Regeringen og statsministeren har ved flere lejlighed slået fast at Danmark skal gøre op med såkaldte ‘parallelsamfund’ og ‘ghettoer. I løbet af ganske få år skal de områder være solgt til private eller bare revet ned. Men kan et ‘parallelsamfund’ overhovedet defineres?
Demonstration i Mjølnerparken. Foto: Almen modstand
Både beboere og forskere har forsøgt at gøre opmærksom på regeringen ikke har angivet en videnskabelig metode til at give disse begreber en objektiv karakteristik. Tværtimod bygger folketingets forståelse og hele lovgivning og begreber i Ghettopakken på fordomsfulde antagelser.
Det blev igen helt klart da regeringen i marts udgav en rapport om ”parallelsamfund” og angav at man kun skulle opfylde to ud af otte kriterier for at få det stempel i panden, og det man bliver anklaget for hvis man tilhører ”parallelsamfundet” er at man ikke vil det danske samfund. Forklarede Statsministeren i en nytårstale.
I regeringen første udspil i 2018 “Ét Danmark uden parallelsamfund, Ingen ghettoer i 2030” stod der i forordet blot:
”Der er opstået parallelsamfund blandt personer med ikke-vestlig baggrund. Alt for mange indvandrere og efterkommere er endt uden tilknytning til det omgivende samfund. Uden uddannelse. Uden job. Og uden at kunne et tilstrækkeligt dansk.”
Altså, man skal være indvandrer, arbejdsløs, bo i et at de områder der er på den sorte liste, så ”vil man ikke det danske samfund”?
Ifølge indenrigsministeriets nye redegørelse havde 29.300 familier med i alt 76.400 personer i 2015 indikationer på at indgå i et parallelsamfund, et antal der er uændret siden 2010. Det svarer til at ca. 18 procent af alle i Danmark med ikke-vestlig baggrund proppes i denne bås.
I redegørelsen skriver man lige ud at man godt ved at det er umuligt at angive et seriøst tal, men man giver sig så alligevel i kast med at gætte løs ud fra statistikker om bl.a. arbejdsløshed. Men man roder også spørgsmål om folks overbevisning ind i ligningen.
”I sagens natur handler parallelsamfund om det enkelte individs selvopfattelse, identitet og værdigrundlag. Det er aspekter, som er meget vanskelige at afdække med stor præcision. Derfor er det heller ikke muligt at komme med et sikkert bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der reelt lever i parallelsamfund.
På baggrund af registerdata er det imidlertid muligt at opstille forskellige indikatorer for personer med ikke-vestlig oprindelse, der lever relativt isoleret fra det omgivende samfund.”
Konklusionen er, at når begrebet parallelsamfund ikke er kvalificerbart, og regeringen udlægger det sådan at omfatter halvdelen af alle der bor i et af de boligområder der er kommet på ghettolisten – efter ligeledes tvivlsomme kriterier – så handler det slet ikke om at beskrive virkeligheden bedst muligt, men om reaktionær propaganda rettet imod de fattigste i landet. Et angrebet direkte mod de almennyttige sociale boliger.
Ingen fattige her i landet
Og er der noget man hader i regeringen så er det at sætte tal på de fattige. Fattigdomsgrænsen er afskaffet ved lov – og så findes de jo slet ikke. Men folk der bevidst har fravalgt det danske samfund, kan opgøres. Ikke desto mindre er det jo netop de fattigste i landet man jagter rundt med og angriber og sætter dobbelte standarder for.
Det er sådan, forklarer Hans Skifter Andersen, fra Statens Byggeforskningsinstitut, der er en af de forskere der har kritiseret regeringens talmagi, at folk ikke i sig selv bliver arbejdsløse, eller fattige af at bo i et boligsocialt område, lige så lidt som folk bliver rige af at bo på strandvejen.
Når fattige folk bor den slags steder, så handler det i stedet om at folk jo skal have et sted at bo, og det er den eneste mulighed der var givet. Og der er faktisk mange der hele tiden flytter ind og ud af disse områder. Så naturligvis kan man ikke slå alle over én kam.
Der blev for et par år siden lavet en undersøgelse, hvor folk blev spurgt om hvorfor de flyttede til og fra et område, og valgte bestemte områder af byen fra og andre til, og den viste at koncentrationen af indvandrere i bestemte områder skyldes at det kan være svært for denne gruppe at finde andre steder at flytte hen.
Så det der på overfladen ligner et bevidst valg fra flygtninge og indvandreres side om at bo i bestemte områder, handler i langt støre grad om at det var den mulighed der var.
På den anden side er det sådan at børnefamilier der har andre muligheder, begynder at søge væk fra et kvarter hvis procentandelen af tosprogede i skolen begynder at nærme sig 20-30 procent. Hvilket igen skyldes forskellige faktorer, men basalt set at mængden af undervisere i folkeskolen hele tiden skæres ned. Uanset er flugten ud af belastede områder med til at forstærke at det nogle steder er nemt at få en bolig, mens det er svært i andre.
Så de sociale problemer i et område, eller antal af flygtninge og indvandrere eller rødhårede opstår ikke fra boligerne, det er et komplekst samspil mellem samfundsudvikling og antal boliger der er til rådighed til de mennesker et samfund består af. Løsningen er derfor heller ikke at bulldoze fattigkvartererne.
Så langt tilbage der har eksisteret byer, har det været fænomener som disse, hvor arbejderfamilier blev stuvet sammen i nogle dele af byen, mens det finere borgerskab og de kongelige boede i andre dele. Og det ændrer sig over tid hvilke dele af en by der opfattes som attraktive, og hvor de fattigste jages hen. Så længe Danmark er et klassesamfund vil det problem ikke blive løst.
Forskere skyder central rapport om parallelsamfund ned
Økonomi -og Indenrigsministeriet: Indsatsen mod parallelsamfund er på sporet
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
