Fremtidens by

Betonelement byggeri i 1950´ernes Rødovre. Bygningen blev revet ned i 2007 pga. risiko for kollaps.

Af Franz Krejberg, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Verdens storbyer er på mange måder en refleksion af det kapitalistiske klassesamfund.
I centrum af landet findes hovedstanden, der indeholder den økonomiske magt og statsmagten. Det er her vi har set finansverdenen gradvist har tiltaget sig mere og mere plads i centrum, mens sværindustriens produktion butikker og boliger er flyttet længere væk.
Det er her, hvor de rigeste bor i paladser på prominente adresser sammen med kongehuset, kirken, mediekoncerner og højesteret.
Bare ved at kigge på vores storbyer og deres indretning, kan vi altså danne os en ide om, hvordan samfundets hierarki er bygget op.

Det har ikke altid været sådan, at byerne har været magtens centrum, det vidner de mange ruiner, der ligger spredt ud over landskabet om, også i det danske landskab. Ruinerne stammer tilbage fra dengang, da kirken og adelen havde fået sat sig på magten. For at beskytte deres jordbesiddelser og deres slotte, herregårde, klostre og kirker, opbyggede de borge og murværker og volde.

Først ved bondeoprøret i 1530erne mod den danske adel og den højere præstestand, begyndte den moderne tid så småt i Danmark, og den økonomiske magt skiftede i de kommende århundreder frem til den borgerlige revolution i 1800tallet. Hvor urbaniseringen for alvor havde fået fart med industrialiseringen fra slutningen af 1700-tallet. Gjort mulig først med dampmaskinen, siden med stålindustrien.

Altså blot for at sige at store bygninger gennem tiderne har været både centrum og symbol for magten, foruden fra tid til anden at rumme forsvarsværker og stalde og magasiner. Men i takt med samfundets økonomiske udvikling og revolutioner og jordreformer er også by og land transformeret.
Selvom nogle dele ser ud til at være uforanderlige siden vor tidsregnings begyndelse ved Roms storhedstid og frem til i dag.

Vores by vores gader

En overgang under kapitalismen blev byerne befolket af arbejdere som flyttede til byen i takt til industriens udvikling.
Er byen bygget af tusindvis af arbejderfamilier, så optager de i dag kun ganske lidt plads inde i byen. De tidligere brokvarterer i København er blevet overtaget af bedsteborgere med universitetsuddannelser. Mens de billige baggårdsboliger er ”saneret”, hvilket vil sige revet ned.

Der bliver set med foragt på arbejderklasens forsamlingshuse og fagforeninger. Hvilket kampene om hvert eneste lille frirum viser, fra Christianshavn, til Sydhavnen, og fra Folkets hus til Folkets park. Selv arbejderklassens små kolonihaver, der er blevet etableret i stort tal siden 1800-tallet og fik et mere organiseret udtryk med arbejderbevægelsens haveforeninger, har man set surt på fra borgerskabet, indtil de kunne privatisere og handles på ”det frie boligmarked” til store summer.

Arbejderne er ikke kun drevet ud af byerne med økonomiske pres, men er blevet mødt med knipler og tåregas. Det Vesterbro der med stolthed kunne skrive ”Istedgade overgiver sig aldrig” i kampen mod den nazistiske besættelsesmagt, er nu næsten forladte bastioner.

I dag står kampen om byen ved en anden skillevej, selvom centrum stadig er arbejderklassens kamp for retten til billige lejeboliger. Nu er den blot flyttet til ”sovebyerne”, og til tidligere forstandskvarterer der er ved at blive fortæret af byen. Det er her man bl.a. finder det moderne betonbyggeri som kommunerne opførte i 60erne og 70erne, sammen med den almennyttige boligsektor, for at få plads de mange der blev smidt ud af de gamle arbejderkvarterer, og tilflytning fra landet og til forestillingen om udviklingen i befolkningstilvæksten.

Industriens ideal

60ernes betonboliger var højdepunktet af industrielt design, udelukkende opført med tanke på let tilgængelighed for maskiner og kraner, alt blev firkantet, og sat i lange høje rækker. Desto længere og højere, desto billigere var prisen på den enkelte bolig for bygherren, og desto mere profit var det til entreprenører.
Den moderne arbejderfamilie tænkes organiseret som små virksomheder. Og dertil firkantede lejligheder i et byggeri der arkitektonisk lignede en mellemting mellem lagerreoler og arkivskabe.

Den arkitektur og byplanlægning der lå bag denne periode kendes over det meste af Europa, og udspringer af den forestilling, at den industrielle funktionalisme kan stå som en model for alt i samfundslivet. Det er ikke den menneskelige kreativitet der skal være plads til, i stedet bliver det støbeformen til betonelementer der kommer til at bestemme, og sætte rammen.
Selv børnehaven, skolen, det lokale bibliotek og den lokale kirke blev bygget på denne måde.
Og samme tankegang genfindes i dag i statens store sygehusbyggerier, hvor det først og fremmest er den herskende klasses forståelse af funktionalitet, der bestemmer udformningen af sundhedsvæsenets bygningsmasse. De syge, eller ansatte og pårørende er sekundære elementer. Diagnose og behandling, måles som på Toyota fabrikkerne i tid, helt ned til antal minutter, helt løsrevet fra patientens behov. Kvalitet er ikke længere udtryk for om patienten bliver rask, men om en given funktion er udført i henhold til forskrifterne.

Mange af disse byggerier i Vesteuropa blev bygget med visse socialpolitiske indrømmelser, som skoler og biblioteker og idrætsfaciliteter, samt antaster til beboerdemokrati, og en social formålsparagraf. Men det var indrømmelser, der skal ses i det historiske lys som alle andre af kapitalismens indrømmelser under den kolde krig. Arbejderklassen på verdensplan stod i perioden fra Anden Verdenskrig og frem til først i 70erne relativt stærkt. Klassesamarbejdets politikere var med til at spille rollen, der kunne fremme forestillinger om kapitalismen, det borgerlige demokrati og den amerikanske supermagts overlegenhed i forhold østblokken.

I dag står ikke mange af disse sejre tilbage, Folkeskolerne i disse forstæder er kronisk underfinansieret, og selve folkeskolen som institution er under pres. Små børnehaver er lukket til fordel for kæmpe institutioner. Fritidshjem og biblioteker og frirum er lukket. Parkeringspladserne er der stadig. Selv de sociale formålsparagraffer og beboerdemokratiet er slettet med et pennestrøgs, så meget for ”det bedste af alle samfund”, der skulle forsvare de svagestes interesser. Nu hvor vi står ved slutningen af afviklingen af 60ernes sejre, er vi kommet til den fysiske nedbrydning af bygningsmassen. Med ghettoloven i hånden vil kommunerne nu bulldoze tusinde af lejligheder i de almene sociale boligbyggerier, og med privatisering til helt andre høje huslejer tvangsforflytte arbejderne endnu længere ud. Naturligvis dækkes udgiften af de penge lejerne selv i tidens løb har betalt til Landsbyggefonden.

En af de metoder man allerede tidligt brugte var sikre, at de lidt bedre stillede arbejdere og funktionærerne kunne købe sig deres eget parcelhus, gennem en industri af typehuse. I 70erne blev der opført tusindvis af relativt billige villakvarterer eller rækkehuse. Og det var fra starten af en bevidst politisk holdning, at ved at få arbejdere til at optage lån og eje deres eget sted, så ville man trække deres indstilling i en individualistisk borgerlig retning. Kort sagt en grundpræmis for del og hersk mentaliteten der bl.a. kom til udtryk med oprettelsen af partiet Centrum demokraterne.

I sidste ende vil man gerne have at arbejderne selv var små aktionærer og i stedet for ansatte så selvstændige kontraktansatte, og i stedet for lejere så ejere. Ikke kun fordi det er nemmere at herske, når modstandere er splittet op, og står i gæld til halsen. Men også fordi at gæld og småaktionærer giver et stort afkast. Den seneste finanskrise i 2009 kastede så mange ud af deres huse i USA, at mange millioner mennesker nu kan se, at de aldrig var de egentlige ejere, de var reelt lejere hos banken. De står i den situation som egentlig hele tiden har været deres reelle, uden andet at miste end deres lænker.

Owens utopiske by

Klassekampens krav om sociale indrømmelser kendes tilbage fra de første utopiske socialister i slutningen af 1700 tallet og begyndelsen af 1800tallet. Owen forsøgte i 1825 til 1828 at bygge en helt by på socialistiske ideer i New Harmony, en lille by i den amerikanske stat Indiana. Og selvom forsøget løb tør for penge, og måtte stoppe, gav det stadig inspiration til mange af de konkrete kampe der gav indrømmelser til arbejderklassen.
Ikke mindst Robert Owens fremhæves af Marx og Engels som foregangsmand der var med til at bekæmpe børnearbejde, og sikre skolegang med plads til både piger og drenge. Også selvom hans eksperimenter var dømt til at fejle, fordi de byggede på utopiske forestillinger.

De krav der kom fra de første arbejderbevægelser for mere end 200 år siden, såsom kortere arbejdsdag med plads til fritid, gode boliger, gratis undervisning, og gratis sundhedstilbud. De er nogle af de sejre, der blevet vundet hen over årtierne. Men at sejre i sig selv ikke skaber et andet samfund ses ganske åbenlyst af den kendsgerning at de hele tiden er under pres og mange landvindinger og ”bygninger der er rejst” er tabt igen.

Arbejderklassens by

Skal vi præsentere en by, hvor det er arbejderklassen der bestemmer, er den socialistiske magtovertagelse af hele statsmagten og produktionen en afgørende forudsætning.
Alle andre kampe kan føre til sejre, der kan være med til at pege i den rigtige retning, men vil altid være et kompromis indgået på kapitalismens betingelser. I fremtidens socialistiske by findes der ingen kapitalister. Og planlægningen af byerne vil derfor heller ikke være under markedskræfternes tunge åg, og dens indbyggere vil ikke blive set som konsumenter eller produktionsenheder.

I de rigeste kapitalistiske lande vil en socialistisk magtovertagelse få langt de fleste kontorjobs i banker og forsikringskoncerner, og advokatkontorer forsvinde, alle disse finansfolk der fylder kontorbygning efter kontorbygning vil forsvinde. Sammen med dem også behovet for deres domiciler. Og de royale gemakker vil henstå som museum for en svunden tid, åbent for folket. Og de egentlige magthavere arbejderklassen vil kunne erobre bykernerne, havnearealerne og de rekreative områder tilbage igen.

Man vil kunne give sig tid til at opføre smukke og holdbare bygninger, der kan tåle at stå ude i århundrede, i stedet for nutidens byggesjusk der knap overlever et årti uden renovering. Bygninger hvor der er meget lidt energiforbrug til opvarmning om vinteren og nedkøling om sommeren, fordi der er brugt mursten og træ i stedet for stål og glas.
Byer hvor der også er plads til mindre fabrikker, produktion af mad, kunstnerværksteder, og hvad man bliver enige om. Fordi det socialistiske samfund stræber efter et fuldt udfoldet demokrati hvor det er fælleskabets interesser der står i centrum og byen kan planlægges og bestemmes efter hensyn til befolkningens behov. Og man kan udvikle de mest fremskredne teknologiske løsninger, fra alt til spildevand til kollektiv transport.

I de største byer i verden i dag bor der over 10 mio. mennesker. Det trafikale rod der følger af så mange mennesker, suger både energi og tonsvis af nyttesløs tid på transport. Fremtidens by vil gøre op med den centralistiske struktur, og opbygges med en ligelig distribution af lejligheder og arbejdspladser, og sundhedstilbud, skoler og demokratiske mødesteder og pladser med cafeer og små spisesteder, og kulturinstitutioner indkøbsmuligheder. Osv. osv..
Markedskræfter og funktionalisme har præsteret det modsatte, kravet om stadig større produktivitet i hver enkelt lille kapitalistisk produktionsvirksomhed føre til anarkistiske tilstande, og uvægerligt til monopoler med centralistiske tendenser, hvilket ses i byplanbilledet.

Derfor vil meget af det, der bliver bygget i dag, under spekulations kapitalismens raseren, antageligt skulle pilles ned før den socialistiske by kan vokse frem.

Og en by skal både have plads til skæve eksistenser, ungdommen, de ældre og børnefamilier. Der skal være plads til en langt større variation i boligformer, men plads til langt flere sociale aktiviteter. Alt det lader sig gøre, fordi at rigdommene bliver fordelt, så offentlig transport bliver næsten gratis, og der er billige lejligheder til alle, så det ikke kun er de få, der har råd til at være med.

Rammen for det hele menneske

Når man går gennem en by, er det første indtryk ofte, at den larmer. Ud over trafikstøjen oplever måske lugten af byen, selvom det mere mærkes i glimt som fraværet af støj og lugt ved en søndags regnvejrsmorgen. I de gamle industrikvarterer var man aldrig i tvivl om, at der i den ene bygning blev brygget øl, og i den næste brændt kaffe og i den tredje rullet cigarer.
Et andet særkende ved vestens storbyer er at himlen og horisonten er forsvundet. Nattehimlens stjerner kan ikke konkurrere med gadelyset, og de mange bygninger har en tendens til at trække et diset slør for solen og den blå himmel. Der hvor forureningen ikke allerede har gjort det. Hvis der løber en flod igennem eller byen er tæt ved vandet, er det ofte også noget ildelugtende og livsfarligt.
Det er ofte sådan, af problemerne i byen skæres ned til disse få miljøfaktorer, uden at det reelt kommer ind og berører arbejderklassens kerne problemer. Miljøet er ikke et uvæsentlige spørgsmål i byudviklingen, men is stedefor for ofte at blive stillet i modsætning til spørgsmålet om overhovedet at få et sted at bo, som man har råd til, må det indgå i den sammenhæng.

Og realiteten er at mange millioner mennesker i verden bor i udkanten af en verdens mange byer i interimistiske hjemmeflikkede blikskure. Uden basal sanitet og opvarmning, med meget langt til rent vand eller andre fornødenheder. Det er svært at forstå set fra et dansk perspektiv, at selv elektricitet er en mangelvare for over halvdelen af Jordens befolkning.

Når vi tænker på fremtidens by, skal den derfor i første række løse disse basale behov for billige boliger, rent vand og luft. Sammen med de sociale krav fra arbejderklassens spæde start. Men fremtidens by sætter også med det samme en meget højere målsætning, som handler om at give alle mulighed for at udvikle sig selv som en del af samfundet. Hvor der i dag er fyldt op med finanskapitalen på de største bygninger, og adspredelse for de rigeste i centrum af storbyerne, da vil fremtidens samfund sætte videnskaben og kulturen for arbejderklassen og den brede befolkningen i centrum. Hvor der i dag er privat ejedomsret frem for nået andet, vil fremtidens by være ejet af fælleskabet og den private ejendomsret vil være ophørt. Den socialistiske revolution vil åbne for vil gentænke det hele på nyt og opbygge rammerne for fremtidens socialistiske menneske.

Oktober 2018

Artiklen findes i det teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp nr. 4/2018

Enhed og Kamp – Kommunistisk politik: Tegn abonnement

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK


Udgives af 
APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 30. december 2018