Systemsvigt: Nedskæringer i psykiatrien fører til dødsfald

Politiken har fået aktindsigt i en ny og endnu ikke offentliggjort rapport fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet. Og der tegnes en klar sammenhæng mellem nedskæringer, mangelfuld behandling og mennesker der dømmes for kriminalitet, men erklæres uegnede til straf pga. sindssygdom. Sundhed bliver som den øvrige velfærd udsultet. Skulle bevillingerne alene i hospitalspsykiatrien blot have holdt samme niveau som i 2001, mangler der 2,3 milliarder kr.

Fra en tidligere demonstration i Herning mod nedskæringer i psykiatrien

Undersøgelsen omfatter 218 mental-erklæringer fra juli til december 2016, der blev udarbejdet til brug i retssager. Erklæringerne, hvor det blev konkluderet at den anklagede var sindssyg i gerningsøjeblikket og dermed ikke egnet til almindelig straf.

I konklusionen når man frem til at i 74 procent af sagerne var der tale om mennesker der allerede var i en form for psykiatrisk behandling, men at den var utilstrækkelig i tiden op til gerningsøjeblikket. Og rapporten vurderer, at den utilstrækkelige behandling var en medvirkende risikofaktor for kriminaliteten.

De mest tragiske sager handler om syv drab og seks drabsforsøg. Her er vurderingen, at i 11 ud af de 13 sager var behandlingen utilstrækkelig. Et udtryk for at folk bliver udskrevet selvom de var syge og afhængige af stærk medicinering. Men der er reelt ingen kontrol med om behandlingen følges, og hvis patienter udebliver fra de lokale tilbud, bliver de blot slettet i systemet.

Landsforeningen for pårørende Bedre Psykiatri udtaler:

“Det afspejler den situation, psykiatrien befinder sig i. Hvor den er voldsomt underfinansieret, hvor der mangler læger mange steder, hvor der mangler veluddannet psykiatrisk personale. Og hvor man slet ikke kan håndtere den stigning i patienter, der har været de sidste mange år.”

Systemsvigt skyldes også kassetænkning

Antallet af ofre er dog ikke alene udtryk for manglende økonomi, eller for at der i de seneste mange år har været en stigning i antal patienter, mens egnede pladser reelt er beskåret. Ulykkerne er i lige så høj grad udtryk for kassetænkning mellem regioner og kommuner og privatpraktiserende, og også udtryk for en lang række andre reformer i retningen af at give al magt til medicinalindustrien i stedet for at satse på flere former for behandling. Og så er det ikke mindst udtryk for et system hvor privatkapitalistiske målsætninger har overtaget organisationen.

Sygdomme, behandlinger og patienter er blevet til varer og alt skal passe ned i fastlagte forløb og diagnosesystemer. Mens mennesker med komplekse og mangeartede udfordringer der ikke kan passe ned i en kasse bliver smidt ud. Der findes f.eks. ikke et standardtilbud, der både kan behandle for misbrug og for en psykiatrisk diagnose.

Samtidig er den voksende mængde af unge og børn med diagnoser ikke kun udtryk for at folk er blevet mere skøre. Det skyldes hovedsageligt at samfundet drøner derudaf og efterlader større og større grupper tilbage. Uden voksenkontakt og omsorg og tryghed i skole og børnehave reagerer mange børn og unge med at isolere sig, eller de bliver ”forstyrrende”. I stedet for at finde årsagen og løse problemerne, finder kapitalismen i al sin logik blot et nyt forretningsområde, så de umulige børn kan få en diagnose og en pille.

Det handler også om at psykiatrien gang på gang afsløres i helt forældede metoder med tvang og overmedicinering og forstokkede behandlere. Derfor er der en naturlig angst for at blive indlagt, og mange oplever stærke bivirkninger, som invaliderende træthed og overvægt ved meget psykofarmaka. Det gør at mange stopper med behandlingen inden de finder en medicin og en dossering der passer til den enkelte, og mange forsøger sig med selvmedicinering (alkohol og hash), mens de viger udenom de offentlige tilbud, som alligevel ikke føles som en hjælp for en relativt stor gruppe psykisk syge.

Sammenfatning fra Retspsykiatrisk Klinik af et halvt års metalerklæringer viser meget godt at alle disse utilstrækkeligheder gør sig gældende og tilsammen ødelægger behandlingsforløb for patienter – og de mest syge begår selvmord eller anden form for selvskade. En gruppe bliver hjemløse og misbrugere, en anden gruppe lander i kriminalitet, og ryger ind og ud af lukkede afdelinger. Selv patienter der har et stærkt netværk og forstående pårørende, går ofte planken ud.

I 2016, det år hvor 11 drab og drabsforsøg tilskrives psykisk syge der ikke fik tilstrækkelig behandling, da tog mere end 600 mennesker livet af sig selv.

Flere ressourcer til forebyggelse og behandling af psykiske sygdomme er en del af klassekampen.
Se APKs enhedsplatform for fælles handling

Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale!

Link

Flere drab og drabsforsøg begået af psykisk syge kunne muligvis være undgået. Behandlingen var utilstrækkelig
Politiken

Hvor mange tager livet af sig selv – eller forsøger på det
Psykiatrifonden

SIND bladet 2,2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne