Libyen-rapporten som går udenom: Om Norges krig mod Libyen

Det norske stortings Libyen-rapport er et forsøg på at vaske blodpletter væk fra de norske myndigheders hænder. Men rapporten afdækker, at krigen havde et regimeskifte som mål, og at norske myndigheder må have kendt til det.

Af tidsskriftet Revolusjon, Norge

Stortinget nedsatte i foråret 2018 et såkaldt uafhængigt udvalg ”for at gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser, som lå til grund for dem”. Rapporten blev offentliggjort i begyndelsen af september.

Dette ”uafhængige” udvalg har haft tidligere udenrigsminister Jan Petersen fra Høyre som leder. Sammen med partikollega og forsvarsminister Kristin Krohn Devold opfordrede samme Petersen Norge til at deltage endnu mere aktivt i det ulovlige angreb på Irak i 2003.

Begrænset mandat

Mandatet var også i udgangspunktet stærkt begrænset. Det var ”bidragene” og ikke de katastrofale konsekvenser, som skulle gennemgås, og udvalget har ikke været en undersøgelseskommission. Dermed fremkommer der naturligvis ingen væsentlig kritik på dette område. For når det gjaldt om at ”bidrage” med 588 bomber, var Norge jo den bedste i klassen. Kritikken begrænser sig til at omkostningerne ”var undervurderet og blev langt højere end først antaget”.

Kendskabet til Libyen var også ”meget begrænset” hos de norske beslutningstagere og i embedsværket, skriver udvalget. Men konklusionen er, at dette ikke var så farligt, eftersom ”man lænede sig stærkt til, hvordan verdenssamfundet (læs: USA) opfattede situationen”!

Udvalget konkluderer videre, at Libyen-operationen havde et tilstrækkeligt folkeretsligt grundlag, som om international ret er et spørgsmål om dosering.

Regimeskifte

Stoltenberg får imidlertid kritik for at lægge skjul på, at Norge var i krig, og at målet med angrebet var et regimeskifte i Libyen. – Udvalget mener, det var åbenlyst, at de andre allierede havde et regimeskifte som mål, og at de norske myndigheder vidste det, hedder det i rapporten.

Rapporten fremstiller Gadaffi som en upopulær leder både indadtil og i hele Afrika og Mellemøsten. Sandheden er, at Libyen og Muammar Gadaffi havde stor autoritet i Den afrikanske union (AU), og at AU gjorde alt hvad den kunne for at forhandle en fredsløsning.

Udvalget medgiver, at forhandlingsdelegationen fra AU efter planen skulle rejse til Tripoli 20. marts. ”Rejsen kunne ikke gennemføres på grund af de påbegyndte militæroperationer”, skriver udvalget lakonisk. Ad hoc-komiteen i AU fik alligevel gennemført et møde med Gaddafi 10. april ”hvor Gaddafi gav sin principielle tilslutning til AU’s køreplan, herunder en våbenhvile og forhandlinger”, indrømmer udvalget. Det hjalp som bekendt ikke.

Ulovlig kommandooverføring

Ellers bruger rapporten meget plads på de forfatningsmæssige processer blandt andet om Stoltenberg-regeringen med sine krigsafgørelser via sms fulgte korrekte procedurer og sørgede for at informere Stortingets udvidede udenrigs- og forsvarskomité (DUUFK).

”Det ville have været politisk vanskeligt for regeringen at vende tilbage til det styrkebidrag, som var blevet annonceret i Paris 19. marts.”

”Da regeringen konsulterede DUUFK 22. marts om norsk styrkebedrag til Libyen, ville det have været politisk vanskeligt for regeringen at gå tilbage til det styrkebidrag, som var blevet annonceret i Paris 19. marts”, står der blandt andet. Det var på dette møde i Paris, at den franske præsident Sarkozy med pres og ros fik Stoltenberg til at gå ind for krigen.

I et ekstraordinært statsråd 23. marts blev det besluttet at give Forsvarsdepartementet myndighed til at overdrage kommando over de norske styrker til Operation Odyssey Dawn (OOD). Elleve lande uden for USA stillede op med lejesoldater og fly til OOD: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Spanien, Italien, Norge, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar. USA styrede operationen fra sin regionale Afrika-kommando (USAFRICOM).

”Der kan stilles spørgsmål ved, om det at bidrage med norske styrker under en kommando, som ikke er norsk, er i strid med forbuddet mod, at norske styrker overlades i fremmede magters tjeneste, jf. Grundloven § 25 første afsnit tredje sætning”, antyder udvalget. Så kommer en lang udredning om forfatningsmæssig praksis osv. som naturligvis konkluderer, at udvalget mener, at de forfatningsmæssige krav til overførsel af kommando over det norske styrkebidrag var opfyldt i marts 2011.

Se også

Krigen mod Libyen: Målet er regimeskifte
KPnet 1. april 2011

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK


Udgives af 
APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 13. oktober 2018