Kvinder i Kamp 8. marts: “Kvinder er meget mere værd end det de får”

Tale 8. marts 2019 – Dorte Grenaa, Kvinder i kamp

Hvad kendetegner kvindearbejde og kvindefag? Lav løn, deltid, stressede arbejdsforhold. Og ikke mindst en total mangel på faglig anerkendelse og respekt. For kvinder har jo altid gjort rent, passet børn, passet gamle og syge, så det er vel bare noget, vi naturligt er født til at kunne – eller hvad? Nej, det er fag og job, der kræver faglighed og erfaring. Det er ikke naturgivne evner, men faglige kompetencer. Og det vil vi anerkendes og betales for. Det vil vi respekteres for.

Men det går da fremad? Ja, for arbejdsgiverne.

Odense kommune har lige opsagt en aftale om løntillæg for rengøringsassistenterne. Det betyder at de centrale lønstigninger via sidste års overenskomstresultat, nu kan modregnes. Og derfor frygter rengøringsassistenterne, at de vil gå ned i løn. Så meget for topforhandlingernes store løfter om, at lavtløns- og ligelønspuljer var en stor sejr.

For de sparede lønkroner påtænker kommunen at indkøbe gulvvaskemaskiner. Så rengøringspersonale selv kan betale for maskiner til effektivisere deres job væk og gøre dem arbejdsløse. Arbejdsgiver smart. Klart der er vrede og protester. De kommunale arbejdsgiverne kræver, at rengøringsassistenterne skjuler deres vrede og fjerner deres badges med teksterne: “Drop beskidte besparelser”-Odense Kommune mener ikke, at jeg er min løn værd”.

I Københavns Kommune skal der spares 100 mill. kroner på rengøringen næste år. I Børne- og Ungdomsforvaltningen 47 mill. kr. 20 mill. kr. alene på andre gulvklude!! Enten må der være en forhandler som har hevet en klækkelig fortjeneste hjem indtil nu eller også sidder de nye klude for enden af maskiner, der skal effektivisere nogle nedskæringer igennem.

De sidste 27 mill.kr. skal spares på at indfører, hvad kommunen kalder ”Behovsrengøring”. Skulle man tage ordet ”behov” alvorligt, ville man ende i en situation som under sidste års OK-kamp, hvor det viste sig at nødberedskabet på hospitaler rent faktisk var større end den daglige normering. Og hvis behov er det, når op mod 450 rengøringsassistenter samtidig er enten varslet ned i tid eller fyret. For slet ikke at tale om de ældre behov for mere rengøring. De ansatte skal være så fleksible, at de kan ansættes på minuttal, så skemaet kan tilrettelægges mest effektivt. I flere tilfælde sættes timetallet ned fra 37 timer til 21 timer. Men huslejen, transportudgiften eller mælken halveres ikke, selvom arbejdstiden gør det. Til gengæld falder pensionsindtalingen i takt med timerne. Så lavtløns kvindejob sætter spor resten af livet.

Feminisering af fattigdommen med den nyliberalistiske politik verden over og herhjemme er ikke bare et fancy begreb. Det er barsk virkelighed. Working poor hvor man må have flere job for at overleve, fattigdomsreformerne, den stigende pensionsalder og faldende sociale ydelser.

Og sådan kunne man tage område for område. Omkring vores lønarbejde, vores arbejde for få familien klar næste dag og næste dag, vores udsende – at vi kommer i mange størrelse, aldre og farver, vores ret til at bestemme over vores egen krop og hvem vi vil have et forhold til og hvordan. Alle steder må kvinder kæmpe for respekt, fordi vi er meget mere værd. Og dem vi står overfor er samfundstoppen. Hvad enten det er magtens mænd – eller en fru skibsreder Mærsk Mc-Kinney, en Mette Frederiksen(S), ”børnenes statsminister” der indførte kontanthjælpsreformen, eller Inger Støjberg(V), der nærmest synes at have personlig fornøjelse af at behandle flygtninge, asylansøgere og folk med anden kulturel baggrund som anden rangs mennesker.

Vi skal heller ikke finde os i sundhedsmoralske prædikere om, at vi selv er skyld i nedslidning og sygdom, fordi vi ”har valgt en forkert livsstil”. Eller i at blive udsat for det ” sociale kontrol politi” med dyneløfteri og kontrol af facebook og som har nedsat som sig selv både lovgivende, udøvende og dømmende magt i en og samme forvaltning. Og hvor både retssikkerhed og værdighed sættes ud af kraft.

Så her på kvindernes internationale kampdag må vi spørge os selv, hvad gør vi ved det?

Der er stiftet en ny kvindeorganisation ”Kvinder i Kamp. Gennem det sidste år er der holdt møder og workshops om emner, f.eks. gensidig forsøgerpligt, sidste forårs overenskomstkamp, ghettopakken, nedskæringer og normeringer på daginstitutioner. For at blive klogere på – hvorfor det er sådan, hvad betyder det for vores liv og hvad kan vi gøre? Det betyder rigtig meget, at kvinder har et frirum, hvor man sammen kan hjælpe hinanden med at gøre erfaringer til viden og blive stærkere og at kvinder har en kollektiv organisering, hvor man ikke længere står enkeltvis og alene.

Der er blevet lavet løbesedler, holdt offentlige møder – også om hvordan kvinder i andre lande lever og kæmper som i Palæstina eller som her i sidste måned med besøget fra den franske kvindeorganisation Femmes Egalite med konkrete erfaringer omkring kvindernes deltagelse i de store protestorganisationer i Frankrig. Og i dag er der så 8.marts arrangementer i København, Odense og Århus, hvor vi har sat nogle af dagens aktuelle krav i centrum.

Stiftelsen af Kvinder i Kamp betyder, at der er dannet en kvindeorganisation, der forsvarer, synliggøre og rejser krav for arbejderklassens kvinder, de social udstødte kvinder, de kvinder der rammes af de asociale reformer og de kvinder som er undertrykt.

Som navnet ”Kvinder i kamp” siger, mener vi at vi bliver nødt til at tilkæmpe os bedre vilkår, lighed og frigørelse. Sådan som hele kvindekampens lange historie også har vist. Der er ikke nogen gør det for os. Kvinder i Kamp vil støtte de kvinder der kæmper, opmuntre og udfordre de der gerne vil, arbejde for solidaritet og konkret samarbejde mellem de grupper, der kæmper for de samme krav, men måske ikke kender hinanden endnu. Vi har brug for en kvindeorganisation til at uddanne os i at blive hørt i kvinde-og klassekampen.

Dorte Grenaa taler på Kvinder i Kamps velbesøgte 8. marts i Odense

I grundlaget – som jeg vil opfordre jer til at læse, det er rigtig godt – siger vi bl.a.

Vi er organiseret som kvinder for at vinde vores fulde frigørelse, og for kollektivt i fællesskab at udtrykke vores ønsker og krav, for at få dem hørt og få dem gennemført.

Vores kamp er tæt forbundet med alle de kvinder og mænd, mennesker der kæmper for sociale fremskridt og som ønsker et samfund uden undertrykkelse og ulighed.”

8.marts er jo Kvindernes internationale kampdag over hele verden. Og det er altid noget særligt at vide, at vi i dag rækker hænderne ud til hinanden i solidaritet med verdens kvinder, som kæmper for at fremme deres rettigheder, for at vinde frihed, fred, sociale fremskridt og frigørelse.

Flere varme hænder – mindre valgflæsk

Reel ligeløn – 3o timers arbejdsuge 6 timers arbejdsdag – med fuld løn

Afskaf den gensidige forsørgerpligt – skrot reformerne

Minimumsnormering i daginstitutionerne nu

Stop volden mod kvinder

International solidaritet – stop dansk krigsdeltagelse

 

Følg Kvinder i Kamp på facebook

Læs også

Sammen er vi stærke – Udtalelse APK, Kvindernes Internationale Kampdag, 8.marts 2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne