Den ukuelige majdag – af Frede Klitgård 1998 – og Martin Andersen Nexøs 1. majtale tale 1941

Af Frede Klitgård i Kommunistisk Politik 1998-8

Af alle årets mærkedage er 1. maj den eneste, som arbejderklassen selv har skabt. Det er også – måske med undtagelse af nytåret – den eneste af virkelig international karakter. Den har været fejret i kapitalistiske lande og i socialistiske lande, lovligt og i illegalitet i mere end hundrede år. I Danmark går traditionen tilbage til den allerførste internationale fælles arbejdermanifestation i 1890, eller i grunden endnu længere …

I juli 1889 indledtes i Paris en international socialistisk kongres med deltagelse af knap 400 delegerede fra tyve lande – for den tid en marxistisk verdenskonference af de daværende revolutionære arbejderpartier. Der traf man beslutningen om for første gang i verdenshistorien at organisere en fælles manifestation af arbejdere i alle lande omkring et fælles kampkrav.

I resolutionen hedder det:“På en fastsatte dato vil en stor international demonstration finde sted i alle lande og byer, hvor det arbejdende folk samtidig af magthaverne vil forlange en indskrænkning af arbejdstiden til 8 timer dagligt og gennemførelsen af de øvrige beslutninger fra Den internationale Kongres i Paris.”

“I betragtning af, at den amerikanske arbejderføderation på sin kongres i St. Louis i december 188 allerede har truffet beslutning om at gennemføre en sådan demonstration 1. maj 1890, fastlægges derfor denne dato.”

“Arbejderne i forskellige lande må gennemføre demonstrationen i overensstemmelse med deres lands specifikke betingelser.”

Den første internationale kampdag

Kravet om en arbejdsdag på otte timer blev i løbet af 1880erne – mindre end et årti efter nedkæmpelsen af Pariserkommunen – til et fælles hovedkrav for den daværende internationale arbejderbevægelse – det vil sige arbejderbevægelsen i USA og Europa. Dette konkrete krav havde fra starten en international karakter – og var ekstremt velegnet til at mobilisere globalt omkring. Med dette fælles krav kunne også arbejderklassens internationale solidaritet udmønte sig i fælles manifestationer: ikke bare arbejderklassens internationale kampdag blev skabt, men også den siden uudryddelige tradition for at manifestere den proletariske internationalisme.

Det var ikke noget tilfælde, at det var den amerikanske arbejderklasse, der massivt rejste dette krav, og først fastlagde 1. maj som arbejderkampdag – men den internationale karakter kom til gennem beslutningerne i Paris og det opfølgende arbejde for at organisere den første internationale manifestation.

Der var en forhistorie: Allerede i 1856 opnåede de australske bygningsarbejdere en 8 timers arbejdsdag i Viktoria-provinsen. Det blev fejret med en fest den 1. maj. I USA fik man en lov om 8-timers arbejdsdag i 1868. Den fik dog ingen reel virkning for arbejdsforholdene, så i 1886 besluttede de amerikanske og canadiske arbejderorganisationer at gøre 8-timers-krevet til hovedkravet ved demonstrationer 1. maj. Der blev afholdt massemøder overalt, hundredtusinder af arbejdere gik på gaderne i storbyerne.

I Chicago blev demonstrationen angrebet af et brutalt politi. Det førte til omfattende gadekampe med talrige døde og sårede – kampe der er gået over i arbejderhistorien som Haymarket-begivenhederne. 8 arbejdere blev stillet for retten – dødsdømt og henrettet

Den 1. maj 1890 var en torsdag. Hundredtusinder europæiske og amerikanske arbejdere gik på gaderne. I Frankrig lå alt arbejde dødt i 138 byer og i minedistrikterne. I England, Italien, Belgien, Østrig osv. afholdtes kæmpedemonstrationer. I Bismarcks Tyskland under socialistloven vovede man dog ikke at gennemføre illegale massemanifestationer. Det skete til gengæld i det russisk-besatte Polen, f.eks. I USA blev demonstrationerne af enormt omfang – og i Norden: alene i Stockholm deltog 120.000 arbejdere i majdags-manifestationen. I København og en lang række andre byer landet over gennemførtes store arbejdermøder. Arbejderbevægelsen var imidlertid allerede ved at være delt i den reformsøgende og den revolutionære del: I København var der to demonstrationer, den ene – og største – organiseret af Socialdemokratiet på Nørrefælled, den anden organiseret af Gerson Triers og Nic. Petersens revolutionære Socialistisk Arbejderparti.

Fælleden var velvalgt: Det var der, Louis Pio og Harald Brix havde indkaldt til de første store arbejdermanifestationer i Danmark . Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 var det danske forvarsel om Haymarket-begivenhederne, indledningen til den brutale forfølgelse af arbejderbevægelsens og arbejderpartiets ledere …

I 1890 blev den 1. maj – med overvældende succes – etableret som arbejderklassens internationale kampdag. Den har været der lige siden …

Klassekamp eller klassesamarbejde?

Der gik mange år, før 8-timers dagen blev gennemført i Danmark. Socialdemokratiet dominerede 1. majdagen frem til 1920 – og blev regeringsparti – uden at 8-timers-dagen blev gennemført i 1920, som det var blevet lovet …

At de to linjer i arbejderbevægelsen, klassesamarbejdslinjen og klassekampslinjen, som havde markeret sig lige fra den første majdag i Danmark, ikke skyldtes noget tilfælde blev understreget op gennem dette århundrede – og ikke mindst efter 1. verdenskrig og Oktoberrevolutionen, med skabelsen af de kommunistiske partier som repræsentanterne for klassekampslinjen. Op gennem århundredet har de to linjer uophørligt markeret sig med deres selvstændige manifestationer – frem til 70ernes begyndelse først og fremmest i form af partimanifestationer – organiseret af henholdsvis Socialdemokratiet og DKP.

De to linjer giver sig udslag i forskellig politik: Det er en absurditet at socialdemokratiske tilhængere af EFs Union og af et klassesamarbejdsprojekt i europæisk og international skala demonstrerer sammen med modstanderne af monopolernes Forenede Europa og antiimperialisterne. For bare at tage et enkelt eksempel. Eller NATO-tilhængere og NATO-modstandere sammen – simpelthen fordi det er 1. maj. Eller hvem rejser parolen om kraftig nedsættelses af arbejdstiden – hen imod de 30 timer?

Det gør man ikke ved klasseforsoningsmanifestationerne, hvor man også dårligt tør udfordre EU-modstanderne ved åben tilslutning til Unionen!

Det har i mange år været god klassesamarbejdspolitik at afpolitisere den 1. maj, at betone festaspektet og nedtone kampaspektet. Igennem en lang årrække har Rød 1. maj i en lang række byer landet over – som i Munkemose i Odense – været et udtryk for at bevare majdagens karakter af kampdag.

1. maj under besættelsen

I dette nummer af Kommunistisk Politik optrykker vi den måske dristigste 1. majtale, der nogensinde er blevet holdt i Danmark: Martin Andersen Nexøs tale ved 1. majmødet i K.B.-Hallen, arrangeret af det revolutionære DKP.

Der var ingen forsonende toner der overfor nazismen, eller overfor det klassesamarbejdende socialdemokrati med Stauning som statsminister. Nexø erklærede, at krigen måtte forvandles til en revolution,. at arbejderne måtte udnyttte den krise, som de herskende klassers befandt sig i.

Der var demonstrationsforbud den 1. maj – DKP trodsede forbuddet ved at gennemføre det store møde i KB-hallen, hvor mere end 5000 mennesker deltog.

Få måneder efter var DKP forbudt gennem et af de helt store grundlovsbrud, som det danske borgerskab og deres samarbejdende partier har begået, og en lang række af dets ledere arresteret og fængslet på baggrund af omhyggelige registreringer fra datidens PET. Deriblandt en verdensberømt proletarforfatter højt oppe i 70erne – Martin Andersen Nexø.

Stauning og hans socialdemokrati kollaborerede.

Find de tidlige numre af Kommunistisk Politik her

 

1. MAJ TALE AF MARTIN ANDERSEN NEXØ 1941

Den dristigste 1. majtale i Danmarkshistorien

Under den tyske besættelse blev markeringen af 1. maj forbudt.
I 1941 trodsede det endnu legale DKP forbuddet og indkaldte til massemøde i KB-hallen i København.
Martin Andersen Nexøs tale ved denne lejlighed – den dristigste 1. majtale i Danmarkshistorien – gengives nedenfor.
Få måneder senere var partiet forbudt – og Nexø fængslet …

Af Martin Andersen Nexø i KB-Hallen 1941

Denne menneskehedens yngste festdag har det forud for årets andre store festdage, at den er indstiftet af proletaren selv. Jul, påske og pinse blev tildelt ham fra oven, og de havde den bestemte opgave at mørklægge ham, dysse ham i søvn.

Første maj er symbolet på, at han er blevet vækket, blevet sig sin betydning som menneske bevidst.

Jul og påske og pinse hade deres formål; de skulle lyse af himmelsk nåde over ynkværdige kræ, der egentlig ikke fortjente at træde på Guds grønne jord.

De skulde holde ydmygheden vedlige i småmand, betage ham enhver gnist af menneskeværdighed! Men samtidig holde hans flid vedlige.

Han var jo den, der med sine hænders flid gjorde jorden beboelig og skøn; men han var fræk nok at ville ha del i tingene i al fald, når han hade drukket sig fuld. Det gjaldt om at liste ham og hans drøm om en menneskeværdig tilværelse om hjørnet bort fra denne verdens herlighed over på Evigheden.

I julen måtte helst ingen lide nød; den skulde være som et kig ind i det forjættede land, der lå til ham hinsides graven til tak for hans flid og nøjsomhed her, landet med Alverdens herlighed og glæde i Abrahams skød!

Første maj er ikke for ingenting forårets dag. På tilslutningen til den kan man, ikke mindst nu, kende de kræfter der stiller sig på det nys side – ungdommens kræfter inden for menneskeheden.

Der er jo mange, der lefler for ungdommen netop nu; den slimede reaktion har sine blækspruttearme ude efter alt det, der skal udgøre næste generation; man vil kvæle første maj, kvæle fremtiden i de unge.

Men ungdommen er ikke bundet til en bestemt aldersklasse, den er lige så fuldt i vintersæden, der grønnes nu efter en hård overvintring, som i den unge vårsæd. Når jeg tænker på alle jer ældre, som har holdt dødtiden ud og nu iklæder jer håbets grønne farve, kan jeg ikke lade være med at sammenligne jer med rugen, vort daglige brød, der giver os vort måske livsvigtigste vitamin.

Det er jer og jeres udholdenhed, vi kan takke for, at der gror et nyt kuld frem, som fortjener æresnavnet Ungdom.

Mange er de jo ikke – og vi ældre unge er heller ikke mange endnu! Men vi blir flere og flere, og tiden arbejder for os. En hård vinter er altid værre for skadedyrene end for planterne selv, siger landmanden.

Vi her oplevet socialdemokratismens sammenbrud, set den hules ud indvendig fra som de biller, der må bære fremmed yngel i sig. Kapitalismen har allerede for år siden lagt sine æg i den; det ytrede sig til at begynde med som tiltagende træghed. Nu æder ynglen sig ud og efterlader en hul skal, hvis tomhed enhver kan ta og føle på.

Den svier til os nu, denne hulhed, Fattigper kan sige, han er vel rejst med de rejseførere, han har valgt sig så langt! Men så er han så meget klogere!

Og der skal klogskab til, stor klogskab og erfaring for dem, der vil overtage tilværelsen og lægge den om på en menneskeligere bov!

Der lurer mange farer på proletaren, nu han selv må overtage føringen fremad. Der er pieteten over for de gamle førere. Intet væsen er så fuldt af pietet som proletaren og det er både godt og ondt!

Og der er alt det gamle, minderne, fædrelandet. Man kører op med det nu, gennem alsang, for at svinebinde proletaren ved hjælp af hans godtroende hjærte.

Mens han lytter og bliver rørt, krænges så slavedragten over hodet på ham.

Meget af det kan se ud som en molbohistorie – som spærringen af kaffebarerne. Men det har altsammen sin hensigt – selv den tilsyneladende så rørende omhu for ungdommens – NB! kun byungdommens opdragelse på aftenskole.

Der skal laves en ghetto for proletariatat, mændene sendes på tvangsarbejde på landet – med omsorgen for folkets daglige brød som rørende slagord. De unge kvinder skal udskrives som husassistenter, gratis, for de skal jo af fruerne – herskabsfruerne!!! – oplæres i hjemmenes røgt og pleje! Her er slagordet intet mindre end folkets fremtid – for det er jo på hjemmene det hele hviler! Mon på herskabshjemmene?

Der er endnu knapt forløbet tyve år, siden skiltet med “Adgang forbydes tjenestepiger og soldater” fjernedes fra vore parker, f. eks. Fruens Bøge i Odense. Nu er de undervejs tilbage igen; den tid synes ikke fjærn, da proletaren skal bære gult eller sort armbind som kendetegn og kun må sætte sig på bestemte bænke.

Hvis han da finder sig i at blive afstemplet som en urørlig, en spedalsk!

Der tales ofte om, at proletaren skal tilbageerobre friheden og menneskerettighederne! Lad os være klar over, at han aldrig har haft dem, men for den vestlige verdens vedkommende først skal erobre dem.

Det bliver hans store skam, om han lader sig lokke af alle de falske toner og lægge yderligere i lænker i stedet for at benytte den katastrofe, hans herrer og fjender befinder sig i, til at frigøre sig og sætte tingene på plads. Han er det store eksempel østpå til rettesnor!

Det er sagt tit, og kan ikke siges tit nok:

– Kapitalismen er en affældig olding, den vilde være død nu, om ikke den gennem socialdemokratismen hade fået transfusion af arbejderblod. Den kan holde livet en stund endnu, men kun på bekostning af dem, der holder det hele oppe og skulle bygge fremtiden. Selv kan den kun forvandle verden til en stor slagmark, en kirkegård og en losseplads!

Lad os se lidt på lossepladsen, intet gir som den systemets losseplads!

Den samfundsorden, der nu er i færd med at grave sin egen grav på forskellige slagmarker, har jo også været ung engang, og med ungdom følger en vis generøsitet. Der var felter, som de besiddende gavmildt overlod til de besiddelsesløse, Kapitalismen overlod småfolk sit gamle tøj.

Men i dag er der ikke råd til sådan noget, følelsen af, at undergangen nærmer sig, gør grådig og nidsk.

Vort land befinder sig i vånde, og de herskende klasser ved det. De vender også øjnene mod himlen og anråber Kongernes Konge og nedber velsignelse over det danske folk; men de har hænderne begravet til albuerne i folkets slunkne lommer.

Minder det ikke om et eget folkefærd, der opererer under store brande, jordskælv og andre katastrofer og udnytter ulykken til at røve og plyndre? Ligrøvere kaldes de vist, og man plejer at gøre kort proces med dem.

Men i dag optræder de maskeret som folkets velgørere. Det er udelukkende til folkets vel, de påfører det sult og stavnsbånd og tvangsarbejde; det er for at hærde det mod ulykken, siger de frækt.

Kapitalismen er et grådigt væsen, og jo ældre, den blir, jo grådigere blir den. Glem ikke, at det er vor sag at gøre alt for at læmpe den over i evigheden med dens stab af ligrøvere, selv om de formummer sig som folkets venner og førere og fælder tårer over det arme fædreland.

Vogt jer for dem, der går rundt og græder over fædrelandet! De er alt for identiske med dem, som plyndrer den faldne soldat for hans ur, stjæler fedtstoffet af det fattige barns mælk, lægger det arbejdende menneske i lænker og stavnsbånd for bedre at kunne skrabe den sidste rest af hans ribben.

Man kan ikke ta noget med sig i graven, hedder det jo; men den afgående fase tog gerne det hele med sig. Selv lossepladsen!

Før var den snart det eneste sted hvor den fattige arbejdsløse hade lov frit at husere, i denne sørgelige parodi på livets land fik han lov at være enehersker.

Nu har de store gribbe fået øje på lossepladsen, og den må levere overskud til deres luksus den også, under avtoriteternes beskyttelse. Der kræves legimationskort for at betræde den, ligesom til Klondyke, og man stopper alle de små veje, der fra hjemmene førte ud til den.

Der levede et par tusind klunsere af det ikke just misundelsesværdige arbejde at samle affaldet ind og sortere det – til de store gribbe så, at der var en fidus der også!

Først slog et stort blad ned på den, men det tog kløerne til sig, da det mærkede, at sagen var forbundet med ilde lugt.

Så tog den rene Kapital fat. For den er der ingenting, der lugter ilde – heller ikke lossepladsen!

De 2000 klunsere blev slået ud, og de 500 moderne tvangsarbejdsslaver sat ind – og et nyt profit-firma dukkede op på bagtæppet.

Lossepladsen feder nu svin i dobbelt forstand!

Og den breder sig – er snart allevegne; vi er allesammen, åndelig som fysisk, bragt på lossepladsen. Længer og længer ned tvinges vi til at grave os under et korrupt og dødsmærket system, forbi de højst blandede lag fra forrige verdenskrig med deres gullasch og dynger af blege menneskeknokler. Vi befinder os på den anden side af den franske revolution, har lige gravet os ned gennem feudalismen med dens stavnsbånd og dens jorddrot-vælde.

Det er mørkelagt middelalder, vi støder frem igennem nu, med alsang og kongerøgelse og katolicisme. Barneliget under dørtærsklen er vi fuldt fortrolige med, det, som de rige oldinge slagtede og lod grave ned, for at knokkelmanden ikke skulle komme over dørtærsklen og ta dem. Der slagtes tusinder af småbørn idag for at holde liv i den døende Kapitalisme.

Bødlen og galgen stikker frem af de forrådnede rester, det går hurtigt at grave menneskeheden baglæns gennem historiens losseplads.

Men der er også god støtte fra de intellektuelles side -for det store flertal af dem er det en ren svir at være ådselgraver.

Præsterne er lidt matte i det; de har ligesom sat ægg og odd til. Men des skrappere er menneskehedens egentlige velgørere, lægerne! De har endnu avtoritet. Grav, grav! siger de besværgende til det danske folk! Æd jer nedad! Det kan altsammen ædes! At snavs skulle være usundt – gammel liberalistisk overtro. Snavs er sundt – det renser tarmene! Sæbe er usundt – nærmest noget svineri – den er jo lavet af fedtstof! Varm og tør – overtro! Nej, man skal være våd og kold; den sundeste bolig er den, hvor vandet driver ned ad væggene og skimmelen gror tykt. Skimmel er godt for gigt! Og bagefter samler vi ind til sanatorier med herlige boliger for overlægerne og vel især for patienterne!

Kammerater, jeg tænker, det går Jer som mig: man kan sommetider være ved at kvæles og knuges til jorden under denne ondartede mørkelægning, hvis formål er at jage menneskehedens store flertal ud i den store hålbløshed igen, hvor graven står som det eneste lyspunkt.

Men så kommer man til at tænke på Sovjetunionen, og mismodet forlader én.

Så dybt et fald fra lys til mørke har de arbejdende skarer vel aldrig været ude for som det, socialdemokratiet har beredt dem ved sin svigten. Tænk blot på, hvilket lys og hvilken sejerssikkerhed, der var over den danske arbejderbevægelse ved århundredeskiftet.

Men hvilken oprejsning ligger der ikke i Sovjetunionens blotte eksistens, denne ny verden, som vender op og ned på alle gængse forestillinger om høj og lav og omvurderer alle værdier.

Tænk blot på den afsky for krigen, som den viser i dag og viste under det påtvungne felttog mod Finland, hvor den nølende så længe som muligt – og endelig, da dette ikke gik an at vente længer, slog så læmpeligt som muligt!

Jævnlig træffer man på folk, der har vist en vis velvilje over for Sovjet-Unionen – og følt sig som store velgørere i den anledning. Men nu, siden det med det lille Finland, kan de ved Gud ikke mere; nu må de trække deres velvilje tilbage.

Minder man dem om 1920 – genforeningen – ser de måbende på én:

“Vi tog da ikke noget, ” siger de.

Nej det lod vi nok være med! Men vi udnyttede den situation, at modparten lå slagen på jorden, til at la andre gi os gammelt land tilbage. Netop de kredse, der har så ondt af Finland, kunne i 1920 ikke få nok. Så begærlig var man ikke i Sovjet-Unionen!

Har man før i verden set en stormagt ta hensyn til et lille folk, som det skete her?

Finland var jo ikke noget uskyldigt lille nor, der blev brutalt overfaldet uden grund! Landet hade gjort sig til smugvært for en bande af stormagter, der lurede på lejlighed til at overfalde et folk, som ikke har andet ønske end at få lov at arbejde i fred. Hos denne smugvært, hvis smugkro lå så dejlig nær ved det arbejdende sovjetfolks livsnerve, konspireredes der om, hvordan man fik fat i det arbejdende folks rigdomme, produkterne af dets flid! Her hade den kapitalistiske verden sine våben oplagret.

Det, der skete, var det, at det fredelige folk ikke på humanistisk-pacifistisk vis ventede til det blev overfaldet, men slog løverne våbnene af hænderne og rev smugkroen ned.

Man blev tvunget til at flytte den længere væk, men den er der endnu! Og der konspireres fremdeles. For ikke længe siden pralede det officielle Finland med, at det nu hade den ny Mannerheim-linje færdig ved den ny grænse. Og for få dage siden læste vi i bladene, hvorledes Finland skældte Sverige ud, fordi dette land – belært af forholdene var utilfreds med den finske “neutralitets-politik”.

Man ynder at kalde dette land et led af Norden! I sin nuværende skikkelse er det snarere en pind til Nordens ligkiste!

Til Sovjet-Unionens frie folk går vore tanker vel hver dag i året – og ikke mindst en dag som idag!

Lad os sende en hilsen til denne tiendedel af jordens samlede befolkning, der viste os vejen ind i en ny verdensorden ved selv at gå den, og nu bygger en menneskelighedens verden op, så smuk, som vi andre her drømt den i vore bedste drømme.

Sovjet-Unionen blev til som resultat af den første verdenskrig, en femtedel af jordkloden fødtes gennem den til nyt liv.

Lad det være os et lyspunkt og forjættelse nu under den anden verdenskrigs trængsler!

Kanske er den fødselsveerne forud for nye undere!

Et Leve for den del af jorden, hvor menneskelighed har sejret – for Sovjet-Unionen !!!

Arbejderbladet 2. maj 1941.

Optrykt i Ugens Ekko nr. 19, 8. – 15. maj 1941.

 


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne