Men Rosa & Karl lever

I år er det hundrede år siden Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – grundlæggerne af det dengang revolutionære KPD, Tysklands kommunistiske parti – blev myrdet på bestialsk vis. Hvert år i januar er mindet og solidariteten med de to revolutionære ledere blevet markeret i mange lande og ikke mindst i Berlin. Disse to revolutionære ledere der vendte sig imod enhver bevilling og støtte til imperialistiske krige blev tortureret og myrdet med koldt blod af den tyske statsmagt. 

Før mordet på ham skrev Karl Liebknecht i sit sidste indlæg for “Rote Fahne”, avisen for det kommunistiske parti: ” De slagne i dag bliver morgendagens vindere. For nederlag er deres lære. Endnu mangler det tyske proletariat den revolutionerende tradition og erfaring. Og ikke andet end i forsigtige forsøg, i ungdommelige fejl, i smertefulde tilbageslag og svigt, kan den få den praktiske træning, der sikrer fremtidens succes … Og hvis vi da stadigvæk vil leve, hvis det er opnået, vil vi udleve vores program; det vil dominere den indfriede menneskeheds verden. Trods alt dette!” (“Trotz alledem”)

I denne artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag gennemgås begivenhederne omkring de bestialske mord.

Fra en demonstration i solidaritet med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i Berlin

Da en fascistisk gruppe i 1919 brutalt myrdede den polskfødte arbejderleder Rosa Luxemburg sammen med medkæmperen Karl Liebknecht blev det et symbol på arbejderklassens vilkår i skærpet klassekamp. Mordene på de to ledere er siden ugerningen blevet markeret i mange år i Berlin med højtideligheder og ofte politiske møder.

Mange danskere har gjort det til en tradition at rejse til Berlin for i egen person at give deres bidrag til det store internationale træf.

Netop i dag, hvor fascismen igen viser sit grimme fjæs i mange lande, har det stor betydning, at især yngre og ældre finder sammen og er med til at smede en solid antifascistisk enhedsfront – netop det store værk, som Rosa og Karl ikke fik lov til at fuldføre. En af morderne, Horst Pflugk-Harttung, blev senere en kendt nazistisk spionleder i Skandinavien.

I Første Verdenskrig 1914-18 blev knap 10 millioner soldater dræbt og over 20 millioner lemlæstet. Et af resultaterne var det ærkereaktionære tyske kejserriges undergang, men også politisk kaos med to stridende parter.

De tidligere magthavere med kapitalistklassen og junkerne, dvs. godsejerne, som førende, bevæbnede sig og oprettede væbnede grupper og frikorps i et forsøg på at opretholde deres magt og privilegier.

Den anden part var den tyske arbejderklasse, som med den russiske Oktoberrevolution som eksempel bevæbnede sig for at skabe et demokratisk samfund med fremskridt og sociale goder.

Et af mange, mange kunstneriske minder om Karl & Rosa er dette træsnit – ”De Overlevende” – af den tyske tegner og billedhugger Käthe Kollwitz.

Ved den tyske hærs sammenbrud i slutningen af 1918 var der enheder, som ikke ville anerkende fakta, og som dannede såkaldte frikorps til bevarelse af fortidens reaktionære regime. 1 .garde-kavaleri-skytte-division forvandlede sig til et af de første frikorps.

I stedet for at tage hjem, marcherede divisionen i sluttet trop til hovedstaden, medførende samtlige håndvåben samt maskingeværer og kanoner.

Uden modstand besatte de Berlin og udsatte svært bevæbnede vagtposter ved alle vigtige bygninger som banegårde, post- og telegrafstationer m.v. De teede sig, som om de havde erobret en by, hvor befolkningen var fjenden, der skulle disciplineres og underkues. De gjorde sig til herrer, hvor de havde den politiske magt og varetog den udøvende og dømmende magt som i en normal statsdannelse.

Det var symptomatisk, at de besatte det fornemme hotel Eden på hovedgaden Kurfürstendamm og opslog deres hovedkvarter her.

Eden-Hotel på den mondæne hovedgade Kurfürstendamm i Berlin var okkuperet af 1 .garde-kavalleri-skytte-division som stabskvarter.

Hvervning af frikorpsfolk

På grund af befolkningens protester imod frikorpsfolkenes hærgen besluttede deres ledere at forstærke hvervningen og ved at foruddiskontere en ny krig i øst love de frivillige lukrative bondegårde i de erobrede lande. Det samme løfte blev i øvrigt senere givet til landsforræderne i Frikorps Danmark.

De såkaldte frikorps søgte folk, som uden betænkning var parat til at terrorisere og skyde egne landsmænd. Mange frivillige bestod af officerer og underofficerer fra den gamle kejserlige hær, militarister og eventyrere. De blev bl.a. lokket med god betaling og udsigt til stort udbytte ved røverier og plyndringer, når frikorpsfolkene havde indtaget en fjendtlig lokalitet. Frikorpsfolkene blev berømmet for deres brutalitet, og de blev specielt uddannet i gadekampe.

I frikorpsene blev der indpodet et uudslukkeligt had til de revolutionære arbejdere og alle andre potentielle modstandere. Der blev specielt hetzet mod Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.

Generalmajor Maercker. der var bagmand for flere frikorps, erklærede f.eks., at Rosa Luxemburg var en “fandens kælling”, der sammen med Karl Liebknecht søgte at “ødelægge det tyske rige”.

Fanget, mishandlet og skudt

På grund af voldsomme dødstrusler var Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg og flere andre ledere af Spartakus-Forbundet blevet overtalt til at gå under jorden hos familien Marcussohn i Wilmersdorf.

Den 15. januar 1919 blev de opsporet og angivet af stikkere. De blev bragt til 1. garde-kavaleri-skytte-divisions hovedkvarter i Eden-Hotel, hvor generalstabschef Waldemar Pabst herskede uindskrænket.

Pabst “forhørte” fangerne og erklærede, at de ville blive overført til Moabit-fængslet. Samtidig gav han ordre til at likvidere Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht og dekreterede desuden, at Liebknecht var “skudt under flugt”, mens Rosa Luxemburg var blevet skudt fra “en ophidset menneskemængde”. Ofrene skulle føres til lighuset og afleveres som “ukendte”.

Der skete dog noget ikke-planlagt. Ved indgangen til hotellet stod jægersoldaten Otto Runge vagt. Med geværkolben tilføjede han begge fanger voldsomme slag oven på hovedet, i ansigtet og på kroppen. Rosa Luxemburg blev livsfarligt såret. Mordofrene blev herefter placeret i to biler. I den første blev Karl Liebknecht placeret sammen med kaptajnløjtnant Horst Pflugk-Harttung og fire løjtnanter.

I den anden bil blev Rosa Luxemburg placeret sammen med transportlederen premierløjtnant Kurt Vogel og fem soldater.

Midt i den mørke park Tiergarten gjorde bilen med Karl Liebknecht pludselig holdt. Ledsagerne sagde: “Et pludseligt uheld”. Derefter gik det videre til fods med Liebknecht forrest. Pflugk-Harttung var den første til at skyde Liebknecht i ryggen, hvorefter de ledsagende løjtnanter også skød, i alt syv skud.

Det dødelige skud mod Rosa Luxemburg faldt i strid med det planlagte allerede 100 meter fra Eden-Hotel, hvor skuddet dog blev hørt. Både Pflugk-Harttung og Vogel meldte til divisionen, at deres opgave var løst. Premierløjtnant Vogel havde refereret det faktiske forløb til divisionen, men anbefalede nu, at sagen skulle fremstilles, som om ophidsede civilister havde angrebet og bortført Rosa Luxemburg.

Generalstabschef Pabst gav senere Vogel en overhaling, fordi han ikke havde kørt ofrene til lighuset.

Frikorps i andre lande

Allerede under Første Verdenskrig oprettede tyskerne såkaldte frikorps i alle de lande, de nåede at erobre og besætte.

I områderne langs kysterne i Nordsøen huserede bl.a. marinebrigader i Frikorps Ehrhardt, mens Jerndivisionen var stationeret i de baltiske lande. Andre frikorps bar berygtede navne som Lichtschlag og Rossbach.

I december 1918 blev den senere meget berygtede (højre)socialdemokrat Gustav Noske indsat som leder af frikorpsene, der således fik statens velsignelse. Regeringen forsikrede, at den på enhver måde ville sikre “folkeværnet”, og frikorpsfolkene fik nu med ekstra bidrag fra kapital- og godsejerne ekstra høje løntillæg, der steg med antallet af “kampdage”.

I ideologisk henseende blev frikorps-folkene hjernevasket af den borgerlige monopolpresse og Antibolsjevistisk Liga og lignende organisationer.

En halv snes år senere, efter at Adolf Hitler og hans nazistiske parti var kommet til magten i Tyskland, blev traditionen med de vilde frikorps genoptaget. I Norge oprettedes således Regiment Nordland, mens det frivillige nazikorps i det tyskbesatte Danmark blev introduceret i 1941 som Frikorps Danmark.

Særlig efterspurgte var hårdkogte og ensrettede, uselvstændigt tænkende landsknægte, der uden betænkelighed ville gå løs også på landsmænd, når de fik ordre til det.

I Danmark blev frikorpsfolk i stor stil sat ind i forsøg på med våbenmagt at bekæmpe modstandsbevægelsen og besejre den. Frikorpsfolkene og tyskerne gjorde sig herunder skyldig i næsten tusind tilfældige hævnmord. Den nylig afdøde Søren Kam deltog således i det første terrormord i Danmark på redaktør Clemmensen, men blev trods danske retskendelser aldrig stillet for retten og dømt for krigsforbrydelsen.

I Berlin etablerede en oberst Reinhard et frikorps, der fik navnet Regiment Reinhard. Mandskabet bestod af rester af de tropper, der havde været stationeret i hovedstaden og som nu blev indkvarteret i Moabit-kasernen. Frikorpsofficererne krævede ret til at erklære belejringstilstand, og udvidet ret til at anvende våbenmagt. De krævede også ret til efter eget valg at etablere åbne frirum, som civile ikke måtte betræde.

Morder og spion i Danmark

Som nævnt var det kaptajnløjtnant Horst von Pflugk-Harttung, som med revolverskud myrdede Rosa Luxemburg i nærheden af 1. gardedivisions hovedkvarter i Eden-Hotel på Kurfürstendamm. Sammen med broderen Heinz deltog han i 1. gardedivisions dødspatruljer. Af ukendte årsager begik Heinz selvmord i 1920.

Horst von Pflugk-Harttung stiftede bekendtskab med admiral Wilhelm Canaris, den senere leder af Adolf Hitlers spionagetjeneste, Abwehr. Han blev under Hitler udnævnt til leder af den tyske spionage i Skandinavien.

I 1931 blev han udvist fra Sverige, hvor han bl.a. havde organiseret en spionring og forsynet den med våben.

I 1933 kom han til Danmark, hvor han som dække optrådte som journalist ved Berliner Boersen Zeitung, der var organ for Tysklands Krigsministerium. Som et led i andre aktiviteter for det hemmelige politi, Gestapo, oprettede Pflugk-Harttung en spionring med 11 tyskere og tre danskere, der inddrog opererede via en hemmelig radiostation. Han udførte søfartsspionage ligesom sin afløser, Georg Duckwitz, der var skyldig i mindst 350 danske søfolks død i tiden indtil tyskernes overfald på Danmark-Norge. Pflugk-Harttung blev idømt kort tids fængselsstraf, men blev hentet ud af Vestre fængsel, da tyskerne rykkede ind den 9. april 1940.

I 1944 blev han sendt til Frankrig og kom i amerikansk fangenskab. Han udgav sig for at være en “patriotisk tysker”, og amerikanerne gav ham stemplet: ”Han er ikke nazist”.

Den opløftende solidaritet

Berlins befolkning reagerede spontant med vældige protestmøder og -strejker, da dobbeltmordet blev kendt. Herover en scene fra en af de store demonstrationer, der samlede titusinder af mennesker. Lignende demonstrationer fandt sted i mange byer ud over Tyskland og bredte sig også til mange andre lande.

Mordene rystede de fleste mennesker i Europa og endnu længere væk. I alle tilkendegivelser blev der givet udtryk for den dybeste afsky og afstandtagen fra den oprørende ugerning, der tydeligt for enhver viste fascismens sande indhold og udtryksform.

Når undtages de 12 skrækkelige år 1933-45 under den nazistiske krigsforbryder diktatoren Adolf Hitlers terror- og krigsvælde, er medfølelsen, mindet og solidariteten med Rosa & Karl blevet markeret hvert eneste år i mange lande.

Artiklen har været bragt i det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 3. 2015

 

 

I protest mod den barbariske imperialistiske krig siden 1914, mod sult og elendighed og fast besluttet på at stoppe krigen ved at indføre et andet samfundssystem lød fra Kiel i 1918 råbet om revolution. Arbejder- og soldaterråd blev etableret mange steder, og nogle få dage senere – den 9. november – blev den socialistiske republik udråbt i Berlin.
De tyske arbejderes og revolutionæres november-revolution indtager sin egen fremtrædende plads i den internationale klassekamps historie som et heroisk forsøg på at virkeliggøre arbejderklassens og socialismens idealer – skabelsen af et samfund og en fremtid uden udbytning, uden udbyttere og uden udbyttede.

Læs herom: 100-året for November-revolutionen i Tyskland 1918

Læs også: Mordet på Karl og Rosa mindes i Berlin (norsk artikel fra tidsskriftet Revolusjon)

Se også denne video/rapport fra mindemarchen i år den 13. januar 2019

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK


Udgives af 
APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 16. januar 2019

 


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne