Den aktuelle situation i Elfenbenskysten og arbejderklassens opgaver

Elfenbenskysten er et af de lande i Afrika, hvor den internationale imperialisme har den fulde magt. Den beslutter den økonomiske og sociale politik. Den beslutter, hvilken fraktion af borgerskabet der skal sidde ved magten osv. Alle økonomiske og sociale udviklingsplaner og -budgetter skal godkendes af IMF, Verdensbanken og de imperialistiske landes organer for udviklingshjælp.

Af Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti, PCRCI

Bragt i APKs tidsskrift Enhed og kamp nr. 2, 2018
 
Fra 2002 til 2011 gennemlevede Elfenbenskysten en reaktionær borgerkrig med udspring i to rivaliserende fraktioner i den øverste del af borgerskabet. Begge parter er redskaber for den internationale imperialisme, herunder især fransk imperialisme. Krigen sluttede med de franske væbnede styrkers intervention til støtte for den ene fraktion. Derved mistede den del af det øverste borgerskab, der er organiseret i ”Den Patriotiske front” under ledelse af Laurent Gbagbo, magten til den del af det øverste borgerskab, der er organiseret i ”Unionen af Houphouetister for Demokrati og Fred” (RHDP) under ledelse af Alassane Ouattara.

Magtskiftet skete inden for det neokolonialistiske systems snævre rammer. Af den grund forbliver Elfenbenskysten et underudviklet land, der er fanget i det verdensomspændende imperialistiske kapitalistiske systems lænker. Magten i hænderne på det øverste borgerskab er antidemokratisk og uden frihedsrettigheder. Hvad er arbejderklassens og dets fortrops opgaver i denne situation?

En nation under det imperialistiske åg

Elfenbenskysten er et af de lande i Afrika, hvor den internationale imperialisme har den fulde magt. Den beslutter den økonomiske og sociale politik. Den beslutter, hvilket fraktion af borgerskabet der skal sidde ved magten osv. Alle økonomiske og sociale udviklingsplaner og -budgetter skal godkendes af IMF, Verdensbanken og de imperialistiske landes organer for udviklingshjælp. Det meste af den kapital, der bliver investeret i moderne sektorer som energi, minedrift, olieudvinding, landbrug, store varehuse, udenrigshandel, infrastruktur osv., er i hænderne på firmaer fra primært Frankrig, USA, Kina.

Siden den nominelle uafhængighed fra Frankrig i 1960 er alle politiske forandringer i toppen af statsapparatet sket med en stærk direkte indblanding fra den franske imperialistmagt. Det drejer sig om Henri Konan Bedies magtovertagelse i 1963 efter Houphouet-Boignys død, om Robert Gueis magtovertagelse ved et kup i 1999, om Laurent Koudous magtovertagelse i 2000 ved en opstand, om fjernelsen af Alassane Ouattara ved magt i 2011. Denne situation er et typisk billede på Elfenbenskysten, der har været Frankrigs baghave siden uafhængigheden for landene i Vestafrika.

Frankrig er den dominerende imperialistmagt i Elfenbenskysten

For at bevare sine koloniale privilegier indgik Frankrig og den nye republik Elfenbenskysten i 1961 en 12-punkts aftale, der omfattede alle sider af det økonomiske og politiske liv. Denne aftale om ”samarbejde” legaliserede Frankrigs dominans over Elfenbenskysten. Aftalen indeholder:

  1. Forsvarsaftale, som blev revideret i 2012
  2. Samarbejdstraktat
  3. Aftale om økonomisk, monetært og finansielt samarbejde
  4. Aftale om militær og teknisk assistance
  5. Aftale om juridisk samarbejde
  6. Aftale om samarbejde om højere uddannelser
  7. Aftale om kulturelt samarbejde
  8. Aftale om samarbejde om civil luftfart
  9. Aftale om samarbejde om post- og telekommunikation
  10. Aftale om handelssamarbejde
  11. Aftale om samarbejde om personalepolitik
  12. Aftale om samarbejde på magistratsniveau

Hele rækken af aftaler dækker alle områder inden for politik, økonomi, socialt og kulturelt liv i Elfenbenskysten. Alle aftaler blev undertegnet den 24. april 1961, kort efter uafhængigheden var opnået. Man kan sige, at aftalerne blev forhandlet på plads, før den unge nation nåede at udføre selvstændige handlinger, eftersom uafhængigheden blev proklameret den 7. august 1960, kun otte måneder tidligere. Frankrig ønskede at handle hurtigt som en elsker, der vil fejre sit bryllup, før bruden får mulighed for at ændre mening og se sig om efter en anden bejler.

Aftalerne påstås i det store og hele at bygge på de bånd, der ”frivilligt” forener Frankrig og Elfenbenskysten på basis af gensidig respekt. Disse aftaler skal forestille at fremme tæt ”samarbejde” mellem parterne på forskellige områder.

Bortset fra disse vildledende generelle overvejelser, som skjuler den tidligere kolonimagts ønske om at bevare de koloniale bånd med legale og diplomatiske metoder, understreger disse aftaler Elfenbenskystens position som ydmyg ansøger. ”Republikken Frankrig vil efter ansøgning fra Elfenbenskysten …” lyder indledningen til samtlige af aftalerne. Det er således Elfenbenskysten, der beder om dette for at ”overleve”. Men senere viser de mere præcise paragraffer, at det er Frankrig, der får det fulde udbytte af aftalerne uden selv at have nogen som helst forpligtelser. På denne måde understreger aftalerne, at Frankrig ingen forpligtelser har over for Elfenbenskysten.

Der står bl.a. i aftalerne:

Den franske regering faciliterer inden for rammerne af sine muligheder træning og dygtiggørelse af personale i den offentlige og den private sektor efter ansøgning fra Elfenbenskysten.”

Det samme gælder i forhold til alle typer af undervisningspersonale, øvrighedspersonale osv. Det er det samme omkvæd, når det kommer til Frankrigs hjælp eller assistance til beslutninger, studier og implementering af programmerne for telekommunikation.

Ud over manglen på bindende forpligtelser for Frankrig i disse aftaler skal bemærkes overdragelsen af særlige privilegier til Frankrig. Elfenbenskysten overdrager faciliteter og eksklusive rettigheder til Frankrig og franske firmaer i forhold til særlige aktiviteter på bestemte områder. Vi nævner nogle tilfældige eksempler:

Elfenbenskysten er indforstået med at ”give den franske regering fortrinsret ved personaleansættelser”. ”Elfenbenskysten skal sørge for faciliteter, så den franske regering kan åbne uddannelsesinstitutioner i Elfenbenskysten under fransk ledelse.” ”Elfenbenskysten skal sikre, at samarbejdspartneren kan importere bøger, film og discs toldfrit.” ”Skibe under flag fra de to lande skal i havn eller territorialfarvand nyde de samme rettigheder, hvad angår fiskeri, passagertransport, told- og havneformaliteter, udskrivning af havneafgifter og skatter samt alle øvrige faciliteter, der er nødvendige for at operere i havnene.” ”Den finansielle hjælp til økonomisk og social udvikling, der har at gøre med studier, indkøb af udstyr eller forsyninger samt udførelse af arbejde, holdes inden for et særligt marked, som i princippet består af virksomheder fra Frankrig eller Elfenbenskysten.”

Den monetære aftale er den standardaftale, der fastlægger Frankrigs kontrol over Elfenbenskysten:

Den udstedende institution (af valuta) er et nationalt foretagende med hovedsæde i Paris.” ”Bestyrelsen (for den valutaudstedende institution) skal sammensættes af repræsentanter for medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Monetære Union og Frankrig.” ”En national monetær komite skal oprettes i hver af staterne og skal have en statsadministrator i ledelsen samt en repræsentant fra Republikken Frankrig.” Kommentarer er overflødige.

Endelig er disse aftaler karakteriseret af eksistensen af en hemmelig speciel klausul, som ikke er offentliggjort:

Relationen mellem Frankrigs statskasse og Elfenbenskystens statskasse forbliver styret af en særlig aftale.”

I sin helhed er disse aftaler som forholdet mellem hest og rytter. Rytteren sidder på ryggen af hesten og holder den i tøjlerne for at forhindre den i at gå væk, knækker den og leder den, hvorhen han ønsker. Således har forholdet mellem den tidligere kolonimagt Frankrig og Elfenbenskysten været siden 1960.

Andre imperialistiske magters indtrængen i Elfenbenskysten

Den franske imperialisme er i sandhed dominerende i Elfenbenskysten, som den overtog i den koloniale deling i 1885. Frankrig fik officielt overdraget området i 1893. Tvunget af de koloniserede folks kamp blev det nødt til at give kolonierne national selvstændighed, men Frankrig gav sig selv midlerne til at bevare de koloniale privilegier i Elfenbenskysten.

Men et af de karakteristiske træk ved en neokolonial stat er, at den er åben for alle andre imperialisters grådighed. I den konkurrence er de nye imperialistiske magter de mest aggressive. Således har USA, som efter 2. verdenskrig er blevet den største imperialistiske magt, arbejdet på at etablere sig i de tidligere kolonimagters baghaver. De lande (Kina, Indien, Marokko, Sydafrika osv.), der kraftigt kandiderer til at blive imperialistiske, er også fremme i skoene.

I Elfenbenskysten er USA-imperialismen en dominerende kraft i olie- og mineindustrien, og den sender sine fangarme ind i bankverdenen. En kortlægning, som vores parti udfærdigede i maj 2017, viser, at mere end 70 % af de nye firmaer, der er etableret efter 2015 i sektorer som banker, cementproduktion, fødevarer, turisme, hoteller osv., er kinesiske, indiske eller marokkanske.

Det viser, at der er hård konkurrence mellem imperialisterne i Elfenbenskysten, selvom den franske imperialisme stadig er dominerende.

Et underudviklet land, hvor folket lever i fattigdom

Den øverste del af borgerskabet og dets imperialistiske herrer taler uafladeligt om Elfenbenskystens lysende fremtid. I 1960 bad den første præsident, Houphouët Boigny, befolkningen om at spænde livremmen ind i 20 år for at opnå velstand i 1980. Frihed og demokrati fik mundkurv på i den periode. Men i 1980 var kassen tom, og den forventede velstand var ikke i sigte. IMF og Verdensbanken inviterede sig selv ind i landet for at etablere strukturtilpasnings-programmer for at afværge den neokoloniale stats triste skæbne. Siden da har alle de demagogiske løfter fra borgerskabets succesrige regeringer været ude af stand til at lulle en stadig fattigere befolkning i søvn.

Siden 2012 har Ouattaras regering forsøgt at få folket til at tro på, at Elfenbenskysten vil være et land i fremgang i 2020. Det er værd at knytte et par ord til dette udsagn, som er blevet et slogan i næsten alle afrikanske lande. Med sammenbruddet af den første socialistiske stat i 1989-90 og den samling af det verdensomspændende kapitalistiske marked, som efterfulgte det, har borgerskabets politiske specialister opdelt verden i fire kategorier. Landene i den første kategori er udviklede lande (Vesteuropa, Nordamerika, Japan). Landene i den anden kategori er fremgangsrige lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Marokko, Pakistan, Sydafrika). Landene i den tredje kategori er på vej til at blive fremgangsrige (bl.a. afrikanske lande syd for Sahara). Landene i den fjerde kategori er de mindst udviklede og underudviklede lande (her findes også afrikanske lande syd for Sahara).

Elfenbenskysten ønsker at blive betragtet som et af de fremgangsrige lande i 2020. Men hvordan ser virkeligheden ud tre år før deadline?

Lad os på basis af IMF’s statistikker fra 2016 sammenligne nogle socio-økonomiske parametre fra Elfenbenskysten med dem fra Marokko, som er et af de lande, der figurerer i den nedre del af de fremgangsrige lande.

I Elfenbenskysten er BNP pr. indbygger pr. dag tre dollars mod Marokkos ti dollars. Fra Elfenbenskysten udgør eksporten af forarbejdede varer 20 % af den samlede eksport mod Marokkos 60 %. Landbrugets andel af BNP udgør 30 % i Elfenbenskysten mod Marokkos 10 %. Andelen af fattige er på 48 % af befolkningen i Elfenbenskysten. Kommentarer er overflødige.

Human Development Index, HDI (1) for Elfenbenskysten er 0,452, hvilket placerer landet som nummer 168 ud af 197 lande i verden. Kommentarer er overflødige. Arbejdsløsheden er på 45 %. 50 % af befolkningen i Elfenbenskysten er analfabeter, i Marokko er det 20 %. Børnedødeligheden er på 64 ud af 1000. Den forventede levealder er 54 år. 60 % har adgang til drikkevand, 62 % har adgang til elektricitet.

Disse officielle tal fra IMF er tilstrækkelige til at vise, at Elfenbenskysten stadig er et underudviklet land, hvor fattigdom, analfabetisme og arbejdsløshed går hånd i hånd. At skulle forestille at være et fremgangsrigt land i 2020 er et fantasifoster, fordi svælget mellem den socio-økonomiske virkelighed i Elfenbenskysten og de internationale parametre for at blive betragtet som et fremgangsrigt land taler for sig selv.

Ungdomsarbejdsløsheden er vedvarende og stigende. Vejnettet er i den samme håbløse situation som i 2010. Mange huse i byerne og på landet er stadig henvist til kaotiske el-forbindelser eller slet og ret nødlamper. Mange drikker overflade- eller kildevand.

Sundhedsvæsenet er ikke forbedret. De offentlige sygehuse i Elfenbenskysten er rene dødsfælder. Uddannelsessystemet uddanner til arbejdsløshed.

I alle større byer er der en frygtelig mangel på boliger, hvilket medfører slumområder. Kort sagt, underklassen i Elfenbenskysten lever i fattigdom.

Ouattara-regeringen, en despotisk undertrykkende regering

De elementære frihedsrettigheder, som er garanteret i den borgerlige forfatning, bliver gladelig undertrykt af Ouattara-regeringen. Siden 2011 har det været forbudt gymnasieelever at organisere sig. På universiteterne har regeringen påtvunget de studerende ”studenterråd”, der er betalt og styret af ministeriet. Universiteternes dispensation fra dette eksisterer ikke mere, fordi universiteterne bliver overvåget af det nationale politi og regeringens uofficielle militser. Alle gymnasieelevers, universitetsstuderendes og læreres demonstrationer mod disse forhold er enten blevet undertrykt eller blokeret af de korrupte fagforeningsledere.

Oppositionspartiernes demonstrationer bliver saboteret af regeringspartiets milits. Det var også tilfældet med PCRCI’s demonstration i Port Bouet den 21. december 2013 og Folkefronten FPI’s demonstrationer i januar, februar, marts og april. Det samme skete med oppositionens demonstration mod den autokratiske forfatning i oktober 2016, som blev brutalt undertrykt.

Ouattaras regering har store problemer med at garantere befolkningens sikkerhed. Situationen forværres dag for dag, med angreb på politistationer og militærforlægninger. I juli og august 2017 var der ti angreb af denne type. Angriberne erobrede våben fra de angrebne forlægninger og skaffede sig økonomiske resurser ved indbrud i finansielle virksomheder. Regeringen har været uden styrke over for, hvad der ligner forberedelserne af et kup fra oppositionelle grupperinger i borgerskabet.

Ouattaras regering gør sig alle anstrengelser for at undertrykke strejker og folkelige demonstrationer, fængsle journalister og modstandere. Det er en undertrykkende regering, hvis praksis gøder jorden for ønskerne om et statskup i oppositionelle grupper i det øverste borgerskab.

PCRCI’s taktik

Alle det øverste borgerskabs partier i Elfenbenskysten har erfaringer med at sidde på statsmagten. Efter uafhængigheden i 1960 lovede Houphouët folket guld og grønne skove ved at forære Elfenbenskysten til den franske imperialisme. Men i 1993, kort før Houphouëts død, klassificerede IMF Elfenbenskysten som et dybt forgældet fattigt land på trods af al støtten fra diverse internationale fonde. Hans efterfølger, Henri Konan Bédié, var ude af stand til at formindske fattigdommen. Ved at udnytte den gryende folkelige kamp for frihed og brød gjorde en fraktion i det øverste borgerskab en ende på hans magt ved et militærkup i 1999.

Men kuplederne og deres civile allierede, der havde travlt med at fylde egne maver, gjorde det ikke bedre. Fattigdommen voksede, frihed og demokratiske rettigheder blev drastisk indskrænket. I 2000 tog ”genopbyggerne” (henviser til Gbagbos politik for ”genopbygning af tilliden” – oversætters note) magten for at genskabe Elfenbenskysten uden at bryde med imperialismen, malkningen af de offentlige fonde eller undertrykkelsen af frihed. I ti år aftog den imperialistiske dominans ikke. Fattigdommen voksede voldsomt, frihed og demokrati blev fuldstændig undermineret.

Ved præsidentvalget i 2010 valgte imperialismen at genindsætte tilhængerne af Houphouët. ”Genopbyggerne” blev fejet væk af en krig. Men fraktionen fra det øverste borgerskab, lænket til imperialismen, afhængige af korruption og tyverier fra offentlige fonde og tilhængere af en despotisk regering, kan ikke på mirakuløs vis føre Elfenbenskysten ind på demokratiets, frihedens, den social stabilitets og modernitetens vej. Fraktionen kan ikke finde løsninger på den ondskab, der underminerer samfundet.

Ouattaras regering havde lovet at styre landet på en gennemsigtig og retlinet måde, men efter den første tid ved magten bliver regeringen ædt op af korruption, dårlig ledelse og stammeprivilegier. Offentlige kontrakter til millioner af kroner bliver manipuleret, uden at lovovertræderne udsættes for nogen som helst sanktioner. Alle økonomiske initiativer er underlagt IMF og Verdensbanken. Folket lever i fattigdom og er opsatte på at kæmpe mod udbytningen. Modsætningerne mellem de forskellige fraktioner af borgerskabet fortsætter. Soldateroprøret er en indikator på krisen i toppen af samfundet, selvom soldaterne nu er vundet over på præsidentens side. Der er en høj risiko for, at en ny reaktionær krig bryder ud. Det er på høje tid at forberede sig på 2020, som er valgår.

Den borgerlige oppositions partier forbereder sig også på 2020. Koalitioner bliver forberedt og aftaler indgået. Selvom disse partier, der er ofre for den despotiske regering, fabler om frihed og demokrati, så regner de med støtte fra den internationale imperialisme, herunder især den franske.

Siden 2015 har folkemasserne udviklet deres kampe under vanskelige betingelser: Desorganisering og ensretning af fagforeningerne, undertrykkelse, kriminalisering af kampe, korrumpering af fagbosserne osv. Men de folkelige kampe tager til i hyppighed og intensitet. Erfaringer med enhedskamp udvikles.

Konkluderende kan vi sige, at vi står på tærsklen til en revolutionær situation, som kan lede til en revolutionær krise. Hvad gør arbejderklassens parti i den situation?

Elfenbenskysten har det dårligt. Landet er i kaos. Hver dag er der demonstrationer, som viser dette kaos. Imens forbereder det øverste borgerskab i RDHP sig på at forblive ved magten på trods af indre modsigelser. De arbejder hårdt på at finde de mest velegnede, hvis hovedopgave bliver at fortsætte den førte politik: sælge de nationale værdier til de multinationale, udbytte arbejderklassen, plyndre frugten af bøndernes, de småhandlendes og de ansatte i transportsektorens arbejde, på bedragerisk vis stjæle statens resurser, at institutionalisere voldsherredømmet som regeringsform.

Arbejderklassen og de folkelige masser vil have en ende på dette kaos. De vil et brud med denne politik. De ønsker en selvstændig, demokratisk, folkelig og moderne republik, hvor folket ansvarsfuldt og frit bestemmer sin fremtid. Hvad kan folket gøre for at opnå denne legitime status? Det må umiddelbart sætte sig det mål at opfylde ønsket og skabe midlerne til det.

Folkets aktuelle fattigdom og det nuværende kaos er resultatet af imperialistisk dominans, i særdeleshed den franske, som fastholder os i den økonomiske og politiske afhængigheds lænker. Den franske imperialisme sætter sin lid til det øverste borgerskab, som har udnyttet sin magt, og som styrer ved hjælp af undertrykkelse og indskrænkning af frihedsrettighederne. De lader hånt om det demokrati, der er indskrevet i deres egen forfatning.

Det umiddelbare mål må være at overtage statsmagten fra disse rovdyr og deres herrer for at skabe folkets demokratiske republik, som er uafhængig og moderne. Dette mål synes for os at være delt af forskellige patriotiske kræfter, som allerede nu gør sig store anstrengelser for at føre kampen i den retning. Disse kræfter må stoppe kampene mod hinanden, stoppe splittelsen og spredningen. Det er vejen frem.

Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRCI) har opstillet en kampplatform, som udstikker de umiddelbare opgaver og de kampe, som skal kæmpes.

Denne platform skal lede frem til skabelsen af en folkefront, en nødvendig front for at slippe af med de reaktionære klasser.

De seneste folkelige kampe i Elfenbenskysten viser, at vejen er banet for at slå ind på netop den vej. Kampene i 2016 mod den tredje republiks reaktionære forfatning, som blev påtvunget os af Ouattara gennem valgsvindel, viser folkets evne til at forsvare frihed og demokrati. Bøndernes, de offentligt ansattes og soldaternes enhedskamp i 2016 og 2017 viser, at det er muligt at kæmpe sammen for brød og frihed og at vinde vigtige sejre. Kampen mod især den franske imperialismes indblanding i borgerkrigen i Elfenbenskysten fra 2002 til 2010 har vist, at folket er fuldt bevidst om vigtigheden af at forsvare den nationale suverænitet. Kampen for suverænitet, frihed, demokrati og brød er under opbygning.

August 2017

Bragt i Unity & Struggle nr.35, 2017
Bragt i ENHED OG KAMP – Kommunistisk Politik 2,2018

 

NOTE

(1) Human Development Index eller HDI er en engelsksproget betegnelse for et internationalt anvendt indeks for menneskelig udvikling. Human Development Index anvendes til at måle og sammenligne velstand og udvikling i forskellige lande eller foretage sammenligninger af eksempelvis lokale regioner inden for et land.

 

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  20. juli  2018