Identitetspolitik – moralisme eller klassekamp

Af Dorte Grenaa, APK
Artiklen er bragt i APKs magasin Enhed og Kamp 2019,1

En flere år gammel sag fyldte pludselig alle medier kort før jul 2018. En forsker på Copenhagen Business School, CBS, havde klaget over, at man til morgensang havde sunget ”Den danske sang er en ung blond pige”, som blev skrevet tilbage i 1924. Hun følte sig ikke inkluderet og dermed krænket. Hvorefter vicerektoren undskyldte og tog sangen af repertoiret.

Alle folketingets politikere stod parat til at udnytte den folkelige forargelse over dette til billige valgpoint. Fra en ”chokeret” Løkke og en ”Vi står fast på at forsvare danskheden” Mette Frederiksen til en Pia Kjærsgård, der denne gang havde svært ved at overtrumfe de andre. Også Enhedslistens Pernille Skipper var god for en ligegyldig kommentar. På lokalt plan blev Fyens Stiftstidende krænket over, at en sang med melodi af en fynsk komponist (Carl Nielsen) var blevet angrebet.

Mediedebatten var perfekt timet og tilrettelagt. For imens det blev diskuteret, om dette var en vigtig debat i den nyliberale værdikamp eller en vigtig markering i identitetspolitikken, kunne folketinget ret så uforstyrret vedtage en reaktionær finanslov med nye angreb på store grupper af befolkningen og den offentlige sektor og med gavepakker til erhvervslivet.

Det er et af de ældste trick i bogen om, hvordan magthavere kan beholde magten og skjule, hvordan de udnytter og beriger sig på bekostningen af befolkningen. At få folk til at blive uenige om noget, der kan aflede fra, hvad magthaverne har gang i. Udnytte og forstørre alle de falske og reelle modsætninger, som kapitalismen og den kapitalistiske privatejendom selv har skabt. I forhold til køn, etnicitet, generation, religion, nationalitet, by/land, hudfarve/hårfarve osv. Man kan selv fortsætte listen. Få befolkningen til at blive vrede og forargede over alle andre end de ansvarlige og lade magthaverne gå fri.

Men trods alle forskelligheder er der én modsætning, som de forskellige former for identitetspolitik, hvad enten den føres fra venstre eller fra højre, er enige om ikke at nævne eller røre ved. Nemlig den allervigtigste modsætning, når vi taler om at forandre tingenes tilstand og verden. Den grundlæggende modsætning i vores klassesamfund mellem arbejde og kapital – det arbejde, der skaber værdierne og den kapitalistiske privatejendom, der rager dem til sig. Den grundlæggende modsætning, der eksisterer mellem arbejderklassen og borgerskabet/overklassen, mellem kapitalisme og socialisme. Den modsætning, der driver samfundsudviklingen fremad.

Man må spørge sig, hvorfor det tilsyneladende var så let for magthaverne at bruge den to år gamle historie fra CBS til at sætte en ny dagsorden – væk fra protester mod finansloven og Støjbergs nye angreb på flygtninge og asylansøgere til forargelse over en hudfarvediskussion om en blond pige og en brun forsker.

Klasseløst mangfoldigheds samfund

Dele af venstrefløjen har længe i den politiske debat brugt begreber fra identitetspolitik og stillet dem op som hovedspørgsmål i klassekampen. Mangfoldighed eller racisme – Feminisme eller kvindeforagt – Kulturradikalisme eller konservatisme. Eller Dansk Folkepartis ”danskhed ” over for Enhedslistens ”multikulturalt”. For de indviede er det kodeord med et helt bestemt indhold, mens det for andre kan rumme, hvad man nu vælger at putte i det.

Men det kommer aldrig ind og rører ved eller stiller spørgsmål ved den politiske og økonomiske magt og magthavere, ved selve det kapitalistiske undertrykkelses- og udbyttersystem. Det udfordrer ikke kapitalismen, da diskussionerne oftest tager udgangspunkt i en identitetspolitik, der taler mere om majoritetssamfundets (den hvide heteroseksuelle mands) undertrykkelse af andre grupper under kapitalismen end om den klassekamp, der er vejen ud af kapitalismen.

Når man f.eks. taler om ”danskhed” kontra ”multikulturalt”, bliver man nødt til at spørge og svare på: Hvilken klasses opfattelse af danskhed og hvilken klasses kultur er det, vi taler om, og som vi gerne vi have? Borgerskabet stiller sig an som fællesskabets og det vestlige demokratis vogter, alt imens det selv er del af en global imperialistisk finanskapital, der er multinational, og hvis investeringer, profit og ejendom ikke er bundet til noget fællesskab med befolkning eller fædreland. Derfor har de brug for højrepopulisternes ”danskhed”, hvor gamle traditioner fra før liberalismens globalisering og fra ”før verden gik af lave” blandes med en fremmedfjendtlighed, hvor bestemte grupper gøres til syndebukke for magthavernes politik. Fremført af de samme politikere, der er medansvarlige for at sælge landets undergrund, energiselskaber og anden offentlig ejendom til fremmede udenlandske kapitalfonde. Som åbner grænserne på vidt gab, når det gælder de multinationale firmaer, men vil have dem helt lukket for flygtninge fra krige, de selv har stemt for i folketinget.

I modsætning til at tale om et klasseløst multikulturelt samfund, hvor alle klassers opfattelser sidestilles, fremhæver APK følgende i sin platform ”Solidaritet og fælles fremtid” 1:

Den klassedelte danskhed

Magthaverne ynder at tale om den store fælles nationale danskhed, hvor kristendom og kongehus udgør vores fælles kultur- og værdigrundlag. Det er nationalisme og ikke danskhed. Men Danmark består af forskellige mennesker og klasser. Der findes en dyb folkelig, demokratisk ikke-religiøst funderet kultur med rige rødder og traditioner her i landet, hvor medmenneskelig respekt og anstændighed spiller en rolle. Der findes arbejderklassens verdslige kultur og rødder, der bygger på fællesskab, solidaritet og internationalisme, hvor arbejdet og ansvaret for hinanden og fremtiden er grundlæggende værdier. Der findes også folk med forskellige religiøse overbevisninger. Og der findes ateister. Religion er og bør være en privat sag – og alle må mødes og virke i fællesskab på det samme ikke-religiøse grundlag, der ikke sætter den ene tro over den anden. Det handler ikke om at påtvinge andre en bestemt måde at leve på. Det handler ikke om dem og os. Det handler om, at vi skal sikre, at alle bliver i stand til at kunne skabe sig en tilværelse og fremtid som en del af det danske samfund.”

Vi ønsker ikke at fremme borgerskabets ideologisk reaktionære undertrykkende kultur og ideologi og halvfeudale religiøse eller patriarkalske kulturer og menneskesyn. Heller ikke under dække af, at alt er lige godt, bare det er multikulturelt.

Postmodernistisk tåge

På et tidspunkt havde identitetspolitik den styrke, at den handlede om at fremme en positiv identitet i særlige grupper, såsom de oprindelige befolkningsgrupper (indianere, samerne, inuitter) i den anti-imperialistiske kamp, de sorte og ’Black is beautiful ´ i borgerretsbevægelsen i USA, kvinderne med den nye kvindebevægelse, lesbiske og bøssers rettigheder i kampen for seksuel frigørelse. Sådan at de kunne træde frem og fylde deres plads i en fælles bølge for samfundsforandring.

I dag er en sådan ramme af kollektiv klassekamp erstattet af individualisme: min erfaring, min følelse, min identitet, og af forskellige køns-etniske-seksuelle minoriteters og gruppers enkeltsagskrav. Det, der står tilbage, er moralisering og identitetsfølelse.

Liberalisme i politikken, postmodernisme i den akademiske verden og identitetspolitik hos dele af en venstrefløj, der kalder sig radikal, er udtryk for den samme reaktion – udviklet på baggrund af den globale liberalistiske offensiv, af en ’socialisme’, der fremstod som en karikatur og som utroværdigt alternativ, og en midlertidigt svækket arbejderbevægelse og revolutionær bevægelse.

