Pelle Underholderen – Anmeldelse af “Pelle Erobreren” som musical på Østre Gasværk

Lige nu spiller ”Pelle Erobreren”- musicallen på Østre Gasværk teater. Stykket er opsat med Martin Andersen-Nexøs “Pelle Erobreren – barndomsår” som forlæg. Det er altid glædeligt når teatrene tager en stor socialistisk forfatter som Andersen-Nexø op, så flere mennesker kan blive bekendt med hans værker. Og det er en underholdende oplevelse at se denne opsætning ikke mindst på grund af scenografien og skuespilpræstationerne, men desværre så lader stykket en del nerve og dybde tilbage at ønske, og kommer mere til at handle om lidelse end om kamp.

Af Marie Herget

Opsætningen lægger sig meget tæt op ad Bille Augusts filmatisering. Således er det stort set en-til-en de samme scener der er med i stykket som i filmen (og dermed også de samme som er udeladt). Det er ærgerligt af flere grunde. Dels bliver det slet ikke udnyttet til fulde hvad en dramaturgisk omarbejdning af bogen kunne have givet til fortællingen. Dels arver stykket flere af filmens dårlige sider, uden at få nok af de gode med.

Som filmen har stykket kun den første bog som forlæg, og det er jo i sig selv at skære Andersen-Nexøs epik i stykker. Fortællingen kommer så kun til at handle om barndommens lidelser uden nogen som helst revolutionær udvej. Kraften – personificeret ved Erik der får et gok i nøden i hans uorganiserede og anarkistiske forsøg på oprør, er i bøgerne kun det første spontane oprør opfulgt i de senere bøger af fortællingen om opbygningen af partiet.

Men i stykket bliver Eriks nederlag hele oprørsfortællingen, og moralen bliver derfor uvægerligt, at det ikke kan betale sig at kæmpe. Det er ærgerligt og meget fjernt fra Andersen-Nexø. Samtidig bliver den realistiske og stærke formidling af det hårde liv for landarbejderne portrætteret reelt i filmen, desværre ikke så gennemført overført til teaterstykket. Tværtimod kammer det flere steder over og bliver i stedet til en sentimental fortælling om at miste sin mor og skulle sige farvel til sin far. Det vækker selvfølgelig genkendelse at fortælle en universel historie om det svære ved at miste forældre – og det gør stykket faktisk ganske gribende – men det sker desværre til en vis grad på bekostning af at give plads til skildringen af de hårde livsvilkår på Stengården.

Generelt er der skuespilpræstationer – ikke mindst af de bærende børneskuespillere der spiller Pelle og Rod – men også her lægger stykket sig vældig tæt op af filmen, og det er meget tydeligt at Thomas Bo Larsen der spiller Lassefar lader sig meget inspirere af Max Von Südow –  til en sådan grad at han snarere spiller Max, der spiller Lassefar. Det er ærgerligt, for når man prøver at spille Max Von Südow uden at være det, kommer man uvægerligt til at blegne. Det til trods for at Thomas Bo Larsen faktisk spiller ganske gedigent. Det ville have løftet forestillingen afsindigt hvis han havde turdet eller fået lov til at lave sin egen fortolkning af Lassefar med det mørke han normalvis bidrager med til sine roller.

Det er helt tydeligt, ikke mindst i kraft af at forestillingen er en musical, at ærindet for stykket er at underholde – krydret med lidt socialrealisme fra en anden tid, der ikke sættes i forbindelse med i dag overhovedet. Men her falder stykket mellem to stole, fordi Andersen-Nexø har så meget indhold at hans værker egner sig vældig dårligt til meningsløst musicalunderholdning. Det var da også dommen fra de tvangsindlagte gymnasieklasser ved aftenens forestilling: det er kedeligt!

Så selvom forestillingen altså ikke formår at tilføre nok musical-glimmer til rigtigt at kunne underholde, så prøver den dog i form af poppede musicalsange specielt skrevet til denne opsætning. Af alle de ting man kunne have tilføjet til Andersen-Nexøs univers er musicalsange nok et af de mest upassende.

Andersen-Nexø var jo selv en stor poet, og det virker tæt på fornærmende at skrive sange der er så langt fra hans formfuldendthed og lyriske virkemidler, med Madam Olsens kærlighedssang til Lassefar som et tåkrummende lavpunkt: ”jeg giver mig hen til dig, nanananana”

Det skal dog siges at sangene akkompagneres af folkemusik og generelt er holdt i spillemandsstil. Et levende spillemandsorkester spiller både underlægningsmusik og akkompagnement til sangene. Det lykkes faktisk vældig godt og giver en troværdig lydside til Stengården. Særligt hvis man havde undladt sangteksterne.

Scenografien er et af de elementer der fungerer bedst i stykket. Det flotte rum i Østre Gasværk bliver udnyttet, og Andersen-Nexøs beskrivelse af det sociale magthieraki understøttes flot af at rummet bruges vertikalt, så arbejderne befinder sig på scenen, mens herskabet og andre herskere befinder sig på balkonen. Lyssætningen er original og spiller flot sammen med scenografien, men man fornemmer at den originalitet ville kunne være blevet udnyttet endnu mere, hvis stykket rent faktisk havde sin egen dramatisering af bogen og ikke bare filmen tilsat flot scenografi og middelmådige popsange.

Man kan se Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater i København frem til 12. december.

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne


KPnet 3. december 2018