Den 21. august 1968: Et vendepunkt – Af Klaus Riis

Denne netkronik blev først udgivet den 21. august 2001. Den genudgives ved 50-året for invasionen i Tjekkoslovakiet 21. august 2018.

Den 21. august 1968 rullede de sovjetiske tanks ind i Tjekkoslovakiet i en militær besættelse, der også involverede alle Warschawapagtlande minus Rumænien (og minus Albanien, der af den sovjetiske revisionistiske ledelse var ‘lagt på is’).

For en hel generation af unge revolutionære verden over, der søgte mod et kommunistisk ståsted, blev det en afslørende begivenhed: Sovjetunionen kom ikke som befriere, men som besættelsesmagt. Siden blev det en vane: Besættelsen af Afghanistan i 1979 overraskede ingen.

Men i Vietnamkrigens og ungdomsoprørets ’68 var det en dramatisk lektion i international klassekamp: Kritikken af den sovjetiske revisionisme blev konkret. Indholdet i striden i den internationale kommunistiske bevægelse, der siden SUKPs 20. kongres i 1956 var blevet spaltet, blev anskueliggjort på dramatisk vis.

Med invasionen af Tjekkoslovakiet understregedes det, at Sovjetunionen ikke længere var et socialistisk land, men var blevet en aggressiv socialimperialistisk supermagt, der befæstede sin position på militær styrke. En ny imperialistisk supermagt, der samarbejdede med og udfordrede den globale reaktions hovedcentrum, den amerikanske imperialisme, der i ’68 optrappede den forbryderiske aggressionskrig i Vietnam med napalm, tæppebombninger og stadig flere demoraliserede soldater.

I den borgerlige historieforfalskning satte den sovjetiske invasion en stopper for ‘foråret i Prag’, for Dubcek og hans ‘socialisme med et menneskeligt ansigt’, der fortsat lovprises som en af historiens ulyksalige aborter, som senere Gorbatjovs perestrojka. Men der var intet socialistisk ved Dubcek: hans ‘socialisme’ var en platform for at føre Tjekkoslovakiet over i den vestlige lejr, nøjagtig som Solidarnosc i Polen og Charta 77 i Tjekkeslovakiet senere var det. Da Dubceks program blev realiseret efter Murens fald for 10 år siden var Dubcek glemt, ingen havde brug for ham mere.

Men i 68 fandtes der stadig illusioner. Den 9. april 1968 offentliggjorde Dubcek-kliken deres aktionsprogram for hastig tilbagevenden til kapitalismen – ‘Prag-foråret’.

I Albanien svarede Enver Hoxha med artiklen ‘Hvor er Tjekkoslovakiet på vej hen’ (21. april ’68):
‘Den nye ultrarevisionistiske linjes teoretikere (…), skrev Enver Hoxha, ‘praler af, at Tjekkoslovakiet ‘udstikker nye veje i et uudforsket terræn’, og at hvad der nu sker i Tjekkoslovakiet er ‘den første erfaring med ægte demokratisk socialisme i verden’. Når man ser, hvad der sker og oversætter fraserne til normalsprog bliver det indlysende, at kapitalismen restaureres fuldstændigt i Tjekkoslovakiet. Det såkaldte ‘aktionsprogram’ (…) offentliggjort som ‘Den tjekkoslovakiske vej til socialismen’ er yderligere bevis derpå.’

‘For øjeblikket konsolideres de forskellige magthavende kapitalistiske klikers politiske position i Tjekkoslovakiet. Denne proces vil fortsætte frem til de kommende valg, hvor de rehabiliterede borgerlige kliker, som blev pillet fra magten af revolutionen, håber at genvinde deres tabte borgerskab og igen fuldstændigt sidde med magten i hænderne. Og de vil naturligvis tage magten, og dele den med hinanden, ikke af venlighed, men som ulve på jagt. Jungleloven vil hersker dér, uanset hvad Tjekkoslovakiets “Kommunistiske” Partis program fortæller, der uden at rødme hæveder ‘at det for den nuværende etape er karakteristisk, at der ikke længere eksisterer antagonistiske klasser’.

‘De sovjetiske revisionister’, skrev Enver Hoxha videre, ‘vil aldrig gå med til den udvikling, som nu går for sig i Tjekkoslovakiet, selv om de selv er på vej mod kapitalistisk genrejsning i Sovjetunionen.’

Og Enver Hoxha spurgte:
‘Hvad gør de modige mennesker i Tjekkoslovakiet, de ægte marxist-leninister og arbejderklassen?Hvorfor er de tavse og tillader kujoner og fascister at spankulere rundt i gaderne, påtvinge hvid terror og fabrikere alvorlige situationer, der driver folk til selvmord? Hvem er det, de revolutionære frygter? Er det at de vil respektere deres partis ‘legalitet’ og det proletariske ‘diktaturs’ love? Men i Tjekkoslovakiet i dag eksisterer denne legalitet ikke, og hverken partiet eller statsmagten tilhører længere de revolutionære eller arbejderne. De er blevet til et borgerligt parti og til borgerskabets diktatur.

Kommunisterne og arbejderklassen verden over tror, at Tjekkoslovakiets revolutionære og arbejderklasse vil gå ud i gaderne og forsvare folkets, socialismens og det proletariske diktaturs interesser (…) og ødelægge Novotny- og Dubcek-klikernes rådne fæstning. Det er den eneste måde, som ikke vil være vand på sovjetrevisionisternes mølle, men alene modsvarer det tjekkoslovakiske folks, socialismens og den proletariske verdensrevolutions interesser.’

Sådan gik det ikke.

De tjekkoslovakiske marxist-leninister og arbejderne havde tabt deres revolutionær årvågenhed, de lod sig lulle ind i de revisionistiske demagogers ordspind – og måtte betale en høj pris. Den 21. august kom i stedet det sovjetiske svar: tanks.

Var Dubcek (der i sit program tog afsæt i de sovjetiske revisionisters opgør med Stalin, det socialistiske Sovjet og proletariatets diktatur) et produkt og en videreudvikler af den revisionistiske kontrarevolution i ‘specifik tjekkoslovakisk form’, så blev han og tilsvarende kræfter slået ned af den væbnede sovjetrevisionistiske kontrarevolution.

I mere end 20 år måtte de i alle såkaldte østbloklande vente på deres ny chance, som kom med Gorbatjov.
De kapitalistiske kliker måtte vente – men så gennemførte de alt det, ‘Pragforåret’ lagde op til: den fuldstændige genrejsning af det gamle system, overgangen til den vestlige lejr, udbytningen og forarmelsen af det tjekkiske og det slovakiske folk af deres nationale kapitalister og af de globale multinationale.

Enver Hoxhas Albanien fordømte sovjets og Warschawapagtens invasion – og brød umiddelbart og formelt med ‘den nu aggressive’ militærpagt:
‘Alle de medlemslande af Warschawapagten, hvor revisionistkliker er ved magten (med undtagelse af Rumænien) angreb Tjekkoslovakiet på perfid fascistisk vis – det vil sige: de brugte Warschawapagten som redskab til at undertrykke og slavebinde et af dens medlemslande.’
(Om den nuværende internationale situation, Rapport til Albaniens Arbejdets Partis CK 5. september 1968).

Enver Hoxha fortsatte med en velbegrundet forudsigelse:
‘Den store krise i de moderne revisionisters lejr bekræftes og vokser sig dybere for hvert år. Alle disse begivenheder og alle dem, der nødvendigvis må følge i fremtiden, som vil blive endnu mere katastrofale for revisionisterne, er et resultat og en konsekvens af deres forræderi mod marxismen-leninismen, af den kapitalistiske vej, de er slået ind på i ideologi, politik og økonomi, i organiseringen af partiet, staten og økonomien.

De sovjetiske og de øvrige revisionisters likvidering af socialismens resultater i deres lande, omdannelsen af de marxistisk-leninistiske partier til borgerlige, socialdemokratiske partier og omdannelsen af deres økonomier til kapitalistiske økonomier har som uundgåeligt resultat medført en forvandling af deres indenrigs- og udenrigspolitik til en chauvinistisk, undertrykkende, fascistisk politik, en politik, hvor de behersker deres folk med magt og terror (…)
Hele dette forræderiske forløb, som Krustjov-revisionisternes og deres lakajer har fulgt siden SUKPs 20. kongres, er en uafbrudt serie af gevaldige nederlag for dem. De pyramider, de har rejst langs denne vej, er pyramider med vaklende og rådne fundamenter, rejst med desperate anstrengelser, som har afsløret dem totalt og definitivt ikke bare i de revolutionære kommunisters og den internationale kommunistiske bevægelses øjne, men også for alle ærlige mennesker i verden.’

Når man genlæser disse ord fra en stor marxist-leninist fra for 33 år siden, bliver man slået af deres fremsynethed.

Fra dette punkt – invasionen af Tjekkoslovakiet – var det ikke tilladt at nære nogen illusioner til den moderne revisionisme, dens karakter, dens hensigter.

I samme år stiftedes den første partibyggende marxistisk-leninistiske organisation i Danmark KFML (Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister) for at genskabe et revolutionært kommunistisk parti til afløsning for det DKP, der trods alle sine revolutionære fortjenester i fortiden (og først og fremmest under besættelsen af Danmark), var blevet et satellitparti for SUKP. Det forsvarede dets genrejsning af kapitalismen frem til den bitre ende, fra nederlag til nederlag, og forsvarede enhver aggression, der fulgte.

Perioden hvor de revolutionære kommunister, arbejderklassen og verdens folk måtte føre kamp mod to supermagter – den amerikanske imperialisme (og dens lakajer) og den sovjetiske socialimperialisme (og dens lakajer) – var kommet. Tiden hvor nye kommunistiske partiet måtte skabes verden over i benhård kamp mod de degenerede socialdemokratiske revisionistpartier, der støttede sig på og støttedes af det revisionistiske Sovjet. Nu forkyndte de ikke længere kamp mod imperialismen på liv og død, men ‘fredelig sameksistens’ med den amerikanske imperialisme.

Vejen til socialismen, fortalte de, kunne blive en ‘fredelig’ spadseretur (a la Chile). I de såkaldt socialistiske lande, meddelte de alverden, var ‘klassekampen slut’, der eksisterede hverken klasser eller klassekamp dér, og derfor var der ikke brug for arbejdernes klasseherredømme. ‘Proletariatets diktatur’ blev afløst af ‘hele folkets stat’.

Det var perioden, hvor socialismen i disse lande forvandledes til en karikatur, et vrangbillede. Befrierne blev til besættere. Den Røde Hær, der havde spillet en hovedrolle i at tilføje nazismen et afgørende nederlag, blev til et redskab for aggression.

Nederlag på nederlag: Det er revisionisternes historiske bestemmelse. Men deres nederlag blev folkenes og socialismens verdenshistoriske tragedie. I sidste ende må arbejderklassen og folkene bøde dyrt for manglende revolutionær årvågenhed, for at fæste lid til socialdemokrater og revisionistiske demagoger.

Den provestlige kontrarevolution i Tjekkoslovakiet, der blev slået ned af den sovjetrevisionistiske kontrarevolution, og ikke blev stoppet af arbejderklassen, kommunisterne og revolutionen, blev en generalprøve på det senere forløb, som nu markeres med ’10-års-festligheder’:

Murens fald, 10-året for ‘kuppet’ i Sovjetunionen og den påfølgende opløsning, den definitive forkastelse af de bankerotte revisionistiske regimer i den sovjetiske lejr. Vesten blev ‘sejrherren’.

De to kontrarevolutioner – den revisionistiske og den provestlige åbne kontrarevolution – spillede sammen i en forfærdelig regressiv bevægelse.

Den 21. august 1968 var en milepæl i denne proces: gravlæggelsen af socialismen i Europa (minus Albanien i nogle årtier endnu), en skammens dag for socialismen og en definitiv afsløring af revisionismen.

Men det var også en dag, der markerede begyndelsen til noget nyt: til skabelsen af nye marxistisk-leninistiske partier, en ny international kommunistisk bevægelse, der er vokset op i kamp mod den moderne revisionisme, og bliver voksne i det 21. århundrede, hvor imperialismens ‘triumfer’ uvægerligt fører til nye revolutionære situationer, til en ny runde af proletariske revolutioner.

De, der stadig tror, at det revisionistiske Sovjet var et ‘bolværk’ mod den globale udplyndring af arbejderklassen har intet lært. Og dem, der vil erstatte den sovjetrevisionistiske supermagt med et nyt revisionistisk forbillede, som det kapitalistiske Kina og dets ‘socialistiske’ venner, gentager en dumhed, som længe har været en forbrydelse.

KP-Netkronik 21. august 2001

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

 

KPnet 21. august 2018


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater