Status 2017 – 100 år efter Oktoberrevolutionen

2017 markerede over hele verden 100-året for den første vellykkede arbejderrevolution i historien, den socialistiske revolution i Rusland. Markeringerne er et løfte om, at revolutionens fakkel bæres videre i den kulsorte nat, kapitalismen, imperialismen og reaktionen har lagt om jorden og folkene.

Af Kommunistisk Politik

Det er en nat hvor de rige svømmer i stadig større rigdom, pint ud af arbejdernes pukleri. En nat af øget fattigdom og elendighed for de mange, for arbejderne, de arbejdende og arbejdsløse, som ikke har en garanteret indtægt i morgen, selv om de har knoklet for Kapitalen i går.

Hvis dette lyder som en beskrivelse af verden for hundrede år siden og af forhold, som dengang gav anstød til revolutioner og revolutionsforsøg, så er det ikke forkert. Disse forhold eksisterer endnu, hvis man kigger efter og ikke vender det blinde øje og det døve øre til. De findes stadig, selvom måske de fleste arbejdende kloden over i dag har mobiltelefon.

Udbytningen eksisterer og er voksende. Udplyndringen af afhængige samfund og af hele kontinenter som det afrikanske fortsætter og den forstærkes. Nye generationer af unge verden over vokser op uden udsigt til et værdigt liv og uden fremtidshåb.

Den uhyrlige og uhumske rigdom på ganske få dollarmilliardær-hænder er samtidig en nærværende realitet – selvom de riges brutale, og oftest nedarvede, udbytterliv forties i medierne, og de fremstilles som nærmest selvgjorte sociale dydsmønstre med hjerterne på rette sted (i højre side), som eksempler til efterfølgelse

Men virkeligheden kan ikke fuldstændig forties og miseren skønmales til forsvinding. Derfor findes der også en stor vrede og en undertrykt protest overalt. En vrede over den kapitalistiske udbytning og de stadige imperialistiske krige, der ingen ende tager. Over de uophørlige nyliberale angreb der trykker lønnen ned, forstærker arbejdstempoet og forringer arbejdsforholdene. Derfor harmen over de endeløse løfter om reformer og forbedringer, som igen og igen viser sig som blålys.

Det er en vrede og en harme, som findes og mærkes over det hele – i Løkkes Danmark, i Trumps USA, Merkels EU, Putins Rusland, Xi Jinpings Kina, på alle kontinenter.

Undertiden kan den slå ud i voldsomme klassekampe og i regulære opstande, hvis den tirres. Revolutionære situationer kan udvikle sig overalt. Selvfølgelig findes der mere eller mindre stabile regioner og samfund, men ingen hvor revolutionær udbrud eller fremtidige revolutioner er utænkelige. Året 2017 har understreget dette, ligesom det har understreger at verden og folkenes skæbne hviler usikkert i stormagternes hænder.

Den amerikanske #metoo-præsident jonglerer med menneskehedens skæbne. Han har åbenlyst truet et land – Nordkorea – med atomvåben og udslettelse, et land som USA lagde i ruiner i en af sidste århundredes mest beskidte krige. Han har forstærket den amerikanske krigsførelse overalt, hvor den foregår – i Irak, i Syrien (hvor USA lider nederlag), i den brutale krig mod Yemen sammen med Saudiarabien, et af verdens mest reaktionære og brutale regimer. At der også kommer ny amerikansk krig er sikkert. Usikkerheden består i hvor og nøjagtigt hvornår.

Omringningen af Kina er i gang, omringningen af Rusland på vej til at være afsluttet, i al fald i Europa. Disse to imperialistiske stormagter søger også at styrke deres globale positioner, forsvare vundne og erobre nye. Det samme gælder for et EU, der opruster og samtidig markedsfører sig som en ‘fredselskende’ stormagt.

EUs krise blev ikke mindre i 2017, den folkelige opbakning blev ikke større. Det er en forhadt institution – og englænderne er ikke de eneste, der vil ud. Et flertal i den danske arbejderklasse vil også ud, og alle arbejdere og arbejdende vil have sat en stopper for EU’s nedskæringsdiktater med hensyn til løn og sociale forhold. Merkel og Macron får ikke ro på bagsmækken.

Løkkes regering har åbenbare vanskeligheder med på samme tid at tilpasse sig USAs aggressive krigspolitik og EU’s politik for stadig hurtigere udvikling henimod ‘Europas Forenede Stater’. Men den har ingen vanskelighed med at følge en nedskærings- og løntrykkerpolitik. Men lige der støder den på arbejdernes og flertallets modstand, som vanskeliggør dens planer om skattelettelser til de rige og nye sociale nedskæringer på bekostning af det store flertal. Vreden og harmen over blå blok er voksende – selvom tilliden til ‘rød’ blok som alternativ ligger på et meget lille sted – som det også afspejledes af kommunalvalget i november.

Det største problem for arbejderklassen og det store flertal – i Danmark som globalt – ligger i manglen på en klar retning i den politiske og sociale kamp, og dens indretning på revolution og afskaffelse af det kapitalistiske og imperialistiske herredømme. Den ligger i mangelen på stærke revolutionære kommunistiske partier til at organisere og lede disse kampe. Uden disse bliver harmen og vreden til frustration og ikke samfundsforandrende handling.

2017 pegede på dette – og på nødvendigheden af at tage nye skridt for at styrke den revolutionære bevægelse og organisering – for at opbygge og styrke de marxistisk-leninistiske partier.

Arbejderpartiet Kommunisterne vokser og styrker sin indflydelse, ligesom partierne i CIPOML – Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer – gør det. Men tempoet må i vejret, det presser på.

Se også

Vive La Revolution: Fælles europæisk fejring af 100-året for Oktoberrevolutionens sejr
KPnet 13. november  2017

100 år efter Oktoberrevolutionen: En arbejderrevolution i dag er både mulig og nødvendig
KPnet 3. februar 2017

2017: På vej mod det andet århundrede med socialistiske revolutioner
KPnet 1. januar 2017

 

Dette er en artikel fra KPnet. 
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK Arbejderpartiet Kommunisterne

 

KPnet 30. december 2017