Fra blikskure til stenbro til beton: Baggårdsboliger og forstadsslum er aldrig i ly for bulldozere

I denne uge kom Odense byråd med på banen med deres plan om at bulldoze lejligheder, 1000 stk. familieboliger skal rives ned, og 1000 familier skal sættes på gaden. Hvis regeringens ghettoplan bliver vedtaget.

Når man læser regeringens planer for de såkaldte ghettoer, skulle man tro det handlede om farvelaerne ved Rio de Janeiro, eller Mombais intermistiske hjemmelavede skurkvarterer. Men det handler altså om nogenlunde velholdte lejligheder med både varme og tørvejr, opbygget og vedtaget demokratisk.

Men der er en sammenhæng: Langt det meste af verdens befolkning bor mast sammen i blikskure eller dårligt vedligeholdte bygninger, hvilket hænger uløseligt sammen med at verdens storbyer ikke stiller et tilstrækkeligt antal lejligheder til rådighed der er til at betale for en almindelig arbejderløn.

Der er altså tale om helt grundlæggende fællestræk for arbejderklassen i hele verden, at de ikke har råd til et ordentligt sted at bo. Det er ikke blot i Danmark at regeringer og byråd nægter at løfte opgaven: Et hjem der er til at betale.

Tværtimod har vi de seneste årtier set flere spekulationsbobler i boligmarkedet i Danmarks største byer, som er et direkte resultat af folketingets og diverse byråds politik til fordel for de mest velhavende, en bolig og byudvikling der samtidig presser familier med helt almindelige lønindkomster ud i uoverskuelig gæld, eller meget langt væk fra byen med lang transport til arbejde og uddannelse. Og i det hele taget gør alt andet end bopælen dyrt og besværligt.

Samtidig har folketinget og byråd i deres visdom centraliseret masser af samfundsfunktioner i storbyerne, og det ses som de såkaldte superhospitaler, der har betydet lukningen af alle mindre sygehuse i byer med mindre end 50.000 indbyggere. Det har også betydet lukning af de mindre børnehaver, folkeskoler og kulturinstitutioner, som lokale biblioteker, samt politi og brandberedskab.

Alt koncentreres i storbyerne, men her er det samtidigt umuligt at finde et ordentligt sted at bo til en fornuftig pris. Det er borgerskabets udgave af byplanlægning i det 21. århundrede.

Søgningen fra land til by er på mange måder idiotisk, men er et produkt af en planlægning der hele tiden centraliserer og hele tiden skal øge værdien af det stykke land som byen står på, og dermed forgylde ejerne.

Og man ser det samme mønster når det kommer til den halvdel af verdens beboere der bor på gaden eller i hjemmebyggede skure; det kaldes slum og defineres som steder der ikke egner sig for beboelse. Men sagen er at det er den lokale magtstruktur der ikke har investeret i helt basale installationer, som vand, strøm, kloakering, affaldshåndtering og anden infrastruktur. Som om denne halvdel af indbyggerne per definition er ”uden for”, som om de slet ikke er inviteret til at være en lige part i samfundet. Og det er jo vel at mærke selvom denne fattigste del af befolkningen der arbejder i samfundet og får alle de små hjul til at køre.

I takt med at byen vokser, så vokser også det geografiske areal hvor prisen på land vokser. Og med det samme prisen når til højder hvor almindelige indkomster ikke længere kan være med, kan man være sikker på at byrådets bulldozere kommer. For så skal der ikke længere være almindelige lejligheder eller fattigkvarterer, så skal der gives plads til private spekulanter.

Og i Rio de Janeiro eller Mombai, og alle andre steder i verden, så giver bulldozningen af skurkvartererne endelig plads til at bygge kloakker og elektricitet. Nu har de gamle indbyggere bare ikke længere råd til at bo der.

Tomme huse og kolde hjerter

Et andet særkende ved kapitalistisk byplanlægning og boligpolitik, er den uhyrlige forskel på rige og fattige. Den udstilles helt tydeligt i den mængde af kvadratmeter som de rigeste optager af planeten, og hvor mange lejligheder der simpelthen står tomme – opkøbt i spekulationsøjemed – i de mange luksuskvarterer langs havne og attraktive parkområder i centrum af byerne. Gerne med plads til dyre biler i garagen og dyre både i havnen.

Det er efter finanskrisen i 2008-2009 blevet helt normalt at også almindelige lejlighedskomplekser har smidt deres beboere ud fordi de ikke kunne betale huslejen, så der i Spanien står tusindvis af lejligheder tomme, mens familier ikke har råd til et sted at bo.

Og på den måde ligner vores nutid forbløffende meget den vi kender fra de sidste mange hundrede års historie. Fra den tid hvor kongelige og højadelige boede på deres slotte og fattige ingen rettigheder havde.

Her i Danmark har vi oplevet saneringer af fattigkvarterer mange gange, og for hver gang der er rykket et lille byhus eller en baggård ned, så er det skudt en ny og større spekulationsblok op. De gamle beboere der ikke længere har råd til at bo der er blevet spredt ud i oplandet, hvor jordpriserne endnu var til at betale.

Den nye lovpakke ”der skal gøre op med årtiers forfejlede boligpolitik” er på ingen måde forskellig fra de mange tidligere. Nu er det ikke længere arealer inde midt i byen der renses for fattige, det er blot næste lag, fem til seks km fra centrum der nu skal tromles ned så der kan blive plads til private spekulanter.

Og samtidig med at man river kvarterer som Bispehaven og Gellerup ned i Århus, og Vollsmose i Odense, og giver de nu attraktive beliggenheder til private spekulanter, så har man ikke løst et eneste af de problemer som man bruger som politisk undskyldning.

Fattigkvarterer i verden er længe blevet fristed for byens kriminelle udskud, her kan de udnytte at indbyggerne ingen rettigheder har. Her står hashsælgerne åbenlyst og venter på børnene når de kommer fra skole, og der bliver uddelt dummebøde til forældrene med kun lille risiko for at blive taget fordi myndigheder sjældent eller aldrig kommer forbi.

Den der tror at det bliver bedre når fattigkvartererne flyttes 10 – 20 km længere uden for centrum, tager fejl. De fattigste er altid det nemmeste bytte for verdens skurke, om de kommer fra pjalteproletariatet eller fra byens elite, det vil de være indtil de står forenet og organiseret og kræver et stop for spekulation og kræver gode billige boliger der er til at betale for almindelige indkomster.