Faglig mastodontfusion af LO og FTF – Hvem er den til gavn for?

Fredag den 13. april afgøres det, om de to faglige hovedorganisationer  LO og FTF skal slå sig sammen i een ny mega-hovedorganisation med næsten halvanden million medlemmer. LO har 1 million og FTF op imod en halv. Derudover findes endnu en  stor faglig hovedorganisation – Akademikerne –  med ca. 350.000 medlemmer.

Kommentar
Af Kommunistisk Politik

Hvad der foregår nu,  er en afgørelse i de højere luftlag, behændigt langt væk fra de medlemmer, det drejer sig om. Fusionsplanerne har ikke været del af nogen egentlig medlemsdebat eller offentlig diskussion. Beslutningen er overladt til afgørelse i en delegeretforsamling ved de tohovedorganisationers generalforsamlinger.

Til det sidste er der en vis nervøsitet i toppen af både LO og FTF, fordi aftalen skal vedtages med 2/3 flertal. Hovedbestyrelserne i 3F, Blik og Rør, Malerforbundet og Serviceforbundet vender sig imod fusionen.

I Malernes offentlige begrundelse for deres nej udtaler de, at det i forvejen er svært for fagforbundet at at få deres menige medlemmer til at identificere sig med LO-toppen og dens handlinger, og at det med en ny fagtopkonstruktion vil blive endnu sværere.

LOs (og FTFs) top har længe reelt spillet en vigtig rolle for den danske kapital som samarbejdspartner med den danske stat og arbejdsgiverne i utallige råd og trepartsaftaler, oftest uofficielle. Det foregår også i deres rolle som administratorer med kontrol over svimlende arbejdsmarkeds-pensionsfonde, der på kapitalistisk vis investeres for at sikre maksimal profit.

I dag foregår dette ret anonymt i modsætning til tidligere tider, hvor det reelle kapitalistiske indhold skjultes med bombastiske afledninger om ‘arbejderindflydelse’ via arbejderfonde, ‘økonomisk overskudsdeling’, ØD fonde m.m.

I den nyliberale udgave hedder det, at det gælder om ‘at få sat gang i hjulene’ og om at ‘sikre virksomhedernes konkurrenceevne, der er en ‘forudsætning for velfærd på sigt’. Ovenover det hele står hensynet til at sikre virksomheder og monopolers maksimalprofit.

Hovedbegrundelsen for fusionering er, at det planlagte megaforbund vil kunne spille en større ‘politisk rolle’. Den mødes ikke af umiddelbar begejstring blandt medlemmer på gulvet. ‘Fælleskab gør stærk’ og ‘ny historisk mulighed’ og ‘politiske muskler’ – det er alt sammen overskrifter, der lyder mere end hult for kampvillige faglige kræfter. Det er positive overskrifter, der helst ikke skal ses efter i sømmene blandt almindelige medlemmer.

Gennemføres fusionen vil vi se det sammensmeltede LO- og FTF-apparat indgå i den nyliberale faglige offensiv om decentrale overenskomster, ‘fleksibilitet’, ‘fleksibel udvidet arbejdstid’ og ‘ny løn’ og arbejdsmarkedspensioner. For arbejdsløse og bistandsmodtagere med en ‘ret og pligt’, der betyder nye forringelser og ydmygelser, alt imens fagtoppene og toppolitikerne forgylder sig med kæmpelønninger og -pensioner.

Så vil vi se et endnu mere sammenspist trepartsmiljø, hvor ideen om at undergrave den solidariske folkepension i retning af fattighjælp og indførelse af arbejdsmarkedspensioner er fostret.

Så vil vi se en fornyet principgodkendelse af ideen om længere arbejdstid – i forlængelse af Helle Thornings og SF´s ‘fair løsning’ om at udvide arbejdstiden med 12 minutter hver dag (værdi af 15 mia).

Det er ind til nu ikke lykkedes med hverken 12 minutter hver dag, eller at fjerne en eller flere af de mange helligdage. Ved det sidste forsøg på det bredte der sig spontan faglig modstand fra tillidsfolk og fagforeninger – den gik heller ikke.

Men det lykkedes dem at sikre angrebet med udvidet arbejdstid, da fagtoppene indgik forlig om en ny arbejdsgivermulighed for en 42 timers arbejdsuge. Det blev gennemtrumfet af fagtoppene på trods af 3F- og NNF-medlemmers klare Nej – og påtvunget ved de udemokratiske sammenkædningsregler

Allersenest har LO som en del af Euro-LO været med til at fremstille det tyske IG-Metalls arbejdstids-aftale som en stor gevinst. I virkeligheden er det en ny arbejdsgiver-mulighed for udvidet arbejdstid. Aftalen er lanceret som indførelse af 28 timers arbejdsdag for særligt udsatte mod at de selv betaler for det – men netop forbundet med generel udvidelse af arbejdstiden.

På det offentlige område har har LO og FTF stået for indførelse af Ny løn med fedterøvstillæg. På det private område har individuelle lønsamtaler også vundet indpas, hvor det tidligere udelukkende skete blandt funktionærer.

Det er altsammen splittelsestiltag, der ikke er kommet fra dybet, men er udklækket i de højere treparts-kapitalistiske luftlag.

Mange spørger, hvor var LO og FTF, da efterlønnen blev skrottet, og pensionsalderen blev udvidet til vel nok Europas højeste. De har i al fald ikke set nogen opfordring til handling og protester imod disse udviklinger

LO og FTF ser også nye store muligheder i EU. Med en kommende fusion betoner de ‘vigtigheden af at tale med én faglig stemme. Der er tale om det samme EU, som står i spidsen for nyliberaliseringen i hele Europa. Som den danske befolkning lider under, og LO og FTF er direkte og alvorligt involveret i. Det er et EU, hvor LO og FTF forsøger at fastbinde arbejderklassen og den arbejdende befolkning til monopolernes EU-projekt under påberåbelse af at ville omdanne det til et ‘socialt projekt’, og også derigennem forsøger at hindre dansk udtræden af EU.

Kravet og ønsket om fusionering kommer ikke fra dybet af medlemmer, men er udviklet i den danske fagtops nyliberale ‘moderniseringsstyrelser’ med hovedopgaven ‘modernisering’ – det vil sige forringelse – af løn og arbejdsforhold.

Som vi har set omkring OK18 er der i den arbejdende befolkning i Danmark stor opslutning omkring fælles handling – når det drejer sig om reelle krav for forbedringer. Fælles handling på tværs af fag og offentlig ansatte. Den danske befolkning bakker om kravene om højere løn, om afvisning af angrebene på arbejdstiden og om forsvaret for en velfungerende offentlig sektor og et sundhedssystem, som er angrebet og undergravet af nedskæringer.

Klassebevidste og kampvilllige arbejdende siger nej til denne megafusion som endnu et skridt i udviklingen af den øverste danske fagtops treparts-samarbejde.

Gennemtrumfes en fusion bliver det ikke mindre vigtigt at være på vagt og ikke at have illusioner om toppenes rolle i kampen for den arbejdsende befolknings krav. Nu som før er det de danske fagtoppes vigtigste opgave at hindre og afspore udviklingen af reel faglig og politisk klassekamp, af en kamp, som kan føre mod socialisme.

Se også

Alle OK-kravene skal opfyldes – ingen rådne kompromiser

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

 KPnet 11. april 2018