Trotskis løgne: Hvad de er og hvad de betyder – Af Grover Furr

Grover Furr er professor ved Montclair State University, Montclair, USA. Han holdt dette oplæg på de europæiske marxistisk-leninistiske partier og organisationers (CIPOML) seminar i  anledning af 100 året for Oktoberrevolutionen, juni 2017

Artiklen er oversat og udgivet i APKs teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp 1, 2018

Trotskijs person og hans skriverier har længe været et samlingspunkt for antikommunister verden over. Men gennem 1930’erne løj Trotskij bevidst om Josef Stalin og Sovjetunionen. Min nye bog, ”Trotskijs Amalgamer”, diskuterer nogle af Trotskijs løgne, der narrede folk og demoraliserede ærlige kommunister i årtier.

I januar 1980 blev Trotskij-arkivet ved Havard University åbnet for forskere. Inden for få dage opdagede tidens førende Trotskij-historiker, Pierre Broué, at Trotskij havde løjet. Trotskij havde altid benægtet, at der fandtes en hemmelig oppositionsblok, der inkluderede trotskister, i Sovjetunionen. Trotskij kaldte det et ”amalgam”, i betydningen ”en fabrikation af Stalin”. Oppositionsblokken var det primære fokus for den anden og tredje Moskvaproces i januar 1937 og marts 1938. Broué viste ved hjælp af korrespondance mellem Trotskij og hans søn, Leon Sedov, fundet i Trotskij-arkivet, at denne blok eksisterede.

I 1985 opdagede den amerikanske historiker Arch Getty, at Trotskij-arkivet på Harvard var blevet renset for belastende materiale, men at udrensningen var mangelfuld. Getty fandt også dokumentation for, at Trotskij havde bevaret kontakt med nogle af sine tidligere støtter i Sovjetunionen. Trotskij nægtede altid dette og påstod, at han havde kappet alle bånd til dem, der havde ”kapituleret” til Stalin og offentligt afsværget deres trotskistiske synspunkter. Trotskij løj. I 2010 udgav den svenske forsker Sven-Eric Holmström en artikel om ”Hotel Bristol”-spørgsmålet i den første Moskvaproces i august 1936. Heri påviser Holmström, at Trotskij også løj om dette spørgsmål.

Grover Furr i Tübingen, Tyskland, juni 2017

I 2005 begyndte jeg systematisk at studere alle de beskyldninger, Nikita Khrustjov rettede mod Stalin og Beria i sin berygtede ”Hemmelige Tale”. Jeg opdagede, at ikke en eneste af Khrustjovs såkaldte ”afsløringer” kan dokumenteres. Men i 1930’erne havde Trotskij rettet de samme beskyldninger mod Stalin, som Khrustjov gentog senere. At Khrustjov ikke gjorde andet end at lyve, gjorde det nærliggende at tro, at Trotskij også havde løjet. Takket være Broué og Getty vidste jeg allerede, at Trotskij havde løjet om nogle vigtige spørgsmål. Enhver detektiv ved, at hvis en mistænkt lyver om nogle vigtige punkter, så er spørgsmålet: Hvad lyver vedkommende ellers om?

Jeg begyndte at studere Trotskijs skriverier for at bestemme, hvilke af hans påstande der kunne testes. Hver eneste gang jeg havde uafhængigt materiale til at kontrollere Trotskijs påstande om Stalin, fandt jeg, at Trotskij løj – igen. I dag har jeg så meget dokumentation, at det ikke kan være i én bog. Derfor vil der komme to bind mere om Trotskijs løgne.

(Andet bind er nu udkommet: “Leon Trotsky’s collaboration with Germany and Japan”, KPnet)

Mordet på Kirov

I perioden fra september 2012 til januar 2013 indsamlede jeg materiale og skrev en bog om mordet på førstesekretær i Leningrads parti Sergej Mironovitj Kirov, begået 1. december 1934. Bogen ”The Murder of Sergei Kirov” blev udgivet i juni 2013. Mordet på Kirov er en nøgle til forståelsen af den politiske udvikling i Sovjetunionen i resten af årtiet: de tre Moskvaprocesser i august 1936, januar 1937 og marts 1938, ofte kaldet ”skueprocesser”; den militære udrensning kendt som ”Tukhatjevskij-affæren” i maj og juni 1937; og “Jeshoviana’en” fra juli 1937 til oktober 1938, som antikommunistiske historikere kalder ”den store terror” efter en uærlig bog af Robert Conquest.

