OK-kamp mod EU’s plan: Udradering af en offentlig sektor og afskaffelse af de kollektive overenskomster

Lærernes OK-forhandling i 2013 blev sat til side med et planlagt regeringsdiktat, og også ved OK18 står det mere og mere klart, at statens forhandlere, der styrer showet, ikke har planer om at give noget som helst – kun tage, og reelt ikke forhandle. Bag dem står EU med en magtfuld plan for en stadig billigere offentlig sektor og en trynet arbejderklasse. OK-kamp er også en kamp mod EU.

Demonstration mod Moderniseringsstyrelsen 26. februar

Regeringens og Moderniseringsstyrelsens nul-politik kommer ikke ud af den blå luft, eller som en idé der er udklækket hos Løkke og CO alene. Det er EU, der med sine koordinerede arbejdsgiverindgreb viser vejen, og tendensen gør sig gældende på alle felter – udbytningen øges og arbejderklassen skal betale. I EU’s tankeverden er løn, pension, efterløn, sygesikring osv ikke goder, men udgifter og fradrag i konkurrenceevne og profit.

EU gør sig ifølge dette grundprincip gældende med en række tendenser, der skal øge ‘konkurrenceevnen’:

– Arbejdstiden skal sættes op

– Lønningerne skal presses ned

– Social sikkerhed skæres væk

– Den offentlige sektor angribes

– Kollektive krav og forhandlinger fjernes – arbejdsklassens organisering og betingelser for solidarisk kamp stækkes gennem lovgivning

EU’s angreb på arbejdernes rettigheder, løn- og arbejdsforhold sker både på det private og på det offentlige område. Euro-landene er på mange måder ‘foran’ Danmark, men man må sige, at Danmark som ikke-euroland er godt med, ikke mindst når det gælder ‘reformer’ på det sociale område.

Se
Danmark – EU-duksen med de mest effektive nedskæringsreformer.

Langt henad vejen er Danmark da også tilsluttet den EU-regulering, der er sat op for Euro-landene gennem de forskellige ‘pagter’, som EU-politikerne har bundet Danmark til. Aftaler der kræver lige så stramme EU-godkendte budgetter som for euro-landene, hvor hensynet til ‘konkurrenceevnen’ er det vigtigste overalt i samfundet.

Der ophobes i disse år kæmpe profitter hos kapitalejerne, og hvis der var politisk vilje til at afkræve skat af disse, var der ingen problemer i at have råd til lønkrav, nedsat arbejdstid eller til at genoprette de titusindvis af velfærdsarbejdspladser, der er skrottet i de senere år. Men EU og monopolerne går efter maxprofit, og det offentlige område skal være med til at betale.

Målet er overhovedet ikke en velfungerende velfærd, men at suge penge ud af samme. De offentligt ansatte på gulvet skal betale for omfordelingen til skattelettelser til de rige, til højtlønnede ledere, til krig og kampfly mm.

I euro-landene har den fælles valuta været skyld i omfattende kriser, der er ’løst’ ved at EU, IMF og Verdensbanken (Trojkaen) er gået ind med milliardstore lån, der sætter en gældsklemme på landet og dets politik, med krav omvidtrækkende politiske nedskæringsreformer i hurtigt tempo.

Angreb på kollektive overenskomster og pres på arbejdstiden

I Rumænien krævede Trojkaen f.eks. i 2011 en lov, der forhindrer kollektive overenskomster. Nu arbejder fire ud af seks rumænske arbejdere for minimumslønnen eller mindre. Faglige færdigheder og erfaring er røget ud, det eneste krav, der skal følges,  er den nationale mindsteløn.

– Vi bliver betalt, som om vi var et land af arbejdere uden kvalifikationer, siger Petru Dandea til euobserver.

Se
Det rumænske eksperiment

EU drømmer om en fastsat mindsteløn over hele EU. Ud med kollektive forhandlinger og ind med diktat. Med den sociale søjle i EU, som blev vedtaget i 2017, trækkes endnu et område ind under EU’s overordnede styring og diktat. Strejkeretten vil være fortid, hvis lønnen fastsættes ved lov.

Tilsvarende regler som de rumænske er gennemført i en række euro-lande. Kravene lyder både på forringelser for arbejderklassen og krav til det offentlige område med nedskæring på pensioner og andre sociale rettigheder. Desuden krav om privatisering og udsalg af offentlige værdier.

I Grækenland krævede Trojkaen f.eks. nedsættelse af den græske mindsteløn og omfattende pensionsnedskæringer, privatiseringer mm. Også her blev det krævet, at man gik bort fra at aftale landsdækkende overenskomster, til fordel for decentrale forhandlinger på de enkelte virksomheder. Med frit slag for at underbyde arbejdstid, løn og overtid.

Det frie råderum skulle give arbejdsgiverne frisk ny energi og booste økonomien og skabe arbejdspladser. I realiteten bliver det kun et boost for profitten, når arbejdernes rettigheder og muligheder for fælles optræden bliver angrebet. Erfaringerne viser, at påstanden om,  at ‘når det går godt for erhvervslivet drypper det på alle’ hver gang har vist sig at være løgn.

Macrons arbejdsmarkedsreform går i samme retning. Der skal angiveligt gøres op med det ‘stive’ system, der beskytter franske arbejdere mod fyring. Desuden vil ‘reformen’ tillade mindre virksomheder med under 50 ansatte at forhandle direkte med uorganiseret arbejdskraft.

I Italien gennemførte regeringen i 2015 en ny arbejdsmarkedslov, der fremmede decentrale overenskomstforhandlinger. Den lagde også op til, at det blev mere åbent, hvem der havde forhandlingsretten på arbejdernes side. Dette er også en generel tendens i EU. I Italien kalder man resultatet for piratoverenskomster.

Samme udvikling blev arbejderne pålagt i Finland, da regeringen efter EU-diktat i 2015 lagde hårdt ud med kravet om, at det fremover skulle være slut med centrale overenskomster. I stedet skulle løn- og arbejdsforhold skal aftales på den enkelte virksomhed.

Nu følger også Sophie Løhde op med et frontalt angreb på de kollektive offentlige overenskomster. Målet er, at 60 % af løndannelsen på det offentlige område skal ske decentralt, og ‘lønfesten’ skal stoppe. Det er også et af EU’s krav, at lønnen på det offentlige område altid skal ligge bagud for det private.

Også presset på arbejdstiden er et gennemgående træk ved både de private overenskomster i 2017 og nu i de offentliges OK18. Ved at fjerne betalt frokost vil arbejdstiden forøges med 2,5 time om ugen.

Krigen mod de offentligt ansatte arbejdere er i fuld gang med EU som murbrækker. Kommer det til konflikt vil de strejkende til gengæld være bevidst om, hvilke metoder regeringen kan finde på at tage i brug. Erfaringerne fra lærerlockouten med det forud planlagte regeringsindgreb er ikke glemt.

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

 

KPnet 28. februar 2017