Nu vi taler om utroværdighed – et aktuelt indspark om valg fra Karsten Jonassen

Fra EU-parlamentsvalg til folketingsvalg – valgkampens absurde teater gør sort til hvidt, EU-tilhængere til modstandere, nedskæringspolitikere til børnenes forsvarere, levebrødskandidater til idealister, men kun i ord. Og så kan mange politikere ikke forstå, der hersker en udbredt politikerlede i befolkningen.

Af Karsten Jonassen, APK

Så blev valget til EU-parlamentet overstået. Det mest positive i den sammenhæng var, at Dansk Folkeparti fik en lussing af de helt store. Nu kan deres enlige EU-parlamentariker hygge sig med de andre kulsorte banditter, som de har dannet klub med. Men der skal da lyde et stort tillykke til Enhedslisten, der formåede at splitte EU-modstanden og sørge for, at Folkebevægelsen mod EU ikke fik sit mandat fornyet. Enhedslisten, der på bedste opportunistiske vis fik solgt sig selv som både EU-modstander og -tilhænger.

Modstanden er noget svær at få øje på, og de bruger de absurde brexit-forhandlinger som påskud til at nedtone modstanden og i stedet satse på at forandre EU indefra. Jamen, rigtig god fornøjelse med det. Det skal da helt sikkert nok lykkes mindst lige så godt som S’s (og Enhedslistens) mangeårige illusion om at presse Socialdemokratiet til venstre. Det er jo tydeligt for enhver, at det er lykkedes til fulde.

Spøg til side! EU-modstanden har svære vilkår. Brexit-forhandlingerne er blevet gennemført mellem partier, hvoraf ingen er interesserede i, at England forlader EU. Ikke så mærkeligt, at resultaterne af forhandlingerne er utilfredsstillende. Det absurde teater har naturligvis og helt bevidst en afsmittende virkning i de øvrige EU-lande. I flere danske medier har der været interviews med en person, der kaldes ”dansk EU-modstands grand old man”. Umiddelbart tænker man jo, hvem i alverden er det? Måske Ib Christensen? Nej, nej, det drejer sig om Jens Peter Bonde!!

Hvis han er dansk EU-modstands grand old man, så er jeg paven i Rom. Jens Peter Bonde, der først splittede Folkebevægelsen ved at lave Juni-bevægelsen og som senere har lavet et hyldestskrift til EU sammen med en anden unionsliderlig personage. Ikke så overraskende udtaler Bonde, at Folkebevægelsen ikke har formået at udvikle sig med tiden. Tja, Folkebevægelsen har holdt fast i sin modstand mod monopolernes EU.

Næste valg er så Folketingsvalget. Socialdemokraterne satser på flere heste. På den ene side vil de gerne tækkes de vælgere, der er trætte af det borgerlige Danmarks nedskæringspolitik og forgyldning af kapitalen. (I parentes skal det lige bemærkes, at SD har stemt sammen med regeringen i 90% af alle afstemninger i Folketinget) På den anden side vil de også tækkes dansk industri og borgerskabet. Resultatet er, at de fremstår utroligt utroværdige.

Mette Frederiksen vil fx være børnenes statsminister, men vil intet gøre for de fattige og udstødte børn. Med SD ved magten ved vi, at det ikke bliver en skid bedre end under Lars Løkke. Ikke desto mindre tonser både SF og Enhedslisten frem med de sædvanlige illusioner om, at SD kan presses til at føre venstreorienteret politik. Det er løgn fra ende til anden!

Der er ingen at stemme på den 5. juni. Jeg kender folk, der mener, at Enhedslisten er det rette valg. Der er mange grunde til, at det er forkert. Foruden partiets uhyrlige og gentagne forsøg på at bilde os ind, at SD kan føre en politik, der fører den rigtige vej, så er der partiets egen praksis. Et enkelt eksempel: Efter den store klimademonstration, der i Kbh. samlede ca. 50.000 mennesker, udtaler Pernille Skipper, at det vigtigste nu er, at man husker at sætte sit kryds det rigtige sted. For helvede da!!

Det, som hun reelt siger, og som er kendetegnende for al Enhedslistens politik, er: Overlad initiativet til de folkevalgte politikere, så skal vi nok sørge for resten. Nej, nej og atter nej. Massebevægelserne er det eneste, der kan forandre tingene i positiv retning. Derfor skal der kæmpes for at udvikle og udvide massebevægelsernes styrke. Den eneste mulighed er at stemme blankt og så i øvrigt styrke kampen på ”gulvplan”.

Mange politikere kan ikke forstå, at der hersker en udbredt politikerlede i befolkningen. Der er mange grunde til den lede, og der kunne gives mange eksempler på, hvad der fremmer leden. Lad os nøjes med at give et enkelt eksempel: Karsten Hønge. Han har slået sig op, som manden man kan stole på. ”Vikaren fra helvede”, ”Klar tale, klar politik”, ”Ikke mere pis”, ”Nu falder der brænde ned” osv. Gang på gang har den klare tale været, at han naturligvis ville indtage sin plads i EU-parlamentet, hvis han blev valgt.

Da han så blev valgt og lod mandatet gå videre til den næste på listen, var han vældig ked af, at han nok havde haft ”uld i munden” og ikke sagt tydeligt nok, at han foretrak Folketinget. Nej, Hønge, der var ikke uld i mund, du sagde flere gange helt tydeligt, at du ville i EU-parlamentet. Konklusion: Løgnagtig tale, løgnagtig politik, masser af pis, og gid der dog må falde brænde ned den 5.juni!

Nu skal det hele jo ikke handle om valg til det ene og det andet. Man kunne fx tale om medicinpriser. På vores sygehuse har de meget svært ved at få tingene til at hænge sammen. Økonomien er dårlig, og der er for lidt personale. Regeringer mener, at det burde kunne lade sig gøre, og fremlægger papirer, der viser, at der er tilført penge til sygehusene.

Det kan da godt være, at der er tilført penge, men hvad bliver pengene brugt til? De bliver brugt til medicin. Det er vel ganske godt? Jo da, men der er stort set ingen, der gider tale om, at medicinen bliver dyrere og dyrere, og at de store medicinproducenter scorer enorme profitter.

Medicinalindustrien er blandt de økonomisk mest velpolstrede overhovedet. I virkeligheden er netop medicinalindustrien et af de bedste eksempler på, at kapitalismen som sådan er noget af det mest uetiske, der findes. De rigeste industrier er de industrier, der lever af vores sygdomme.

Vi lader den lige stå et øjeblik. Du kan under kapitalismen blive multimilliardær på dine medmenneskers sygdomme. Og for at det ikke skal være løgn, så er mange af sygdommene resultat af andre industriers arbejde. Hvis det ikke er uetisk i højeste potens, så ved jeg ikke, hvad det er. Men overraskende er det jo ikke. Kapitalismen producerer ikke for at opfylde menneskers behov, kapitalismen producerer for profit. Koste, hvad det vil!

Indlægget er også udgivet på KPnetBlogs


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne