Hvordan vindes kampen mod klimaforandringer?

Klimaforandringernes virkelighed har snart længe banket på og nærmest skriger efter en helt klar politik for hurtig afvikling af alle fossile energikilder, der ikke samtidig kaster millioner af arbejdere ud i arbejdsløshed og ødelægger miljøet med f.eks. atomkraft.

Alligevel skal man kigge langt efter de rigeste lande leverer en plan, der afgørende vil forandre transport -og energipolitikken, herunder landbrugspolitikken. Naturligvis kan man tilføje. For det vil betyde et opgør med den herskende klasse, der sidder på toppen af samfundspyramiden. Det vil kræve et opgør med den måde, som de har tjent deres rigdom på og fået deres magt. Og ligesom kapitalen ikke frivilligt vil lade sig støde fra tronen, så vil verdens rige imperialistiske lande heller ikke frivilligt opgive deres internationale magtpositioner.

På FN’s klimatopmøde, der blev afholdt i december 2018 i Polen, kunne man end ikke blive enige om at anerkende, hvor alvorlige klimaforandringerne er, og hvilke mål der bør sættes op for at undgå de værste følger.

Her gennemgås nogle af de økonomiske og politiske kampe, der er forbundet med omstilling fra fossile til vedvarende energikilder. Og hvorfor klimakampen også må omfatte forberedelse af en længere periode med et generelt varmere klima. Krav og handlinger må pege fremad for klassekampen og ikke trækkes tilbage til individualistiske moralspørgsmål eller naive drømmerier om grøn kapitalisme.

Af Franz Krejberg, APK
Indlægget har været bragt i APK’s magasin Enhed og Kamp 2019,1

I sommeren 2018 opstod nogle af de værste skovbrande, Sverige har set i mere 100 år, som følge af den langvarige hedebølge og flere måneder uden vand. Og Sverige var ikke alene, dette års hedebølge strakte sig fra Finland og langt ned i Europa. Det gav os en sommer, som landene omkring Middelhavet allerede kender alt for godt, og et vink helt op til Norden, om at klimaforandringer ikke længere er teorier om en fjern fremtid. Og at et varmere klima ikke blot betyder gode vinårgange, men betyder, at ekstreme og destruktive vejrfænomener kan optræde voldsommere og hyppigere.

Men troede man, det ville ændre noget, at klimaforandringernes virkelighed ramte nogle af verdens rigeste og i egen selvforståelse bedste lande, så tog man fejl. Heller ikke i Danmark vil man reelt forandre afgørende ved transport- og energipolitik, og da slet ikke ved landbrugspolitikken. På FN’s klimatopmøde, der blev afholdt i december 2018 i Polen, kunne man end ikke blive enige om at anerkende, hvor alvorlige klimaforandringerne er, og hvilke mål der bør sættes op for at undgå det værste.

Det, der er brug for, er en helt klar politik for hurtig afvikling af alle fossile energikilder, der ikke samtidig kaster millioner af arbejdere ud i arbejdsløshed og ødelægger miljøet med f.eks. atomkraft.

Grunden til, at kapitalismen ikke leverer den plan, er, at det vil betyde et opgør med hele den elite, der sidder på toppen af samfundspyramiden. Det vil kræve et opgør med den måde, som de har tjent deres rigdom på og fået deres magt. Og ligesom eliten ikke frivilligt lade sig støde fra tronen, så vil verdens rige lande heller ikke frivilligt opgive deres internationale magtpositioner.

Her skal vi prøve at gennemgå nogle af de økonomiske og politiske kampe, der er forbundet med omstilling fra fossile til vedvarende energikilder. Og hvorfor klimakampen også må omfatte forberedelse af en længere periode med et generelt varmere klima. Vores krav og handlinger må pege fremad for klassekampen og ikke trækkes tilbage til individualistiske moralspørgsmål eller naive drømmerier om grøn kapitalisme.

Hvorfor man forstod klimaforandringerne for sent

For at forstå spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer og dens påvirkning af Jorden skal man også forstå, at videnskaben på området først for alvor har taget fart med udviklingen af instrumenter i rumalderens begyndelse, herunder med edb og satellitter.

Fokus for de meteorologiske videnskaber skiftede også først i slutningen af 1960’erne fra at handle om aktuel viden om vejret og storme og internationalt samarbejde om stormvarsler m.m. til at søge efter de mere de grundlæggende mekanismer bag klimaet historisk set. Videnskaben kom herfra til at omfatte alle mulige miljømæssige forhold, der på den ene eller anden måde er med til at påvirke vejrfænomenerne.

