Quito-erklæringen 1994: Kommunistisk appel til verdens arbejdere og folk

Kommunistisk appel
til verdens arbejdere og folk

Principerklæring
Den Internationale Konference af
Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer

“Quito-erklæringen”
Vedtaget i Quito, Ecuador 1994

Denne udgave lagt på nettet januar 2018 – i 200-året for Karl Marx’s fødsel

CIPOMLs HJEMMESIDE

Sålænge mennesket udbytter mennesket og kapitalismen
truer vores eksistens, vil der være kamp.
Sålænge imperialismen og bourgeoisiet undertrykker svagere
nationer og forsvarsløse folk, vil der være kamp.
Sålænge verdens arbejdere og folk længes efter
at forvandle dagens samfund og forandre det til deres eget bedste,
med livet som indsats, vil der være kamp.

Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie
(Det kommunistiske Partis manifest)

I modsætning til kapitalisternes forkyndelser om klasseforsoning, som hævder, at arbejderne og ejerne af produktionsmidlerne har fælles interesser, står vi fast på og understreger på ny den marxistiske tese, at klassekampen er historiens drivkraft.

Klassekampen vil ikke ophøre, så længe de højeste generelle mål, som den bevidste menneskehed har stillet sig, ikke er blevet nået. Det vil sige at vide, hvordan socialismen og kommunismens nye verden skal opbygges på kapitalismens ruiner.

I de sidste årtier har den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen lidt store tilbageslag. Den kapitalistiske genrejsningsproces, som tog fart efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres, og som banede vejen for begivenheder som udviklingerne i Østeuropa og Sovjetunionen, forræderiet i Albanien osv., bærer imperialismens og de reaktionære, revisionistiske og pro-kapitalistiske kræfters stempel.

De historiske begrænsninger, manglende erfaring, mangel på teoretisk udvikling, undervurdering af de indre modsætninger i det socialistiske samfund, bureaukratisering, de kommunistiske partiers adskillelse fra arbejderne og folkemasserne har alle været medvirkende årsager til, at arbejderne og folkene ikke formåede at forsvare deres landvindinger og forhindre den kapitalistiske genrejsning. Derudover har vi heller ikke været i stand til at forhindre, at der opstod et nyt borgerskab, som skjult bag en “socialistisk” maske greb magten og ødelagde socialismen.

Ovenpå dette seneste angreb fra imperialismen og kapitalismen (der angiveligt skulle have udryddet marxismen-leninismen, den videnskabelige socialisme, kommunismen, den proletariske revolution og anti-imperialismen for altid) bygger vi os igen op på alle kontinenter.

Vi, kommunisterne, vil dukke op igen i alle de strejkekampe, arbejderne gennemfører, i enhver folkelig mobilisering, i alle arbejderklassens og folkenes kampe for frihed og demokrati, i ethvert ungdomsoprør, enhver guerillabevægelse.

Vi vil organisere, vi vil forene os, vi vil drage lære af det som er sket, og vil fortsat rykke fremad.

Vi giver ikke op, før vi har fuldført vores historiske opgave.

Vi er millioner af mennesker, som kæmper. Vi, arbejderne, vil stadig have vores position som de grundlæggende producenter af alle rigdomme, overalt og uanset forskellene i produktionsmidlernes udviklingsgrad.

Til syvende og sidst vil intet ændre sig, så længe andre lever fedt og godt på vores sved og knokleri, og så længe vi ikke har formået at forvandle det eksisterende samfund til et retfærdigt og mere fremskredent samfund.

Hvilke opfindelser, hvilket teknisk og videnskabeligt fremskridt, kan overskygge eller komme uden om den kendsgerning, at vi udgør det nuværende samfunds nøgleled?

Ingen tekniske eller videnskabelige fremskridt ændrer eller er i stand til at ændre ved proletariatets grundlæggende karakter. Disse fremskridt hindrer heller ikke, at produktionsmidlerne fortsat er på kapitalisternes hænder.

Den rigdom, som vores arbejde har skabt, har altid været og vil altid være det materielle grundlag for al videnskabelig og teknologisk udvikling. Klassekampen lader sig ikke afskaffe. Den vil ikke forsvinde, så længe produktionsmidlerne er privatejendom.

Samtidig må vi forholde os til nyvindingerne indenfor teknologi og videnskab, lære at mestre og beherske dem og anvende dem til fordel for folkene og for revolutionen.

Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse.
Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.
(Det kommunistiske Partis manifest)

Ingen andre samfundsklasser eller samfundslag kan opnå disse mål. Det er proletariatets opgave som den mest revolutionære klasse i samfundet, med den højeste grad af fremdrift og den største praksis, som er i stand til at forene og lede andre udbyttede klasser og lag i kampen mod kapitalen.

Vi er her, i forreste række, som aktive deltagere i vores egen nutid, i den nuværende epoke. Vi, arbejderklassen og folkene, har aldrig et eneste øjeblik indstillet kampen for vores mål.

Ingenting har grundlæggende ændret sig, siden Lenin definerede vores epoke. Det er fortsat den samme: imperialismens og de proletariske revolutioners æra.

Alt hvad der er sket siden Oktoberrevolutionen i 1917: Den anden Verdenskrig, fascismens nederlag, kolonilandenes befrielse, den kinesiske, den vietnamesiske og andre revolutioner, såvel som alle de fremskridt, som fulgte med opbygningen af socialismen, frem til den seneste imperialistiske offensiv og den nuværende situation i folkenes kamp – alt dette bekræfter Lenins teser om den epoke vi lever i. De grundlæggende modsigelser er fortsat de samme.

Imperialismen og borgerskabet går til voldsomme angreb på marxismen-leninismen og erklærer den død og begravet. Derfor spørger vi: Hvis marxismen-leninismen er blevet forældet, hvorfor angriber de den da så voldsomt?

Sandheden er, at de udmærket godt ved, at den stadig er både levende og virksom. Marxismen-leninismen støtter sig på udviklingen af videnskaben, på erfaringerne fra samfundsudviklingen og den progressive tænkning. Den er en teori med en revolutionær karakter, som repræsenterer proletariatets og hele menneskehedens historiske interesser.

Den går dialektisk fremad, overvinder forhindringer, og driver det nye frem.

Vi marxist-leninister er klar over svaghederne i vores forståelse, tilegnelse og udvikling af marxismen-leninismen. Problemet består i vores egen utilstrækkelighed, et problem vi vil og kan løse. De historiske erfaringer har klart demonstreret marxismen-leninismens vitalitet og levedygtighed. Hvis der findes gamle, affældige ideologier og teorier, som hører fortiden til, er det bourgeoisiets. Marxismen-leninismen er nutiden og fremtiden.

Kræves der særlig dyb indsigt for at forstå, at når menneskenes livsvilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed?
Man taler om idéer, som revolutionerer et helt samfund; men det er kun et udtryk for den kendsgerning, at det indenfor det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, at opløsningen af de gamle idéer holder trit med opløsningen af de gamle livsvilkår.
(Det kommunistiske Partis manifest)

I tråd med deres klasseinteresser forvrænger revisionister og opportunister af enhver afskygning disse udsagn i Det kommunistiske manifest, og kommer til antikommunistiske konklusioner. De ønsker at bevare deres position som “store ledere”, og deres egne privilegier. De ønsker at manipulere arbejderbevægelsen og forhindre, at arbejderne tager deres skæbne i egne hænder. Sådan tjener de borgerskabet og påfører arbejderklassen stor skade.

I modsætning hertil bekæmper vi, kommunisterne, disse afvigelser. Vi isolerer disse lakajer for bourgeoisiet og hjælper arbejderklassen til at stole på egne kræfter og rykke fremad.

Revisionismen udgør en fare for den revolutionære proces, for det kommunistiske parti og for opbygningen af socialismen. Revisionisme og opportunisme af alle afskygninger er fortsat en trussel, og kampen mod den kan og må ikke indstilles eller nedtones.

At diskutere disse spørgsmål, tage stilling til dem, fastslå, hvad der er nødvendigt at gøre nu, tage del i den uomgængelige ideologiske kamp og fremføre dette i den revolutionære lejr er nødvendigt og presserende som en revolutionær ideologisk offensiv for at afparere og imødegå reaktionens angreb. Ingen kommunist og intet revolutionært fortropsparti bør vige tilbage for denne konfrontation af ideer og opfattelser. Vi må åbne debatten og tage konfrontationerne om ideer, analyser, erfaringer, lærdomme og mål, sådan at vi kan drage de konklusioner, som bringer os fremad. “Kendsgerninger er stædige krabater”, sagde Lenin og det er netop det, som gør, at vi må forblive leninister.

Vores partier er blevet skabt i kampens hede, mens vi rettede slag mod revisionismen og opportunismen. Disses ideologiske forfald og politiske forræderi bærer hovedansvaret for den skade, den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen er påført.

De kommunistiske partier er de uundværlige redskaber for at organisere revolutionen i hvert af vore lande. Som helhed udgør vi, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, det virkelige alternativ for arbejderklassen og folkene. Den proletariske revolutions flamme og folkenes forhåbninger ligger fremdeles i kommunisternes hænder.

 

Kommunisterne kæmper for at arbejderklassens umiddelbart foreliggende mål og interesser, men i den nuværende bevægelse repræsenterer de tillige bevægelsens fremtid.
(Det kommunistiske manifest)

Vi tror at folkemasserne er og altid må være historiens hovedaktører. Det er kun, når de kommunistiske partier er gået til i bureaukratisk og ideologisk forfald og har mistet deres revolutionære fortropskarakter i arbejderklassens og folkenes tjeneste, at masserne har vendt dem ryggen. Kommunisterne, arbejderne og folkene må aldrig skære de tusindvis af tråde over, som binder dem sammen.

Vi, kommunisterne, kæmper sammen med arbejderklassen og folkene for deres interesser. Sammen med dem må og kan vi vinde magten; sammen med dem må vi opbygge alle de folkelige, demokratiske former af proletariatets diktatur, bygge den socialistiske stat og marchere fremad.

Imperialismen har altid været og vil altid være kilden til aggression og røverkrige. I de seneste år har Irak, Somalia, Panama, Yemen, Rwanda, det tidligere Jugoslavien, det tidligere Sovjetunionen, Haiti osv. været skuepladser for aggressionskrige, racistiske og reaktionære krige.

Vi fordømmer disse kriges sande natur. Det er tvingende nødvendigt at organisere og fastholde folkelige bevægelser mod den imperialistiske krigspolitik. Vi, arbejdere, folkene og kommunisterne, må gå i spidsen for denne mobilisering mod krig.

Revolutionen fordrer enhed og handling af arbejderklassen og folkene. Vi må smede denne enhed. Enhed er på en og samme tid en idé og en praksis. Alliancer er nødvendige. Når vi opretter sådanne alliancer, må vi fremfor alt stole på vores egen styrke, gå sammen med andre og praktisere en alliancepolitik med revolutionær målsætning. Så kan vi indgå i forehavender, som ikke fører til principelle indrømmelser. Men sådanne alliancer og aktioner må aldrig få os til at glemme, at klassekampen altid lever.

Vi kæmper for revolutionen. Vi forsvarer folkenes ret til at bruge revolutionær vold for at vinde magten. Det kræver af os, at vi lærer at beherske og anvende alle kampformer.

Vi understreger vores beslutning om at forsvare og holde marxismen-leninismens fane højt, og kæmpe for dens omsætning til praksis, og om at udvikle vores partier og organisationer til et politisk, socialt og organisatorisk alternativ, både nationalt og internationalt. Partierne og organisationerne gentager vores forpligtigelse til at kæmpe skulder ved skulder med arbejderklassen og folkene, og imødegå kapitalismens og imperialismens herredømme med kampen for den proletariske revolution, for folkenes uafhængighed og suverænitet.

Vi forpligter os til at holde ånden fra Pariserkommunen og Oktoberrevolutionen og alle de revolutionære processer og erfaringer levende, som bygger på de principper, der er udviklet af Marx, Engels, Lenin og Stalin.

Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.
(Det kommunistiske Partis manifest)

Proletarer og folk i hele verden! Kampen fortsætter. Når vi står foran et nyt revolutionært opsving, må kommunisterne, arbejderne og folkene være blandt de forreste i fortroppen.

Lad os omsætte Marx’ og Engels’ historiske ord i handling!

Proletarer i alle lande, foren jer!

August 1994, Quito, Ecuador

Denne erklæring dannede grundlagt for stiftelsen af Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer (CIPOML/IKMLPO) og blev dengang underskrevet af 12 partier. Siden er mange flere kommet til i denne organisering af kommunister og kommunistiske partier og organisationer på verdensplan. Arbejderpartiet Kommunisterne har været medlem af CIPOML siden stiftelsen i april 2000.

Denne udgave af Quito-erklæringen er lagt på nettet januar 2018 – i 200-året for Karl Marx’s fødsel.

 

 

Dette er en artikel fra KPnet. 
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

 

KPnet 10. januar 2018