Trotskij skrev også om Kirov-mordefterforskningen. Han henviste til artikler fra franske og sovjetiske kommunister, som han havde læst. Jeg opdagede, at Trotskij løj om, hvad der stod i artiklerne. Trotskij digtede en historie, hvor Stalin og hans støtter var ansvarlige for Kirovs død. Trotskij løj om, hvad der stod i den franske kommunistiske avis Humanité og i russisksprogede Sovjetaviser, som Trotskij havde adgang til få dage efter deres udgivelse i Moskva.

Trotskijs løgne ville have været åbenlyse for enhver, som sammenlignede Trotskijs artikler med de franske og russiske avisartikler, han påstod at have studeret og analyseret nøje. Det lader til, at ingen gjorde det – før i dag. Resultatet var, at Trotskijs forfalskede version af mordet på Kirov – hvor Stalin og NKVD dræbte Kirov – blev taget for pålydende, ikke kun af Trotskijs følgere, men også af Nikita Khrustjov.

Khrustjovs hemmelige tale

I sin fuldstændig løgnagtige ”Hemmelige Tale” underbyggede Khrustjov historien om, at Stalin dræbte Kirov. Khrustjov og hans taleskrivere hentede formentlig inspiration direkte fra Trotskij. Trotskijs historie om, at Stalin dræbte Kirov, kom via Khrustjov til professionelle antikommunistiske propagandister som Robert Conquest og mange andre. I slutningen af 1980’erne prøvede Mikhail Gorbatjovs folk, uden succes, at finde materiale i de sovjetiske arkiver, der kunne underbygge historien. Aleksandr Iakovlev, Gorbatjovs chefideolog, sendte dem tilbage til arkiverne for at lede igen. Og endnu en gang lykkedes det ikke for Politbureauets efterforskere at finde dokumentation, der kunne antyde, at Stalin fik Kirov myrdet.

Historien om fabrikationen ”Stalin dræbte Kirov” er et godt eksempel på, hvordan en række af Trotskijs bevidste løgne blev brugt af sovjetiske antikommunister som Khrustjov og Gorbatjov og af prokapitalistiske antikommunister i vesten. I min bog ”Trotskijs Amalgamer” afdækker og diskuterer jeg en række andre af Trotskijs bevidste løgne om Stalin og USSR. De er alle sammen løgne, som antikommunister og trotskister har taget til sig.

I andet og tredje bind vil jeg diskutere Trotskijs konspiration med sabotører og fascister i USSR og med nazister og japanske militarister.

I starten af 1937 lykkedes det Trotskij at overtale den berømte underviser John Dewey og en række andre til at afholde høringer, efter sigende for at undersøge, om anklagerne mod Trotskij, der blev fremsat ved skueprocesserne i Moskva i august 1936 og januar 1937, var sande. Kommissionen konkluderede pligtskyldigt, at Trotskij var uskyldig, og at Moskvaprocesserne var spil for galleriet.

Jeg studerede Deweykommissionens 1000-siders dokumenter nøje. Jeg opdagede, at kommissionen var uærlig og chokerende inkompetent. Der blev begået fejl på fejl i logiske ræsonnementer. Mest interessant er det, at Trotskij løj over for Dewey-kommissionen ved mange lejligheder. Dewey-kommissionen kunne ikke have erklæret Trotskij uskyldig, hvis kommissionsmedlemmerne havde vidst, at Trotskij løj over for dem.

Moskva-processerne

-Jeg vil kort nævne yderligere to dele af min bog. Det drejer sig om mit projekt om at verificere, dvs. kontrollere, vidneerklæringerne ved Moskvaprocesserne; og min undersøgelse af de fejl, som læsere af Sovjetunionens historie ofte laver, fejl, der gør dem ude af stand til at forstå betydningen af den dokumentation, vi har i dag.

Vidneerklæringer fra anklagede ved de tre offentlige Moskvaprocesser bliver universelt afvist som falske, fremtvunget fra uskyldige af anklagere, NKVD og Stalin. Der har aldrig været den mindste dokumentation for det synspunkt. På trods af det bliver det hårdnakket bekræftet af alle specialister i Sovjetunionens historie og af alle trotskister. Takket være mange års arbejde med at identificere, lokalisere, skaffe adgang til og studere primærkilder er det gået op for mig, at der nu er nok materialer til at undersøge mange af erklæringer fra de anklagede ved Moskvaprocesserne.

De første tolv kapitler af ”Trotskijs Amalgamer” er dedikeret til en grundig verifikation af mange erklæringer fra anklagede ved Moskvaprocesserne. Jeg opdagede, at hver gang vi har uafhængig dokumentation, så vi kan dobbelttjekke en faktuel påstand fra en anklaget ved Moskvaprocessen, viser det sig, at påstanden var korrekt.

Trotskij, Khrustjov og hans folk, den kolde krigs Sovjet-”eksperter” – Gorbatjov og hans folk – nutidige akademiske Sovjet-kyndige, alle har de påstået eller påstår, at processerne var fabrikerede. Jeg beviser på baggrund af materialet, at de tager fejl. Vidneforklaringerne ved Moskvaprocesserne var det, de gav sig ud for: forklaringer, som de anklagede valgte at komme med. Jeg verificerer dette med en stor mængde dokumentation, der kommer fra uden for processerne og tilmed uden for Sovjetunionen. Det er en vigtig konklusion.

I sig selv afviser dette resultat anti-Stalin-paradigmet i den sovjetiske historie. Det spiller også i en rolle i afvisningen af Trotskijs version af den sovjetiske historie, en version, den trotskistiske bevægelse verden over tror på og viderebringer. De af os – forskere, aktivister og andre – der ønsker at kende sandheden om Stalin-perioden  af Sovjetunionens historie og ikke bare forsøger at bekræfte vores forudindtagede ideer om perioden, besidder en række resultater, der fuldstændig undergraver det traditionelle anti-Stalin-paradigme.

Disse resultater er blandt andet:

* At hver eneste anklage mod Stalin og Lavrentij Beria i Nikita Khrustjov verdens-rystende ”Hemmelige Tale” til den 20. partikongres i februar 1956 var løgn. Det betyder åbenlyst, at Khrustjovs efterforskere ikke kunne finde nogle rigtige ”forbrydelser” begået af Stalin og Beria og derfor var nødsaget til at opdigte nogle.

* At Khrustjovs ”Sjvernikkommission”, på trods af grundig og tidskrævende søgning i arkiverne fra 1962 til 1964, ikke kunne finde den mindste dokumentation for, at de anklagede ved Moskvaprocesserne eller Tukhatjevskij-affæren var udsat for et frame-up, eller at de løj i deres erklæringer.

* At hverken Gorbatjovs, Jeltsins eller senere antikommunistiske efterforskere, som har haft omfattende adgang til sovjetiske arkiver, har kunnet finde materiale, der kan anfægte konklusionerne om mordet på Kirov, i Moskvaprocesserne eller i de militære udrensninger.

* At erklæringer ved Moskvaprocesserne grundlæggende var sandfærdige.

* At Jeshov og alene Jeshov, ikke Stalin eller hans støtter i det sovjetiske lederskab, var ansvarlig for massemordene i juli 1938 og november 1939, kendt som ”Jeshoviana’en” af forskere og som  ”den store terror” af antikommunistiske propagandister.

* At Trotskij i perioden efter mordet på Kirov gentagne gange løj i sine skriverier om USSR for at dække over sine egne konspirationer.

* At de fleste nutidige forskere, der beskæftiger sig med Stalin-perioden i USSR, lyver for at vildlede deres læsere. Og de lyver på en måde, så det kun kan opdages ved et meget nøje studie af deres kilder.

Trotskistisk forskning snylter konsekvent på mainstream antikommunistisk forskning. I en nylig anmeldelse af historikeren Stephen Kotkins bog ”Stalin” på den trotskistiske og voldsomt anti-stalinistiske hjemmeside World Socialist Web Site (wsws.org) refererer en trotskistisk anmelder godkendende til anti-stalinistiske udtalelser fra Oleg Khlevniuk, der bliver beskrevet som en respekteret russisk historiker.

Khlevniuk er en fanatisk antikommunist og åbenlys løgner i alle sine skriverier. Khlevniuk er anti-Stalin, wsws.org er anti-Stalin, så derfor stoler trotskisterne på den fremmeste antikommunist i verden i dag! På samme har mainstream antikommunistisk forskning brugt Trotskijs tekster igennem årtier.

Trotskij vidste selvfølgelig godt, at han løj:

* om blokken af højrefolk, trotskister, zinovjevitter og andre oppositionelle.

* om sin rolle i mordet på Sergej Kirov i december 1934.

* om sin konspiration med militærfolk fra ”Tukhatjevskij-affæren”, om et kup mod Stalins regering og et knivstik i ryggen på Den røde hær ved en tysk/japansk invasion.

* om sin konspiration med nazister og japanske militarister.

* om sin konspiration med fascister og sine følgere i USSR om at sabotere industri, infrastruktur og miner.

* om anklagerne mod og tilståelserne fra de anklagede ved Moskvaprocesserne, som Trotskij vidste var sande.

Trotskij vidste, at han løj igen og igen i sin “Oppositionsbulletin”. Trotskij vidste, at han gentog løgnene for Dewey-kommissionen.

Den spanske borgerkrig

Og Trotskij vidste, at han løj for sine støtter, også de nærmeste som Andres Nin, Erwin Wolf og Kurt Landau.

Nin havde været en af Trotskijs tætteste politiske assistenter. Efter sigende brød Nin med Trotskij i 1931, men i 1930 skrev Nin i Trotskijs blad, at de af Trotskijs følgere i Sovjetunionen, der havde trukket deres trotskistiske synspunkter tilbage og sværget loyalitet til partilinjen, ikke havde været oprigtige. De havde gjort det for at kunne blive i partiet for at fortsætte arbejdet med at rekruttere andre til deres hemmelige konspirationer. Så selvom Nin åbent brød med den trotskistiske bevægelse i organisatorisk forstand, så antyder hans handlinger i Spanien, at det var et dække for at kunne opretholde en hemmelig forbindelse til Trotskij.

De spanske kommunister og NKVD i Spanien delte denne mistanke. Nin blev en af lederne af POUM, et anti-Sovjet- og anti-Stalin-parti, der var meget venligt over for Trotskij. Erwin Wolf tog til Spanien som Trotskijs politiske repræsentant. Han gjorde det for at lede en ”revolution” mod Den Spanske Republik – midt i krigen mod de spanske fascister, der var støttet af Hitler og Mussolini. Nin og Wolf tog disse risici, fordi de mente at Moskvaprocessernes anklager mod Trotskij var grundløse. De mente, at Trotskij og ikke Stalin var den sande kommunist og ægte revolutionære. Derfor tog de til Spanien og gjorde, hvad de mente, Lenin ville have ønsket blev gjort.

I maj 1937 udbrød der i Barcelona et oprør mod Den Spanske Republiks regering. POUM og de spanske trotskister deltog helhjertet i oprøret. Det lader til, at Nin, Wolf og Landau mente, at det kunne være begyndelsen på en bolsjevikisk revolution, med dem selv som Lenin, POUM som bolsjevikkerne, republikkens regering som kapitalisterne og de spanske og sovjetiske kommunister som falske socialister a la Alexander Kerenskij!

Majoprøret i Barcelona var en kniv i ryggen på en republik i krig. Oprøret blev undertrykt inden for en uge, efter at spansk politi og sovjetisk NKVD jagtede trotskisterne og lederne af POUM. Andres Nin blev helt sikkert kidnappet, afhørt og myrdet af sovjetisk NKVD og spansk politi. Det samme skete formentlig for Landau og Wolf.

Konspirationen med tysk og japansk militær

Dengang vidste man i Sovjetunionen, hvad vi ved i dag: Trotskij konspirerede med tyskerne, japanerne og militærfolkene fra ”Tukhatjevskij-affæren”. Men Nin og Wolf vidste helt sikkert ikke dette. De troede på Trotskij, når han fastholdt sin uskyld.

Hvis Andres Nin, Erwin Wolf og Kurt Landau havde vidst, hvad Trotskij vidste, og hvad vi ved i dag, ville de så være taget til Spanien for at forsøge at udføre Trotskijs planer? Umuligt!

Trotskij sendte dem ind i en ekstremt farlig situation ved at lyve for dem om sine egne aktiviteter og mål og om, hvad Stalin gjorde. Og det kostede dem livet. Det samme gælder for alle de trotskister i Sovjetunionen, der blev henrettet. Åbenbart flere hundrede, der støttede Trotskij, fordi de troede på hans udgave af den sovjetiske historie og var blevet overbevist af Trotskij om, at Stalin løj, at Moskvaprocesserne var en skueproces, og at Stalins styre havde opgivet målet om en verdensomspændende socialistisk revolution. Disse mænd og kvinder ville ikke have fulgt Trotskij, hvis de havde vidst, at han løj for dem.

I første kapitel af ”Trotskijs Amalgamer” undersøger jeg de fejl, som de fleste, der studerer den sovjetiske historie, også akademiske forskere, begår, når de står over for primært kildemateriale. Sandheden er, at meget få ved, hvordan man undersøger historisk kildemateriale. Meget få marxister ved, hvordan en materialistisk undersøgelse af kildemateriale ser ud, endsige er i stand til at opdage og kritisere et idealistisk argument, når de møder det. Det drejer sig ikke kun om fejl begået af folk med pro-Trotskij- og anti-Stalin-fordomme, der fornægter sandheden. Mange af de samme fejl bliver begået af anti-revisionistiske og pro-Stalin-folk.

Antikommunistiske argumenter har været så overvældende, i form af pro-kapitalistisk koldkrigsretorik og i særdeleshed i form af “pro-kommunistisk” retorik fra faktiske antikommunister i Khrustjov- og Gorbatjov-tiden, at det har sløvet tænkningen for os alle.

Trotskijs løgne, der blev opdaget af Pierre Broué og Arch Gettys for 30 år siden, er blevet ignoreret. Det i sig selv kræver en forklaring. Igennem 1980’erne og 90’erne fortsatte Broué med at afdække og beskrive flere af Trotskijs løgne. Men i hele perioden fastholdt han, at løgnene var uvæsentlige. Broué ignorerede også Gettys’ to opdagelser. Først og fremmest at Trotskij-arkivet var blevet renset for belastende materiale, dernæst at Trotskij bevarede kontakten til oppositionelle som Radek, med hvilke han ellers påstod at have brudt alle bånd.

Vadim Rogovin, den førende trotskistiske historiker med fokus på Stalin-tiden i Sovjetunionen, deltog i Broués mørklægning og bidrog med sine egne løgne. Trotskister og koldkrigere fortsætter med enten at ignorere Broués opdagelse eller at gentage påstanden om, at løgnene var uden betydning. Deres motiv er til at forstå.

Stalin-paradigmet

Det at Trotskij løj, afmonterer, hvad jeg kalder anti-Stalin-paradigmet: den trotskistiske og den kolde krigs antikommunistiske udgave af Sovjetunionens historie. Trotskij var selvfølgelig nødt til at lyve. Han var midt i en alvorlig sammensværgelse om at fjerne Stalin. En sammensværgelse med mange støtter i Sovjetunionen og bolsjevikpartiet, der byggede på samarbejde med Nazi-Tyskland, det militaristiske Japan, England og Frankrig. En sammensværgelse, der krævede hemmeligheder og løgne.

Men hvem var først og fremmest målet for Trotskijs løgne? Ikke Stalin og den sovjetiske regering, de vidste, at han løj. Konklusionen er uundgåelig: Trotskij løj for at narre sine følgere. De var de eneste, der troede på, hvad Trotskij skrev.

De troede, at Trotskij var den sande principfaste leninist, han fremstillede sig som, og at det var Stalin, der løj. Det kostede mange af hans støtter i Sovjetunionen livet, da trotskisme blev erklæret for landsforræderi på grund af Trotskijs sammensværgelse med Tyskland og Japan. Det har ført til, at Trotskijs følgere uden for Sovjetunionen har brugt deres liv på en kultlignende hengivenhed til en mand, som i virkeligheden gjorde præcis det, den sovjetiske anklager og de anklagede ved Moskva-processerne påstod, at han gjorde.

Leon Trotskijs figur kaster en enorm skygge over Sovjetunionens historie, og dermed over det 20. århundredes verdenshistorie. Trotskij var den vigtigste – i virkeligheden vel eneste nævneværdige – oppositionsfigur i de fraktionskampe, der rystede bolsjevikpartiet i 1920. Det var i 1920’erne, at Trotskij tiltrak de folk, der udgjorde den forenede opposition, og hvis sammensværgelser gjorde så meget uoprettelig skade på partiet, Komintern og den kommunistiske verdensbevægelse.

Konklusioner

Hvad betyder det, at Trotskij løj, at Khrustjov løj, og at løgnene er blevet ignoreret så længe?

Hvad betyder det for det centrale spørgsmål, som vi og arbejderklassens milliarder står over for i dag? Jeg mener spørgsmålet om, hvorfor det 20. århundredes fantastiske kommunistiske bevægelse kollapsede, en bevægelse, der for 70 år siden triumferede i anden verdenskrig, i den kinesiske kommunistiske revolution, i de anti-kolonialistiske bevægelser verden over, og så ud til at kunne lægge kapitalismen i graven og sikre sejren for verdenssocialismen?

Hvordan overbeviser vi arbejdere, studerende og andre, at vi ved, hvorfor den gamle kommunistiske bevægelse fejlede, og at vi har lært, hvad der må gøres anderledes for at undgå de samme fejl i fremtiden? Vi må studere dette spørgsmål, og vi må diskutere og opmuntre forskellige informerede synspunkter.

Derfor må vi forsvare arven fra den internationale kommunistiske bevægelse på Lenins tid, og i særdeleshed på Stalins tid. Samtidig må vi være frygtløst kritiske, så vi afklarer, hvilke fejl der blev begået, og hvordan de kan undgås.

Efter min mening, og jeg håber, I deler den, er årsagerne til det 20. århundredes fantastiske internationale kommunistiske bevægelses kollaps det vigtigste teoretiske og historistiske spørgsmål for alle udbyttede folk. Hvis vi vil have noget håb om et svar, må vi være modige og dristige. Hvis vi tænker, at ”Marx og Engels havde alle svarene”, eller ”Lenin havde alle svarene” (mange trotskister mener, at ”Trotskij havde alle svarene”), så kan vi i bedste fald kun opnå en brøkdel af, hvad de opnåede. Marx sagde, at vigtige historiske begivenheder sker ”først som tragedie, dernæst som en farce”.

Det 20. århundredes internationale kommunistiske bevægelses tragedie var i sidste ende, at den fejlede. Indtil vi kan forstå, hvad der gik galt, er vi dømt til at blive en farce. Og det vil i sidste ende være et politisk svigt – vores svigt. Derfor må vi kigge på hele vores arv med kritiske øjne. Marx’ favoritsætning var ”De omnibus dubitandum” – ”Stil spørgsmål ved alt”. Marx ville være den sidste til at fritage sig selv fra disse spørgsmål.

Historien kan ikke direkte lære os noget, og historie er ikke politisk teori. Men hvis vi stiller de rigtige spørgsmål, kan historien hjælpe med at svare. Imens må vi alle sprede budskabet, at ligesom Khrustjov og Gorbatjov løj Trotskij bevisligt. Hvad mere er, at alle antistalinistiske og antikommunistiske eksperter udnævnt af kapitalistiske universiteter og forskningsinstitutter også lyver.

Vi er nødt til at gøre det klart, at den eneste vej frem er at opbygge en ny kommunistisk bevægelse, der kan knuse kapitalismen. Og at vi er nødt til at lære af bolsjevikkernes heroiske succeser og tragiske fejl i perioden, hvor Josef Stalin ledede Sovjetunionen. Mit håb og mål er, at min forskning kan bidrage til dette projekt, der er afgørende for arbejderklassens fremtid i hele verden.

Hør Grover Furrs oplæg på seminaret her (eng)

Grover Furr har i årevis videnskabeligt studeret de sovjetiske historiske arkiver. Han har skrevet artikler og bøger om Sovjetunionens historie, hvor han gør op med historiske myter og løgne om Stalin tiden.
Ovenstående er en præsentation givet første gang  ved 7th World Socialism Forum, World Socialism Research Center, Chinese Academy of Social Sciences (CASS), 22. oktober 2016.

Grover Furrs hjemmeside

Orginal på engelsk

Trotsky’s Lies – What They Are, and What They Mean (pdf)

Se også

Hvad var ‘Den store terror’ i Sovjetunionen? Grover Furr’s historiske korrektion
KPnet 23. oktober 2017

Enver Hoxha og den revolutionære kamp i dag
KPnet 18. oktober 2008

TEGN ABONNEMENT PÅ ENHED OG KAMP

Ovenstående oplæg blev fremlagt på CIPOMLs seminar i Tübingen, Tyskland,  i juni 2017 i anledning af 100-året for Oktoberrevolutionen her.

Se om seminaret og alle taler her (tysk)

Blandt oplægsholderne  var også APKs formand Dorte Grenaa – se hendes indlæg

Oktoberrevolutionens betydning for kvindernes frigørelse

Se mere om seminaret her

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet 24. marts 2018