Minimumsnormeringer og flere hænder NU! Slut op om demonstrationerne 6. april

Af Cathrine Frederikke Pedersen, Pædagog

Hvem passer vores børn? var overskriften på en TV-dokumentar, som påviste at situationen i daginstitutionerne er fuldstændig uholdbar. Pædagogerne i udsendelsen bevarer ro, overblik og empati i nogle fuldstændigt vanvittige situationer hvor de bare ikke slår til. Kravet om minimumsnormeringer og flere varme hænder står helt centralt i kampen for menneskeværdige forhold for alle i det her land.

Slut op om demonstrationerne – Hvor er der en voksen? – lørdag den 6. marts 2019

TALE HOLDT 8. MARTS
Ved Kvinder i Kamps arrangement i København

Jeg hedder Cathrine, er uddannet pædagog med ca. 15 års arbejdserfaring fra privat pasning, vuggestue og børnehave, som vikar, medhjælper og pædagog. Derudover er jeg mor til to drenge på 2 og 5 år som går i vuggestue og børnehave ligesom rigtig, rigtig, mange andre børn i Danmark.

Jeg er her i dag for at tale om hvorfor minimumsnormeringer i daginstitutioner er et både vigtigt og relevant kvindekampskrav i Danmark anno 2019.

For arbejderklassens mødre og fædre er daginstitutioner, skoler og fritidsordninger en absolut forudsætning for opretholdelsen af muligheden for at kunne forsørge sig selv.
Kvinder tjener mindre end mænd i Danmark. Kvinder føder børn og kvinder varetager størstedelen af omsorgen for børnene i familierne. Derfor er kvinder i højere grad end mænd dybt afhængige af muligheden for børnepasning. Dette er selvsagt yderst presserende for arbejderklasens kvinder hvad enten de er enlige eller familien er afhængig af to indkomster. Arbejderklassens kvinder har kun deres arbejde at sælge og derfor dybt afhængige af at kunne gøre dette, også hvis de får børn.

Nyere forskning indenfor kvaliteten af dagtilbud i Danmark viser klokkeklart at der er blevet skåret så meget ned at det ikke er muligt for personalet at sikre alle børns trivsel hver dag.
Pædagogernes fagforening BUPL har dokumenteret at pædagoger dagligt eller ugentligt er alene med alt for store børnegrupper i al for lang tid ad gangen.
Det er ikke ualmindeligt at en enkelt voksen er alene med 20 børnehavebørn eller 8 vuggestuebørn. I morges blev jeg af min søns meget søde, dygtige og velmenende pædagog opfordret til at hente tidligt da kun en enkelt voksen ville skulle passe 2 stuer om eftermiddagen. Altså op til 24 børn alderen 6 mdr til 2 år – alene.

Når man som ansat står alene med en større gruppe børn er det ikke bare det udviklende pædagogiske arbejde som må suspenderes. Den helt basale omsorg for børns trivsel kan ikke varetages.
Pædagogisk personale finder sig selv i umulige situationer hvor der skal prioriteres imellem børnenes behov. Skal bleen der allerede har skulle skiftes i al for lang tid ordnes eller skal de tre børn der slår hinanden med skovle hjælpes ud af konflikten inden nogen kommer til skade?
Skal barnet der bider i frustration mandsopdækkes eller skal barnet der lige er startet og savner sine forældre trøstes? Skal barnet der hver dag sidder alene hjælpes til at lege med de andre børn eller barnet der har tisset i flyverdragten have tørt tøj på?

Hver eneste dag er for pædagogisk personale fuld af den slags valg, hvor der bare ikke er gode løsninger. Dette fører til stress, sygemeldinger og en endnu færre voksne idet der sjældent er råd til vikardækning.

Gennem de sidste mange år er normeringerne i institutionerne blevet forringet.
Jeg startede som vikar i en børnehave i 2006. I den børnehave var der tre børnegrupper på 16-17 børn. Hver gruppe havde tre voksne – 2 pædagoger og en medhjælper tilknyttet – alle på fuld tid.
Afspadsering, sygdom, ferier og kurser blev dækket med vikarer.

10 år senere var virkeligheden i institutionen forandret. Nu var gruppernes størrelse på 22-23 børn. Hver gruppe normeret med 2 voksne. 1 pædagog og en medhjælper. Den ene på nedsat tid. Dertil en reduktion af vikarforbruget.

Desværre er min personlige erfaring ikke blot udtryk for udviklingen i en enkelt institution. Hvis man kigger på statistikkerne kan man se at der generelt er blevet længere mellem de voksne i alle landets institutioner. Kravene til dokumentation, tests og bureaukrati er samtidigt blevet større.

Og der er ikke forbedringer i sigte. I hvert fald ikke i København. Som argument for at lave fællespasning i kommunale institutioner tre uger i sommerferien beskriver Københavns Kommune i et brev til alle forældre at det er en løsning på den situation som kommunen står i hvor der hvert år skal passes ca. 1000 flere børn indenfor den samme økonomiske ramme. I brevet er der ikke yderligere beskrevet hvilke konsekvenser dette vil have men man skal ikke være mesterdetektiv for at regne ud at det nok ikke vil skabe bedre vilkår i institutionerne.

Pædagoger og pædagogisk personale har desværre meget begrænsede muligheder for at skabe positiv forandring.
Selvom personalet hver dag står med de konkrete erfaringer og oplevelser. Med børn der ikke tilgodeses og med store konsekvenser for egen personlig integritet og mulighed for t udføre den pålagte opgave så er det svært at trænge igennem det politiske niveau.
Kommunerne forsøger med vold og magt at knægte ytringsfriheden. De enkelte institutioner er konkurrerende enheder og ansattes kritik af forholdende kan ganske nemt fortolkes som illoyalitet mod arbejdspladsen og resultere i fyringer.

Forskere som peger på konsekvenserne af politikken på børneområdet risikerer at få ændret deres forskningsresultater eller få lagt pres for at opnå bestemte resultater.
Dette er for nyligt beskrevet i større journalistiske afdækninger i både Berlingske og Politiken.

Enkelte forskere trænger igennem lydmuren – ofte dem som har lange karrierer bag sig og gedigen forskning i bagagen. Al kritik kan ikke knægtes endnu. Disse forskere beskriver den generelle situation som et stort kollektivt omsorgssvigt af en hel generation af børn.

En række velstillede og velmenende mødre advokerer ihærdigt på sociale medier for hjemmepasning som alternativ til institutionspasningen. Problemet ved dette perspektiv er først og fremmest at det ikke er en reel mulighed hverken for den enlige forsørger eller for arbejderklassens familier som er afhængige af to indtægter. Dertil gøres et stort samfundsmæssigt svigt til et moralsk anlæggende i den enkelte familie. Her er det særligt moderskabet som angribes idet kvinden tillægges større ansvar for børnenes trivsel end mændene.

Som mor, pædagog, kvinde og menneske nægter jeg stiltiende at acceptere at være en del af et system hvor børnelivet og familielivet underlægges så urimelige vilkår som nu.
Minimumsnormeringer i daginstitutionerne er ikke løsningen på alle problemer men absolut en vigtig markering af at ganske små børn ikke skal gå for lud og koldt vand i golde opbevaringsanstalter.

Minimumsnormeringer, i hele åbningstiden på max 3 vuggestuebørn eller 6 børnehavebørn pr. pædagog er et helt relevant og legitimt krav. Det er ikke et krav som løser alle problemer og udfordringer, men et krav som er et absolut ufravigeligt punkt i skabelsen af menneskeværdige institutioner som kan varetage behovet for børn, forældre og personale.

Vi har ikke brug for smukke hensigtserklæringer fra politikere om børns velfærd i Danmark, vi har ikke brug for dyrekøbt evidensbaseret konceptpædagogik, vi har ikke brug for Rambøll sprogtest eller en børnenes minister som ikke skaber positiv forandring.

Vi har brug for varme hænder i vores børns hverdag. Vi har brug for pædagoger som har tid til at trøste, kramme og skifte en ble. Og før forudsætningen for dette sikres v.hj.a minimumsnormeringer i ALLE landets institutioner skal vi ikke helme, ikke tie stille og ikke acceptere. Men samle os, protestere og KRÆVE af politikerne at vores krav bliver indfriet lige nu.

Så du også dokumentaren fra DR “Hvem passer vores børn?” Mærker du presset i daginstitutionerne dagligt? Pædagogerne har forsøgt at råbe politikerne op. Nu er det vores tur! Vi skal på gaden. Sammen!

Hør talen her. Optaget i Christianshavns Beboerhus den 8. marts 2019

Se mere hos Kvinder i Kamp

Kampen for bedre normeringer er en del af APKs enhedsplatform for fælles kamp Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale!


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater