Ingen udenlandsk intervention i Venezuela!

Udtalelse
Af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML – 18. februar 2019:

Den politiske krise, som Venezuela oplever i disse dage, er et signal til verden om et muligt amerikansk militært indgreb i landet. For få dage siden sagde den amerikanske præsident Donald Trump, at brugen af ​​militær magt “er en mulighed”, en mulighed som vil kunne åbne et nyt kapitel i den historie om overfald og død, der er begået af den amerikanske imperialisme – igennem næsten to århundreder, også fra før den blev til verdens supermagt.

De første handlinger, hvormed USA viste sin ekspansionistiske “mission” og imperialistiske ånd, udførtes på vores kontinent. Fra da af og indtil i dag gennemført i en kombination af økonomiske, politiske, militære, kulturelle transaktioner – for at være mere eksplicit udplyndring af naturressourcer, eksport af kapital, politisk afpresning, kup, militære interventioner, propagandakampagner osv. osv.

Den daværende præsident James Monroe opfandt i 1823 udtrykket “Amerika for amerikanerne”. Det var i den historisk-politiske sammenhæng med sigte på den europæiske indgriben i de uafhængighedsprocesser, der fandt sted, men det fik snart ændret sin betydning til reelt at blive til «Amerika for nordamerikanerne». Dette er essensen af ​​Monroe-doktrinen, som Trump mindede verden om, da han tiltrådte.

“Når USA opnåede udvidelse og en acceptabel økonomisk og industriel udvikling i midten af ​​det nittende århundrede – hvilket er en periode, der spænder fra 1840 til ca. 1870 – beroede det på udviklingen af en aggressiv udenrigspolitik i forhold til det nærmeste kontinent,” siger Fernando Arancón i en artikel om den amerikanske interventionisme på vores kontinent. 

Mellem 1846 og 1848 annekterede det, hvad der nu er staterne Californien, Nevada, Arizona, New Mexico, Utah, Texas og dele af Colorado, som alle var en del af Mexico. Derefter kom til slutningen af ​​det nittende århundrede militære interventioner i Uruguay (1858), Panama og Nicaragua (1860), Mexico (1876) og Chile (1891).
“Det er fra 1900, hvor USA tager et skridt fremad, hvor det gør Latinamerika til, hvad der er blevet kaldt dets ‘ baggård ‘”, siger Arancón. De små og mellemamerikanske landes økonomiske behov bruges til at etablere et økonomisk ‘samarbejde’ og dermed sikre politisk kontrol. Under disse betingelser, leaser Cuba i 1903 Guantanamo til USA, hvor det nu har en militærbase, og mellem 1904 og 1916 gennemføres invasioner og militære besættelser i Cuba, Nicaragua, Honduras, Mexico, Haiti og Den Dominikanske Republik med henblik på at beskytte regeringer der var servile overfor de yankee-selskaber, der opererede i disse lande.

Opførelsen af ​​Panamakanalen er fremstillet som, at USA fremmer Panama’s uafhængighed fra Colombia. Dens opførelse blev startet af et fransk selskab, og denne kanal var sammen med et areal på bredderne til begge side amerikansk territorium indtil 1977, hvor de territorier, der grænsede op til staten Panama blev returneret.

USAs økonomiske og politiske kontrol blev styrket i regionen i 20’erne og 30’erne i forrige århundrede (med indsættelsen af ​​tropper, tilstedeværelsen af ​​amerikanske transnationale, påtvungne regeringer og diktaturer). Dette forlænges derefter længere mod syd. Store virksomheder som Standard Oil Company, Ford eller United Fruit Company foretager investeringer i flere lande, herunder Brasilien, Venezuela, Chile, Colombia, Ecuador … Med udbruddet af Anden Verdenskrig gav flere latinamerikanske lande tilladelse til opførelse af (amerikanske, overs. anm.) militære baser på deres territorier.

Efter Anden Verdenskrig fokuserede den amerikanske udenrigspolitik over for Latinamerika på kampen mod udbredelsen af ​​kommunistiske og venstreorienterede ideer generelt. CIA – Central Intelligence Agency – arbejder utrætteligt for at miskreditere de revolutionære bevægelser, og fremme politiske figurer, der tjener amerikanske interesser, destabilisere og vælte regeringer, der indtager demokratiske holdninger i strid med de af Washington definerede politikker.

I 1954 er CIA er til stede i kuppet i Guatemala, der væltede Jacobo Árbenz og indførte et brutalt militærdiktatur. Árbenz havde nationaliseret det magtfulde United Fruit Company. I Ecuador fremmede CIA i 1963 afsættelsen af Carlos Julio Arosemena og etablering af det anti-kommunistiske militærdiktatur, der regerede indtil 1966.

I april 1961 fremskyndede USA den militæroperation af ​​kontrarevolutionære tropper, der blev kendt som Svinebugten (Playa Girón), der endte med fiasko. De fleste af invasorerne blev fanget af hæren og cubanske militser.

I løbet af 60’erne og 70’erne i det sidste århundrede fremmede USA generelt kup i næsten alle latinamerikanske lande, kriminelle diktaturer som Brasilien, Argentina, Chile, Uruguay med flere.

De seneste sidste åbne militære indgreb blev gennemført i Granada i 1983; logistisk støtte til det nicaraguanske kontra mellem 1982 og 1987; og invasionen af ​​Panama for at vælte Antonio Noriega. 
Granada, et lille land på blot 344 km2, og på den tid med mindre end hundredetusinde indbyggere, blev trampet ned af mere end 1.200 marinesoldater i en operation kaldet “Haster Fury”.
Mere end 27.000 amerikanske tropper invaderede Panama i december 1989 for at arrestere Noriega, som man beskyldte for narkotikahandel. Men det egentlige formål var at afskaffe traktaterne vedrørende Panamakanalen, der ville sikre den panamanske stat den fulde kontrol over den. Antallet af ofre for denne invasion er ikke kendt, men der er mere end fire tusinde døde. Den amerikanske besættelse af veje og ministerier blev opretholdt i to år.

De nye generationer er formentlig uvidende om denne mørke historie ledet af amerikansk imperialisme. At der i dag i Venezuela findes en regering, som ikke modsvarer arbejdernes og folkets interesser, og som under ingen omstændigheder kan betegnes som socialistisk, 
retfærdiggør ikke udenlandsk politisk indblanding og endnu mindre militær invasion.

Det er folket selv, som må bestemme sin skæbne med fuld anvendelse af selvbestemmelsesretten.

Derfor styrker vi vores solidaritet med det venezuelanske folk, med de folkelige og revolutionære kræfter – heriblandt kammeraterne fra Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Parti PCMLV – som midt under denne krise kæmper for at rykke frem med et uafhængigt klassealternativ.

Læs også
Tidligere CIPOML udtalelse:
Vi støtter Venezuelas arbejdere og befolkning mod den imperialistiske aggression

APK udtalelse:
Vi fordømmer den danske regerings anerkendelse af kuppræsidenten i Venezuela!

 

 

 

 

 

 


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne