NATO og EU har brug for Danmark i sin krigsoprustning – Af Dorte Grenaa

Artiklen er skrevet med udgangspunkt i Arbejderpartiet Kommunisternes forkvinde Dorte Grenaas tale på Nordiske Fredssamtaler i Degerfors, Sverige, maj 2018. Hun talte her på vegne af initiativet Stop Terrorkrigen – ud af NATO.

Det er NATO og EU, der har brug for Danmark. Og ikke Danmark, der har brug for NATO og EU. Det er værd at huske på.

Dansk erhvervsliv og kapital, der i høj grad har flyttet investeringer og arbejdspladser ud af landet, har brug for EU og NATO til at beskytte deres globale investeringer og profit. Men for den danske befolkning fører de to alliancer en farlig og ødelæggende krigskurs.

Vi befinder os i dag i en ny situation, hvor Europa og Norden står over for store sikkerhedspolitiske udfordringer. Rusland har vist både vilje og evne til at anvende militær magt for at opnå politiske mål. Rusland har forstærket sin militære tilstedeværelse og dermed øget sin militære formåen markant. Både Østersø-regionen og Arktis har af samme årsag fået en større sikkerhedspolitisk betydning end tidligere,” udtalte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Sveriges forsvarsminister Peter Hultqvist (S) i forbindelse med deres nylige møde om styrket militært samarbejde inden for NATO’s og EU’s militære strukturer.

De sikkerhedsmæssige udfordringer, som Europa står over for, kan intet land håndtere alene. Nato har forstærket sin militære tilstedeværelse omkring Østersøen gennem Enhanced Forward Presence. EU har forstærket forsvarssamarbejdet gennem oprettelsen af det permanent strukturerede samarbejde, Pesco. Selv om Sverige ikke er medlem af Nato, og Danmark står uden for EU’s forsvarspolitiske samarbejde, byder vi disse initiativer velkomne som bidrag til sikkerhed og stabilitet i vores del af verden. Europæisk og transatlantisk sammenhold er centralt for vores udenrigs- og sikkerhedspolitik,” forsætter de to nordiske krigsministre.

Deres politiske vurderinger af landenes sikkerhedsmæssige situation er imidlertid direkte citater fra USA’s nye militærdoktrin ‘America First’. Det er en økonomisk, politisk og militær strategi, der skal sikre USA sin position som verdens stærkeste supermagt på trods af stadig større konkurrence med opkommende imperialistiske stormagter som Rusland og Kina. Den blev øjeblikkelig NATOs strategi.

Og den handler ikke om at kunne forsvare og beskytte lande som Danmark.

NATOs nordlige østflanke

Danmark og Norden er en del af østflanken, som NATO opbygger på den nordlige halvkugle. Der går en linje oppe fra Arktis, hvor et af de to nye NATO-kommandocentre skal placeres, til Thulebasen på Grønland og reaktiveringen af NATO-basen Keflavik på Island, der skal sikre kontrollen over Atlanterhavet og de arktiske farvande, videre over NATOs radar- og militærbaser i Norge, der skal kontrollere Barentshavet, de store militære data- og kommunikationscentre i Kiruna i Sverige og til militariseringen af hele Østersøområdet og landene rundtom.

NATOs østflanke bruges til at sikre USA’s og NATOs kontrol over luftrummet og havene mellem USA og Rusland. Og som et vigtigt element i den teknologiske del af moderne krigsførelse til at sikre kommunikationen mellem USA og dets NATO-radar-, satellit- og militærbaser i Nordeuropa.

De seneste år har NATO-strukturer som Nordefco, ’The Northern Group’ og Det nordisk-baltiske samarbejde (NB8) været særdeles aktive og afholdt møder med USA i forbindelse med NATO-topmøderne. Deltagerlandene er Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Tyskland, Polen, Storbritannien, Nederlandene, Estland, Letland og Litauen. Det nordisk-baltiske samarbejde har samlet hele NATO’s interesseområde omkring Østersøen i én strategisk organisering.

Fra Thule over Skrydstrup til Bornholm

Danmarks vigtigste rolle for USA har lige siden NATOs start været Danmarks overherredømme over Grønlands sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitik. USA har haft sin militærbase i Thule med bl.a. atombevæbnede fly siden 2. Verdenskrig. Grønland er desuden centralt placeret som kyststat i Arktis. Danmark har oprettet Arktisk Kommando og en forsvarsstyrke med hovedkvarter i Nuuk, der skal samordne det militære forsvar af Grønland og Færøerne og Thulebasen.

Kampen om Arktis spiller en stadig vigtigere rolle. Med klimaforandringerne og afsmeltningen af indlandsisen åbnes et skatkammer af råstoffer og muligheden for nye skibsruter mellem verdensdelene. En femtedel af klodens uudnyttede olie- og gasressourcer ligger her, og Rusland har den største adgang til disse. Og som bekendt er netop kampen om råstoffer ofte årsagen til imperialismens konflikter og krige.

På flyvestation Skrydstrup – eller Fighter Wing Skrydstrup, som den nu hedder – er alle danske kampfly samlet. Den huser desuden avancerede systemer til dataudveksling mellem militære enheder, fly, landstyrker og skibe i forsvaret og NATO.

Den amerikanske forsvarsvirksomhed Cubik har underskrevet samarbejdsaftaler med Haderslev Kommune om at etablere et nyt trænings- og kommandocenter i Danmark for samtlige nordeuropæiske F-35-kampfly Helt op til 80 kampfly fra bl.a. Storbritannien, Holland, Norge og Polen skal kunne deltage i avancerede NATO-F-35-flyøvelser med udgangspunkt i det danske luftrum over Nordsøen. Cubic Defence Systems står i samarbejde med det amerikanske krigsministerium Pentagon for udviklingen af træningsprogrammerne til F-35-kampflyet, som bl.a. Danmark er ved at indkøbe. Med i prisen er altså at blive NATOs træningscenter for kampfly i Nordeuropa.

NATO vil i år investere et større beløb i flyvevåbenets radaranlæg i Almindingen på Bornholm. Det drejer sig om en radar kaldet Air Control Wings/Bornholm, der skal overvåge flytrafikken i en stor del af Østersøen og ind over blandt andet de baltiske lande. Den er én ud af tre radarer i Danmark til flyovervågning. De to andre står i henholdsvis Skagen og Skrydstrup. Radaranlægget på Bornholm er i forvejen betalt af NATO, mens dansk militær lægger personale til. Der er desuden bygget en ny lyttemast i Østermarie, der skal overvåge de radiosignaler, der bruges af det russiske militær. Bornholm bliver desuden brugt som krigsøvelsesplads for de store NATO-øvelser Night Hawk, Dynamic Mercy, og Baltops.

Opmarchområde

Danmark er udset til at være landet, hvor NATO-tropperne og krigsmateriel modtages og samles i tilfælde af krig mod Rusland.

Hvordan forholder Danmark og den danske regerings sig til det? Og mindst lige så vigtigt: Hvordan forholder den danske krigsmodstand sig til det?

Ved fremlæggelsen af et nyt såkaldt ’forsvars’-forlig i januar i år beskrev krigsminister Claus Hjort Frederiksen Danmark som et ’bagland’ i forhold til NATOs ’frontstater’, der ligger længere mod øst.

Det betyder blandt mange andre ting, at der ved siden af danske udrykningsstyrker oprettes en særlig enhed, hvor soldater og frivillige fra Hjemmeværnet får til opgave at modtage NATO-tropperne og bevogte infrastrukturen i landet.

NATOs anden nye kommandocentral skal være et logistisk center for at sikre, at NATO let skal kunne flytte sine styrker rundt i Europa. I samarbejde med EU skal transportnet, energinet, kommunikationsnet og lovgivning tilpasses en krigssituation.

Med samme præcision og systematik, som Nazi-Tyskland udbyggede motorveje og jernbaner efter den nazistiske krigsmaskines behov, er EU og NATO i samarbejde allerede i fuld gang med en plan for at omdanne veje og jernbaner i Europa til transport med tunge våben. Tropper og krigsmateriel skal kunne bevæge sig hurtigt og frit op gennem Europa med det såkaldte NATO-Schengen-samarbejde, ligesom kontrollen over resten af den fysiske infrastruktur som havne, lufthavne og den digitale infrastruktur er lagt ind i et EU-NATO-samarbejde.

Gennem NORDEFCO arbejdes der med fælles radardatadelingsprojekt og sikker kommunikation mellem de nordiske hovedstæder. I forlængelse af den dansk-svenske samarbejdsaftale vil man lette adgangen for militære køretøjer til hinandens territorier, ligesom kampfly fra de to lande får adgang til at flyve ind i hinandens luftrum.

Note 1

Hvad afgør Danmarks forsvarspolitik?

Der er to ting, der er helt afgørende for Danmarks forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik. Det er medlemskabet af EU og NATO.

EU og NATO er bestemmende for, hvordan danske regeringer handler. De er afgørende for, hvilke krige og krigsforbrydelser den danske stat deltager i. Afgørende for at sikre dansk krigsindustri maksimalprofit og dansk industri en luns af krigsrovet fra omfordelingskrigene. Det står over alle andre overvejelser om landets selvstændighed og befolkningens sikkerhed.

Danmark er ikke et lille sårbart land i klemme mellem store supermagter. Danmark er en lille imperialistisk magt, der har bundet sig med hud og hår til imperialismens strategi for global udplyndring, til den amerikanske supermagt og krigsmagten NATO og til de europæiske monopolers EU med dets fælles stat og militær.

Kampen mod dansk krigsdeltagelse og mod imperialismens krige er derfor også i høj grad en kamp for dansk udtrædelse af EU og NATO.

EU som militærmagt og PESCO

I den politiske debat findes der dem, der siger, at NATO er den militære alliance og gren, mens EU er det civile samarbejde og fredens projekt. Man kunne måske i mange år sige, at disse folk blev narret til at tro på EU-propagandaen omkring denne påstand.

Men virkeligheden er, at siden EU tilbage i 1993 med Maastrichttraktaten officielt indskrev den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som en af sine opgaver og mål, er det gået stærkt. Ti år senere, i 2003, gennemførte EU sin første selvstændige militæroperation uden for EU’s egne grænser med operation Artemis i Den Demokratiske Republik Congo.

Og efterfølgende har EU gennemført over 20 militæroperationer – kaldet krisestyringsoperationer – i de gamle koloniområder i Afrika, i Mellemøsten, Afghanistan, på Balkan, Ukraine og Georgien. Med Lissabontraktaten 2009, der udvidede samordningen af den militære opbygning, fik EU sin egen udenrigsminister, med den pompøse titel af Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Note 2

Sidste år i 2017 underskrev 25 EU-stater så officielt Permanent Structured Cooperation (PESCO), der sikrer EU’s magt og kontrol over militærbudgetter, udvikling af våben og militæroperationer, samt en særlig aftale for yderligere styrkelse af EU’s krigsindustri. Og i starten af foråret 2018 blev dette yderligere konkretiseret med vedtagelsen af den særlige køreplan for gennemførelsen.

Der er i årevis blevet gennemført en systematisk opbygning af en krigsmaskine med harmonisering af militær, våben, materiel, militære strukturer, landets infrastrukturer, sikring af råstoffer og energi til krigsindustrien, overvågning, data-, cyber- og rumprogrammer.

Så at tale om EU i dag som en fredens vogter er en påstand på linje med, at NATO bomber Afghanistan, for at afghanske piger kan gå i skole, eller at NATO kæmper for kvinders rettigheder.

Samarbejdet mellem EU og NATO

Officielt er Danmark jo slet ikke med i EU’s militære forsvar. Den danske befolkning stemte Nej til Maastrichttraktaten og fik året efter fire undtagelser, ikke mindst den om ikke at deltage i EU’s fælles militær og fælles forsvars- og udenrigspolitik. Det blev kaldt ”det nationale kompromis”. Da ungdommen gik på gaden i protest mod kompromiset 18. maj for 25 år siden, skød politiet over 100 skarpe skud direkte ind i menneskemængden, og kun ved rent lykketræf blev ingen myrdet, kun såret.

Reelt overtræder danske regeringer rask væk denne undtagelse, selvom om Danmark ikke formelt deltager i EU’s militære opbygning og militære operationer. Som det også fremgår af den danske krigsminister Claus Hjort-Frederiksens udtalelser, så støtter den danske regering EU’s og NATOs militære oprustning. Vi ved, at militære aggressioner ofte kaldes for ‘civile operationer’, ‘strategisk civil konfliktforebyggelse’ eller ‘konfliktløsning’ – akkurat som i NATO- og FN-sprog, hvor krig kaldes ‘fredsmission’ eller ‘fredsstabiliserende’. Og så kan Danmark jo godt være med. I både Danmark og EU kaldes det ‘sammentænkt stabiliseringsindsats’, hvor man kobler kontrol og krig med økonomiske, politiske og civile midler.

Der foregår et meget tæt militært samarbejde mellem EU og NATO. Der afholdes regelmæssigt møder mellem de to organisationer, hvor man drøfter udviklingen af samarbejdet. Eksempelvis i EU/NATO’s kapacitetsgruppe, hvor udviklingen af militære kapaciteter koordineres, så det korresponderer og kan benyttes af begge parter. Med ”Berlin Plus”-aftalen har både EU og NATO vide beføjelser til at samordne deres militære operationer, benytte hinandens soldater, krigsmateriel, overvågningsdata m.m.

I slutningen af 2017 i forbindelse med NATO-topmødet og EU-topmødet vedtog EU kommissionen en række yderligere konkrete skridt til at styrke det strategiske og operationelle samarbejde mellem EU og NATO.

Danmark som duks

Danmark har under dække af undtagelser, forbehold, fodnotepolitik og såkaldt aktivistisk udenrigspolitik hele vejen været et lydigt og aktivt medlem af NATO og EU. Danmark optræder som duks i forhold til de imperialistiske alliancer, det er en del af: Dansk militær er i forreste række i USA’s krige, ‘skulder ved skulder’ med Bush, Obama og Trump. Den danske krigsforbryder og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen blev da også belønnet med posten som NATOs generalsekretær efter at have gjort Danmark til en aktivt krigsførende nation med deltagelse i terrorkrigene mod Afghanistan og Irak.

Når USA, NATO og EU kræver oprustning, parerer den danske regering ordre. Det netop indgåede krigsbudget – også kaldet forsvarsforlig – er den største offentlige investering i nyere tid. Det øger den årlige bevilling med mere end 20 %, mens andre dele af den offentlige sektor som sundhed, uddannelse, ældreomsorg er ved at bryde sammen.

Udviklingen af krigsmodstanden

Udviklingen af krigsmodstanden er vel det, der ligger alle os her vældig meget på sinde. Hvordan får vi stoppet dette vanvid?

Krigsmodstanden må udvikles til en massebevægelse for både at kunne opfange den store modstand, der findes mod krigene, og for at kunne mobilisere folk og udvikle bevægelsen. Det vil altid udvikle sig i spring og bølger i forhold til, hvor mange mennesker krigsmodstanden kan få på gaden. Men en udadvendt handlende bevægelse er retningen – også helt konkret for krigsmodstanden i Danmark, der i dag er fragmenteret i forskellige politiske retninger. Kunsten er at kunne samle alle kræfter til større enhedsmanifestationer, som kan udfolde de samlede kræfter.

Krigsmodstanden må forbinde sig med kravet om at komme ud af NATO og ud af EU, og med de folkelige bevægelser, der findes. Krigsmodstanden skal og må være en bred folkelig bevægelse med plads til alle stemmer – også mod EU, også mod imperialismen og ikke mindst dansk imperialistisk politik og krigsførelse.

Den må kunne modstå den massive koldkrigspropaganda og igen og igen imødegå løgnene. Den må kunne modstå regeringens massive krigspropaganda og felttog mod regeringen i det land, som er udset til næste krigsbytte. Den må være uafhængig af stats- og ngo-midler eller bestemte partiers parlamentariske stemmetal.

Arbejderklassen spiller en vigtig rolle i krigsmodstanden. I Danmark tager fagforeninger ikke længere politiske spørgsmål op såsom modstand mod dansk krigsdeltagelse og mod NATO-øvelser. Det er selvfølgelig en politisk kamp, og den må krigsmodstanden også se sin opgave at rejse og deltage i. Arbejderklassen i Danmark har ligesom i de øvrige nordiske lande en lang og flot tradition for at kæmpe mod krigsdeltagelse og deltagelse i myrderier og for international solidaritet.

Et andet aspekt, som vi i ”Stop terrorkrigen – ud af NATO” også lægger meget vægt på, er at forbinde kampen mod imperialistisk krig og militarisering med kampen for velfærd, for genoprettelse af sundheds-, omsorgs- og uddannelsesområdet.

Deltagelse ved de store NATO-øvelser i Norden som Aurora i Sverige og den kommende Trident Juncture i Norge er til stor inspiration og en kilde til konkret mobilisering af krigsmodstanden. NATO-øvelserne gør både NATO, krigsfaren og vores egen regerings politik synlig, folk kan deltage aktivt, gøre noget sammen med andre. Det er en ting vi alle kan gå tilbage til de organisationer, vi kommer fra, og arbejde videre med, så protesterne bliver så store og så højlydte som muligt, og det bliver synligt, at de kommer fra flere lande.

Lad os mødes der næste gang.

Tale ved Nordiske Fredssamtaler i Degerfors 2018 af Dorte Grenaa, Stop Terrorkrigen – ud af NATO.
Trykt som artikel i APKs tidsskrift Enhed og Kamp 3, 2018

Dorte Grenaa er forkvinde for Arbejderpartiet Kommunisterne APK

Dorte Grenaa på facebook

Noter

1. NATOs største krigsøvelse: Trident Juncture

Øvelsen finder sted i oktober-november 2018. Den omfatter 40.000 soldater, hvoraf 8.000 kommer fra USA, ca. 130 fly og ca. 60 flådefartøjer. Den foregår i Norge med tilstødende luft- og havområder. I tillæg vil en mindre del af øvelsen foregå i Sverige, Finland og Island. Det vil også være aktivitet i Østersøen.

En hel række NATO-lande skal deltage, men også officielt ‘alliancefrie’ stater som Sverige og Finland. Trident Juncture er et led i en systematisk militarisering af Norge og Norden, som vi også så det med krigsøvelsen Aurora i Sverige efteråret 2017.

2. Israel benytter NATO-baser til angreb i Gaza

Israel benytter sig af NATOs satellitmodtagercentre til angreb på palæstinensere i Gaza. Ved angrebet i 2009 fik Israel satellitbilleder fra Esrange i Kiruna, Sverige, et af verdens største af slagsen. Satellitbillederne viste tydeligt skoler og sygehuse, hvor palæstinenserne forsøgte at søge skjul. Billederne bruges til at dirigere droner. Omkring 400 børn og 1400 unge og voksne døde dengang.

Program for Nordiske fredssamtaler i Degerfors 18.-20. maj 2018

Se også

Norge – en lydig NATO-stat i 70 år
Oplæg af Henrik Hjelle, Degerfors 2018

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet 17. august 2018

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater