Populismen i Europa – Hvad er populisme?

Hvad er populisme egentlig? Hvordan skal kommunisterne og de revolutionære forholde sig til dette fænomen, som griber om sig i stadigt flere lande, ikke mindst i Europa?
Denne analyse fra de marxist-leninistiske partier i Europa giver nogle vigtige svar.

Artiklen er udgivet i APKs magasin Enhed og Kamp 1,2019

”Populisme” – en politisk tendens, som foregiver, at den repræsenterer folkelige klasser og lag – er ikke et nyt koncept. Som politisk bevægelse blev den født i Rusland i anden halvdel af det 19. århundrede under indflydelse fra A.I. Herzens.

Populisterne (”narodnikkerne” på russisk) var utopiske og romantiske kritikere af kapitalismen. De ville have en revolution, der byggede på det gamle jordbrugsfællesskab, og de teoretiserede om over de intellektuelles pligt til at tjene folket.

Lenin definerede fænomenet således: ”Kernen i populismen består i det faktum, at den repræsenterer producenternes interesser fra småproducenternes ståsted, dvs. fra småborgerskabets synspunkt.”

Også i USA dukkede der i 1891 et populistisk parti op, Folkepartiet. Det havde dets sociale base blandt den store gruppe af forgældede, hvide småbønder, som var rasende over den stigende sociale ulighed i et samfund, der var ved at blive domineret af finanskapitalen.

Gammelt fænomen i nye former

Populismen af i dag er en anden end den, som fandtes i det 19. århundrede. Den udvikler sig under andre historiske og sociale forhold: fra en udviklingsfase hen mod monopolkapitalisme til en fase med skærpelse af kapitalismens almene krise. Men de historiske forskelle til trods er essensen i populismens grundlæggende mål den samme i dag som i går: nemlig at forhindre, bremse og aflede den bred befolkning, i første omgang arbejderklassen, fra den bevidste og organiserede kamp mod kapitalismen og imperialismen.

I dagens Europa forekommer dette politiske fænomen i forskellige udgaver og organisationsformer. I et og samme land kan populismen antage forskellige former, som nogle gange konkurrerer mod hinanden. Dette er udtryk for den dybe økonomiske og politiske krise, som har ramt alle lande i det sidste årti. En krise, der fører til dybe sociale uligheder i brede lag af befolkningen, også blandt småborgerskabet og borgerskabets lavere lag.

Udbredelsen af populistisk propaganda hænger sammen med befolkningens forværrede leve- og arbejdsforhold, med de omfattende sociale konsekvenser af den nyliberale nedskæringspolitik, med krisen for de borgerlige institutioners legitimitet og autoritet. Og det hænger sammen med de indre modsætninger og rivalisering i de herskende klasser.

Populismens politiske succes er en direkte følge af krisen og af den politiske, moralske og parlamentariske dekadence hos de gamle liberale og socialdemokratiske partier. Når der ikke er nogen uafhængig og revolutionær arbejderbevægelse, udfylder populisterne det politiske tomrum.

Populisme udvikler sig i en periode, hvor ”det sociale kompromis”, dvs. klassesamarbejdet mellem borgerskabets stat, fagbevægelsen og industriherrerne (grundlaget for ”velfærdsstaten”), svækkes mere og mere. Dette skaber brede protestbevægelser, hvor populistiske, højreekstreme, fascistiske og nazistiske grupper er aktive.

Krise i det borgerlige demokrati

Populisme er udtryk for den dybe krise i det borgerlige demokrati og dets traditionelle former for politisk repræsentation. Frem for alt for de reformistiske partier, som ikke tilbyder noget alternativ den nyliberale politik, og som har distanceret sig fra arbejdernes og almindelige menneskers interesser. Samtidig er populisme borgerskabets løsning for at overvinde ”det demokratiske underskud”, det vil sige at lede befolkningens ophidselse og vrede i en retning, som tjener den herskende klasses egne politiske mål.

Populismens fremvækst er et resultat af den herskende klasses autoritære og anti-folkelige tiltag og dens liberale og socialdemokratiske partier, som demonterer erobringerne på velfærdsfronten og de demokratiske rettigheder, som indskrænker det borgerlige parlaments råderum, som begraver folkelig suverænitet ved at kaste den nationale uafhængighed over bord, og som skærper undertrykkelsen af arbejderklassen og fagbevægelsen. Også diktaterne og de hykleriske beskyldninger, der kommer fra oligarkiet i Bruxelles, toppen af EU, styrker populismen.

Udbredelsen af populismen bliver hjulpet frem af det forbigående, men omfattende internationale og flernationale (multinationale) nederlag for socialismen og de vanskeligheder, som en arbejderbevægelse med ringe selvtillid har med at rejse sig igen. Men også af den politiske, ideologiske og organisatoriske svaghed i arbejderklassens partier og i de revolutionære bevægelser generelt.

Graden af indre modsætninger i det borgerlige samfundssystem og tilbageståenhed i arbejderklassens revolutions subjektive faktor letter udbredelsen af patetiske fænomener som populisme. Den er et symptom på ”seniliteten” hos en aldrende imperialisme.

Populismen som fænomen i Europa

Det andet årti i det 21. århundrede i Europa har været præget af svag økonomisk vækst og politisk ustabilitet siden den store krise i 2008. Nedskæringer i løn, pensioner og velfærdsydelser har hastigt medført voksende social ulighed og fattigdom, og ustabilitet og utryghed har præget leve- og arbejdsforholdene. Indvandring og terrorisme, smart manipuleret af de borgerlige medier, har forstærket følelsen af social usikkerhed, mens korruption, bestikkelser og skandaler har undergravet tilliden til de traditionelle partier.

I denne historiske situation, hvor ”det gamle dør og det nye ikke kan vokse frem” (Gramsci), er nye politiske udtryksformer dukket op i mange lande, fra nord til syd i Europa, for at aflede befolkningen, i første række arbejderklassen, fra den bevidste og organiserede kamp mod kapitalisme og imperialisme. Den bevarer sin reaktionære karakter, selv om den kan virke som ”mere demokratisk”.

Stærke partier og bevægelser har opbygget en illusorisk og ofte reaktionær protest mod oligarkiet og mod EU. De fremsætter nogle alternativer inden for systemets rammer, hvor det at overvinde kapitalismen på revolutionær vis ikke indgår. Som kæpheste har de krav om national suverænitet, kritik af overstyring fra EU og af nedskæringspolitikken, problemerne som følger af indvandring og flerkultur (multikulturalisme), bankernes ansvar for krisen, konspirationsteorier og ideer om ”folkeforræderi” osv.

Dette er de nye populistiske partier og bevægelser, som i flere tilfælde hurtigt har vundet vind i sejlene. I nogle europæiske lande sidder de allerede i regeringsposition, hvorfra de indfører autoritære og reaktionære lovændringer.

Disse partier begyndte at udvikle sig i takt med gennemførelsen af den nyliberale politik hos de traditionelle højrepartier eller socialdemokraterne. Svækkelsen af disse partier, især socialdemokratiet, men også af de gamle liberale partier, har skabt et politisk vakuum, som de populistiske partier har udnyttet.

Lande i Østeuropa som Ungarn eller Polen har været kulturelle rugekasser for populisme. Disse lande er brutalt gået fra at være bureaukratiske stater styret af revisionistiske partier til at blive klassiske kapitalistiske lande, der har indført en brutal nyliberal politik inden for EU-systemets ramme ved hjælp af den berømte ”chokterapi”.

De populistiske partier, som styrer disse lande i dag, kombinerer en tale rettet mod EU (”EU pålægger os beslutninger, vi ikke længere vil have”) med fremmedfjendsk og racistisk politik. De fordømmer også forskelsbehandling, som EU praktiserer: begrænsning af støtte og subsidier, regler som begrænser enkelte former for social dumping, og som straffer selskaberne i disse lande, de klager over den arrogante holdning, som EU og stormagterne viser over for dem, osv.

I Vesteuropa gav 2008-krisen anledning til populismens udbredelse. I begyndelsen havde dens venstreorienterede udgaver fremgang (Podemos, Syriza). Derefter begyndte den at blomstre i højreorienteret udgave (Front National, AfD, Femstjernebevægelsen osv.). I denne periode er det den reaktionære populisme, som vinder fremgang. Der er allerede højrepopulistiske regeringer i Polen, Ungarn, Østrig, Slovenien, Tjekkiet og Italien.

I dag er populismens fremtrædelsesform i Europa overvejende reaktionær, repræsenteret ved partier og bevægelser, som dyrker chauvinistiske, konservative og xenofobiske holdninger. Dette gælder for Front National i Frankrig, AfD i Tyskland, Lega Nord og hovedparten af Femstjernebevægelsen i Italien, Dansk Folkeparti, FPÖ i Østrig, UKIP i England, De Sande Finner, Sverigedemokraterne, det norske Fremskridtparti, N-VA i Belgien, Frihedspartiet i Holland, Lov og Orden-partiet i Letland, Lov og Retfærdigheds-partiet i Polen, det bulgarske GERB, de fascistlignende ungarske partier Fidesz og Jobbik osv.

Fænomenet begrænser sig ikke til de parlamentariske partier. De er også i sociale bevægelser som det tyske Pegida, som tilhører højrepopulismens lejr.

Den chauvinistiske og reaktionære Donald Trump er talsmand for protektionisme og streng indvandringspolitik, og hans magtovertagelse har styrket bølgen af højrepopulisme i Europa.

I sammenblandingen af retninger inden for populisme må vi ikke glemme racisterne og fascisterne, som forsøger at dække over deres ideologi med højlydte erklæringer om ”at forsvare folket mod de udenlandske indtrængere, som kommer for at stjæle arbejdet fra de indfødte arbejdere”, mod indvandrerne, som er ”født kriminelle, voldtægtsmænd, narkohandlere” osv. Populismen er kanalen, som fascismen benytter sig af for at trænge ind blandt befolkningen.

Populismen i venstreorienteret udgave er præget af en usammenhængende tilbagevisning af nedskæringspolitikken. Den findes især i den sydlige periferi af EU: i Spanien (Podemos), Grækenland (Syriza) og Italien (dele af Femstjernebevægelsen og andre grupper).

Populismens sociale grundlag og funktion

Populismen har småborgerskabet som sit sociale fundament, et småborgerskab som er blevet fattigt og økonomisk marginaliseret og berøvet sin sociale status i form af politisk repræsentation. I lande domineret af monopolkapitalen voksede småborgerskabet, specielt i landområderne, gennem flere årtier. Denne samfundsklasse blev en vigtig faktor for ligevægt og politisk stabilitet i ”de vestlige liberale demokratier” som en solid vælgermasse. Men den oplevede også en hurtig proces med forarmelse og politisk eksklusion i og med ”globaliseringen” og krisen i 2008. Også fremvæksten af nye industrisektorer som et resultat af videnskabelige og teknologiske fremskridt har spillet en rolle i svækkelsen af småborgerskabets og de underste og mellemste dele af borgerskabets stilling.

Denne nedgradering og opløsning af småborgerskabet (og på den anden side den hurtige oprykning af nye og smalle privilegerede borgerlige lag), denne opsplitning af en klasse, som er et bærende lag i det borgerlige samfund, er årsagen til det politiske jordskælv, som populismen er udtryk for.

Det er vigtigt at forstå forskellen mellem det sociale grundlag for dette fænomen og måden, borgerskabet bruger det på. Basen er et produkt af krisen i det imperialistiske system, som rammer og river brede samfundslag over ende, særlig småborgerne, som vender ryggen til deres traditionelle partier. Dette udfordrer grundlaget for det borgerlige diktatur.

Derfor har den herskende klasse alvorlige vanskeligheder med at opretholde sit diktatur på den gamle måde, med de gamle partier, med de gamle frontfigurer.

Borgerskabet er i en position, hvor det ikke kan anvende den gamle politik i dens gamle former. Modsætninger på nationalt og internationalt niveau presser den herskende klasse til at finde nye kræfter og nye metoder for at kunne regere som før. Det må ty til demagogi og bedrageri. Det vender sig mod det, som det selv har skabt, mod de gamle partier, selv om det skaber politisk ubalance og chokvirkninger i borgerskabets nationale og internationale institutioner.

Populisme er et svar, dele af borgerskabet tyr til for at møde en række økonomiske, sociale og politiske krav fra middelklassen, som den ikke finder svar på i de traditionelle partier. Disse sektorer har vendt ryggen til borgerskabets venstrepartier, som repræsenterede store lag af de arbejdende klasser, og som nu skiller sig ud fra sit sociale fundament.

Borgerskabet har brug for nye politiske valgprojekter, som kan rette utilfredsheden i disse samfundslag mod en ”fjende” (opad mod eliten, nedad mod indvandrerne) for at undgå, at de retter angreb mod det kapitalistiske system, den virkelige fjende.

Derfor er der brug for en ny type borgerlige partier, partier, som er tilpasset de nye forhold efter den store økonomiske krise i 2008, kapitalismens opløsningstendenser og tilintetgørelse af velfærdsstaten, partier som tjener de reaktionære kræfter og krigsforberedelserne. De er skabt over samme læst, men med plads til taktisk justering i de forskellige lande. Den populistiske bevægelse og dens partier bliver formet og næret af dette behov.

Populisme er nødvendig for, at klasserne ved magten skal bevare deres overherredømme, deres hegemoni. De er nødvendige for at udfylde det politiske vakuum, som skabes af krisen i det gamle valgmaskineri. Det er en slags dårlig efterligning af venstreborgerskabets store massepartier, som ikke længere evner at repræsentere, opsuge og optage de småborgerlige mellemlags ønsker og behov i et reformistisk valgprojekt. Det betyder, at det populistiske fænomen ikke kun er et udtryk for protest mod valgsystemet.

Populisme kan opstå fra de småborgerlige mellemlag, der ønsker at styrke deres position ved valg, ved at benytte sig af den utilfredshed, der findes blandt de klasser og samfundslag, som er ramt af krisen. Men den ændrer sig hurtigt til at blive en politisk kraft, når borgerskabets mest reaktionære kredse, storindustrien, bankvæsenet og lederne af institutionerne griber ind som organiserende element. Den linje, som styrer populismen, når den har magten, er linjen for borgerskabets dominerende kræfter.

Populistisk ideologi, politik og retorik

Populisme er ingen sammenhængende og struktureret ideologi. Den er snarere en politisk stil, et politisk våben som bruges af borgerlige og småborgerlige partier og bevægelser, som ønsker at vinde politisk råderum for at realisere deres mål. Denne stil bygger på nogle ideologiske elementer og bruger former for kommunikation og fraseologi, som skal virke ”folkelig”, for at prøve at forene og mobilisere lag i samfundet, som normalt er passive eller præget af modløshed.

1. Populisterne afviser eksistensen af klasser og kampen mellem dem. De fornægter den historiske udvikling af klassekampen og arbejderklassens revolutionære rolle som klassekampens afgørende element. De proklamerer, at samfundet er horisontalt opdelt i to homogene og modsatte lejre, folket og eliten (”os” og ”dem”). Med dette erstatter de det traditionelle skel mellem højre og venstre med en samfundsdeling i top mod bund.

2. Politik er for populister folkets og nationens vilje (”de fleste”) i modsætning til de privilegerede, korrupte og grådige eliter (”teknokraterne i Bruxelles”). Folket forstås som ”et nationalt fællesskab”, demagogisk fremstillet som arvtagere af udelukkende positive værdier og dyder. Populisterne vil gerne fremstå som de eneste sande repræsentanter for folket og nationen, som de eneste der kan tolke suveræniteten, den folkelige og nationale vilje, i modsætning til ”de ydre fjender”.

3. Når det gælder politisk handling, ser populisterne på sig selv som ”anti-partiet” (selv om de ofte er partier), som en modsætning til ”den gamle politik” og ”de professionelle politikere”. De gør brug af politiske former tilpasset forskellige klasser og lag (selv om de opretholder den ”horisontale” organisation – delingen i samfundets top og bund), bygget op om en karismatisk leder, professionelt oplært for at effektivisere sin ”politiske optræden”. Kommunikationen er den direkte og lidenskabelige appel til folket (specielt rettet mod samfundslag, som ikke er organiserede), baseret på retorik og demagogi. De prøver at vejre stemningen hos de utilfredse befolkningsgrupper, som er skuffet over de andre partier. De fyrer op under social frygt og udnytter behovet for social beskyttelse og sikkerhed mod globalisering, nyliberalisme osv. De koncentrerer deres angreb mod eliterne, overklassen, dem som ”sidder på toppen” – og i lande som Polen, Østrig, Italien og andre mod ”den alvorlige trussel”, som indvandring repræsenterer. Populisterne skaber falske økonomiske og sociale forventninger, de kommer med løfter om tiltag, der er gode for befolkningen, men som ikke kan realiseres på grund af bindingen til EU-traktaterne.

De tilbyder pragmatiske, umiddeltage løsninger på de eksisterende problemer uden at berøre de strukturelle årsager til problemerne. Populisterne kombinerer forskellige former for politisk kommunikation: sociale medier og internettet, gademobilisering, individuel kommunikation, fjernsyn, aviser osv. De benytter sig af et overfladisk sprog og slogans, teknikker til verbal aggression, trusler, provokationer. Målet er altid at erobre samfundslag, som er ramt af krisen, og at mobilisere dem med henblik på bestemte politiske mål. Populisternes radikalisme svarer ikke til et program, der går ind for at omstyrte de eksisterende samfunds- og ejendomsforhold; målet er kun at erstatte persongalleriet, som har magten, med den hensigt at ty til reaktionære foranstaltninger (omend godt forklædt).

4. Populister blander forskellige ideologier, frem for alt nyliberalisme, chauvinisme, racisme og antikommunisme, for at styrke reaktionære politiske kræfter og for at skaffe sig et bredere massegrundlag. Særlig kombinationen af populisme og borgerlig nationalisme udgør en stor fare for arbejderklassen og den revolutionære bevægelse. Det er en vigtig faktor for krigsforberedelser. Det centrale tema, som bekræfter den populistiske chauvinisme, er kravet om at vinde ”tabt suverænitet” tilbage. Favoritsloganet er ”Amerika først” (eller Frankrig, Italien etc.). Denne nationalistiske komponent tjener mere direkte de herskende klasser i alle lande. Den anden variant af populismen er at forene de forskellige strømninger, at vinde befolkningen og opbygge politiske alliancer.

De politiske partier er grundlæggende valgpartier med en alsidig organisation. De er parate til at realisere alle typer alliancer for at komme i en magtposition uden at undergrave det kapitalistiske system. De bruger ofte folkeafstemninger for at ulovliggøre og ændre noget i det borgerlige parlamentariske system. Når populisterne kommer til magten, identificerer de sig med staten (”vi er staten”). De siger, at det kun er muligt at beskytte folkets interesser ved at styrke den borgerlige stat. De betragter sig selv som de eneste repræsentanter for folkets vilje, de forpligter sig til at komme ind i statsapparatet og sikre magten i ”folkets” navn – politiske modstandere undtaget. Populisterne er grundlæggende antidemokratiske; de afviser den politiske og moralske legitimitet hos andre politiske kræfter, og de stræber efter absolut monopol på politisk repræsentation i det borgerlige system.

Venstre”-populismen

Som vi har set, er der ikke én populisme med almene fællesbegreber og en sammenhængende ideologi. Der er forskellige versioner af højre- eller ”venstre”-populisme, som på den ene eller anden måde tjener interesserne for borgerskabets forskellige fraktioner.

Selv om populisterne anvender samme populistiske stil, er der betydelige forskelle mellem dem, som man ikke bør overse.

Følelserne, som de forskellige former for populisme appellerer til for at mobilisere vælgere, er tydelige nok: I den højre variant er det fremmedfrygten; i den venstre variant er det håbet om en bedre fremtid og solidaritet. Den højre variant er genkendelig med sit had og nag, sin egoisme og ligegyldighed. Den venstre variant taler i teorien om ”retfærdighed og ligestilling”, forsvar af velfærdsstaten, om at tage imod flygtninge, ”deltagerdemokrati”, mindre ulighed og deslige.

Disse forskelligheder er udtryk for småborgerskabets dobbeltkarakter som reaktionært og progressivt på en og samme tid, dets egeninteresse og i dets forhold til kapitalen. Derfor er det nødvendigt at vurdere og analysere de forskellige aspekter af populisme, uden at blande alt sammen.

Småborgerskabets populister taler med store ord om ”folket”, ”fællesskabet” og ”borgerne” (de undgår ord som ”arbejderklasse” eller ”revolutionær kamp”). De gør det altid på en tvetydig måde uden at specificere deres mål. De kritiserer regeringerne i deres egne lande, men de vil ind i de borgerlige parlamenter gennem valg. I deres valgprogrammer og samtaler nævner de aldrig behovet for ændring af regimet eller samfundsmæssig revolution.

I deres valgprogrammer vil de ikke have en grundlæggende ændring af systemet, tværtimod vil de forbedre den bestående orden. Når de kræver ændringer i valgloven, er det på underordnede områder og med henblik på ændringer, som gør, at de kan få flere pladser i parlamentet. De siger absolut ingenting om arbejderklassen, andet end i form af nogle fængslende og usammenhængende slogans.

Når det gælder faglig kamp, går deres taktik i almindelighed ud på løs snak om at vinde poster og positioner i apparatet. Hvis de ikke opnår det, nedvurderer eller opgiver de denne vigtige kamp, idet de ignorerer den berømte advarsel fra Lenin: ”At nægte at arbejde i de reaktionære fagforeninger indebærer at overlade de mindst bevidste arbejdere til påvirkning fra de reaktionære ledere, borgerskabets agenter.” Venstrepopulister teoretiserer ikke, og de forklarer ikke årsagen til deres optræden, når det gælder kampen mod den reformistiske faglige økonomisme. De ser bort fra eller undervurderer, at der også er et betydeligt antal bevidste arbejdere på trods af de opportunistiske fagforeningsledere. Men for populister af alle slags er det ”folket”, ”dem der er i bunden”, som tæller. Ikke arbejderklassen.

Der råder stor forvirring blandt de venstrepopulistiske ledere om, hvad de har som politiske og ideologiske rødder at henvise til: Nogle kalder sig ”marxister”, andre kun ”venstrefløj”. De kritiserer resultatet af nyliberalismen og vil fremme en ”demokratiseret” kapitalisme. Under ingen omstændigheder medtager de nødvendigheden af at rive det økonomiske oligarkis dominans og kapitalismen ned.

Et træk ved venstrepopulister i de imperialistiske lande er, at de fornægter deres eget lands imperialistiske karakter. De kobler spørgsmålet om at komme ud af EU væk fra spørgsmålet om arbejderklassens revolution for at bryde kapitalismens tyranni. De foreslår nye ”alternative zoner” mellem imperialistiske og kapitalistiske lande.

De vil ikke indse deres eget borgerskabs ansvar for og medvirkning til den alvorlige situation, men lægger kun skylden på trojkaen i EU-toppen eller andre imperialistiske herskerklasser. De mener, at hovedfjenden altid befinder sig uden for deres eget land. Objektivt fungerer de som krykker for deres eget borgerskab. De søger efter alliancer med dele af den herskende klasse, idet de undervurderer eller minimerer klassemodsætningerne.

De venstrepopulistiske grupper foretager ikke en marxistisk klasseanalyse; de ser på de eksisterende klassemodsætninger fra et sociologisk synspunkt, som går på tværs af klasserne.

De placerer de reaktionære dele af de småborgerlige mellemlag og de undertrykte og udbyttede lag af småborgerskabet på samme niveau, lag som kan blive neutraliseret eller bryde båndene til den herskende borgerklasse.

Venstrepopulisterne har ikke noget tilovers for revolution og socialisme. De leder efter en ”tredje vej”, som uundgåeligt fører dem ind i det reformistiske hængedynd. De konkurrerer på borgerskabets hjemmebane. Endvidere henfalder de systematisk til nationalisme og er forberedt på national enhed med herskerklassen i ”kritiske” situationer.

Venstrepopulisme har en særlig rolle: Den skal aflede arbejderklassen og befolkningen fra den bevidste kamp mod kapitalmagten og dens forskellige fremtrædelsesformer.

Formålet med denne form for populisme er at hindre udviklingen af en revolutionær massebevægelse ledet af arbejderklassen. Den skal forhindre, at arbejderne og befolkningen udvikler en revolutionær klassebevidsthed. Derfor går indsatsen hos denne type populister ud på at give arbejdernes og folkets krav en udformning, som er forenelig med det kapitalistiske samfundssystem.

Populismen og arbejderklassen

Populistiske bevægelser henvender sig især til de mellemste klasser og lag. De afspejler deres interesser og synspunkter. Men de udvikler også en demagogisk politik over for arbejderne, specielt de underste lag, som er dårligt organiserede og mere udbyttede. Det er en politik, som kombinerer den mest kyniske sociale demagogi med falsk patriotisme.

Populismen træder frem over for arbejderne og den folkelige protest i en historisk periode, hvor klassebevidstheden i den arbejdende befolkning er på et lavt niveau. En situation, hvor klassekampen ikke nødvendigvis antager traditionelle venstreformer.

Populismen har en vigtig rolle at spille for borgerskabet: Den skal holde arbejderklassen og befolkningen væk fra den revolutionære vej i en fase, hvor de objektive betingelser for, at de kan genvinde et revolutionært perspektiv, er til stede.

Populisterne bremser og forsinker med andre ord udviklingen af den subjektive faktor, i særdeleshed klasseorganiseringen, ved at skabe falske forventninger til mere eller mindre reaktionære sociale programmer og frontfigurer.

I overensstemmelse med nyliberale dogmer desorganiserer og diskrediterer de populistiske partier arbejderne og deres organisationer, samtidig med at de bryder de traditionelle partier op. Linjen hos de populistiske partier er at ”vaske deres hænder” og ”ikke gribe inde i konflikten mellem arbejde og erhvervsliv”. De agiterer for ”frihed” af Uber-typen og vinder indpas i samfundslag, som står langt fra faglig organisering. De har kun lidt tilovers over for fagforeningerne som klassens grundlæggende form for organisering, ligesom de også fornægter den klassiske organisering af arbejdernes massepartier. De støtter individualisme og korporativisme, ”reformer uden forhandling” og afviser fagforeningernes rolle.

På hvilke områder tiltrækker populismen arbejderne? Ved at pege på reelle behov, som de traditionelle liberale og reformistiske partier negligerer: faldende levestandard, usikkerhed mht. leve- og arbejdsforhold, behovet for social beskyttelse, arbejdsløshedsforsikring, krav om ordentlige pensioner, høje skatter og afgifter; korruptionen i de herskende klasser, finansoligarkiet, voksende social ulighed, konkurrence om jobbene som følge af grov udbytning af udenlandske arbejdere osv. Populisterne fremsætter selvfølgelig reaktionære og fiktive løsninger på disse problemer uden at stille spørgsmål ved grundlaget, som dette udbyttersystem er bygget på.

Populismen udnytter på dygtig vis fortvivlelsen og vreden hos arbejderne og de arbejdsløse og ungdommen, som kun tilbydes tilfældige job. Arbejderne giver deres stemmer til de populistiske partier af to hovedårsager: det falske håb om, at de vil løse nogle problemer; og fordi de vil straffe de reformistiske partier, som har ansvaret for de asociale nedskæringer og det skammelige klassesamarbejde. Dermed kan højrepopulisterne ride på forventningerne og protesterne fra arbejderne, på det had som arbejderne føler mod oligarkiet. Nogle gange gør de også brug af slogans og krav, som lyder venstreorienterede.

Retningslinjer for arbejdet og den videre kamp

Kommunisternes kamp mod populismen må ikke forveksles med den kamp, som borgerlige og reformistiske partier fører mod populismen. Den er baseret på direkte modsatte ideologiske og politiske principper og krav, og disse må udvikles dagligt og metodisk for at vinde de bevidste arbejdere og for at bevæge den brede befolkning i revolutionær retning.

Dette er en kamp imod småborgerskabets reaktionære ideologi og praksis, som udgør en alvorlig hindring for udvikling og spredning af den videnskabelige socialisme blandt de udbyttede og undertrykte befolkningsgrupper.

For at udvikle denne kamp må vi se på populismen som en hindring for udviklingen af arbejderbevægelsen. Vi må kontinuerligt fordømme og afsløre den rolle, den spiller ved at redde det kapitalistiske system fra undergang.

Populismen kan ikke ophæve modsætningerne mellem borgerskabet og arbejderklassen, eller modsætningerne mellem klasseindholdet i populisternes politik og arbejderklassens ønsker og behov, lige så lidt som den kan ophæve modsætningerne inden for de herskende klasser.

Når populisterne kommer til magten, ændrer staten ikke sin klassenatur. Udbytningen bliver ikke mindre, men større. Undertrykkelsen af arbejderklassen vokser, arbejdernes sejre og rettigheder og deres organisationer er et konstant angrebsmål for populisterne. Kapitalismen forøger undertrykkelsen og brugen af vold. Det betyder, at populismen ikke mindsker klassemodsætningerne, men at de bliver skarpere.

Eftersom populismen appellerer til ”folket”, må kampen mod den populistiske og nationalistiske ideologi og politik føres i arbejderbevægelsen og folkelige bevægelser. Den store udfordring er at bekæmpe populismens indflydelse og hegemoni i vor egen lejr gennem bredt anlagt massearbejde – uden at lægge skjul på, hvad der kendetegner vore partier, og hvilke mål vi har.

At udvikle denne kamp er nødvendigt for at etablere tætte bånd mellem afvisning af den herskende politik og fremme de konkrete og presserende krav fra arbejderne og de arbejdsløse tilpasset det faktiske bevidsthedsniveau og følelserne hos de undertrykte og udnyttede befolkningsgrupper.

Vi må imødegå den populistiske demagogi med en kommunistisk propaganda, som er enkel og forståelig for arbejderne og de unge arbejdere, kvinderne, de fattige. En propaganda, som sætter deres sande interesser i centrum for vores aktiviteter.

Nu hvor vi står over for en voksende populisme og fascisme, er det af største betydning at udvikle arbejderklassens enhedsfront og folkefronten.

Taktikken i arbejdernes enhedsfront i kampen mod kapitalismen er nøglen til at kæmpe mod populismen, dens klassefællesskab og samarbejdspolitik. Hvert skridt vi tager for at virkeliggøre aktionsenhed mellem arbejderne i kamp mod kapitalismen, er et skridt, som åbner for bredere og afgørende kampe.

Populismen skal mødes på dens egen banehalvdel, for eksempel på valgløfterne, specielt når den vinder positioner. Det er vores pligt at afsløre populistisk demagogi, anførernes løgne, ved at vise arbejderklassen, at der er tale om gammel politik i ny forklædning, ved at vise, at målet er at sidde med ved bordet for at holde det kapitalistiske system gående.

Vi må fordømme deres lydighed og underkastelse i forhold til de imperialistiske internationale institutioner (EU, ECB, IMF, NATO osv.) og internationale traktater af antifolkelig karakter, i forhold til aftaler, de er parate til at indgå med imperialistiske kræfter og monopoler.

I vores propaganda må vi vise, at populismen har katastrofale konsekvenser for arbejderne. Vi må forklare, at dens politiske ”mærkesager” ikke tjener folks interesser, og endnu mindre arbejdernes interesser.

Det er op til os nådesløst at blotlægge den populistiske demagogi og retorik, falskheden i dens folkepatriotisme, de chauvinistiske slogans, som skal dække over, at den fører en arbejderfjendtlig politik for imperialisme og krigsforberedelser, at vise, at populismen er dybt udemokratisk og anti-national.

Populistiske ledere, der sidder i magtpositioner, har mange svagheder, fordi den kapitalistiske krise river sløret af deres demagogiske forslag og økonomiske foranstaltninger. De har stadigt mindre at tilbyde befolkningen. Deres ”mærkesager” går til grunde, og når de bliver tvunget til at ty til traditionelle borgerlige kriseforanstaltninger, går de til hårde angreb på arbejderne og almindelige mennesker.

For at føre dette arbejde fremad skal vi deltage i de folkelige organisationer og bevægelser, navnlig i fagforeningerne, både for at udvikle måder, klasseorganisationerne kan forsvare sig på, og for at diskutere med arbejderne, som har stemt på de populistiske partier. Vi skal forklare, at de er bygget på illusioner, og vi må arbejde for at forene dem i den fælles kamp med andre lag i befolkningen.

Der hersker i dag betydelig forvirring blandt arbejderne. Vi skal trække en klar linje mellem vælgerbasen og de populistiske ledere, som vi hele tiden skal angribe og afsløre. Vores fjender er de højreekstreme og fascistiske populistiske organisationer – ikke de arbejdere og masser, der stemmer på dem.

Et spørgsmål af stor betydning for vores kamp er at formulere konkrete og umiddelbare klassekrav, som passer til den aktuelle situation. At skabe en platform og etablere brede alliancer om disse krav er afgørende for at opbygge aktionsenhed mod populismen.

Samtidig er det nødvendigt med en resolut kamp mod politisk passivitet og en lad-os-vente-og-se-holdning, som kommer til udtryk i fraser som ”lad dem styre, så vi kan se, hvor længe de holder” osv. Denne holdning bidrager til fremgang for de populistiske kræfter. Derfor må vi involvere os i dagskampen, hvor vi deltager organisatorisk i kampen, arbejderne fører. Alle muligheder skal udnyttes, om de er aldrig så små.

Et andet særligt aspekt er arbejdet med at få småborgerlige lag til at distancere sig fra populismen. I kampen mod de reaktionære politiske kræfter er det at påvirke disse utilfredse og politisk umodne samfundslag en af de vigtigste forudsætninger for at lykkes.

Det er nødvendigt at udforme krav af økonomisk og demokratisk karakter for at vinde arbejderklassens allierede og for at isolere de reaktionære og farlige dele af småborgerskabet. Vi skal fremlægge argumenter og skarpe analyser af de presserende problemer for at overbevise arbejderne om, at populisme ikke er svaret på disse problemer.

Vi må gøre en indsats for at bygge fronter, alliancer, blokke, koalitioner osv. af antifascistisk og antiimperialistisk slags. Under ledelse af proletariatet skal vi forene de fattige arbejdere i byen og på landet (indfødte og indvandrere), de undertrykte nationaliteter, de ægte progressive og demokratiske kræfter, på grundlag af et program med specifikke krav som er i overensstemmelse med arbejderklassens grundlæggende interesser.

Taktikken må tage højde for en forskellig tilnærmelse til højre- og venstrepopulistiske bevægelser, og over for fascistiske grupper og partier.

Der er forskel på en reformistisk eller opportunistisk organisation og højreekstreme og fascistiske organisationer. De er ikke det samme, selv om de alle prøver at vinde indpas blandt befolkningen.

Med de venstrepopulistiske organisationer er det muligt at stå sammen i givne øjeblikke, på taktiske, veldefinerede og konkrete mål og problemstillinger, som handler om de arbejdernes og befolkningens krav og interesser. Med fascisterne er ingen fælles handling mulig, men det er nødvendigt at forfølge en kontinuerlig ideologisk og politisk kamp. Det, vi har brug for, er at vurdere, hvilken klasse eller hvilke klasseinteresser de tjener.

Selv om der kan være sammenfald med krav, som venstrepopulistiske bevægelser rejser, er det ikke muligt at almengøre en fælles taktik i forhold til alle disse bevægelser. Selvom der kan findes enkelte undtagelser, så benægter disse bevægelser i almindelighed arbejderklassens særlige rolle, de fornægter eller tilslører arbejderklassens klassekamp. Også de bevægelser, som vi kan samarbejde taktisk med i en konkret situation, gør alt, hvad de kan, for at negligere de kommunistiske organisationer.

Det er indlysende, at vi skal være krystalklare i vores tilnærmelser og anvende en rigtig taktik på alle steder og i alle lande. Vi skal omhyggeligt analysere de progressive populisters forslag og standpunkter, krav og de demokratiske slogans, som vi skal udvikle præcist og skarpt til fordel for arbejderklassen.

Det kan ikke benægtes – det ville være absurd – at disse bevægelser ved, hvordan de kan drage fordel af den ideologiske svaghed i befolkningen, og at de i mange tilfælde er i stand til at påvirke dem. Dette tvinger os til at være meget forsigtige med de populistiske projekter og med evne og fasthed støtte de grundlæggende krav hos arbejderklassen og den brede befolkning.

Vi skal altid have det grundlæggende spørgsmål for øje: at styrke og udvikle vores partier og organisationer, at bygge stærke marxist-leninistiske partier.

Vi kan ikke argumentere mod de populistiske bevægelser ved at anklage dem for ikke at være marxist-leninister, for ikke at være ægte revolutionære partier.

Denne opgave skal arbejderklassens revolutionære partier, der teoretisk er rustet med den videnskabelige socialisme, påtage sig. Dette er den afgørende faktor for at føre kamp mod borgerskabet og reaktionen, populismen indbefattet.

August 2018

Dokumentet er baseret på debatten om populisme på mødet mellem marxist-leninistiske partier og organisationer i Europa, juni 2018.
Se CIPOML

Albaniens Kommunistiske Parti

Arbejderpartiet Kommunisterne, Danmark

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti

Kommunistisk Platform, Italien

ML-gruppen Revolusjon, Norge

Organisationen til genopbygning af Grækenlands Kommunistiske Parti

Organisationen for opbygning af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland

Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister)

Tyrkiets Arbejderparti/EMEP

Artiklen er bragt i APK’s magasin Enhed og Kamp 1,2019

Enhed og Kamp – årets første nummer er udkommet
KPnet 30. januar 2019

 

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af 
APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

 


KPnet 1. februar 2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne