Den revolutionære Karl Marx – Af Klaus Riis

Af Klaus Riis, Arbejderpartiet Kommunisterne

Trykt i APKs tidsskrift Enhed og kamp 3, 2018

Karl Marx er ved 200-årsdagen for hans fødsel den 5. maj 1818 blevet ret omfattende omtalt i de borgerlige medier. De har ikke kunnet sno sig uden om, at han er af verdenshistorisk betydning. Han har fået masser af artikler og undertiden forsigtigt rosende ord. For det meste med de borgerliges yndlingscitat: ‘En ting ved jeg i al fald: Jeg er ikke marxist.’

Vi lever ikke i en periode med bålbrænding af marxismen, for Hitler-Tyskland tabte. Det er repressiv tolerance i pluralismens navn. Og for en enkelt dag kan Marx og hans billede da komme i avisen, eller måske i fjernsynet. Det er hurtigt væk.

Arbejderne, kommunisterne og de revolutionære verden over har en noget anden tilgang. Karl Marx fejres og hyldes gennem hele 200-året. 2018 er Marx-år. Det betyder ikke bare, at hans biografi og værk tages op i det historiske lys fra nutiden. Det betyder først og fremmest, at hans skrifter og ideer studeres, fordi de stadig er gyldige og af relevans for hele kloden, for arbejderne, for de revolutionære. Det er den levende Marx, der sættes i centrum. I studiekredse, ved offentlige møder, i selvstudier.

De rummer en rigdom af revolutionær filosofi til forståelse af verden af i dag. Faktisk til forståelse af hver enkeltes liv og tilværelse i et klassesamfund og som medlem af en bestemt samfundsklasse eller socialt lag. Selvfølgelig med køn og alder som vigtige omstændigheder.

Hvis der er en enkelt bog, man bør have med, når man strander på en øde ø, som det kan hænde nogle gange i livet, er det Marx og Engels’ Udvalgte skrifter i to bind på godt 1000 sider. Den bør i al fald have en suveræn plads i bogreolen. Netop den udgave er bredt godt ud over hele verden. I Danmark er den udgivet flere gange af Forlaget Tiden. Det er et centralt kildeskrift til marxismen og har både nogle af de to livslange våbenfællers vigtigste skrifter og artikler, eller uddrag af dem, herunder også deres rigtig vigtige fælles skrifter som Det Kommunistiske Partis Manifest – skrevet, før de var blevet 30.

Handlingens og organiseringens mand

Karl Marx var langtfra den grånede vismand spærret ind i et tilrøget rum eller på et bibliotek med møjsommelige kapitalstudier, han ofte fremstilles som. Han var revolutionær, organisator, agitator, propagandist. Fra helt ung var han en handlingens og organiseringens mand, en ivrig deltager i den revolutionære kamp i Tyskland mod feudalismens rester, fyrstevælde og preussisk militærmagt. Og i kampen for et andet samfund, for demokrati og folkenes ret.

Han voksede op og blev student i Trier, studerede jura og filosofi bl.a. i Berlin, tidligt som deltager i det radikale venstreorienterede studentermiljø. Som 23-årig skrev han disputats om klassisk naturfilosofi. På grund af hans radikale synspunkter var vejen spærret for en akademisk karriere, og i 1842 flyttede han til Köln og blev journalist på den nyoprettede radikale avis Rheinische Zeitung, som vandt betydelig udbredelse, ikke mindst i kraft af Marx. Men allerede året efter, i 1843, blev avisen lukket af myndighederne efter pres fra den russiske tsar på grund af en kritisk artikel.

For Marx begyndte nu en periode med forvisning og emigration, der førte ham til Frankrig, Belgien og til sidst til England. Ved optakten til den tyske revolution i 1848-49 vendte Marx tilbage til Köln som redaktør af det første kommunistiske dagblad, Neue Rheinische Zeitung – med påskriften Organ der Demokratie. Også Engels og andre kommunister skrev der.

I 1843 blev Marx gift og familiemand. Det var med Jenny von Westphalen, hans kæreste gennem syv år. Hun var revolutionær socialist i egen ret. Livet igennem stod hun sammen med Marx i alle de kampe, der fulgte – i fattigdom, landsforvisninger, politisk forfølgelse. De fik syv børn – tre piger, der blev voksne, alle aktive socialister, en dreng, der døde som 8-årig, en dreng og en pige, som døde som 1-årige. Det sidste barn døde ved fødslen.
Det var især de beskedne indtægter fra journalistik, der sikrede lidt brød på bordet, men også støtte fra familie, venner og kammerater, der gjorde det muligt for ham at leve et liv som professionel revolutionær.

Marxismen på vej

Efter lukningen af Rheinische Zeitung flyttede Marx og Jenny til Paris i oktober 1843, hvor han begyndte udgivelsen af tidsskriftet Deutsch-Französiche Jahrbücher. Kun et enkelt, men vægtigt nummer udkom, med to bidrag af Marx. Det blev forbudt og beslaglagt af de tyske myndigheder. Han begyndte så at skrive i det tysksprogede emigranttidsskrift Vorwärts, tilknyttet De retfærdiges forbund, som det hed – uden at han var medlem af dette. Her udviklede han sit socialismesyn baseret på dialektisk materialisme. Marxismen var stærkt på vej.

I august 1844 mødtes Marx og Friedrich Engels i Paris, og der indledtes et livslangt politisk og litterært partnerskab. De havde truffet hinanden tidligere, og Engels havde bidraget med anonyme artikler til Rheinische Zeitung. Engels var født i 1820. Efter nogle søgende ungdomsår, hvor han skrev skønlitteratur og politisk journalistik, blev han som 22-årig af sin fabrikantfar sendt til Manchester for at arbejde for hans firma dér – i håbet om, at det ville kurere ham for hans radikale ideer. Han skrev dér bogen Arbejderklassens stilling i England, et strålende stykke socialistisk sociologi, som Marx læste med beundring efter deres møde. I en vis forstand kan den ses som et forarbejde til Kapitalen. Det var i disse år, 1844-45, marxismen grundlæggende blev udviklet.

Lenin har i den lille artikel ‘Marxismens tre kilder og tre bestanddele’ konstateret:
“Marx’ lære er almægtig, fordi den er rigtig. Den er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den retmæssige arvtager til det bedste, som menneskeheden har frembragt i det 19. århundrede – den tyske filosofi, den engelske politiske økonomi og den franske socialisme.”

I 1845 lukkede den franske regering efter tysk anmodning bladet Vorwärts, Marx blev udvist af Frankrig, og familien rykkede til Bruxelles i februar. Han fik kun opholdstilladelse på betingelse af, at han undlod at offentliggøre noget om aktuel politik. Marx blev en central skikkelse blandt eksilerede socialister i Bruxelles, og i april flyttede Engels dertil fra Bremen for at arbejde sammen med Marx om at opbygge, hvad der var forløberen for det kommunistiske parti. Hans livslange partner Mary Burns kom fra England for at bosætte sig dér med Engels. I sommeren det år drog Marx og Engels til England for at knytte forbindelser med den stærke engelske chartistbevægelse, en revolutionær arbejderbevægelse med en række for tiden radikale politiske krav, ikke mindst om stemmeret og demokratiske valg.

Det kommunistiske partis manifest

Marx og Engels lagde samtidig grunden til, at De retfærdiges forbund, som Marx fortsatte forbindelsen med, udviklede sig hen imod et egentligt kommunistisk parti.
Den 1. juni 1847 blev Kommunisternes Forbund stiftet i London som en international kommunistisk arbejderorganisation, det første kommunistiske parti i historien – et parti, som henvendte sig direkte til arbejderklassen. Både Marx og Engels var med til at skrive dets politiske program og organisatoriske principper.

 

Originaludgaven af Manifestet – offentliggjort i London februar 1848

Det Kommunistiske Partis Manifest – marxismens grundlæggende programdokument – blev efter en beslutning fra Kommunisternes Forbund skrevet af Marx og Engels i december 1847 og januar 1848 netop som princip- og handlingsprogram for det nye kommunistiske parti, med en forventning om, at det ville få aflæggere og afdelinger i mange lande. Det blev trykt første gang lige op til februarrevolutionen i det store revolutionsår 1848.

Det starter med det berømte ord: “Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse’ – og fortsætter med:
Det er på høje tid, at kommunisterne giver hele verden klar besked om deres opfattelser, mål og tendenser og imødegår eventyret om kommunismens spøgelse med et manifest fra partiet selv.”

Og verden får klar besked med en tekst, der sønderriver alle kapitalistiske eventyr og myter. Historien indtil nu er klassesamfundenes og klassekampenes historie, som altid er endt med en revolutionær omformning af samfundet. Hvis ikke de er endt med de kæmpende klassers fælles undergang, som det forsigtigt og realistisk tilføjes.
Den moderne tids herskende klasse – kapitalisterne, bourgeoisiet – tilkæmpede sig den politiske magt i den moderne parlamentariske stat, konstateres det, med den rammende tilføjelse, at “den moderne stat er ikke andet en et instrument, en kommission, der varetager og sikrer borgerskabets fælles klasseinteresser”.

På den måde piller Det Kommunistiske Partis Manifest omhyggeligt alle myter og løgne om det kapitalistiske samfund og dets statsmagt fra hinanden, den ene efter den anden. Den økonomiske basis klarlægges, den ideologiske overbygning afsløres. 170 år skiller nutiden fra 1848, men Manifestets beskrivelse og karakteristik af den herskende klasse fås ikke bedre.

Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. (…) De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre.”

Men bourgeoisiet har også frembragt produktionsmidler, der gør oprør mod de snævre borgerlige ejendomsforhold. Den samfundsmæssige karakter af produktionen og den private tilegnelse af dens frugter står i skærende modsætning til hinanden og fører hele tiden til konflikter, til kriser. Og i arbejderklassen, proletariatet, lønslaverne, tilbehøret til maskinerne, er der skabt den kraft, der kan gravlægge kapitalisterne, det kapitalistiske udbyttersamfund og al udbytning. Og den kraft, som samtidig kan skabe et andet samfund, et samfund uden kapitalister, et samfund for mennesker, for flertallet.

Læst hvor der kæmpes

Manifestet er en guldgrube også i dag – af ny viden for enhver generation, der vokser op og opdrages med det nuværende samfunds glansbillede og solstrålefortælling om sig selv. Derfor ville Hitler brænde det, derfor vil fabriksherrerne ikke have det til at flyde rundt, derfor udleveres det ikke i skoler og gymnasier. Men det er der og bliver læst og studeret overalt, hvor der kæmpes for et nyt samfund.

Februarrevolutionen i 1848 førte til, at det franske monarki blev væltet, og i mange europæiske lande udviklede revolutionære bevægelser sig. I Danmark førte det til enevældens fald.

Karl Marx blev udvist af Belgien, anklaget af justitsministeriet for at planlægge en arbejderopstand. Nu tog han og familien igen til Frankrig, der havde fået en ny regering, og flyttede så tilbage til Köln for at medvirke til, at revolutionen bredte sig til Tyskland, den demokratiske revolution. Han genoptog udgivelsen af Neue Rheinische Zeitung, nu som revolutionært dagblad. Han blev konstant udsat for politichikane og trukket for retten. Avisen blev lukket af myndighederne, og Marx blev udvist den 16. maj. Han tog til Paris, som nu var kommet i kontrarevolutionens hænder, og han blev igen udvist. Denne gang søgte han som politisk flygtning til London. Jenny, som var gravid med det fjerde barn, fulgte senere. De blev der resten af deres liv, til Jenny døde af leverkræft i december 1881. Karl døde 15 måneder efter hende.

Engels kom til England, så snart han kunne. Han havde deltaget militært i revolutionen og undslap i sidste øjeblik til Schweiz. Den kommunistiske bevægelses centrum var fra nu af England, datidens mest fremskredne kapitalistiske land og det eneste land, hvor arbejderklassen udgjorde et flertal.

Revolutionsårenes lære

Revolutionsårene 1848-49 var en afgørende test for de marxistiske ideer om arbejderklassens rolle i revolutionerne og om revolutioner gennemført på et videnskabeligt grundlag, på baggrund af analyser af klassekræfternes stilling og med aktive kommunistiske organisationer.
De led nederlag, men var med til at lægge fundamentet for hele den gigantiske udvikling af arbejderklassens organisering som selvstændig klasse, i sit eget parti og på internationalt plan, og i sine egne klasseorganisationer, ikke mindst revolutionære fagorganisationer, fagforeninger.

I tilbageslaget efter revolutionerne og i eksil i England i en periode, hvor den brutale reaktion herskede, og hvor nye arbejderrevolutioner ikke lige stod for døren, måtte der drages lære af dem, også af deres fejl og mangler – og der måtte fokuseres på den langsigtede opbygning af nye organisationer rustet med revolutionære erfaringer. Det blev fokuspunktet.

I de to store arbejder ‘Klassekampene i Frankrig 1848-50’ og ‘Louis Bonapartes attende brumaire’ anvendte Marx sin metode – dialektisk og historisk materialisme – til at analysere og skrive aktuel tidshistorie og for at forstå de bagvedliggende årsager til revolutionernes udbrud. Ikke mindst i sidstnævnte fremlægger han sin forståelse af historiske materialisme, af klassekampen, proletariatets rolle og betingelserne for dets sejr.

Både han og Engels vendte tilbage til journalistikken, og Marx fik en indkomst fra sine artikler i en årrække til amerikanske blade. Ikke mindst i en lang periode i den progressive New York Daily Tribune, som var en avis for arbejderklassen. Mange af artiklerne er selvfølgelig skarpe analyser af de politiske forhold i Europa, men senere også af USA og i den globale kamp om og udvikling af verdensmarkedet.

Marx fik i denne periode også mulighed for at gå videre med sine økonomiske studier, ikke mindst af kapitalismen og dens lovmæssigheder, og af forholdet mellem revolutionens objektive og subjektive faktorer. Han udarbejdede et større økonomisk manuskript (som først blev udgivet i Sovjetunionen i 1930’erne) og udsendte i 1859 sin bog ‘Et bidrag til kritikken af den politiske økonomi ‘– et afsluttet forarbejde til Kapitalen.

Den var en succes, blev fint modtaget, solgte godt og gav Marx en slags stjernestatus som økonom. Det inspirerede ham til at fortsætte arbejdet med ‘Kapitalen’ og ‘Teorier om merværdien’. Kun første bind af Kapitalen blev udgivet i Marx’ levetid, i 1867. Den kom i de følgende år i af Marx reviderede udgaver på flere sprog. Andet og tredje bind blev først udgivet af Engels efter Marx’ død, i hhv. 1885 og 1894.

Internationalen

Først i 1864 var den internationale arbejderbevægelse så meget på fode igen, at spørgsmålet om at skabe en international arbejderorganisation kunne stilles for alvor. Første Internationale samlede arbejdere fra forskellige strømninger og af forskellige nationaliteter. På sit højdepunkt omkring det næste store europæiske revolutionsår, 1871, havde den omkring otte millioner medlemmer. Det var Marx, der forfattede dens ‘statutter’. Indledningen til disse lyder sådan:

Almindelige statutter for Den Internationale Arbejderassociation

I betragtning af,

at arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv;

at kampen for arbejderklassens frigørelse ikke er en kamp for klasseprivilegier og monopoler, men for lige rettigheder og pligter og for afskaffelse af ethvert klasseherredømme;

at arbejderens økonomiske underkastelse under indehaveren af monopolet på arbejdsmidlerne, dvs. livskilderne, danner grundlaget for trældommen i alle dens former – for al social elendighed, al åndelig fornedrelse og politisk afhængighed;

at arbejderklassens økonomiske frigørelse derfor et det store mål, og at enhver politisk bevægelse som et middel må underordnes dette mål;

at alle anstrengelser for at nå dette store mål hidtil er strandet som følge af manglende solidaritet mellem arbejderne i de mangeartede afskygninger af arbejdet i hvert land og som følge af manglen på et broderligt forbund mellem arbejderklassen i de forskellige lande;

at arbejdets frigørelse hverken er en lokal eller national, men en social opgave, der omfatter alle lande, i hvilke det moderne samfund eksisterer, og hvis løsning afhænger af et praktisk og teoretisk samvirke mellem de mest fremskredne lande;

at det nuværende fornyede opsving i bevægelsen i arbejderklassen i Europas mest fremskredne industrilande vækker nye forhåbninger og samtidig er en manende advarsel mod at falde tilbage til de gamle fejl og gør det nødvendigt ufortøvet at sammenfatte de endnu usammenhængende bevægelser;

i befragtning heraf blev Den internationale arbejderassociation dannet.

Dermed var der endelig skabt en international klasseorganisering. I Danmark blev den første socialistiske organisation – det første arbejderparti – stiftet i 1871, da Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev stiftet. Den blev forbudt i 1873, lederne fængslet og sendt i eksil. Også i dag lyves der om den danske arbejderbevægelses revolutionære udspring. F.eks. hedder det i Wikipedias artikel om socialdemokratiet:

Socialdemokratiets historie begynder i efteråret 1871, hvor de tre socialister Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff gik sammen og stiftede Den Internationale Arbejderforening for Danmark som den danske afdeling af Første Internationale. Den Internationale Arbejderforening var organiseret i faglige sektioner og fungerede både som en faglig organisation og et politisk parti. Formålet var at organisere den hastigt fremvoksende arbejderklasse på et demokratisk, socialistisk grundlag.”

Det var noget helt andet, som stod i Marx’ statutter for Første Internationale, som den danske sektion tilsluttede sig. Stykke 7a sagde utvetydigt:

I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun da optræde som klasse, hvis det konstituerer sig selv som et særligt politisk parti, der står over for alle tidligere partier dannede af de besiddende klasser.

Denne forening af proletariatet til politisk parti er uomgængelig for at sikre den sociale revolutions triumf og dens endelige formål – klassernes afskaffelse.

Den sammenslutning af arbejderkræfterne, der allerede er opnået gennem den økonomiske kamp, må i denne klasses hånd tillige blive en løftestang i dens kamp mod dens udbytteres politiske magt.”

Det er vist noget helt andet end i den løgnagtige socialdemokratiske udlægning af arbejderbevægelsens historie, som er vævet sammen med kampen for revolution og socialisme, også i Danmark. Den danske arbejderbevægelse var som den internationale revolutionær i sin fødsel.

Første Internationale blev spaltet i to store grupper efter den socialistiske revolutions kortvarige triumf med Pariserkommunen i 1871 og den efterfølgende barbariske undertrykkelse. Den blev opløst i 1876. Men allerede i 1889 blev Anden Internationale oprettet, og i 1919 blev den tredje kommunistiske internationale, Komintern, grundlagt. International organisering af de kommunistiske partier og af de revolutionære kræfter og arbejderne er af afgørende betydning for revolutionens og socialismens sejr. Også i dag. Og også her udstak Karl Marx vejen.

Også i hans sidste sygdomsplagede år gav Marx nye bidrag til udviklingen af den revolutionære teori og praksis, i kritikken af det tyske socialdemokratis Gotha-program (1875).

Hvad nu mig angår….

Marx forbandt i sit liv teori og praksis. Den røde tråd var altid revolutionens og klassens krav og behov.

Der bliver i 200-året sagt rigtig meget sludder om Karl Marx. Hvorfor ikke lade ham selv svare på, hvad han primært har bidraget med til socialismens uovervindelige sag?

I et berømt brev til hans kammerat Weydemeyer den 5. marts 1852 siger han:

” … Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi.
Hvad jeg tilføjede af nyt, var

1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling;

  1. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur;
  2. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.

    Det er marxismen. Den videnskabelige socialisme.
    Det er programmet for vor epokes revolutioner og revolutionære bevægelse.

Tale i anledningen af 200-året for Karl Marx ved  APK’s markering i København den 17.5.18

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  4. august 2018