Hvad kampen om den offentlige sektor har afsløret – Af Dorte Grenaa

Den danske velfærdsstat har længe været en illusion. For en del af befolkningen har den aldrig rigtig eksisteret. Selv da den var bedst – i 1960’erne og 70’erne – var der bolignød, socialkontoret var et hadet sted at komme, og forholdene som enlig mor var barske. Det er siden blevet værre.

Af Dorte Grenaa, APK
Artikel fra Enhed og Kamp 1, 2018

To store bevægelser i klassekampen har for alvor afsløret dagens katastrofale forhold. Dels de offentligt ansattes OK-kampe mod forringede arbejds- og lønforhold med strejker og lockouter og mod den endeløse række af nedskæringer. Og så de store sociale bevægelser i form af reformramtes kamp mod konsekvenserne af de asociale reformer.

Nedskæringsreformer på det ene område efter det andet – dagpenge, efterløn, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension- og flexjob, og på pensions- og udlændingeområdet – er det sidste årti væltet ned over befolkningen. Sociale rettigheder er erstattet med mistænkeliggørelse, kontrol og stadig lavere ydelser, som man skal gøre sig ‘fortjent’ til ved at opfylde al verdens regler. Stadig flere er mennesker i vort samfund står helt uden rettigheder og eksistensgrundlag.

En række jobreformer er gennemført sideløbende, bl.a. ved treparts-forhandlinger mellem stat, fagtop og regering. De har skabt en stor gruppe ekstremt lavtlønnede tvangsarbejdere for sociale ydelser, der med et politikerbegreb kaldes ‘støttet arbejde’. Det foregår på vilkår, der ligger langt under, hvad der gælder for resten af arbejderklassen.

Resultatet af de mange reformer kan nu opgøres i kolde tal. Der er stadig lige så mange som før, der er syge, arbejdsløse, udstødt og på overførselsindkomster. Men staten sparer mange millioner kroner hvert eneste år på lavere ydelser. Ikke mindst de unge er flyttet til lavere ydelser i nye kasser, nu hvor det ikke længere er muligt at få kontanthjælp, hvis man er under 30 år, og førtidspension, hvis man er under 40. Hver tiende ung står uden uddannelse og arbejde, og deres indkomst er direkte faldende.

Dansk Arbejdsgiverforenings plan om at reducere udgifterne til overførselsindkomster – ‘Veje til at øge beskæftigelsen’ fra 2015 – må siges at være opfyldt. Netop dette var også formålet med, at Løkke-regeringen samme år indsatte den tidligere administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening som beskæftigelsesminister.

Fra socialkontor til jobcenter

At arbejdsmarkeds- og socialpolitik kobles tæt sammen, ses gennem hele udviklingen af dansk socialpolitik.i

Der er ikke så få, som af mageligheds hensyn foretrækker en offentlig ydelse. Når de bliver anvist arbejde på arbejdsanstalten, må man håbe, at det vil få mange til at bekvemme sig til at tage et frit arbejde. Og derved i mindste ved hjælp af lavere offentlige ydelser kan blive frelst fra total moralsk undergang.”
Sådan lød det fra Slagelses kommunalbestyrelse den 31. oktober 1869.

Hvor meget denne opfattelse hos den herskende klasse og deres politikere har rykket sig på knap 150 år, ses af følgende citat fra Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaards (V) valgkamp i 2017:

Vi har en arbejdsressource stående, som vi med loven i hånden kan bruge. Vi synes, at det er et sundt princip, at man yder sit for den kontanthjælp, man får af samfundet, og derfor synes vi, at det er helt oplagt at slå to fluer med ét smæk. På den ene side får vi afprøvet, hvor jobparate kontanthjælpsmodtagerne egentlig er, når vi beder dem om at give en hånd med, og samtidig får vi hjælp til at holde byen ren til glæde for os alle sammen, når de bliver sat til at samle skrald.”

De private arbejdsgivere og staten (de offentlige arbejdsgivere) bruger løs af arbejdsløse og syge som billig arbejdskraft og bruger dem samtidig til at trykke lønnen i det hele taget. Det er derfor ikke tilfældigt, når kontanthjælpsmodtagere og andre på overførselsindkomster nu hører under kommunernes jobcentre og ikke under socialcentrene. Det er skattefinansieret og statsautoriseret social dumping af arbejdskraft og mennesker.

Under planlægningen af strejker og lockout ved overenskomstkampen på det offentlige område i foråret 2018 blev det afsløret, at daginstitutionerne nogle steder var bemandet med så mange tvangsarbejdere uden for fagforeningerne, at de ikke kunne lukkes af strejke. Lockout-trusler på sundheds- og omsorgsområdet måtte mange steder trækkes tilbage, fordi der ikke var ansat nok personale til at opretholde et nødberedskab, der viste sig at være højere end den daglige normering!

Skiftende socialpolitik

Socialpolitikken har været og er et udtryk for, hvad arbejderbevægelsen og arbejderklassen kan tilkæmpe sig. Den er samtidig et udtryk for, hvor megen arbejdskraft arbejdsgiverne har haft brug for at holde ved lige og i reserve. Det ses af den skiftende sociallovgivning.

Under højkonjunkturen i 70’erne, hvor behovet for arbejdskraft hele tiden var voksende, blev den offentlige sektor udbygget med daginstitutioner og ældreomsorg for at få kvinderne massivt ud på arbejdsmarkedet. Der var brug for, at der var arbejdsløse, der kunne hentes ind igen efter behov, så dagpengeperioden var op til ni år. Loven om revalidering med betalt uddannelse til andet job ved nedslidning og sygdom blev indført på det tidspunkt.

I dag har arbejdsgiverne hele EU’s indre marked at hente arbejdskraft fra, samtidig med at hundredtusindvis af jobs er flyttet til lavtlønsområder i EU og på andre kontinenter. Selvom kvinderne fortsat trykkes af uligeløn, kan arbejdsgiverne få endnu billigere arbejdskraft fra staten og social dumping.

Det er billigere at hente højtuddannet arbejdskraft fra lande som Indien end at investere i et tilstrækkeligt uddannelsessystem herhjemme. Social- og velfærdspolitikken er kynisk justeret sådan, at den arbejdskraft, kapitalen ikke vil bruge eller har slidt helt op, er blevet til udgifter, der kan skæres fra. Den voksende arbejdsløshed skjules bag støttet arbejde, udsigtsløse projekter og ikke-kompetencegivende uddannelsesforløb.

Den voksende gruppe af unge, der står uden uddannelse og arbejde, kan med venstre-borgmesterens ord bruges til at samle skrald. Unge mødre må forsørges af deres kærester, syge og nedslidte kan komme endnu en tur i vridemaskinen for at presse de sidste kræfter ud. Titusindvis af offentlige varme hænder er forsvundet. De der er tilbage, forsøger at løse en umulig opgave. Områder som offentlig børnepasning og daginstitutioner er blevet til en serviceindustri, der kan tjenes store penge på. Og så må de kvinder, der kan, klare både job og omsorgsopgaver i familien. Listen er næsten uendelig.

Hvorfor gik det så galt?

Der peges i den offentlige debat i mange retninger for at finde årsagen til, at det er gået så galt: Uduelige politikere, der famler rundt og ikke kender forholdene på gulvet. Et skift i menneskesynet til nyliberalismens hæslige arrogante magtfjæs. Konkurrencestaten, der forvandler mennesker og relationer mellem mennesker til varer, hvis værdi kun afhænger af, om de kan sælges, og af prisen.

En konkurrencestat, som gennemsyres af en ekstrem ensretning for at få alle til at passe ind i industriens, arbejdsgivernes og profittens vækstkrav, af New Public Managements syn på ansatte og brugere som folk, der bare vil have mest mulig betaling for at lave mindst muligt. Og derfor gælder det om at holde udgifterne til dem så lave som muligt, og øge kontrollen og mistænkeliggørelsen maksimalt.

Alle de nævnte forhold har været medvirkende til at skabe den nuværende situation. Men staten har en særlig rolle i det hele. Den er ikke en neutral instans hævet over klassemodsætningerne, der kan dele sol og vind lige mellem rig og fattig, udbytter og udbyttere, og forsvare de svageste interesser.

Den grundlæggende årsag til tingenes tilstand ligger i statens klassekarakter.

Statens klassekarakter

Lenin siger, at staten er ”et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden”.
Karl Marx siger det sådan: ”Staten er den form, hvori individerne, som hører til den herskende klasse, gør deres interesser gældende.”

For marxister er staten ikke adskilt fra klasserne, men tjener den ene klasses undertrykkelse af den anden. Det gælder ikke bare den kapitalistiske stat, men også for den socialistiske, der tjener arbejderklassens samfundsindretning. ii

I ‘Staten og revolutionen’ slår Lenin fast:
Staten er et produkt af og et udtryk for klassemodsætningernes uforsonlighed. Staten opstår, hvor, når og i den grad klassemodsætningerne objektivt ikke kan forsones. Og omvendt: Statens eksistens beviser, at klassemodsætningerne er uforsonlige.”

Denne opfattelse af staten er et afgørende princip i marxismen-leninismen, som er den videnskabelige teori, APK bygger sin politik på.

At det forholder sig sådan, er ganske klart, når man ser på statens voldsapparat – militær, politi, efterretningsvæsenet, fængsler, domstolene, lovgiverne og toppen af embedsværket. Men heller ikke den del af statsapparatet, der hører til ‘velfærdsdelen’, er neutral.

‘Verdens bedste sundhedssystem’, ‘Verdens bedste folkeskole’, ‘Verdens bedste sociallovgivning’ er raslet langt ned på de internationale skalaer. Begrebet ‘den danske velfærdsmodel’ er blevet reduceret til en eksportvare og valgtaler.

EU-statens model og ‘velfærdspolitik’

Danmarks medlemskab af EU har haft omfattende konsekvenser for den politik, der har afmonteret den offentlige velfærdssektor katastrofalt. Det er ikke blot EU’s budgetlov, der dikterer, at der skal spares 2 % hvert år på de offentlige udgifter, og at udgifter til offentlige lønninger og ydelser og overførsler skal sættes ned, selvom dette i sig selv er slemt nok.

EU-medlemskabet har betydet dybtgående strukturelle forandringer af indholdet, organiseringen og finansieringen af den offentlige velfærdssektor. Det er en udvikling, der for alvor tog fat i fra 90’erne og op gennem de sidste to årtier.

Nogle af de vigtigste elementer har været:

  • Ansvaret for de sociale opgaver, store dele af omsorg og sundhed samt folkeskolen gik med kommunalreformen i 2005 fra at være statens ansvar over til at være de enkelte kommuners og regioners.
  • Finansieringen af opgaverne blev kommunernes ansvar. Under en tilsyneladende decentralisering blev statens refusions- og tilskudsordninger et ekstremt centraliseret styringssystem. Social- og beskæftigelsespolitikken blev nu direkte styret gennem finansministeriet.
    Der ligger derfor kold økonomi i, hvorvidt kommunen får størst refusion for en borger på sygedagpenge, kontanthjælp eller førtidspension. Den enkelte ydelse tildeles efter kommunalbudgettets behov frem for den konkrete borgers behov, mens det politiske ansvar skubbes rundt i systemet mellem stat, regioner, kommuner og folketinget.
  • Finansieringen følger opgaven, hvad enten det sker i offentligt eller privat regi. Dette har åbnet en ladeport for skattefinansieret privatisering og af udlicitering i stigende omfang.

Trods alle løgnagtige valgslogans om at komme tættere på borgeren og ‘køre længere på literen’ betyder det reelt en fortsat udsultning af den offentlige sektor og overførsel af penge til private firmaer og kapitalfonde bag dem. Det er resultatet af EU-statens tilpasning af de enkelte landes offentlige sektor og lovgivning til en ensrettet strømlinet EU-unions-forbundsstat.

EU er de europæiske monopolers statsdannelse. For den er en offentlig velfærdssektor muligheden for ren forretning. Derfor er den omdannet til en serviceindustri. Bistandsloven blev da også i 1998 afløst af Lov om social service.

At tro, at man kan ændre EU-statens indhold til en retfærdig socialstat, er ikke bare ren illusion og bluff. Det er en fornægtelse af EU-statens klassekarakter og tilsløring af de interesser, den tjener. Den kan hverken gøres rød, grøn eller regnbuefarvet. De europæiske monopolers union har for længst slået fast, at formålet med EU’s arbejdsmarkeds- og socialpolitik er at få prisen for en europæisk arbejder, løn som reproduktion, ned under prisen for en amerikansk arbejder, og senere russisk og kinesisk, for at konkurrere med supermagtsrivalerne på verdensmarkedet. I disse år er der omfattende sociale protester og store arbejdskampe i mange EU-lande mod de samme reformer, nedskæringer og privatiseringer, som vi ser i Danmark.

Ritt Bjerregård (S) sagde engang som ung socialminister i 1970’erne, at socialpolitikkens vigtigste opgave i den socialdemokratiske velfærdsmodel i sidste ende var at sikre mod revolution.

I dag har borgerskabet og arbejdsgiverne afblæst kernen i velfærdsmodellen – klasseforsoning og klassesamarbejde – og erstattet den af deres åbne klassekamp.

Det er ikke mindst blevet meget tydeligt under overenskomstkampen på det offentlige område med den helt ekstreme lockout-trussel mod over 400.000 ansatte for at presse arbejdsgivernes diktat igennem. En helt ny generation har derigennem lært om styrken ved at stå sammen og kæmpe for sine krav og rettigheder.

Der må bygges videre på de vundne erfaringer, og på enheden mellem de reformramte, de offentlige ‘varme hænder’ og lavtlønsgrupper i hele arbejderklassen for at skabe den nødvendige forandring.

Der er ingen vej tilbage til den klassiske socialdemokratiske velfærdsmodel. Retningen er i sidste ende socialisme.

Dorte Grenaa er forkvinde for Arbejderpartiet Kommunisterne

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  30. maj 2018