I løbet af 1950’erne og 60’erne kom der en større forståelse af, at forurening ikke bare blev nedbrudt af naturen, bare fordi man udledte spildevand til floder eller til havet. Selv røg til luften blev hængende som partikler i lang tid – smog var en tydelige tendens allerede i 50’erne.

Man har siden 1959 udført målinger af atmosfærens sammensætning fra en station på Hawaii. Og man fandt, at selv når det kom til CO2 – det naturlige produkt af forbrænding – bliver det ikke blot optaget af skove og i havene i det naturlige kredsløb, når man tilføjer mere fra de fossile reserver.

I 1965 kom en rapport fra den amerikanske videnskabskomite, der sammenfattede, at man ikke kunne afvise en ubekendt drivhuseffekt som følge af, at mængden af CO2 i atmosfæren gradvist ville vokse, og at det på sigt kunne føre til en generel temperaturstigning. Problemet med CO2 som drivhusgas er, at det ikke nedbrydes og kun langsomt optages i planter og i havet. CO2 kan blive i atmosfæren i op til 100 år.

Vejrets grundlæggende mekanismer

De mange nye data og nye muligheder for at bearbejde dem blev brugt som grundlag for at udvikle de videnskabelige teorier om klimaet, og sammen med store fremskridt inden for andre videnskabelige discipliner som geologi, astronomi og geofysik blev der opbygget den viden, der gav en basis for gradvist at tegne udviklingen i Jordens klima gennem årtusinderne.

Samtidig begyndte den folkelige protestbølge mod forurening at vokse til egentlige kraftfulde miljøbevægelser i 60’erne, og det førte frem til FN’s første miljøkonference i juni 1972 i Stockholm, hvor kampen for en bæredygtig udvikling og kampen for ren luft og rent vand var et hovedpunkt.

I 1970’erne fremkom der nye data i forbindelse med borekerneundersøgelser af oceanernes bundsokkel og nye teknikker til fastlæggelse af fortidens temperaturer. (Samme data bekræftede den pladetektoniske teori omkring 1970). Her blev det klart, at den astronomiske teori for istiderne var korrekt, og der ikke skal meget til, for at verden skifter fra istid til varmeperiode.

Det globale klima skifter i spring mellem forskellige faser, hvor det er i ny ligevægt. Disse skift sættes i gang af små udsving i Jordens kredsløb om Solen, der sker hen over mange årtusinder.

Men det kunne også aflæses i aflejringerne, i de prøver der blev taget op fra oceanerne, at vulkanudbrud kunne påvirke den globale temperatur, ved at røgpartikler kunne skygge for solen. Og disse fund blev senere bekræftet af iskerneboringer på Grønland, hvor man også opdagede, at voldsomme skift i klimaet kan ske inden for en meget kort periode på ganske få årtier.

Og senere i 80’erne kunne en iskerne fra Antarktis vise, at der er en historisk korrelation mellem temperatur og mængden af CO2 i atmosfæren.

Klimaet set over årtusinder afhænger altså af en mængde forhold, såsom kontinentalpladernes og havstrømmenes bevægelse og de små udsving i Jordens kredsløb om solen, mens klimaet set over et århundrede handler om sammensætningen af partikler atmosfæren og jetstrømmene. Og de selvforstærkende faktorer, der er med til at afgøre, hvor meget varme Jorden optager fra solens stråling, er et spørgsmål om, hvor meget energi der kan reflekteres tilbage til verdensrummet. Hvide snedækkede landskaber i klart og vindstille vejr er i modsætning til åbent hav, der kan opsuge mere af solens indstråling.

Havets rolle

Det fossile energisamfund har i lang tid kørt på lånte penge: Havene har nemlig indtil ca. 1950’erne kunnet opsuge en del af den merudledning af CO2, der er tilført atmosfæren ved afbrænding af de fossile brændsler.

Havene virker også som en buffer, der kan indeholde betydeligt mere energi end atmosfæren. Men før overfladevandet kan komme ned til bunden af oceanerne, kræver det, at havstrømmene transporterer overfladevandet rundt via det globale thermohaline-kredsløb. Og det tager lang tid, før et skift i temperaturen slår igennem.

I det hele taget er der en hele række uheldige omstændigheder, der gør, at Jorden som sådan, og det menneskelige samfund, ikke er så robust over for temperaturstigninger. Det hænger både sammen med forurening og den måde, som verdens storbyer har udviklet sig på.

Helt kort er problemet, at det kræver en stor mangfoldig natur at kunne stå imod forandringer, og med den moderne kapitalisme er der nærmest sket en masseuddøen, der kan måle sig med et meteornedslag. Der har været i gigantisk tab i variationen og mængden af liv fra insekter til planter til skovarealer og dyreliv, fugle, fisk, osv. Og årsagerne til denne ulykke er hovedsagelig den måde, der produceres fødevarer på. Den næststørste synder har været forurening, ikke mindst fra den fossile industri.

Kigger man på de største byer, der har udviklet sig på planeten, er langt de fleste placeret helt ned til vandkanten, hvilket giver lidt ekstra spænding om, hvorvidt det nås at ændre kurs, inden isen smelter på polerne og havet stiger og opsluger den kendte verden. Som et billede på, at kapitalen med dødsforagt drives af kortsigtede profitinteresser, har alle byer med respekt for sig selv placeret nye bydele på kunstige øer direkte ude i havet – de såkaldt bynære havnearealer.

Dette er blot et lille rids over nogle af de mange detaljer, der har ført frem til konklusionerne fra FN’s klimapanel (ICPP). Det har i år udgivet rapporten ”Special Report: Global Warming of 1.5 ºC”, hvor det konkluderes, at Jordens gennemsnitlige temperatur over de sidste ca. 150 år er steget med én grad som følge af voksende CO2-indhold i atmosfæren. Men allerede om 30 år vil temperaturen være op til 1,5 grad varmere. Og 1,5 grad er den temperatur, som ICPP advarer imod at overskride; alt over det antages at kunne fremskynde selvforstærkende klimaforandringer.

Det giver et meget kort vindue til at få reduceret mængden af CO2, der sendes ud.

Tiden løber

Det har altså her i 2018 i ca. 50 år stået helt klart for videnskaben, at verden kunne stå over for et problem med CO2 i atmosfæren i et eller andet omfang. Og allerede midt i 70’erne stod det klart, at der ikke skal forandres ret meget i Jordens energibalance med solen, før en kædereaktion af selvforstærkende forandringer kan sættes i gang.

Men selvom man på et eller andet plan har haft den nødvendige viden om det, så har problemet reelt været usynligt for andre end måleapparater. Først når usædvanlige vejrfænomener for alvor begyndte at ramme de seneste årtier, har man erkendt, at med højere temperatur i vejrsystemerne er der også mere energi og dermed risiko for mere ”voldsomt vejr”. Det er ikke kun orkaner og tyfoner, men også tørke og derefter skove, der brænder og igen udleder mere CO2.

Og her er der faktisk en parallel fra industrialderens start. Frem til midten af 1800-tallet var lægevidenskaben langt bagud i forhold til andre af de tekniske videnskaber, der havde åbnet døren til den industrielle revolution.

Men dødeligheden på barselsstuerne og i de hurtigt voksende byer var ekstrem. Simpelthen fordi man endnu ikke havde opdaget, at sygdom ikke kommer ud af det blå, men som regel er overført ved dårlig hygiejne.

Først efter at koleraepidemien havde hærget i København 1853, hvor mere end 5000 døde på et par måneder, da fik lægevidenskaben et løft. Og man opdagede, at årsagen til, at nogle sygdomme var smittefarlige, var bakterier, et fænomen man ikke kunne se med det blotte øje.

Videnskaben på lægevidenskabens område stod svagt, og religiøse tosserier gerådede. Eliten boede på slotte og bekymrede sig ikke om folkets jammerlige og kummerlige forhold. Så magthaverne tog ikke advarslerne om problemer som følge af byens hastige udvikling alvorligt.

Da epidemien opstod, manglende København helt basale sanitære installationer, systematisk opsamling af affald og egentlige kloakker. Og drikkevandet hentede man ind bag voldene i udhulede træstammer fra søerne.

Manglende handling

De store industrilande har sammen med de olie-, gas- og kulproducerende lande hele tiden forsøgt at forhale og forhindre, at videnskaben på området blev anerkendt som en guideline til forstå påvirkningen af klimaet, og da slet ikke som noget, der burde have en konsekvens. Det betyder, at der kun er sket ganske lidt, siden de første forskere begyndte at slå alarm i 60’erne og 70’erne.

I virkeligheden er udviklingen inden for transportsektoren og på alle andre energislugende parametre bare vokset i galskab.

Til eksempel er den danske private bilpark de seneste 50 år vokset fra 500.000 til over to millioner biler. Mærsks olie var knap kommet i gang med Nordsøolie-”eventyret” i 60’erne, og nu er felterne allerede næsten udtømte.

Det er altså netop i den periode, hvor der endnu var god tid til at skifte kurs, at Danmark og resten af rigere del af den vestlige verden er gået over gevind i energiforbrug.

Kapitalismen er lænket til fossile brændsler

De seneste års forhandlinger i FN har med al tydelighed vist, at et skifte ikke vil komme ad den vej. Det er der flere grunde til. Nogle af dem er:

– Værdien af et olieselskab bliver ikke vurderet på baggrund af det årlige salg af olie, eller på deres evne til at pumpe stadset op; værdien er i stedet et udtryk for de reserver, det estimeres, at de råder over. Altså hvor meget olie er der tilbage i felterne, og hvor meget efterspørgslen tænkes at stige. Besluttes det at udfase fossile brændsler, vil værdien af disse selskaber falde til nul. Og da alle skibe og rørledningen og borerigge og andet udstyr er købt med lånte penge med garanti i deres reserver, da vil den nødvendige omstilling få en ret ødelæggende virkning på verdens samlede økonomi.

– Omstillingen vil også få nogle afledte effekter, der endnu ikke kan forudsiges. Et eksempel på virksomheder, der kommer under pres, er de gamle europæiske bilindustrier, der så nødig vil opgive benzin- og dieselmotorer, at de i mange år har svindlet med testresultater for forurening og tal for forbrug pr. km. Atter og atter har de fået udskudt datoen for udfasningen af forbrændingsmotorer i transportsektoren.

– Vedvarende energikilder kræver som udgangspunkt kun etableringsomkostninger og vil derfor ikke være en konstant kilde til indtægter for andre end ejeren. Hele fødekæden af leverandører vil svinde bort. Vedvarende energi giver også mulighed for at skabe decentrale energiløsninger, da solen skinner og vinden blæser på alle. Det betyder, at vedvarende energi også kan give et brud med hele den magt, som monopoliseringen af energi har betydet for store forsyningsvirksomheder og for de gas-, kul- og olieproducerende lande.

Hvad der kan gøres

Hvis de fossile brændsler ikke udfases hurtigt, i overensstemmelse med IPCC’s anbefalinger, kan verden komme til at stå på den anden side af de nemme løsninger. Det vil sige, at i stedet for en udfasning i ro og orden skal alle former for afbrænding standses. Kun en kort tid endnu vil det være nok blot at standse for fossile brændsler. Trækkes det meget længere, ophobes CO2 i atmosfæren over det kritiske niveau, og så skal fremtidige generationer opgive alle former for afbrænding i transportsektoren og energiproduktionen i den rigeste del af verden.

Der findes ingen smarte teknologiske løsninger, der kan rense CO2 ud af atmosfæren igen. Der findes kun den enkle metode at plante flere træer og lade dem vokse i fred de kommende århundreder. I fred for marker og bebyggelse og turisme og menneskelig aktivitet i det hele taget, der kan sætte ild til det hele.

Alle former for forurening og ødelæggende landbrugsformer og fiskeri må jo ophøre, så der bliver plads til, at livet kan udvikle sin mangfoldighed og robusthed igen.

Byerne skal berede sig på, at dele af dem skal flytte, og nye bydele skal placeres i sikkerhed fra oversvømmelser.

Klimakampen mod udbytterne

Kampen mod udbytterne handler ikke kun om de snævre forhold på den enkelte arbejdsplads, som ordentlige løn- og arbejdsforhold. Arbejderklassens konkrete politiske kamp har altid været tæt knyttet til også at omhandle spørgsmål om brød, og fred, og ren luft og vand, ordentlige og sunde boligforhold, lige ret til uddannelse, ligestilling, offentlig transport osv.

Til gengæld er eksplosionen i forbrugsgoder og ”brug og smid væk”-samfundet, som det ses i de rigeste imperialistiske lande, borgerskabets opfindelse i jagten på profit.

Miljøpolitik har været en del af den bevidste arbejderbevægelsens politiske krav helt tilbage til begyndelsen. Samtidig omfavnede de videnskaben og moderne teknologiske fremskridt og så potentialet i den industrielle revolution. Og det kommer fra erkendelsen af, at miljøproblemerne ikke skyldes de enkelte individers forkerte adfærd; de stammer fra kapitalismens økonomiske fundament, dens produktion, energisektoren, transportsektoren, landbruget, byggeriet og militæret.

Vil man kun høre på forslag til klimaløsninger, der underkaster sig kapitalismens logik, om at markedskræfterne finder den bedste løsning, så kommer ændringer først i brug, når der ligger en umiddelbar profit i dem. At overlade klimakrisen til markedskræfterne betyder, at kun afgrænsede og delvise løsninger er mulige, aldrig en helhedsløsning.

Socialismen er fremtiden

De enkelte kapitalister lever med en forestilling om, at de vil kunne redde sig selv. Bogstavelig talt finde et bjerg at bo på, sikre sig økologisk mad osv. De henholder sig til kommende tekniske løsninger – stadig kortsigtede – som at lagre CO2 i jorden og sende problemet videre til kommende generationer.

En produktion, der stadig baserer sig på udbytning, og altså i sin karakter stadig er kapitalistisk, vil være underlagt kapitalismens økonomiske lovmæssigheder. Og det vil sige, at spørgsmålet om løn og arbejdsforhold og forurening stadig vil være underlagt kapitalens jagt på profit. Det er ikke det samme, som at man skal opgive at stille politiske krav på disse områder og kæmpe for dem, men målet kan ikke være grøn kapitalisme, det er en illusion.

Men maskinerne, og altså industrialiseringen af produktionen, vil ikke forsvinde med kapitalismen. Socialismen er ikke en kamp om at vende tilbage til naturen, tværtimod er industrialiseringen af landbruget og produktionen, også i udviklingslandene i Afrika og andre steder, helt afgørende for, at alle lande kan udvikle sig økonomisk. Udbredelsen og udviklingen af moderne teknologi, og elektrificeringen osv. er ikke i modsætning til en verden uden udbytning. Det er tværtimod den eneste vej frem.

Opgøret med den relative overflod af forbrugsgoder i vesten, eller den måde der produceres på, er på mange måder en rigtig vigtig pointe. Ingen samfundstype kan overleve, hvis den baserer sig på forurening eller udpining af ressourcerne. Derfor skal fremtidens samfund også gøre op med hele ubalancen, der er i den kapitalistiske økonomi, i det hele taget varetage Jordens rigdomme (og for den sags skyld andre himmellegemers ressourcer) på en genanvendelig og bæredygtig måde, så det kommer alle til gode, også fremtidige generationer.

Alternativet er jo, at man opbruger de ressourcer, der er, hvilket gradvist umuliggør opretholdelsen af liv, til den gradvise nedbrydning slår om i sammenbrud. Hvilket rent faktisk er den vej, som kapitalismen har taget.

Klimaspørgsmålet vil aldrig kunne samle alle klasser, men vil kunne samle meget bredt. Der bliver skabt en skæv forestilling om, at dette er ’den vigtigste sag af alle’. Det ser vi fra både Alternativet og Enhedslisten. Det er et synspunkt, der forplumrer og kun kan være til stor glæde for kapitalen. Der bliver bygget illusioner om, at ’først redder vi klimaet, for ellers kan alt andet jo være lige meget’.

Det er en stor illusion, at vi kan redde klimaet først og tage os af kapitalismen bagefter.

Klimakamp er en del af klassekampen og føres på baggrund af modsatrettede interesser. Skal den vinde frem, må det ske på basis af arbejderklassens interesser uden illusioner om, at denne side af sagen kan trækkes ud af virkeligheden. Den må også være forbundet med kamp for at ændre samfundet, ikke kun som en noget uklart udtrykt ’systemændring’, men sat i sammenhæng med, hvad det kræver at skabe et andet samfund. Der er modsatte interesser i forhold til klimaet, og det betyder i sidste ende, at den nuværende herskende klasse og deres klimaødelæggende system må sættes på porten.

Note:

FN’s klimapanel (IPCC, the Intergovernmental Panel on Climate Change), www.ipcc.ch, er et mellemstatsligt videnskabeligt organ, der blev oprettet i 1988 af FN’s særorganisationer for meteorologi (WMO) og miljø (UNEP). IPCC’s formål er ca. hvert fjerde år at sammenskrive den nyeste forskning til en samlet rapport og derefter komme med anbefalinger til FN og regeringerne.

På FN’s Miljø- og Udviklingskonference i Rio 1992 blev spørgsmålet om klimaforandringer for første gang taget op som et emne, der burde tages alvorligt.

Dokumentet, der blev vedtaget, var ”the United Nations Framework Convention on Climate Change”. Det blev begyndelsen til den første egentlige klimakonference i 1995, hvor man dog fejlede fælt og i stedet for reduktioner vedtog Kyoto-protokollen for handel med CO2-kvoter, mere kendt som om køb og salg af varm luft.

Se også
Enhed og Kamp – årets første nummer er udkommet

 


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne