Letland, Litauen og Estland: Virkeligheden som EU- og Nato-medlemmer er national undergang

EU er en ulykke for de baltiske lande, ungdommen er flygtet til Vesteuropa og det samlede befolkningstal i Baltikum er faldet fra omkring 7,8 millioner indbyggere i begyndelsen af 90erne til kun ca. 6,1 mio. i dag. EU har aldrig været tænkt som en lige og retfærdig union, tværtimod!

EU og NATO er i tæt samarbejde om mere økonomisk og militær magt over Europa

Alene de seneste 10 år har de Baltiske lande tilsammen haft en negativ befolkningstilvækst på 10 procent, det samme problem oplever andre af EU’s fattigste medlemslande og EU’s partnerlande på Balkan. Befolkningstilvæksten generelt i EU over de sidste 10 år er ca. 3 procent.

Efter det økonomiske kollaps i 2008 har udvandringen fra nye EU-medlemsstater i Central-, Øst- og Sydøsteuropa mod Vesteuropa været særlig stor og vedholdende. Og strømmen er domineret af unge og uddannede mennesker, der er ramt af massearbejdsløshed.

En arbejdsløshed der er resultatet af EU’s økonomiske politik, der kort fortalt hedder sociale nedskæringer og lukning af offentlige arbejdspladser, suppleret med krav om senere pensionsalder og lavere pension.

Selvom de unge migranter kan finde et arbejde, når de forlader deres hjemlande – og modtagerlandene i EU ofte har gavn af et tilskud til deres arbejdsstyrke – så er det en økonomisk katastrofe for de lande, der sender ungdommen på landevejene. For dem resulterer denne migration i reduceret produktivitet og konkurrenceevne.

Kommer de udrejsende i ufaglærte jobs bliver det oftest på dårligere løn- og arbejdsvilkår og med en funktion som løntrykkere.

Resultatet af dræningen af den uddannede ungdom i de fattigere EU-lande er lavere økonomisk vækst og indkomster, der ikke kan følge med inflationen eller kan følge EU’s gennemsnit. De fattigere lande bliver med andre ord fattigere af at være medlemmer af EU.

Og de bliver låst fast i en negativ spiral, hvor landene har svært ved at komme sig oven på krisen. Når ungdommen ikke kommer ind på arbejdsmarkedet, så vil en del søge ud i verden, og de unge, der bliver tilbage, vil ikke have råd til at etablere sig med hjem og familie.

Når landene taber deres uddannede ungdom, er der også en tendens til de taber konkurrenceevne og formindsker deres allerede svage forbrugssektor. Samtidig skaber det en stigende ubalance i de offentlige indtægter og udgifter, når den produktive del af befolkningen er rejst, og gennemsnitsalderen i den tilbageværende befolkning bliver gradvist ældre. Med aldrende befolkninger er der øgede sociale udgifter, herunder sundhedsudgifter, og der er stigende pres på pensioner.

Den langvarige udvandringstendens forventes at få permanent negativ effekt på Baltikum. Men det er ikke det eneste problem, der er skabt af EU’s økonomiske politik. Også fordelingspolitikken er stærkt påvirket af den neoliberalistiske verdensdagsorden, og det har betydet en konstant øget ulighed i de fattigste lande.

Bruttonationalproduktet, BNP pr. indbygger og BNP-vækst er vigtige indikatorer for måling af landenes økonomiske resultater, men fortæller ikke noget om, hvordan indkomsten fordeles.

Med hensyn til indkomstfordeling med Gini-koefficienten* har de baltiske lande mere til fælles med lande som Bulgarien og Rumænien end Norden. Både Bulgarien og Rumænien er meget fattigere og mindre udviklede end Baltikum. Men overgangslande som Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien, der er på samme indkomst pr. indbygger som de baltiske lande, har en langt mere lige indkomstfordeling end dem.

EU’s økonomiske politik er en katastrofe og dens resultater er forudsigelige. Især de lande, der er medlemmer af eurozonen, har helt mistet evnen til f.eks. at gennemføre en begrænset devaluering for at øge konkurrenceevnen.

I forhold til Baltikum var det ikke mindst de stærke nordiske bankejere, der pressede på for at de skulle klare sig gennem krisen uden at slække på den faste valutakurspolitik. Nordea havde spekuleret kraftigt og stod til at miste mange milliarder, hvis EU havde givet lov til at landene kunne føre en selvstændig valutapolitik.

Oveni den økonomiske katastrofe er den militaristiske dagsorden i EU stadig mere tydelig. Hver morgen kan vi i pressen høre Rusland blive hevet frem som et argument for, at EU og Nato landene altid skal huske at øge deres militære udgifter, før der kan blive smuler tilovers til uddannelse og sundhed.

EU har aldrig været tænkt som en lige og retfærdig union, tværtimod! Hensigten har altid været at styrke de store lande på bekostning af de små og fattige lande.

*Læs mere om beregning af Gini-koefficient

Nedskæringspolitik og hjerneflugt i Baltikum
EU-fagligt Netværk 16. januar 2018

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

 

 

KPnet 17. januar 2017