Ingen kvindekamp uden OK-kamp

Af Marie Herget
Indlæg holdt på mødet Kvindekamp – OK-kamp – Social kamp, Århus d. 16.3.18

Tak fordi jeg måtte komme. Jeg hedder Marie jeg er midlertidig ansat på Københavns universitet og så er jeg aktiv i kvindekampen.

Det er jo en helt vild tid lige når hvor regeringen har valgt at sende hele det offentlige Danmark ud i en masselockout. Jeg og 100000-vis af andre offentlige ansatte står til at blive lukket ude fra vores arbejdsplads alene af den grund at vi har bedt om en løn der er til at leve af.

Det er – mener jeg – den allermest presserende kamp vi står overfor lige nu og i allerhøjeste grad også en kvindekamp. Den offentlige sektor udgøres i høj grad af kvindefag og i høj grad kvindefag som får helt latterligt lidt i løn. Hvor løngabet mellem mand og kvinde viser sig allertydeligst. Hvor det er allertydeligst at der ikke er ligeløn i Danmark i 2018.

Det er helt typisk for den elendige nyliberale regering at den ringeagter den offentlige sektor og alt det arbejde som vi kvinder hver dag pukler med for børnene, for de gamle, for de syge, for de gravide osv. Det er helt typisk at de udelukkende ser den offentlige sektor som en udgift. En slags velgørenhedsprojekt de betaler til af deres hjertes godhed.

Op i røven med det! Den offentlige sektor er grunden til det her samfund overhovedet kan køre videre. Det er arbejdets helte – og i sær heltinder – der sørger for at produktionen overhovedet kan køre videre. Det arbejde vil vi værdsættes for og det arbejde vil vi have en løn der er til at leve af for. Det er det vi kæmper for i ok18.

Jeg har selv været aktiv i kvindekampen længe. Der er vældig mange områder – faktisk alle – områder af mit liv hvor det at jeg er kvinde har negativ betydning for mig. Barsel, børnepasning, tid til børnene, mad til børnene, at kunne leve og arbejde i fred for sexisme og overgreb osv. osv.

Derfor er der jo også nok at tage fat på i kvindekampen. Men jeg mener en gennemgående tråd – så at sige basis for alle de andre kampe er at vi som kvinder har en selvstændig indtægt som vi kan forsørge os selv og vores børn for. Hvad enten vi er i arbejde, arbejdsløse eller for syge eller nedslidte til at kunne arbejde. En selvstændig indtægt. Uden at være afhængig af mænd. Og uden at skulle blive ydmyget af hverken systemer, mænd eller arbejdsgivere. En indtægt vi kan leve af.

Jeg er tillidsrepræsentant på min arbejdsplads. Selvom vi er nogle af de offentlige ansatte der ikke er mest klemt på lavt løn, er vores arbejdsvilkår også voldsomt under pres. Og vi står sammen med alle de andre lockoutede. På min arbejdsplads er vi nu flere der har midlertidige ansættelser end der er fastansatte. Det er ikke i orden. Det er ikke i orden at de byder os så dårlige vilkår. Hvad enten vi er kommunalt, statsligt eller regionalt ansatte, angriber de konstant vores arbejdsvilkår, fyrer vores kolleger og tvinger os til at arbejde hårdere.

Der er ingen tvivl om at vi pukler. I sær i min branche er det et stort problem at folk pukler så meget at de får stress eller psykiske problemer. For andre fx rengøringsassistenter og sosu’er er det fysisk nedslidning, men vi pukler allesammen.

Og det er jo også sådan at vi som kvinder stadig i uhørt høj grad er dobbeltundertrykte og det er os der står med broderparten af det ulønnede arbejde i familien, når vi kommer hjem fra arbejde.

Vi pukler. Vi arbejder for længe og for hårdt. Og det i en grad så det går ud over at få livet til at hænge sammen.

Og de offentlige ansatte arbejder til en alt for lav løn. Det er simpelthen ikke i orden at brancher med livsvigtige arbejdsfunktioner som sosu’er, sygeplejersker, rengøringsassistenter og også pædagoger og lærere har så massive problemer med lav løn. Det er ikke i orden at vi stadig ikke har ligeløn.

Det er også derfor det simpelthen er så ufattelig frækt at Løhde siger at de offentlige ansatte for får meget i løn. Siger hun!

I forhold til hvor langt vi er fra ligeløn er lønkravene fra de ansatte side jo nærmest underbud. Og alligevel sender de over 400.000 mennesker hjem. Bare for at bede om et par krummer mere. Et par krummer, mens Løhde og de andre på toppen holder lønfest. Det er ikke i orden.

Det er ikke i orden fordi vi er mere værd. Og det er simpelthen en hel fundamental ret som kvinde som vi er nødt til at kæmpe for lige nu: retten til en selvstændig indtægt så vi kan forsørge os selv og vores børn.

Den kamp den er fuldstændig fælles med alle de mange kvinder der i dag er nødt til at leve under de umenneskelige og ødelæggende asociale reformer.

Fordi kvindekampen – den er fælles. Det er en kamp hvad enten vi er arbejdsløse, syge på kontanthjælp eller i arbejde. Kampen for en indtægt der er til at leve for, til et værdigt liv uden at være afhængig af forsørgelse af en mand, den kamp er fælles hvad enten vi er kvinder i arbejde, arbejdsløse eller for syge eller nedslidte til at kunne arbejde.

Derfor er det fuldkommen forkert kun at se på de offentligt ansatte som en udgift. Men det er lige som om alle de kloge herrer i deres jakkesæt glemmer at tænke på at selv de har været børn engang. Børn der er blevet svangret og født og elsket af mødre.

De glemmer de når de så fint regner ud at svangreomsorg og børnehaver kun er en udgift. Gad vide om de kloge herrer så også kan regne ud hvad der ville ske med samfundet hvis ikke vi fik børn. Alligevel har vi et system af magthavere, lige fra KL til regeringen der ringeagter børneomsorgen til en sådan grad at de ikke vil betale de ansatte der hver dag tager sig af vores børn en løn til at leve af.

Alligevel har vi et samfundssystem hvor kvinder bliver straffet økonomisk på deres livsindtægt hver gang de får børn. For hvert barn sakker de længere bagud i løn i forhold til mændene. Det er ikke i orden. Og alligevel har vi også et samfund hvor vi arbejder så meget at vi har svært ved at yde omsorg for vores børn.

Vi har brug for at arbejde mindre for at kunne få livet til at hænge sammen. Det er faktisk ikke for meget forlangt. Det er faktisk helt vildt at vi overhovedet er nødt til at kæmpe for retten til at kunne have børn og retten til at kunne tage os ordentligt af dem ved siden af vores arbejde uden at vi knækker sammen af overarbejde. Det er helt vildt, fordi det at vi får børn jo er den allermest grundlæggende forudsætning for vi overhovedet har et samfund.

Det er også en kvindekamp at vi har tid nok sammen med vores børn, at vi har ret til et arbejde.

Det kan godt være det virker åbenlyst for os her, men et er ikke åbenlyst i alle dele af den borgerlige feminisme. Der er mange afsporinger i kvindekampen i de her år. Der fjerner fokus, splitter og passiverer. Det vigtige er en kvindekamp med udgangspunkt i arbejderkvinderne der kæmper for frigørelse på alle punkter af kvindens liv: Økonomisk, børn, arbejde, sundhed også i svangre og barselsomsorg, mod sexisme og udbytning og vareliggørelse af kvindekroppen og mod vold, mord og overgreb mod kvinder. Det handler ikke om hvilken undertrykkelse der er værst. Det handler om at vi er den halve verden og vi kan og vil forandre så vi kan få lov til at leve i fred.

Det er meget fint at forstå kvindeundertrykkelse, men det det gælder om er jo som bekendt ikke at forstå verden, men at forandre den. Og dem der i helt særdeles grad kan det, det er arbejderkvinderne.

Selvom vi er undertrykt er vi ikke nogle stakler. Arbejderkvinderne er dem der har muligheden for at gå forrest og forandre det her samfund. Og det vil de gøre.

Se også

Kvindekamp – OK-kamp – Social kamp: Reportage fra et engageret debatmøde i Århus
KPnet 17. marts 2018

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet 17. marts 2018

 

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater