Klimaforskere giver menneskene skylden – og lader kapitalismen gå fri

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon Norge

Det er ikke kapitalismen, men klodens voksende befolkning, som er det absolut største klimaproblem. Sådan lyder budskabet fra ny-malthusianske klimaforskere i FN’s klimapanel.


Argumentet er, at alt for mange mennesker fører til et for stort forbrug og for store udledninger af klimagasser. Folketallet i fattige lande med stor befolkningsvækst må derfor reduceres.

Dette mener flere såkaldte eksperter knyttet til det international klimapanel IPCC. En af dem er professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, medlem af IPCC gennem en årrække. Han blev efterfulgt af klimaprofessor Eigil Kaas, Københavns Universitet. De foreslår at indføre et-barnspolitik i lande med en ung befolkning, som Indien, efter det politiske mønster Kina gennemførte i perioden 1979 – 2015.

Sammen med påstande om at national suverænitet er forældet og en hindring for at løse globale problemer, er reaktionære ideer som disse som skræddersyet til imperialismens strategi. Det er en strategi for at redde det bestående udbyttersystem fra revolutionære oprør og socialisme efterhånden som stadig flere ser, at imperialismen med sine krige og miljøødelæggelser leder verden mod katastrofe.

Ungdom over hele verden er med rette bekymret over hurtige klimaforandringer og hvad det betyder for vores fremtid på kloden. De ser, hvad massive miljøødelæggelser fører til, særlig i Afrika, Asien og Latinamerika. De unge kræver politisk handling af verdens selvstyrende magthavere. Fra begyndelsen har politikerne og storkapitalen indset, at det er utilstrækkeligt at tilsidesætte en stadig mere miljø- og klimabevidst opinion. De må tværtimod give indtryk af, at de tager problemerne alvorligt, samtidig med at de etablerer deres egen fortælling, som tjener det kapitalistiske systems interesser. Særlig vigtigt er det at sikre, at frustrationen og ængstelsen bliver ufarlig for det herskende økonomiske verdenssystem.

Den nye fortælling

Fortællingen går ud på, at folk skal vende deres frustration mod sig selv og hinanden. Målet er, at den folkelige protestbevægelse ikke skal komme med angreb mod de rige udbyttere. I stedet skal den bide sig selv i halen gennem at godtage – nej, kræve – reduceret levestandard og dårligere levevilkår som en nødvendighed ”for at redde kloden”.

Folk bliver indpodet, at de ikke længere kan forvente økonomisk vækst og mere materiel velstand – således som det optimistiske kapitalistiske budskab lød i efterkrigstiden. Men denne ”krisefri kapitalisme” mødte muren i begyndelsen af 1970’erne. Vækst blev afløst af stagnation og kriser, og sådan er det fortsat frem til vore dage, med nye og dybere kriser. Når kapitalismen ikke længere kan eller vil levere krummer til producenterne, forsvarer den sig ved at skyde skylden på ”naturgivne betingelser”. Arbejderne skal under ingen omstændigheder stille spørgsmål ved de lige så ”naturgivne” kapitalistiske produktionsforhold, de fleste mennesker må tvinges til at indse, at dårligere levevilkår er prisen for vores fortsatte eksistens. Lektien er, at det er os selv, producenter og forbrugere, som er problemet.

Ikke kapitalismen, udover et og andet uheldigt tilfælde af ”rovdrift”.

Denne manipulerende bevidstgørelsesproces har fundet sted i mere end én generation. Vietnamkrigen og sammenbruddet for guldstandarden varslede, at kapitalismens guldalder snart var forbi. Strategiske foranstaltninger var nødvendige, hvis ikke en økonomisk krise skulle blive efterfulgt af en endnu mere alvorlig politisk krise i Vesten.

Rockefellers dagsorden

Oliemagnaten David Rockefeller var blandt de mest forudseende kapitalister. Han oprettede eliteklubber og organiseringer som Romklubben, grundlagt i 1968. Rockefeller var organisator og sponsor, men holdt sig selv og familien diskret i baggrunden. Romklubben er en forsamling af verdens mest magtfulde bank- og industrifolk og politikere. Mange af de samme aktører (eller deres arvinger) går igen i Bilderberg og Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum). Den ”grønne” kritik af miljøvandalismen, som fulgte i kølvandet på 68’ernes oprør, blev opfattet med største alvor. Ikke selve miljøtruslen, men den trussel, som protestbevægelsen repræsenterede. Hvordan skulle man møde denne kritik og samtidig sikre imperialismens interesser? Selvfølgelig ved at erkende problemet og tage initiativet ved at levere analyser og studier, som placerer ansvaret hos folk selv.

Romklubben og tilknyttede tænketanke arbejdede ihærdigt. Den bidrog til at få udgivet flere rapporter, mest kendt er forskningsrapporten ”Grænser for vækst” fra MIT, som vandt stor international udbredelse og popularitet. Den blev sponsoreret af Volkswagen-koncernen, nu ligeså kendt for Dieselgate-skandalen. BI-professor Jørgen Randers (WWF) var en af medforfatterne. Han foretog en slags status i 2002. Her gentog han dommedagsprofetierne om, at mangel på energiressourcer vil medføre, at forbrug og levealder vil komme til at falde år efter år.

Høje energipriser og afgifter for flertallet

Den nye fortælling blev bygget op på to falske forudsætninger. Den ene var, at jorden var ved at være tømt for naturressourcer, specielt olie. Den anden var, at mennesker ved deres blotte eksistens og forbrug ødelagde miljøet og klimaet.

Den første påstand var, at der senest i 2020 ikke ville være en dråbe olie tilbage. Sammen med oliekrisen, som blev fremprovokeret i 1973, bidrog dette til at hæve olieprisen – og Rockefellers indtægter – til astronomiske højder. Høje energipriser er siden blevet et mantra som et effektivt virkemiddel for at redde kloden. Det lille aber dabei er, at de ”for mange” fattige mennesker ikke har råd til høje energipriser, og at der slet ikke er knaphed på energiressourcer, ikke engang de fossile.

Den anden påstand om, at menneskene selv er problemet, blev understøttet af Rockefeller-finansierede NGO’er som World Wildlife Fund (WWF). Miljøbevidstheden blandt folk var stigende og faren overhængende for, at den skyldige bag disse miljøødelæggelser – den kapitalistiske udplyndring af ressourcer, lande og folk – ville blive stillet til ansvar. Derfor var det afgørende at gøre mennesker i almindelighed og særlig mennesker i de fattigste nationer til skurkene.

Fremvæksten af en række miljøorganisationer af NGO-typen bidrog til et paradigmeskifte. I de seneste år har vi set, hvordan opslutningen er vokset om partier og bevægelser, som lancerer usociale ”miljøtiltag” og skattestigninger med den fællesnævner, at de rammer almindelige mennesker, ikke de rige.

Malthus vender tilbage

Rockefeller og hans magtfulde internationale medspillere anbefalede former for eugenik for at løse problemet. Det var de samme teorier, som blev fremsat af Thomas Robert Malthus i 1798. Hans ”befolkningsteori” gik ud på, at den menneskelige fødselsrate var for stor i forhold til naturens ydeevne. Befolkningen måtte derfor uundgåeligt decimeres gennem krige og hungersnød for at genvinde det, han hævdede, var en naturlig balance. For kapitalismen er den fattigste del af menneskeheden, som alligevel ikke har købekraft, ”overflødig”.

Nogle har udtalt det tydeligere end andre. Jay Forrester fra universitetet MIT skrev i bogen World Dynamics (1971): ”Det er nødvendigt at presse på for at fremskynde dagen, hvor befolkningstallet bliver stabiliseret. Trykket kan øges gennem reduceret fødevareproduktion, færre sundhedsydelser og mindre industrialisering.” (Her citeret efter Engdahl, F. William. Myths, Lies and Oil Wars.)

Vi er altså nu kommet tilbage dertil, med hjælp af professorer fra FN’s klimapanel – et panel, som har fået en nærmest gudgiven autoritet for sine modelberegninger af fremtidige klimaændringer, ændringer som panelet insisterer på næsten udelukkende er menneskeskabte.

Kampen for miljøet og for at begrænse udledning af gasser, som forstærker den naturlige drivhuseffekt, må bryde med imperialismens systembevarende fortælling. Hvis den lader sig styre af denne fortælling, bliver klima- og miljøbevægelsen den overlevende kapitalismes nyttige idioter.

Oversat fra Revolusjon 23. april 2019

Læs også:
Klimabevægelsen må forbinde sig med modstanden mod kapitalismens rovdrift og de imperialistiske krige


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne