år.

Men den mest afgørende ændring i efterlønsordningen kommer med ”Velfærdsaftalen” (2006), hvor der besluttes, at efterløns – og pensionsalder for alle skal stige i takt med forventede gennemsnitlig levetid – uanset om man selv faktisk opnår den gennemsnitlige levetidsforlængelse. Næste store forringelse indtræffer i 2011, hvor VK – regeringen benytter sig af den nu etablerede præcedens for, at man kan forringe ordningen, og tager skridtet videre. Sammen med DF og RV gennemfører man efterlønsordningen med ”Tilbagetrækningsreformen” (2011), hvor efterlønnen nedsættes fra fem til tre års varighed, og efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 64 år og folkepensionsalderen hæves fra 65 til 67 år.

Konsekvensen af forringelsespolitikken er selvsagt en stor forøgelse af arbejdsstyrke og reservearme på arbejdsmarkedet. men også store besparelser på ordningen. Fra midten af 00´erne og frem sker et stærkt fald i antallet af efterlønsmodtagere fra 2007 til 2017 med i alt op mod 80.000 fuldtidspersoner svarende til en reduktion på omkring 57 pct. Fra 2006 til 2017 halveres hermed udgifterne til efterløn. Disse store besparelser er bl.a. brugt til at finansiere skattelettelser.

Amputering af førtidspension

Men det er ikke kun muligheden for tidlig tilbagetrækning gennem efterlønsordningen, som har været en større anstødssten for den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik. Også reformer af de erhvervsevne betingede udveje af arbejdsmarkedet, som førtidspension (og fleksjob) har repræsenteret, blev i 10´erne sat på den neoliberalistiske dagsorden med henblik på, at også mennesker med reduceret erhvervsevne i større udstrækning skulle presses ud på arbejdsmarkedet.

For førtidspensions vedkommende sker der en væsentlig indskrænkning i adgangen til ordningen med reform af førtidspension og fleksjob (2013), hvor adgangen til førtidspension strammes med, at unge under 40 som udgangspunkt herefter ikke kan få førtidspension. Endvidere har førtidspension – som dagpenge og kontanthjælp – siden 1990 fået forringet kompensationsgraden gennem den i satspuljeloven indeholdte årlige mindre regulering på – 0,3 pct. og den med skattereformen af 2012 forøgelse af denne mindre regulering.

Men der er også med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 sket yderligere forringelse af ydelsesniveauet, idet ”unge under 40 år” i stedet for til førtidspension herefter alene kan visiteres til ringere ”aflønnet” ressourceforløb på ”kontanthjælpslignende” ydelse. Endvidere er der – trods udvidelse af adgangen til ordningen – sparet på fleksjob-ordningen gennem indførelse af lavere aflønning af fleksjob bortset fra for de lavest aflønnede. Og selvom satspuljefradraget i førtidspensionen og fleksydelsen fremover bortfalder i og med finanslovsaftalen for 2019, så forringes den aktuelle købekraft af førtidspension fremover stadig, da fradraget blot konverteres til en tvungen pensionsopsparing. Og der sker uanset forringelsen siden 1990 ingen genopretning af købekraften heller ikke for førtidspension. Reformens forringelser af førtidspensionen har også tjent et spareformål. Fra 2010 til 2017 er udgifterne til ordningen således faldet med op mod 10 pct.

Fra Henrik Herløvs Lunds rapport ” Udhulingen af overførelsesindkomsterne 1990-2019”

Er udgives som e-publikation, der kan downloades gratis fra forfatterens hjemmeside

Artiklen har været bragt i APKs tidsskrift Enhed og Kamp 2,2019

Læs også

“En ny politik kommer nedefra” – Valgkommentar APK
KPnet 6. juni 2019

Hverken Løkke eller Frederiksen vil afskaffe kontanthjælpsloftet
KPnet 14. maj 2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne