Imperialismens drømme om automatiske aflivningsmaskiner

Flere forskere rundt omkring i verden har de senere år rejst bekymring om våbenindustriens forskning i mere og mere automatiserede våbensystemer. Frygten er, at militæret vil overlade aflivningen af deres modstandere til en computer. Og den er ikke helt ubegrundet.
I krigsførelse er der en hel stribe af forskellige faktorer der afgør hvem der kan vinde en træfning eller et givent slag – og en supplerende stribe faktorer der afgør hvem der vinder krigen.

Skal man forestille sig to lige store og lige motiverede hærstyrker mødes på slagmarken, med nogenlunde samme våbenteknologi, da vil udfaldet afgøres af hvem der har geografien på deres side.

Men det er et fantasiscenarie.

Der er som regel altid stor forskel både i våbenteknologi og i alle andre styrkeforhold. I dag er denne asymmetri nærmest ekstrem. Stormagternes er bevæbnede med gigantiske arsenaler, og de lande der overfaldes ejer stort set intet, og har kun en minimal egenproduktion af våben. De enkelte slag kan imperialisterne derfor vinde, men de vinder ikke krigene som sådan, da det kræver mere end en overvældende overmagt.

Så hvordan opretholdes en besættelse, der ikke kræver alt for mange soldater, så der er bemanding til at starte den næste krig? Fra våbenindustrien er løsningen naturligvis endnu flere moderne våben, og det nyeste modeord er krigsrobotter, både fjernstyrede og med kunstig intelligens.

I denne militaristiske orden kan masser af vagt- og patrulje arbejde udføres alene ved hjælp af selvkørende pansrede køretøjer, droner og robotter. Den type af teknologi bruges allerede i dag, men har stadig begrænset rækkevidde og har bestemte krav til belysning og overfladen de skal bevæge sig på.

De robottyper der er på vej, vil kunne bevæge sig stort set over alt, på hvilket somhelst underlag og klare trapper, skråninger, ruiner og sønderbombede landskaber. Maskinerne vil blive sendt ud som en førstekolonne i fjendtlige kvarterer, men stadig være fjernstyrede.

Men næste generationer af styresystemer er på tegnebrættet og kan komme indenfor de kommende år. Det handler om at maskinerne kommer til at bevæge sig mere eller mindre frit, uden at der sidder en med hånden på fjernbetjeningen, og det handler om at maskinerne bliver så gode til billedgenkendelse, at de udover at bevæge sig autonomt også kan genkende personer eller ting.

Den store hype om kunstig intelligens

Skal vi et øjeblik forstå hvorfor et computerprogram kaldes kunstig intelligens, skal man nok tilbage til den britisk matematiker Alan Turing, der var med til at udvikle en af de første store computere.

Efter anden verdenskrig forsøgte han at udvikle en videnskabelig definition af intelligens. Hans tilgang er lidt den samme abstrakte tilgang som andre videnskabelige discipliner,  f.eks. tyngdeaccelerationen. Altså, at den kraft man måler når man accelererer, er den samme som tyngdekraften. Og i et tankeeksperiment vil den påvirkning man ville føle i et rumfartøj der accelererer med en bestemt hastighed ikke være anderledes på nogen måde end tyngdekraften.

Da Turing udtænkte en videnskabelig metode til bedømmelse af en computers intelligens var hans tankegang den, at hvis man ikke kan måle nogen forskel, så må det antages at være det samme.

Men hvilken målemetode der skulle tages i anvendelse, er den vanskelige del. Da der hverken findes en særlig god videnskabelig definition på menneskelig intelligens og da slet ikke på hvordan den måles.

Turings forslag til test var, at et menneske skulle samtale med en computer i en slags blindtest. Dvs et menneske der taler til en bag et forhæng uden at vide om det er et andet menneske eller en computer. Hvis mennesket i denne samtale bedømte, at det var et menneske, men det i virkeligheden var en computer, da måtte den siges at være intelligent.

Jævnfør tidligere nævnte tankeeksperimenter –  hvis der ikke er en målbar forskel, da er det videnskabeligt bevist, at det er det samme.

Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved om den type sammenligninger og blindtest er fornuftige, men så længe der ikke findes objektive målemetoder eller en videnskabelig forståelse af menneskelig intelligens, så er der plads til de abstrakte tilgange.

Den pålidelige dræber

Ud fra Turings kriterie er der stadig et stykke vej til intelligensen, men når en computer skal genkende personer eller genstande ud fra billeder, kan de sagtens konkurrere med mennesker.

Og på flere og flere mindre områder vil moderne computerprogrammer være bedre og hurtigere og mere pålidelige. En oplagt første opgave bliver som fangevogter – ikke mere bøvl med ulydige og demoraliserede soldater.

Og det er her  borgerskabet for alvor begynder at kunne se en fordel i at udskifte soldater med såkaldt kunstig intelligens. Det de altid har ønsket sig er soldater der arter sig som maskiner.

Det skæve består i at tro at computere er intelligente i samme forstand som et menneske, det er blot en avanceret lommeregner.

Hele tankegangen bag disse moderne våben ligger i forlængelse af den dehumanisering der er sket af den moderne krigsførelse  hele sidste århundrede, imperialismens rådne tidsalder, hvor fjenden ikke regnes som mennesker. Og hvor døden er industrialiseret.

Læs også

Forbud mod kamprobotter kræver en katastrofe
Ingeniøren 19. april 2018

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  27. april 2018