Opbygningen af EU som stadig stærkere militær- og krigsmagt

Af Franz Krejbjerg

Frem mod APKs 7. kongres: Kongresdebat

 

Her er en introduktion til nogle de skridt som er taget af EU – indenfor den seneste tid – på ‘det forsvars- og sikkerhedspolitiske område’ – for at styrke EU som regional og global militærmagt.

EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, holdt i november 2017 ved det årlige møde i EU’s Forsvarsagentur. Her konstaterede hun begejstret:

“I dag bygger vi Den Europæiske Union af Sikkerhed og Forsvar. Det er ikke en plan længere, det er ikke mere en drøm, det er virkelighedens virkelighed. Drømmen som vores grundlæggere havde er endelig blevet til virkelighed – mere end tres år senere.
Alle byggestenene i en sikkerheds- og forsvarsunion er der endelig i dag. Vi kan nu projektere og udvikle vores forsvarskapacitet sammen; vi kan købe sammen for at sikre, at vi har alle de kapaciteter, vi har brug for, mens vi bruger dem effektivt og vi kan handle sammen meget bedre end før, for at forvalte eller forhindre kriser, styrke vores partnere, for at gøre vores borgere mere sikre….”

De senere år har EU accelereret udviklingen af det såkaldte sikkerhedspolitiske samarbejde, og det implicerer nu stort set alle politiske områder fra udenrigspolitik og handelspolitik til energi og infrastruktur.

For at starte et sted så lad kigge på strukturerne. Altså landenes forsvar består af en politisk overbygning – et forsvars ministerium. Og en militær overbygning – en generalstab. Det styres af en lovgivning, der sætter særlige regler for f.eks. ordenshåndhævelse indenfor militærets personel, men også sætter rammer for uddannelse og værnepligt. Det er også her der er krigsret og hele det særlige juridiske rum, der er omkring krig. De overordnede regler for brug af magt mellem landene eller forsvar af grænser er sat af nogle internationale konventioner.

Nu kan nogen måske have fået den tro, at kernen i forsvarets lovgivning – uanset nation – er loyalitet for fædrelandet. Det er det ikke, kernen i det er forsvar af statsmagten mod ydre og indre fjender, og af de økonomiske interesser, den repræsenterer, og dermed også de interesser, som der er forbundet med f.eks. de nævnte områder: udenrigspolitik, handelspolitik, energi og infrastruktur.

På EU-plan er man meget langt med at få lagt den overordnede lovgivningsramme omkring et fælles EU-militær. Og samtidig er grundlæggende elementer som opbygningen af hovedkontorer og overvejelser om kommandostrukturen også klar. Endnu er det formelt landenes egne militære love, der gælder for soldater på missioner. Men det vil ikke vare længe førend EU’s militær lovgivning vil forsøge at få en overnational fod i døren, når det gælder EU’s missioner.

Det er omkring disse traktattekster og opbygningsskridt, EU-modstanden naturligt har haft sit primære fokus. Fordi fælles politik uundgåeligt vil betyde, at magten forsvinder fra medlemslandene, også over så centrale spørgsmål som hvor, hvornår og hvorfor og hvordan, der skal bruges militær magt.

Unionen har ikke en officiel doktrin for anvendelse af militær magt – endnu – men reelt kendes det konkrete virke allerede, og det skaber store problemer over alt i verden, på alle kontinenter.

EU-modstandens alternativ er at støtte den globale modstand og kamp mod oprustning og krig – herunder progressive skridt i forhold til FN og international retsorden.

Faldgruben er her hvis man glemmer, at alle stormagter i vores historiske epoke – også stormagterne indenfor EU-  allerede har en ret kontroversiel politik, når det gælder brugen af deres militære styrker i og udenfor deres eget territorium. Det gælder også Danmark, der har bidraget med militært engagement i en række krige og konflikter i nyere tid, i modstrid med internationale konventioner.

Det er altså ikke muligt at pege fingre alene af EU, man skal have et kritisk syn på hele den gradbøjning af den internationale retsorden, som der finder sted.

Militær opbygning via missioner, uddannelse og gradvis centralisering

Nogle af de nyere skridt handler om opbygningen af egentlige militære enheder. Her er der flere forskellige spor, der har kørt parallelt.

Den ene er opbygningen af nogle fælles militære uddannelsestrin, altså officersskoler på EU plan. Det har i første omgang været overbygninger og kurser. Men det er klart,  at der er ambitioner a la den amerikanske, hvor der skal være elitetræning og fælles forløb for folk, der ønsker en karriere. I første omgang i EU-missioner, i næste omgang i EU-eget militær, for at gøre karrierer i ens eget land.

Uddannelse er altså en central komponent, uanset om der er tale om en juridisk-militær afdeling eller væbnede styrker.

Fælles missioner og fælles øvelser og fælles kommandosprog – på samme måde som Nato og andre militæralliancer øver forskellige typer af krigsspil. Nogle gange kun på papiret, andre gange kun et enkelt værn af gangen. Nogle gange øvelser med hele styrken.

Stående fælles enheder. Som stadig består af delinger med forskellige nationaliteter, men som skal kunne indgå som en enhed fordi de træner og uddanner sig på standardiseret måde.

Da der er mange forskellige traditioner i de forskellige lande, har man grebet det an på en måde, hvor de lande der har ønsket det er begyndt at gennemføre systematiske fælles øvelser og tilpasninger af deres uddannelser og hierarkier – ofte i tæt samarbejde med NATO.

En del af denne type mellemstatslige arrangementer er midlertidige. Man ser således, at initiativer som Vestunionen, Western European Union (WEU), bliver nedlagt, fordi deres funktioner bliver implementeret i EU’s traktater.

Ambitionen er en egentlig fælles hær, hvor der opbygges EU-baser, EU -armada og EU- flyvåben mm. Med et fælles militærsprog.

De første spæde skridt i denne opbygning tages med udgangspunkt i missionerne udenfor EU’s egne grænser. Andre tiltag er koordinering af forskning, eller spørgsmål om lønforhold og pension og erstatning osv.. Det er alle de tusindvis af detaljer, der skal på plads i moderne krigsførelse.

På sigt skal der opbygges EU-lyttestationer og EU-bunkersanlæg osv..

Hvis man kigger på de særlige højt specialiserede enheder i et moderne militær, så er der også en særlig tendens i retning af at centralisere de højteknologiske. F.eks. satellitter, som den europæiske GPS eller spion- og kommunikationssatellitter.

I 2013 godkendte stats- og regeringschefer fire store kapacitetsprogrammer:

  1. Luft til Luft Tankning (AAR) med det formål at etablere en multinational flåde fra 2019;

  2. Fjernstyrede luftfartssystemer – droner – (RPAS) med det formål at lægge grundlaget for en europæisk løsning i tidsrammen 2020-2025;

  3. Satellitkommunikation med det formål at forberede næste generation til 2025;

  4. Cyber Defense, med fokus på teknologi, uddannelse og beskyttelse af EU-aktiver.

(eda.europa.eu)

En hel stribe højteknologiske militære områder er reelt allerede gledet ind under EU’s kommando gennem oprettelsen af koordineringsudvalg og finansiering af forskningsprogrammer m.m.

En del af disse er civile på overfladen, mens den militære dagsorden står med meget små bogstaver. F.eks. SESAR programmet der har til formål at modernisere Europas lufttrafik-styringssystem.

EU ikke alene om at være problemet

Den private sektor indenfor sikkerhedstjenester er allerede en stor international forretning, og det er en tendens der understøttes af EU.

Det samme kan siges om støttefunktioner, der i stigende grad kommercialiseres, og derfor også er et kæmpe forretningsområde. Dette gælder også sammenblandingen af bistandsmidler og flygtningelejre med militære funktioner.

Derudover er det de kriminelle følgevirkninger af missioner, og hvem der skal holde øje med trafficking, illegale våben, korruption og smugleri osv.

Alle typer af kriminalitet stortrives i konfliktzonerne, hvilket er ens for alle magter der går i krig – altså ikke blot et EU-spørgsmål.

Nogle EU-perspektiver

EU er kommet rigtig langt, men har også lært sig at danse uden om de spørgsmål,  man ikke tror tiden er moden til – f.eks. et fællessprog i værnepligten. Men i den nationale værnepligt vil EU få en stadig større rolle, og man vil begynde rekruttering til en fælles professionel styrke.

Indeholdt i målsætningen om et fællessprog for alle højere militære uddannelser er helt sikkert en forestilling omkring skabelse af en fælles EU-nationalitet, en identitet der bygger på en ideologisk forestilling om Unionen – ”Det forenede Europa” – som eet land og en nation og en stormagt, der går forud for alt andet.

Det kritiske blik på opbygningen af styrker og missioner handler i særlig grad om EU’s målsætninger om at opbygge overnationale enheder, der reelt er meget langt fra demokratisk international kontrol, og endnu længere væk fra medlemslandenes demokratiske institutioner.

At der ikke er tale om fjerne planer og skræmmekampagner fra EU-modstanden bliver meget tydeligt når man følger, hvad EU-toppen selv forklarer:

EU: Vi bygger den Europæiske Union af Sikkerhed og Forsvar
Af Federica Mogherini, chef for  EU’s Forsvarsagentur, tale ved det årlige møde i Bruxelles 23. november 2017

Remarks by High-Representative/Vice-President Federica Mogherini at the 2017 Annual Conference of the European Defence Agency

Hjemmeside  European Defense Agency

Se også

Danmark rustet til NATO-angreb: Arbejderpartiet Kommunisterne opfordrer til at give ‘forsvars’-forliget modstand
KPnet 28. januar 2018

 

Dette er en artikel fra KPnet. 
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 6. februar 2018