Privatlivsbeskyttelse som våben i informationskrigen

EU vil lade halvstatslige organer definere hvilke dele af den frie informationsstrøm, der bør neddrosles for at ”beskytte os mod misinformation”.

Af Jan R. Steinholt, politisk rådgiver i Nei til EU (Norge)

Persondataforordningen fra EU (GDPR) trådte i kraft 25. maj. Stortinget (Folketinget) vedtog samtidig en ny persondatalov, hvor GDPR efterhånden vil indgå som del av EØS-aftalen.

Mindre kendt er det, at EU-kommissionen i april 2018 lancerede en “begrænsningspakke” for at gå imod det, den kalder ”netbaseret misinformation” og påvirkning. Et af tiltagene er, at netsteder ikke kan nøjes med at efterleve national lovgivning og EU-love, de skal pålægges at ”beskytte brugerne mod misinformation”. Retningslinjerne bliver præsenteret som et supplement til persondataforordningen og som en komplementær del af denne.

Persondataforordningen (General Data Protection Regulation) indeholder strenge krav til online tjenesteleverandører, når det gælder at oplyse om, hvordan digitale personlige data bliver brugt og opbevaret. Bøderne for den, som bryder med oplysningspligten, er formidable: indtil fire procent af omsætningen.

De fleste af forslagene har bred støtte, til trods for at de lægger store administrative byrder på små og mellemstore netaktører. Så godt som alle er enige om, at det er et rigtigt princip, at folk skal have kontrol over, hvilke persondata der lagres, og at de skal have mulighed for at slette dem. Om det er rigtigt, at en overnational instans som Det Europæiske Databeskyttelsesråd EDPB skal være tilsynsmyndighed og voldsgiftsdomstol, er en anden sag. Norges accept av GDPR indebærer nemlig, at EU’s Databeskyttelsesråd kan underkende det norske Datatilsynet

Digital spillen med musklerne

Det ville imidlertid være naivt at tro, at EU udelukkende har almindelige europæeres private ve og vel i tankerne. Tiltagene udtrykker også behov for at vise økonomiske og politiske muskler overfor USA og andre stater. Når det gælder digital teknologi, har USA længe haft et stort forspring i forhold til EU.

Europa har hidtil kun haft lidt at stille op mod mægtige amerikanske selskaber som Google, Apple, Microsoft og Facebook. Amerikanske storkoncerner som disse dominerer den digitale hverdag for de fleste europæere. De har stort set kunnet operere uhæmmet og med store skattefordele, mens EU’s egen IT-industri er havnet i dødvande.

De sidste år har EU gradvis forsøgt at stramme op med flere modforanstaltninger. Microsoft kan ikke længere forhåndsinstallere sin egen netlæser sammen med operativsystemet. Hårde skattekrav er rejst mod Google og Apple, som har haft tilnærmelsesvis skattefritagelse i EU-lande som Irland. Mark Zuckerberg måtte på vegne af Facebook for nylig stå skoleret for EU-parlamentet og love bod og bedring efter Cambridge Analytica-skandalen.

Databeskyttelsesforordningen er en indskærpelse af Privacy Shield-aftalen om behandling af persondata mellem EU og USA. Aftalen har været stærkt kritiseret fra mange sider, men får nu mindre betydning efter vedtagelsen af GDPR.

Handelskrig og informationskrig

EU’s hårdere linje mod de amerikanske IT-giganter kom, efter at USA udnyttede snyd med udledning fra bl.a. Volkswagen (”Dieselgate”) til at sætte en økonomisk knibtang om EU’s bilindustri, med omtanke for miljøet som officiel begrundelse.

Efter at TTIP-aftalen blev lagt på is, er denne uerklærede handelskrig mellem EU og USA blevet optrappet. Den udspiller sig nu åbent efter at USA har lagt straftold på stål og aluminium. De to blokke er også på kollisionskurs, når det gælder sanktioner mod Iran, efter at præsident Trump har skrottet atomaftalen til trods for voldsomme europæiske protester.

Handelskrigen omfatter i realiteten langt mere end skat, stål og aluminium. Den handler også om informationsteknologi og om, hvem der skal kontrollere den.

Bortset fra USA, er også Kina og Rusland økonomiske – ikke bare politiske – rivaler i EU’s øjne. Samtidig er EU afhængig af både USA, Rusland og Kina. USA har de militære og teknologiske muskler, som EU kæmper med at opbygge; russisk energiforsyning driver meget af Europas industri; Kina køber sig ind i strategiske dele af europæisk industri og infrastruktur, ikke mindst i kriseramte lande som for eksempel Grækenland.

I sidste instans drejer det sig ikke kun om, hvordan information bliver formidlet, men også om hvilken information, der bliver formidlet og om, hvem der kontrollerer den. Til trods for at statslederne i EU stort set er stærkt kritiske over for Trump-administrationen, er det politisk umuligt for EU at anklage USA for politisk påvirkning og misinformation. Ved at fremhæve Rusland som hovedkilden til falske nyheder på nettet, har man skabt en tilsyneladende fælles front med USA mod udenlandsk påvirkning af den hjemlige opinion.

EU’s tiltag for at modvirke ”netbaseret misinformation2 med udspring i Rusland kan i princippet lige så godt rettes mod andre stater og aktører på et senere tidspunkt. I alle lande, og specielt blandt stormagterne, er misinformation en indlejret og prioriteret opgave for efterretningstjenesterne.

Information versus misinformation

I USA og i Europa har der i længere tid verseret påstande om, at russisk propaganda og hacking skal have bidraget til at påvirke valgkampagner, myndigheder, NGO’er og de fleste mennesker. Russerne er blevet beskyldt for både at have sørget for at Donald Trump blev valgt til amerikansk præsident, for at briterne stemte nej til fortsat medlemskab i Den europæiske Union og for at have blandet sig i det franske præsidentvalg.

Det ligger implicit i sådanne beskyldninger, at amerikanere og briter er blevet manipuleret til at stemme mod deres egne interesser. Man ser bort fra, at de dominerende dele af de amerikanske medier med alle midler satte Hillary Clinton i front som præsidentkandidat i USA. Ingen kritik bliver rettet mod de ressourcestærke medier og annoncørerne, som i Storbritannien investerede massivt i at skræmme briterne til at forblive i EU.

Med Rusland som det store skræmmebillede kan det virke som om EU ser en anledning til at udbygge forsvaret – også mod alternativ kritik af unionsprojektet og EU’s egen udenrigspolitiske rolle.

Begrænsningspakken, eller adfærdskodekset, skal på en effektiv måde ”beskytte indbyggerne mod misinformation” som Mariya Gabriel, kommissær for digital samfundsøkonomi, siger det. Det handler om at forsvare ”europæiske værdier” og sikkerhed. Men det har kun vakt lidt opmærksomhed, at begrænsningspakken mod misinformation bliver direkte koblet til Persondataforordningen GDPR og omtalt som et supplement til denne.

Tidligere har EU etableret en meget tvivlsom kontramisinformationsside (EU vs Disinfo), styret av EU’s egen udenrigstjeneste under ledelse af visekommissær Federica Mogherini. Den bliver publiceret af East Stratcom Task Force, et organ som blev oprettet af statsoverhovederne i EU i 2015. Hollandske parlamentsmedlemmer vil have den lukket. 10 af 13 partier i nationalforsamlingen har stillet sig bag kravet.

Hvem skal tjekke faktatjekkerne?

Blandt de nye foranstaltninger, som foreslås, er, at man skal udvide ekspertgruppen af ”faktakontrollanter” understøttet af EU. Man skal lave et forum som med en slags A-lag af ”pålidelige” informationskilder og journalister. Og man skal koordinere de digitale og informationsmæssige modforanstaltninger på nationalt og på EU-niveau.

At et nærmest statsautoriseret udvalg af personer skal have definitionsmyndighed til at fastslå, hvad der er ”fake news”, er en farlig udvikling. På nogen områder er det let at skelne sandt fra usandt. Men på politikkens, ja, også på det juridiske område, er det ofte ikke givet, hvad der er den fulde og hele sandhed.

Tiltagene giver associationer til et sandhedsministerium, hvor mediekanaler i første omgang opfordres til selvcensur. Hvis ikke dette giver det ønskede resultat inden oktober i år, varsler EU-kommissionen reguleringer og strengere tiltag ved årets udgang.

Flere af tiltagene er der blevet klaget over til Ombudsmanden i EU, fordi de går på tværs af Den europæiske Unions eget charter om grundlæggende rettigheder, herunder presse- og ytringsfriheden.

Ved at netsteder kan blive hængt ud som ”misinformationsspredere” af halvofficielle myndighedsorganer, er faren overhængende for, at journalister og udgivere begynder at skrive med begrænset pen. Den frie og undersøgende journalistik er helt afgørende for et fungerende demokrati. Bevidst eller ubevidst fejlinformation af mere eller mindre alvorlig karakter er ytringsfrihedens uundgåelige følgesvend. Grov fejlinformation og injurier bliver af den grund ramt af en række lovbestemmelser allerede i dag. Hvorfor er det ikke det tilstrækkeligt?

Tvivlsom omfavnelse af ytringsfriheden 

Mens mange ser på begrænsningspakken som et angreb på ytringsfriheden, bliver den lanceret netop som et værn for den frie informationsstrøm.

Initiativerne fra EU-kommissionen er allerede fulgt op gennem national lovgivning i flere europæiske lande. Den franske præsident Emmanuel Macron lancerede i januar et kontroversielt lovforslag, som mange frygter vil true ytringsfriheden. Forslaget vil blandt andet give dommere udvidede tilladelser til at fjerne eller blokere visse typer medieindhold i perioder med valgkamp. Tyskland har allerede indført tilsvarende lovgivning.

Når sådanne tiltag til at ”beskytte” folk mod alternativ information sker i statsligt eller overnationalt regi, er der grund til at være på vagt. Af og til er det alternative nyhedskilder, som er sikkerhedsventilen for, at sandheden kommer for en dag. Det bør være nok at nævne Wikileaks med dets afsløringer af amerikanske krigsforbrydelser og europæiske skatteparadiser.

Demokrati og ytringsfrihed forudsætter, at også uønsket eller ubehagelig information bliver spredt. Urigtige påstande og ”falske nyheder” er en uundgåelig bestanddel af fri meningsudveksling. Desto vigtigere er det, at vi alle har en kritisk holdning til sandheder, som bliver præsenteret, uanset hvor de kommer fra. Hvis uofficielle russiske kanaler spreder absurde påstande om, at EU-kommissionen spiser børn, så er det kun gennem fri og kritisk debat og informationsadgang, at folk kan vaccineres mod falske nyheder af denne type.

Det tilsvarende bør gælde, når EU ukritisk bliver præsenteret som et fredens projekt samtidig med, at en slagkraftig militær union er under opbygning. Vil det i fremtiden kunne kaldes falske nyheder at hævde, at der er en vis modsætning mellem disse to ambitioner?

Det ligger i demokratiets natur, at folk gennem åben debat og kritik skal kunne afdække falske nyheder og propaganda. Kun gennem fri adgang til information og udviklet kritisk sans er dette muligt. Vi ønsker os ikke et samfundssystem, hvor det er myndighederne, som fortæller os, hvad der er sandt og usandt, hvad vi skal eller ikke skal være kritiske overfor.

Hvis Norge skulle finde på at adoptere begrænsningspakken mod desinformation som ”supplement” til Persondataforordningen, er det norske demokrati ilde stedt. Man må håbe, at presseorganisationerne og andre vogtere af ytringsfriheden sørger for, at det ikke sker.

Oversat af KPnet fra
Personvern som våpen i informasjonskrigen
Nei til EU 8. juni 2018


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater