Palæstinas kvinder nøjes ikke med at håbe

Mandag den 27. august holdt netværket ”Kvinder i Kamp” et spændende møde i København, om det at være kvinde i Palæstina, og være dansk-palæstinenser i Danmark.

Ayat lagde ud og det blev hurtigt en givende snak på kryds og tværs over bordet om kvinders hverdag og muligheder, om historien bag Israels besættelse af Palæstina, om at leve under et terroristisk apartheidstyre som retsløse andenrangs borgere.

Mange piger på Vestbredden får ingen uddannelse, men går hjemme og passer de mindre søskende. Hvorfor det, uddannelse er jo vigtig? blev der spurgt.
– Ja, uddannelse er meget vigtig for en bedre fremtid, men på Vestbredden er rigtig mange palæstinensiske forældre enten i fængsel på ubestemt tid, dræbt eller savnet. Nogen må tage sig af de mindre søskende. Der er ikke noget valg.

Der er palæstinensiske skoler og universiteter, men de koster penge og det kræver voksne for at kunne komme til at gå i skole. Den israelske stat bestemmer, hvilke slags uddannelser man kan tage.

Man overlever ved at hjælpe hinanden. Håber på at ens køkkenhave ikke bliver konfiskeret eller bombet. Håber på at der på mirakuløs måde når byggematerialer frem til at reparere ens ødelagte hus. Håber på man kommer over grænsen, der vilkårligt åbner og lukker, og frem i live.

Men Palæstinas kvinder nøjes ikke med at håbe. De drømmer og kæmper for en fremtid med et helt Palæstina, hvor alle folk, religioner og kulturer kan leve ligeværdigt i fred med hinanden – og palæstinenserne ikke længere er forfulgt i deres eget land.

Ikke mindst de unge gør modstand mod undertrykkelsen.

Man kan se i de israelske soldaters øjne, at det er dem, der er bange for fremtiden. Selvom de har våbnene og magten. Inde i Israel bor de oppe på bjergsiderne og i højderne. De har hele huse, veje med fortove, cykelstier og lyskryds, der virker.

Palæstinenserne må ikke bo der, de skal blive nede i bunden, hvor der kun findes grusveje uden gadelys og fortove, hvor de ikke må eje hverken deres hus eller jord.

Besættelsesmagten har skabt så ringe levevilkår, at gammel muslimsk tradition med flerkoneri igen er blevet en del af kvindelivet for nogle.

Det er ikke kvindernes ønske, fortæller Ayat, de ønsker deres egen mand og familie, men terroren har dræbt så mange af mændene, og kvinder har så få muligheder for at overleve og forsørge en familie alene.

Snakken sætter tanker i gang hos os alle. Palæstinas kvinder og folk bliver nærværende og solidaritet ikke længere kun et fint ord, men en konkret bestræbelse på at ville bidrage til at forandre. Både i Palæstina og herhjemme.

Ayats mor har levet det meste af sit liv i Danmark, hun kom hertil fra en flygtningelejr i Libanon, hvor hun var født. Alligevel oplevede hun forleden dag at blive standset på Strøget og bedt om at skrubbe hjem til sit eget land. Hvilket land? Danmark er også hendes land.

Alt dette affødte en diskussion om, hvor nødvendigt det er at arbejde og kæmpe sammen som kvinder i Danmark, uanset hvilken baggrund man hver især kommer med.

Vi har brug for hinanden, for at høre og forstå hinandens historier og for at gøre solidariteten levende mellem undertrykte kvinder i Danmark, hvad enten man er overarbejdet, reformramt, arbejdsløs, har lyst eller mørkt hår og hvor ens familie kommer fra. Og brug for at gøre solidariteten med Palæstinas kvinder til en del af kvindekampen.

Se mere Ayat Mohamed

Længe leve Palæstina! Tale på Den røde plads i Fælledparken 1. maj 2018

Se også

Al-Nakba 1948 – Katastrofen i Palæstina og imperialistisk kolonisering i dag
Af Henning Paaske Jensen

When Illness is a ‘Death Sentence’: The Victimization of Gaza Women
By Ramzy Baroud

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  1. september  2018


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater