Lockout Løhde og Løkke – Fuld støtte til de offentligt ansatte!

Af Dorte Grenaa

Tale til 8. marts-arrangementet ‘Slut med at være pæne piger’ i Karens Minde Kulturhus

Kvindernes Internationale Kampdag, indstiftet af Clara Zetkin tilbage i 1910, er fortsat hel aktuel og levende.

For nogle år siden besøgte jeg nogle tyske venner. De havde lagt små mindesten med navne (Stolpersteine) på steder, hvor folk, der var blevet udryddet af nazisterne, havde boet. Det var i et socialt boligbyggeri – det kunne have været på Løkkes ghettoliste. Hvem var disse mennesker?

Det var de fattige. Det var enlige mødre, arbejdsløse børnefamilier, ensomme gamle, de udstødte. De var nægtet arbejde, havde ingen retssikkerhed, der gjaldt særlige love for dem. F.eks. måtte de ikke benytte beskyttelsesrum, når bomberne faldt.

For efter at frygtens, hadets og finanskapitalens hæslige regime havde kørt terror mod jøderne, sigøjnerne, kommunisterne, de handicappede kom turen til dem, der bare var fattige.

De var ”sorte huller på landkortet”, ”de var en belastning for samfundsøkonomien”, ”de var umoralske, dovne, løgnagtige, kriminelle, de var dem, der ikke var råd til” – lød det også dengang.

For det er jo det vi hører nu igen og igen. Vi bliver nødt til at stoppe det, inden alt går galt. Vi kan ikke leve i et samfund, hvor medmennesker betragtes og behandles som uværdige. Vi vil kunne se vores børn i øjnene, når de en dag spørger os ”hvorfor stoppede I det ikke?”. Så vi vil kunne svare ” vi gjorde alt hvad vi kunne”.

Panelet ved Arbejderpartiet Kommunisternes og Foreningen Oktobers arrangement:
Fra venstre Dorte Grenaa, Bitten Christensen, Jette Anne-Marie Hansen, dirigent Marie Herget og (ved mikrofonen) Liva Curdt

11 små ministre tog på tur til Mjølnerparken i sidste uge med en giftpakke – ghettopakken. Under dække af allerede afslørede løgne om somaliske kvinder indledtes et nyt korstog mod de fattigste og underste i vores samfund. Det skete med vilkårlige særlove, økonomiske straffe til forældre, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, flygtninge og indvandrere, hvis de træder forkert. Øget overvågning, kontrol, socialt stikkeri og fængselsstraffe til fagfolk, der ikke indberetter nok. Nedrivning af boligblokke og daginstitutioner – og tvangsprivatisering af lejelejligheder.

Hvad med at gøre noget for alle de udsatte børn og familier man allerede kender – i stedet for flere kontrolrapporter? Hvad med at få afskaffet de fuldstændige asociale reformer, som ødelægger tilværelsen for arbejdsløse, syge og nedslidte? Eller sikre lejeboliger med huslejer folk kan betale og arbejdspladser i stedet for tvangsarbejde?

Jeg tror ghetto-pakken er timet til at ligge her ved sammenbruddet og den voldsomme optrapning af OK18. Hvorfor? Fordi regeringen helt klart går efter at knække de offentligt ansattes løn-og arbejdsforhold og deres kampvilje. Det var lærerne sidst – nu skal der hugges ind på resten af de offentligt ansatte. Det er led i et koordineret EU-dikteret angreb i en række lande. At intet er for lavt for arbejdsgiverne og regeringen, det ved vi fra den hemmelige drejebog i den brutale lærerlockout i 2013. Regeringen tror, den kan skræmme de offentligt ansatte til at makke ret med frygten for hvor slemt det kan gå, hvis man mister sit job og ryger på offentlige ydelser – og måske ovenikøbet i en ghetto.

Jeg tror regeringen og arbejdsgiverne tager fejl. Ikke at frygten ikke er der. Men hvad der også er der, og det er langt vigtigere, er bevidstheden om, hvad det gælder denne gang. Bevidstheden om, at det kommende OK-resultat, om det bliver en sejr, et nederlag eller et læggen sig fladt ned, vil det få stor betydning i mange år fremover. Og at det vil få betydning for hele arbejderklassen. Det er retten til kollektive overenskomster, løn-og arbejdsforhold og også fremtiden for den offentlige sektor det gælder. Og det er rigtig mange villige til at kæmpe for.

Sophie Løhde, KL og regionerne har lavet en ekstrem aggressiv lockout-trussel med 440.000 offentligt ansatte. Det er over halvdelen af alle offentligt ansatte. Ziegler fra KL har været ude med at mindst 5.000 skal fyres i kommunerne, hvis lønkravene går igennem. Hetzen mod de offentlige ansatte kører afsted. Et nyt regeringsindgreb ligger lige om hjørnet.

Hvad skal vores modsvar være? At holde fast i kravene. Nok er nok. Få en landsdækkende solidaritets- og støttebevægelse op at stå. Gøre strejkerne effektive. Blokere strejkebrydere. Rejse politiske krav mod regeringen og dens politik og mod et kommende lovindgreb.

Alt det her er også kvindekamp her i 2018.

Vi bliver nødt til at kræve at få arbejde-familie-og fritidsliv til at hænge sammen. Det er ikke den enkelte, der er noget galt med, når det hele tiden ramler. Lige meget hvor ofte det bliver sagt, at det er os selv der skal blive bedre og mere robuste. Det er et fælles problem, der kræver fælles handling. Vi bliver nødt til at stå fast på en generel kortere arbejdstid og højere løn og reel ligeløn. Vi bliver nødt til at kræve social- og økonomisk retssikkerhed, hvad enten vi er indenfor eller udenfor arbejdsmarkeds- eller uddannelsessystemet.

Når kvinder ikke kan forsørge sig selv og sine børn, så er vi tilbage til total afhængighed af ægteskab, kæreste og sugardaddies, med alt hvad det indebærer af nedværdigelse, vold og ulighed. Det hverken vil eller skal vi finde os i.

Vi lever i et klassesamfund – både mænd og kvinder. Som kvinder bliver vi forsat dobbelt undertrykt – økonomisk, socialt og med foragt for kvindekønnet på tusinde måder. Når vi taler om kvindekamp og klassekamp er det vigtigt at holde sig for øje, at arbejderkvinderne – privat ansatte, offentligt ansatte, reformramte – nok er ofre for en bevidst kynisk og brutal undertrykkelse, men er ikke hjælpeløse ofre. De er hovedkraften i at skabe den forandring der skal til. De er hverdagens heltinder og dem kvindekampen bygger på.

8.marts er også en dag hvor vi sammen fejrer, at vi er kvinder. Vi hverken vil eller kan leve op til kravet om at være perfekte i alt, heller ikke på de sociale medier. Slut med at være pæne piger. I den virkelige verden er vi stærke, modige, smukke, kloge i al vores mangfoldighed af evner, størrelser, farver og aldre. Og tænk hvilken kraft det giver, når vi lægger al det sammen. Så kan vi for alvor rykke.

Og der er noget ganske særligt i at vide, at kvinder i hele verden – Ecuador, Palæstina, Indien, Tyrkiet, over alt er sammen med os, har samme mål om fred, social sikkerhed, arbejde og ligeværd – og rækker hånden ud til hinanden i international solidaritet.

Fortsat god 8. marts!

Se

Billeder fra arrangementet
KPnet Facebook

Revolutionær 8. marts i Sydhavnen: Slut med at være pæne piger!
KPnet

Revolutionær 8. marts – Slut med at være pæne piger
facebook

Flere taler

‘Vi rengøringsassistenter er stolte af vores arbejde’ 
Af Bitten Christensen

Ung i reformramt familie
Af Liva Curdt

Glem ikke den palæstinensiske kvinde!
Af Ayat Mohamed, Amar Mohamed og Rania Tozlok

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

 

KPnet 9. marts 2017