Den globale model hedder klassekamp: APKs 1. maj-tale i Fælledparken

Kristian Dalgaards tale for Arbejderpartiet Kommunisterne på Den røde Plads i Fælledparken 1. maj 2018

Hej Fælledparken

Hvis ikke man vidste bedre, ville man sige at Sofie Løhde havde bestilt temperaturen i dag og Ziegler bestilte regnen.

Jeg er glad for at se jer allesammen i dag. Ligesom de seneste måneder, lærere, sygehjælpere og -plejersker, sosuer, specialarbejdere – de offentligt ansatte; studerende, lærlinge, ungarbejdere; håndværkere, industriarbejdere – de privat ansatte.

Skulder ved skulder for en løsning for alle de offentligt ansatte – er blevet kampråbet for en af de mest omfattende arbejdskampe i nyere tid. Offentligt ansatte der aktivt siger fra over slagtningen af den offentlige sektor og sektorens grundpille – de ansatte (!) Alle de kæmpende der i praksis siger fra, over for den økonomiske model fra EU der dikterer nedskæringer i Danmark.

I andre lande står dagens menu også på kamp. I Frankrig har protester udviklet sig mod privatisering af jernbanen og udsalget af den offentlige sektor – som vi kender det herhjemmefra – I England har protester mod nedskæringer på sundhedssektoren i foråret udmøntet sig i et slogan, der frit oversat lyder ”At redde liv koster profit, at redde profit koster liv”.

Arbejdere der organiserer sig til kamp og til kommende kampe de næste år og årtier er ikke en lokal begivenhed. Det er en global model. En global model der i USA også har vist sig, i form af – ja også der – lærere på barrikaden. Nogle af de første i West Virginia, der fuldførte en hård kamp og vandt en lønstigning – og derfra spredte budskabet til de andre stater, som røde røgsignaler over en tilsyneladende gold prærie. Den globale model hedder klassekamp.

Det der nu fremstilles som resultat af en dansk model er i højere og højere grad blot en undskyldning for klasseforræderi fra fagtoppens side. Først udmøntede det konkrete forræderi og brud på muskerter-eden sig omkring Dennis Kristensen, men han var ikke alene.

De forlig der nu er til afstemning giver ingen reel styrkelse af den offentlige sektor og dens ansatte, og for lærerne der kæmpede en brav kamp i 2013, er forliget en våd kold klam beskidt klud i ansigtet.

Det får betydning for både de ansatte og for hele folkeskolen. Der skal på det kraftigste herfra lyde en opfordring til at stemme NEJ og afvise de aftaler som er bordet. En opfordring til bl.a. at støtte lærerne i en sikring af deres arbejdstidsaftale.

Det meste af fagtoppen og arbejdsgivere udtrykker samtykkende at forligene er kompromis og opfordrer til at stemme Ja. Forliget omtales endda som en sejr. Som at en del krav kom igennem og andre ikke gjorde. Men når fagtoppen ikke en gang har rejst arbejdstid-krav som 6 timers arbejdsdag, når en frokostpause der allerede eksisterer indgik som et forhandlingsobjekt der skulle vindes, og der reelt set kun er rejst krav om krummerne på de riges bord og modparten så kun afgiver nogle af dem – ja så virker det skørt at fejre krummerne med en kage.

Et af mødestederne for den kæmpende bevægelse har været den kæmpestore facebook-gruppe ”Bak op om de offentlige ansatte”. At følge kampen der, og i nyhedsstrømmen, har været befriende. Befriende fra alle de daglige dårlige nyheder, den daglige dosis medie-højrepopulisme og hvad der ellers er vant indhold.

Det har været befriende og styrkende at følge solidariteten fra de privatansatte, at se forståelsen af at vores vilkår og lønninger afhænger af gensidig solidaritet. Skal man opsummere den side af sagen, må man konkludere, at de der i udgangspunktet er imod en ordentlig aftale er politikkerne og et velbjærget overklasse-Danmark. Sagt ligeud er dem som er imod et løft af lønninger, vilkår og derved den offentlige sektor de samme som for hvem den offentlige sektor er overflødig.

Det er samtidig dem som er overflødige for resten af samfundet. Jeg har gennem mit liv haft brug og gavn af sygehjælper og læge, som dem der er på Rigshospitalet bag mig, brug for pædagoger og undervisere, og gartnerne som her i Fælledparken og andre. Jeg har aldrig nogensinde haft brug for en nærrig rigmand, der gemte sig selv i sin villa og sin tilranede profit i et skattely.

Skulder ved skulder – En Løsning For Alle – Velfærd Til Alle!
Lige Løn For Lige Arbejde!
Nok er Nok – Stem nej!

Alt imens det økonomiske korstog føres mod den offentlig sektor i de fleste lande, fører lederne af de største NATO-lande krigen videre i Mellemøsten og Nordafrika. Efter at have lagt Afghanistan, Irak og Libyen i ruiner rettes angreb mod Syrien. Hvad enten undskyldningerne har været masseødelæggelsesvåben eller kemiske våben, står det klart, at der er ingen humanisme til grund for krigene. Der er intet sikkerhedspolitisk aspekt, der gør sig gældende.

For at bruge ordene fra den forårets kampagne jeg nævnte før; At redde liv koster profit, at redde profit koster liv. At erobre olie og land koster liv. Krigene i det nye årtusind, hvor Fogh fulgte Bush og krig fulgte krig – intensiveret siden 11. september, har ødelagt lande. 18 år af det nye årtusind er gået og de dræbte skal tælles i millioner.

Som det er tilfældet med korstoget mod den offentlige sektor, gælder det også med krigene mod andre lande, at interessen i at føre dem kan snævres ind til en meget lille gruppe personer.

Folkeskolen er der skåret ned på i årtier, samtidig med at der indkøbes nye krigsfly for milliarder. Sygehusvæsnet er i Danmark er sparet ind til knoglerne, mens danske fly kaster bomber i lande langt herfra. Mens afghanere, irakere, libyere dør af dansk kugleregn, kvæles den danske offentlige sektor – og lad os sige det ligeud. De danske krige og krigsbudgetter koster også liv på de danske hospitaler.

Den gode nyhed til i dag er at det kan laves om. Den endnu bedre nyhed er at vi kan gøre det. Når det bliver tydeligt, at forandringer ikke kommer fra folketinget eller forhandlingslokaler, men fra aktiv organisering og debat fra neden.

Stop krigene – Start velfærden!
Flere varme hænder i den offentlige sektor – Ingen støvletramp på fremmed jord.

Det sidste ord fra mig nu venner, i dag, hvor vi stadig ånder ilten fra de offentlige ansattes sammenhold i brisen fra de privatansattes solidaritet. De retter sig frem mod den fremtidige verden, som vi bygger, når vi rejser os og slås. Det er socialismen – det levende samfund, som 200 år efter Karl Marx fødsel – nu på lørdag – er alternativet der må rejses. Rejses til debat og rejses som mål fra arbejdernes internationale kampdag 2018.

God kampdag – vi ses næste år til kampdag i solskin!

 

Talen blev holdt på APKs tilbagevendende 1.maj-arrangement i Fælledparken 2018.
Blandt de andre talere kan nævnes repræsentanter for de sociale bevægelser, Folkebevægelsen mod EU, bevægelsen for et frit Palæstina, repræsentanter for de aktive offentligt ansatte, m.fl.

Se programmet her

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  2. maj 2018