Hele Europa bliver i dag integreret til krigsførelse gennem et tæt samarbejde mellem EU og NATO. Infrastrukturen fra jernbanenet, veje, tunneler til energinet og kommunikation tilpasses til krig. EU har sat målet om en militær union i 2025.
Af Jan Steinholt, Revolusjon, Norge
Bygning af Rail Baltica – højhastighedsbanen til hurtig transport af militært udstyr fra Centraleuropa til de baltiske lande. Foto Gintare saulyte CC BY-SA
Norge bliver stadig mere involveret i Baltikum, både økonomisk og militært. Energiforsyning og «civil» udbygning af militær infrastruktur indgår i Norges bidrag til militarisering af de baltiske lande. Det hele foregår i tæt samspil med EU og NATO.
For EU handler infrastruktur tværs over grænser om langt mere end effektivisering af handel og varetransport. Det militære perspektiv får en stadig mere fremtrædende plads, ikke mindst i Baltikum og Østeuropa.
En ny handlingsplan for militær mobilitet indgår som en central brik i en færdig udbygget militær union inden 2025. Her bliver der peget på hvilke opgraderinger af det europæiske transportnet, der er nødvendige for at kunne gennemføre flytninger af tungt militært materiel på kryds og tværs af Europa.
På den ene side er dette en forlængelse af den såkaldte mobilitetspakke, som blandt andet åbner for ubegrænset cabotage og endnu mere social dumping indenfor vejtransporten. Samtidig er handlingsplanen forankret i EU’s globale strategi (lanceret i 2016) og i fælleserklæringer mellem EU og NATO. Det siges direkte, at man vil bygge civil infrastruktur med militære mål for øje. «Infrastrukturpolitikken på transportområdet giver en åbenbar mulighed for øget synergi mellem forsvarsbehov og unionens nuværende politik», hedder det i planen.
Mange eksisterende veje, jernbaneskinner og brokonstruktioner er for svage til at tåle tunge militære køretøjer. Tunneler og gennemføringer er ikke høje eller brede nok til kampvogne og mobilt feltartilleri. Hurtig fragt af krudt og kugler betinger også forenkling af toldprocedurer i det, der omtales som en «militær Schengen-zone». Sammen med forskellige nationale deklarations procedurer for farligt gods osv. udgør denne mangelfulde logistik en «barriere for militær mobilitet».
PESCO og «Fredsfond»
Transportkommissær Violetta Bulc fremlagde nye elementer i EU’s handlingsplan for militær mobilitet på et møde i Det Nord Atlantiske Råd (Atlanterhavsrådet) 11. juni 2018. Hun lagde blandt andet vægt på, at militærøvelser bliver hæmmet af svag infrastruktur og formelle procedurer. Hun ville lade militære og civile transportbehov gå hånd i hånd sådan at EU kan «handle hurtigere» på egen hånd eller i samspil med NATO.
Det hele er tæt sammenvævet med køreplanen for EU’s militærpagt PESCO, hvor netop militær mobilitet er et af de vigtigste områder. PESCO står for Den Permanente Militære Samarbejdsstruktur, oprettet i 2017 under det daværende estiske formandskab, der arbejdede aktivt for dette. Kun to af EU’s medlemslande udover Storbritannien har ikke ladet sig indrullere i PESCO; Danmark og Malta.
Udviklingen er gået hurtigt. Den 1. marts 2018 vedtog Rådet en liste over prioriterede PESCO-projekter, hvor to af disse handler om militær mobilitet og energiforsyning, for at sikre det som kaldes operationel funktionalitet.
Århundredets jernbaneprojekt
Udover udbygning af vejnettet står jernbaner og energiforsyning øverst på prioriteringslisten. Rail Baltica er et hovedprojekt, beregnet til en pris af seks milliarder euro. Dette «århundredes–projekt» skal stå færdig i 2030. Højhastighedsbanen skal strække sig fra Tallinn i Estland helt ned til den polsk-litauiske grænse. EU skal stå for 82 procent af finansieringen. Projektet indgår i den baltiske Nordsø korridor, som igen er en del af det transeuropæiske transportnetværk TEN-T.
Rail Baltica-projektet var i starten populært i Estland, men stemningen ser ud til at have vendt. Blandt andet på grund af budgetoverskridelser og fordi projektet er omgivet af megen tågesnak og hemmelighedskræmmeri. En uafhængig NGO-rapport har tilbagevist konsulentfirmaet Ernest & Young’s påstande om, at projektet vil være samfundsøkonomisk lønsomt. Oveni kommer stor usikkerhed om hvilke konsekvenser for natur og miljø, et enormt anlægsprojekt som dette vil indebære.
I juni 2018 lancerede EU endnu et nyt projekt, kaldet Den europæiske Fredsfond (European Peace Facility). Budgettet bliver på ca. 100 milliarder kroner og kommer oveni det ordinære EU-budget. Fonden skal muliggøre, at militære operationer i Europa og ikke mindst i Afrika hurtigt kan sættes i gang.
Militære formål vejer tungt
Det er ingen hemmelighed, at projektet har overvejende militære formål. Så derfor har også NATO vist stor interesse og overvejer direkte økonomisk støtte. En projektrapport fra Aecom henviser til at «en direkte jernbanelinje som forbinder de baltiske lande med Centraleuropa vil lette hurtig transport af militært udstyr hertil».
Planen er at bygge den nye bane med 1435 mm sporvidde i stedet for den gældende sporvidde på 1520 mm. Sidstnævnte bruges i Rusland, Finland og Hviderusland og også i de baltiske lande. Konsekvensen af en ny jernbanestandard er blandt andet, at der må bygges helt nye stationer, hvor man følger den eksisterende linjeføring.
The Atlantic Council/NATO Source ser projektet som en milepæl, der tillader sømløs transport af indtil 120 kampvogne pr. togsæt fra Tyskland til Baltikum. Russiske medier mener ikke overraskende, at NATO er projektets store vinder. Både EU, NATO og Rusland anser dermed Rail Baltica i højere grad som et projekt for militarisering af de baltiske randstater mod Rusland, end som en kraftindsats for udbygning af civil infrastruktur.
Våbenkontrakter og modkøb
I april 2018 rejste kronprinsparret på officielt besøg til Estland, Letland og Litauen sammen med krigsminister Frank Bakke-Jensen og en større erhvervsdelegation. Den officielle anledning var markeringen af hundredåret for de tre baltiske staters uafhængighed, vundet i 1918 i kølvandet på den russiske revolution og tsarvældets opløsning. Reelt handlede det mere om at styrke det militære samarbejde på østfronten, symboliseret med forsvarsministerens deltagelse.
200 norske soldater gør tjeneste i NATO’s Enhanced Forward Presence i Litauen. Telemark Bataljonen har også opereret i Letland. Samarbejdet sker først og fremmest i NATO-regi, men Norge deltager også i pilotprojektet for EU’s Forsvarsfond (EDF), en vigtig bestanddel i EU’s militærstrategiske opbygning. Vores EØS-partnere Island og Liechtenstein har derimod reserveret sig mod at deltage i EDF. Gennem Fredsfonden håber norsk våbenindustri at få flere forskningsmidler og vinde endnu bedre indpas som våbeneksportør. Skattebetalernes udskrivning til den norske deltagelse var i 2017 ca. seks millioner kroner.
Norge i EU’s forsvarsbureau
I praksis har Norge tilsluttet sig EU’s militær- og sikkerhedspolitiske globale strategi: «Regeringen anser det som ønskeligt og vigtigt, at også Norges samarbejde omkring EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP) revitaliseres».
Dette sker fuldt vidende om at
«CSDP primært [er] et redskab til at sikre Unionen tilstrækkelig operativ kapacitet til brug udenfor Unionens egne grænser, for at varetage Unionens udenrigspolitiske interesser», som det hedder på regeringens internetsider.
I praksis har Norge tilsluttet sig EU’s militær- og sikkerhedspolitiske globale strategi.
Helt siden 2006 har Norge været knyttet til forsvarsbureauet EDA, og samarbejdet ser kun ud til at blive stadig tættere, og nu forstærket gennem EDF. Den sikkerheds- og forsvarspolitiske tilpasning til EU sker også på områder, som ikke er af direkte militær karakter, for eksempel når det gælder energi.
Energi til militære formål
De tre baltiske lande udgør en væsentlig del af det nordiske energimarked, som bliver betjent gennem el-børsen Nord Pool. Denne er i dag (april 2018) den eneste omsætningskanal for norsk el-eksport og er lokaliseret til Norge.
Øget militær aktivitet og en opgraderet jernbane i Baltikum kræver mere og stabil forsyning af energi. Elektricitetsforsyningen i de baltiske lande er stadig i stort omfang synkroniseret med Rusland og Hviderusland. Det ser EU-imperialismen på som en potentiel trussel. EDA holder også sine egne kurser i såkaldt bæredygtig forsvarsenergi, det vil sige mere effektiv udnyttelse og udbygning af energi til militære formål.
Et internt integreret gasmarked uafhængigt af Rusland er et officielt mål for energipolitikken for de baltiske lande. Men forskellige energimiks og andre forhold gør, at en sådan omlægning har vist sig vanskelig at gennemføre uden aktiv økonomisk støtte fra EU. For EU er dette blevet et yderligere argument for at forcere sin energiunion.
Etter et møde i marts i år mellem kommissionsformand Juncker og statslederne i Polen, Litauen, Letland og Estland bekendtgjorde energikommissær Miguel Arias Cañete, at synkroniseringen af elektricitetsnettet i de baltiske lande med kontinentet er en «essentiel politisk prioritet for at virkeliggøre energiunionen» og for at afskaffe, hvad han kaldte de baltiske landes «energimæssige isolation».
Strid om russisk gas
Udbygningen af gasrørsledningsnettet Baltic Pipe mellem Danmark og Polen og videre op gennem Østersøen er allerede på listen over prioriterede EU-projekter. Bygning af terminaler for LNG (flydende naturgas) og hydrogen langs den baltiske korridor indgår i samme plan for sammenkobling af det baltiske energimarked for gas. EU har et udtrykt mål om at reducere afhængigheden af russisk gas, og så bliver Norge vigtigere som leverandør.
Statoil (nu Equinor) brød det russiske leverandørmonopolet til Litauen i 2014. I 2015 chartrede Litauen en flydende LNG-terminal fra norske Høegh. Landet betalte 690 millioner dollar for en tiårig leasingaftale med option for forlængelse. Terminalen ved havnebyen Klaipeda har en kapacitet på 4 bcm (fire milliarder kubikmeter) naturgas og kan dermed dække 80 procent af gasbehovet i de tre baltiske lande.
Kommissionen begrunder sit ønske om at revidere gasdirektivet med, at den vil godkende statsstøtte til Klaipeda-terminalen og vil bane vejen for den planlagte nordlige korridor fra Norge til Polen via Danmark. Med dette på plads mener EU-kommissionen at «der ikke er behov for» ny infrastruktur i form af det russisk-tyske gasprojekt Nord Stream 2.
Der er stor intern strid i EU om denne rørledning. Donald Trump bidrog til at forstærke modsætningerne, da han hudflettede Tyskland forud for NATO-topmødet i juli 2018: «Hvad skal NATO være godt for, hvis Tyskland betaler Rusland milliarder for gas og energi?» lød fra den amerikanske præsident.
Baltikum som militært brohoved
Norge ser ud til at blive stadig mere involveret i Baltikum via EU, økonomisk og militært. Norge deltager allerede i EU’s Nordic Battle Group. Denne har indtil videre ikke været sendt ud på ”mission”. Årsagen er ikke mindst, at der er opstået uenighed om hvilke lande, der skal betale for omkostningerne. Det Europæiske Råd vedtog i juni 2017 nye mekanismer i EU-regi, sådan at kampgrupperne bliver finansieret over fællesbudgettet.
I dag er det NATO’s kampgrupper som befinder sig i de baltiske lande. I fremtiden er det sandsynligt, at der vil ske en overlapning med EU’s egne kampgrupper.
Gennem sin aktive tilslutning til EU’s globale strategi, forstærker Norge sin deltagelse i militariseringen af Baltikum. Både som leverandør af forsvarsmateriel og som deltager i udbudsprocesser knyttet til infrastruktur og energileverancer. Samt med kampklare soldater.
Oversat fra
EU militariserer infrastrukturen
Revolusjon 3. oktober 2018
Indlægget har været bragt i APKs tidsskrift
Enhed og Kamp – Kommunistisk Politik 4,2018
Enhed og Kamp – Kommunistisk politik: Tegn abonnement
Læs også
Baltic Pipe gasledning: En vigtig brik i EUs og NATOs militarisering af Europa
KPnet 13. december 2018
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
KPnet 23. december 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