Identitetspolitikken har sine rødder i postmodernismen. Det er en filosofi, der bygger på en kritik af fornuft og objektiv kundskab. Når marxismen2 hævder, at det er muligt at forstå verden, og selv sociale og kulturelle relationer mellem mennesker, i sammenhæng med de materielle og samfundsmæssige omstændigheder, vil postmodernismen indvende, at der ikke findes nogen objektivitet eller objektiv sandhed. Det liv, vi lever, er en kulturel konstruktion, og politik er en kamp for at definere og symbolsk repræsentere verden. Det identitetsskabende er politikkens hovedformål.

Konsekvensen af en sådan tankegang er synspunkter, som at oplevelsen af undertrykkelse er mere central end den egentlige undertrykkelse. Fortolkningen bliver vigtigere end sags-argumentet. Og når undertrykkelse defineres helt ud fra personlig erfaring, mister vi evnen til kollektiv handling og solidaritet over grænser.

Teorier som hos den tyske filosof Nietzsche3 om, at menneskets vilje og subjekt er hævet over den materielle verdens betingelser og klassesamfund, er en af grundstenene i postmodernismen. Hvis store indflydelse ses hos en anden af postmodernismens akademiske helte, Michel Foucault4 og hans begreber om samfund og magt.

Men skrællet ind til benet er det forsøg på at vende tilbage til tidligere tiders opfattelser om, at tankens kraft, det åndelige eller religiøse og guddommelige, var det, der skabte verden, samfundsforholdene og forholdene for og imellem mennesker. Alt sammen i diametral modsætning til marxismens opfattelse, der bygger på både at forstå og forandre verden.

I stedet for at se kapitalismen som en samling af undertrykkende strukturer, hvor ”magten” findes overalt, må vi se den for, hvad det er: et økonomisk og socialt system inddelt i klasser, hvor jagten på profit er motoren. Og hvor magthaverne og borgerskabet har både navn og adresse.

Fra Kierkegaard til Butler

Hvor Søren Kierkegaard5 sagde ”Man er den man vælger”, har det med en af nutidens identitets-kønsforskere, Judith Butler6, udviklet sig til ”Man er den man optræder/performer som”. Ens identitet og køn er en indstuderet optræden, en slags manuskript man handler ud fra. Og man kommer ligesom en skuespiller gennem gentagelser af manuskriptet til at optræde som den, man tror, man er. Det det handler om, er at ændre og skifte sine roller og køn gennem en proces af selvrealisering.

Kvindekampen erstattes af kønskamp. Det er bare ikke det, kvindekampen handler om. Den handler om at afskaffe al kvindeundertrykkelse – både forældede og indsnævrede kønsroller, kvindefjendske opfattelser og ideologi, uligestilling, levevilkår der gør, at vi ikke kan få arbejde, børn og familie til at hænge sammen. At vi slides ned af øget udbytning, at menneskelige evner og ressourcer nægtes udfoldelse og forkrøbles, at ghettoprinsesser bliver til sugar-datere. Og at det i sidste ende handler om at afskaffe årsagen til al den elendighed, det kapitalistiske system.

Arbejderklassen er den eneste klasse, der kan gøre dette, og som har en objektiv interesse i at gøre det. Derfor er det arbejderkvinderne, der udgør hovedkraften i kvindekampen, og derfor må den føres som en del af den samlede klassekamp, hvis den skal ende med frigørelse for alle mennesker.

Den del af den radikale feminisme, der kræver, at identitetspolitikken bliver kvindekampens omdrejningspunkt, går galt i byen.

Det anarkistiske netmedie Konfront skriver:

Vi er revolutionære feminister, der ønsker et grundlæggende opgør med cis-hetero-patriarkatet. Med redaktionen vil vi gerne skabe et modsvar til den hvide, eurocentriske, hetero- og cisfikserede, tykfobiske og ableistiske normsøgende liberalfeminisme, som på nuværende tidspunkt fylder i mediebilledet.”

Man fristes næsten til at spørge ”Hvad snakker I om?” På det mere praktiske plan fik gruppen Kvinder i Kamp besked fra samme Konfront-redaktion, om at man ikke kunne bringe dens materiale, da man efter at have studeret Kvinder i Kamps grundlag kunne konstatere, at de ikke gik ind for kvinders frihed til prostitution, og at de kun definerede kvinder som kvinder og ikke udvidede dette til transseksuelle mænd, der i deres nuværende fase føler sig som kvinder.

Det er ingen uenighed om, at udtryk for patriarkatet, racisme eller homofobi skal bekæmpes, men en uenighed om, hvordan vi opfatter forskellige grupper. Men ønsker man et grundlæggende opgør, og at undertrykkelsen skal kunne bekæmpes, må vi være i stand til at diskutere og have forskellige opfattelser af, hvordan kampen skal føres.

Vil afskaffe arbejderklassen

Arbejderklassen har skiftevis været erklæret død, ved at forsvinde eller ved at vokse ind i en middelklasse. Forsøgene har været mange, men teorierne har aldrig været baseret i den materielle virkelighed eller på videnskabelige kendsgerninger. Det er ren ønsketænkning fra borgerskabets side.

På venstrefløjen er der dem, der mener, at man ved at erstatte klassekampen med identitetspolitikken helt kan afskaffe arbejderklassen. Som f.eks. Mikas Lang og Eskil Halberg (M&E) i et indlæg i Information 3. juli 2018: ”Venstrefløjen bør ikke kæmpe for at styrke arbejderklassen, men derimod for at afskaffe den.”

Arbejderklassen bør kæmpe for at ”afskaffe sig selv” igennem et opgør med ”arbejderidentiteten”. Det skulle den efter M&E’s mening gøre gennem at arbejde mindre – ved at ”fortrænge lønarbejdet fra vores liv ved mindre arbejde og mere fritid”!

Arbejderklassen er ligesom de øvrige samfundsklasser en objektiv kendsgerning. Den er ikke en ”arbejderidentitet”, man kan tage af og på som en frakke eller skrue op eller ned for ved at arbejde mindre. Det har ikke noget at gøre med, om man føler sig som arbejder eller betragter sig selv som arbejder. Ens klassetilhørsforhold er ikke noget, man kan tænke sig til. Lenin definerede det klart: Det afgøres af, hvor i den samfundsmæssige produktion og økonomiske samfundsstruktur man er placeret, den måde man får, og det omfang man får del i samfundsrigdommen, og ens rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet.

Derimod kan man afskaffe alle klasser og klassesamfundet ved at afskaffe den private ejendomsret til værdier, produktionsmidler, jord og ressourcer gennem en revolution, hvor arbejderklassen overtager magten og gennem socialismen udvikler det klasseløse samfund, hvor også alt lønarbejde er afskaffet.

Det var det, Marx og Engels beskrev i Det Kommunistiske Parties Manifest allerede tilbage i 1848. Men det kræver en stærk arbejderklasse for at opnå og gennemføre det, ikke en svækket.

Derfor er spørgsmål og diskussioner om ideologier, politiske teorier og filosofier en vigtig del af den politiske klassekamp. Og som det gerne skulle fremgå, har de en del praktiske konsekvenser i udviklingen af klassekampen og af vores revolutionære klassebevidsthed.

Noter:

1 Solidaritet og fælles fremtid. En progressiv asyl-, flygtninge-, indvandrer- og integrationspolitik. Arbejderpartiet Kommunisterne, 2015

2 Marxismen bygger på Marx’ filosofiske materialisme og den dialektiske og historiske materialisme – i modsætning til den filosofiske idealisme. Klarest beskrevet i Det Kommunistiske Manifest og mest udførligt teoretisk skildret i Engels’ værker Ludwig Feuerbach og Anti-Dühring.

3 Friedrich Wilhelm Nietzsche (15.10.1844 – 25.8.1900), tysk anti-materialistisk filosof. Også kendt for sit værk om overmennesket, ”Übermensch”, som nazisterne brugte som intellektuelt røgslør for sine massemord og politiske og etniske udrensninger af befolkningsgrupper, og som dannede udgangspunkt for den senere tegneseriehelt Superman.

4 Paul-Michel Foucault (15.10. 1926 – 25.6.1984), fransk filosof, idehistoriker og litteraturkritiker.

5 Søren Aabye Kierkegaard (5.5.1813 – 11.11.1855), dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes som en hovedskikkelse i den kristne eksistentialisme.

6 Judith Butler (f. 24.2.1956), amerikansk post-strukturalistisk filosof, sociolog og queer-teoretiker. Og meget benyttet i den danske kønsforskning og akademiske verden.

Se også

Enhed og Kamp – årets første nummer er udkommet

 


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne