Gul reflekshandling imod kapitalens magtarrogance

Frankrig gør ingen skam med sine oprørske og revolutionære traditioner. Fænomenet ”De gule veste” spreder sig hurtigt til andre lande. Magthaverne er rædde, og det har de al grund til.
Af Jan R. Steinholt, Revolusjon Norge

Den varslede stigning i brændstofpriserne fra nytår var den tændstik som fik benzintanken til at eksplodere. Protesterne vokser i styrke fra uge til uge.

Den arrogante Macron og borgerskabet som han repræsenterer sover dårligt om natten. Efter valgsejren i fjor er hans opslutning faldet ned som en sten. Den ligger nu under tyve procent.

Solbjerg kræver nok ikke regimeændring denne gang.

Også klassefællerne i andre europæiske lande koldsveder ved tanken om at den franske smitte kan sprede sig, Vi kommer garanteret ikke til at høre statsminister Solberg eller udenrigsminister Søreide rykke ud med krav om regime ændring i Frankrig. Det ville være sket for længst hvis vi havde set tilsvarende gadeoptøjer mod for eksempel præsident Aleksander Lukasjenko i den hviderussiske hovedstad Minsk. Jonas Gahr Støre kommer til at holde lav profil med sin hyldest til sit forbillede Emmanuel Marcon i den nærmeste fremtid.

De uorganiserede deres oprør

Det som har et særkende ved denne massive protestbevægelse, bortset fra standhaftigheden og modstandskraften, er at den har sit udspring i den uorganiserede del af folket. I sig selv beviser det hvor dybt den sociale og politiske krise stikker, når normalt politisk passive samfundslag tar på gaderne. Bevægelsen består i stor grad af pensionister, arbejdsløse, ungdom, uorganiserede arbejdere i småbedrifter, selvstændig næringsdrivende og andre småborgerlige lag som føler sig chikaneret, overset og kørt rundt med af den herskende klasse symboliseret ved den arrogante ”rigmandskonge” præsident Macron. Andre samfundslag, som skoleelever og studenter slutter sig til bevægelsen. Når den organiserede arbejderklasse slutter sig fuldt til med sine definerede krav, nærmer Frankrig sig en objektiv revolutionær situation.

Europa er en boblende vulkan

Franskmændenes ildsprudlende raseri er vulkanens synlige del. Men det buldrer og bobler i krateret. Nye udbrud ligger på lur blandt folk i en række europæiske lande. I Belgien gløder lavaen allerede. Heller ikke det mere besindige Norge er undtaget.
Bompengeaktionerne som falskmønterne i Fremskridtspartiet prøver at tage til indtægt, er udtryk for et ægte folkeligt forsyndelse imod den herskende klasses skinhellige omsorg for ”miljø og klima” med det mål at vælte stadig nye skatter og afgifter over på almindelige mennesker. Også norske bilister har gule veste let tilgængelige.

Sammensatte krav

For hver aktionsdag er den sociale og politiske bevidsthed øget. Kravene bliver mere tydeligt politiske. Myndighederne har mobiliseret 90.000 politifolk for at holde bevægelsen i skak med alle midler-fra køller, tåregas og vandkanoner til massearrestationer. Undertrykkelsestiltagene har bare gjort bevægelsen endnu mere viljestærk og konsolideret.

Konfronter EU-politikken

Kravene er sammensatte og drejer sig om langt mere end diesel-og benzinpriser. De retter sig mere og mere direkte imod hele den nyliberale nedskæringspolitik og favorisering af de rige. I indhold konfronterer mange af kravene den påtvungne EU-politik. De gule veste kræver slut med midlertidig ansættelser, slut med skattelettelser for de rige, slut med udflagning af fransk industri og arbejdspladser. De kræver øget mindsteløn, lavere husleje, højere pensioner, forbud mod privatisering af statsejendom og infrastruktur, energisektoren tilbage til det offentlige osv. På deres liste af krav står også overtidsbetaling til politiet – som til trods for sin rolle ofte har sympati for bevægelsen.
Demonstranterne vil også have en integrationspolitik som fungerer, de forlanger retfærdig behandling af immigranter og asylansøgere. Og ikke mindst: Fransk løn til alle udenlandske arbejdere som arbejder i Frankrig.

Se listen over krav: Her er gule vestes krav for et retfærdigt Frankrig

 

Landsorganisationen CGT er rykket ud med støtte og sympatistrejke i energisektoren, men hverken fagbevægelsen eller noget politisk parti har langt fra fået nævneværdig indflydelse over en bevægelse som hegner om sin uafhængighed og som er gennemsyret af mistro til enhver politisk, faglig eller statslig autoritet.

Stærk og svag på samme tid

Dette er bevægelsens styrke, men samtidig også dens svaghed. Styrke fordi fraværet af en stabil repræsentativ ledelse gør det umulig for Macron og statsminister Edouard Philippe med at finde nogen de kan købslå med. Dermed findes der ingen med autoritet til at sælge bort bevægelsens krav.
Regeringen er på defensiven og har kundgjort at den udsætter stigningen i brændstofafgifterne.

Arbejderklassen vil afgøre

Svaghed fordi en bevægelse som består af flere klasser og lag bare kan udvikle sig organisatiorisk og politisk under arbejderklassens ledelse.
Kampen om hvilke klasse som skal vinde det politiske hegemoni vil blive afgørende for om oprørsbevægelsen udvikler sig til en kamp om samfundssystemet, det vil sige i revolutionær retning.
De franske marxister-leninister i kommunistpartiet PCOF deltager aktiv i protestbevægelsen for at styrke og udvikle enheden yderligere.

Kamp om samfundsmagten?

Demonstranterne har flere gange forsøgt at marchere mod Élysée-paladset med krav om at Macron må gå af. Kan oprøret udvikle sig til fuld klassekamp om selve statsmagten? Det ville det være forhastet at hævde. Fraværet af en tydelig ledelse med definerede politiske mål som går ud over systemets rammer, gør det kun lidet sandsynligt. Men én ting ændrer sig raskt i oprørske tider. Når det gælder Frankrig , et land med rige revolutionære traditioner bør ingenting udelukkes.

«Den som forventer en “ren” social revoluton kommer aldrig til at leve længe nok til at opleve det.» (Lenin)

Oprøret vi nu ser har lighedstræk med tidligere sociale opstande, som majoprøret for halvtreds år siden og alliancen imellem studenter og arbejdere. Men der findes også væsentlige forskelle. Forløbet videre frem om det skulle gå i revolutionær retning, kommer uanset ikke til at ligne vore forestillinger om hvordan en revolution skal se ud. ”Den som forventer en ”ren” social revolution kommer aldrig til at leve længe nok for at opleve det”, som V.I. Lenin sagde:

Der kan specielt i disse dage være grund til at erindre sig Lenins ord:

Den socialistiske revolution i Europa kan ikke ske på andet vis end gennem et udbrud af masseoprør fra alle mulige undertrykte og misfornøjede elementer. Det er uværgerligt, at dele af småborgerskabet og de tilbagestående arbejdere vil tilslutte sig – uden deres deltagelse er massekamp en umulighed, uden dem er ingen revolution mulig – og ligeså uvægerlig vil de bringe med sig deres fordomme, deres reaktionære fantasier, deres fejl og svagheder. Men objektivt vil de gå til angreb på kapitalen, – og revolutionens klassebevidste fortrop, det fremskredne proletariat, vil som den objektive sandhedsbærer blive i stand til at forene og lede denne tilsyneladende spredte og fragmenterede massekamp, til at gribe magten, overtage bankerne, ekspropriere monopolerne som alle hader ( om end af forskellige grunde!) og indføre andre diktatoriske tiltag som samlet vil betyde borgerskabets fald og socialismens sejr – en sejr som imidlertid på ingen måde straks vil have gjort op med småborgerlig ”slagg” ”

NRK-video fra Paris 8. december: Nye gatekamper i Paris – minst 500 er arrestert

Original artikel:
Gul reflekshandling mot kapitalens maktarroganse

Læs også:
Udtalelse fra Frankrigs kommunistiske arbejderparti, (PCOF)
Regeringen på tilbagetog: Forstærk den sociale protestbevægelse!


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne


KPnet 8. december 2018