Efter kommunalvalget: Sociale bevægelser vælger Enhedslisten og Alternativet fra

Enhedslisten og Alternativet har sagt nej til at overtage  Anna Mee Allerslevs omstridte post som beskæftigelsesborgmester i København. Aktivister fra de sociale bevægelser kalder det et forrædderi. Det rejser vigtige spørgsmål om forholdet mellem de sociale kampe og partierne og det parlamentariske system. Om parlamentariske muligheder kontra parlamentariske illusioner.

Kommentar
Kommunistisk Politik/KPnet

Kommunalvalget ramte nogle steder ned i konkrete kampe med reformramte borgere i konfrontation med systemet. Det gjaldt f.eks. i København og kampen omkring førtidspension og den svinske behandling af folk, der tvinges til at arbejde trods invaliderende sygdomme. Aktivisternes forhåbninger om parlamentariske håndsrækninger fra f.eks. Enhedslisten og Alternativet er imidlertid ikke blevet indfriet. Skuffelsen er stor.

Sociale bevægelser som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne har i København ført en aktiv og virkningsfuld kamp omkring retten til førtidspension i stedet for kontanthjælp med garanti for en tilværelse som jaget vildt. Den lagde grunden til den arrogante Anna-Mee Allerslevs fald som borgmester. og det skabte forhåbninger om at den ny borgmester på området ville være fra Enhedslisten eller Alternativet, der begge i valgkampen slog sig op som støtter af de reformramtes krav og kampe.

Begge partier fik rigtig gode valg i København – som hhv. næst- og trediestørste parti – og var i stand til at vælge mellem flere borgmesterposter blandt de syv, der skal besættes i hovedstaden, hvor partierne vælger poster efter tur og stemmetal. Dansk Folkeparti og regeringspartierne fik tilsammen mindre end 25 pct. af stemmerne.

Men hverken Enhedslisten eller Alternativet havde trods valgretorikken mod på at overtage Anna Mees gyngende borgmesterstol. Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen afløser partifællen Morten Kabells post som teknik- og miljøborgmester, mens Alternativets Niko Grünfeld bliver kultur- og fritidsborgmester. Ingen af dem ville sætte sig på øretævernes holdeplads og føre en politik, der går imod folketingets brutale lovgivning på området. Oppositionspolitik fra en borgmesterstol er en krævende disciplin.

Posten som Anna Mees efterfølger som beskæftigelses- og integrationsborgmester bliver dermed overladt til den eneste borgmesterspire fra blå blok, Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre. Hun kalder det selv en ‘drømmepost’. Hun har tidligere gjort sig bemærket med udtalelser som at 500 ledige skal tvangsrengøre København. Hun lægger op til at intensivere klapjagten på syge kontanthjælpsmodtagere, som burde have pension og have lov til at leve et liv i fred for myndigheder og jobcentre.

Aktivister fra disse sociale bevægelser, som i stort tal har stemt på Enhedslisten og Alternativet i håb om støtte fra dem, er dybt skuffede. Mange har efter kommunalvalget erklæret, at det ser sidste gang de har stemt på disse partier. En diskussion er rejst om de reformramte nu skal til at danne deres eget parti.

Pelle Dragsted forsøger at forsvare Enhedslistens fravalg af den omstridte borgmesterpost med følgende:
– Det vil være marginalt, hvad vi kunne ændre, fordi hovedproblemet er den lovgivning, Christiansborg har vedtaget med førtidspensionsreformen, kontanthjælp, integrationsydelse m.m. (…) Vi ville komme til at fungere som Troels Lund Poulsens forlængede arm.

Det gælder måske ikke for miljø- eller kulturborgmesteren, at de skal administrere Christianborgs reaktionære love? Dragsted kommer uforvarende til at afsløre, at Enhedslisten ikke går efter at bedrive revolutionær oppositionspolitik, heller ikke fra en borgmesterpost, men simpelthen efter posterne, og helst de ‘nemme’.

Se
Socialrådgiver om Enhedslistens svigt: Ingen undskyldning kan redde jeres røde røv
Ekstrabladet 24. november 2017

Selvfølgelig vil det være muligt at bedrive oppositionspolitik mod folketinget også som borgmester, selvom det vil betyde besvær og ballade. Selvfølgelig ville det være en styrke for kampen mod den reaktionære lovgivning og regeringen, om der var en genstridig borgmester i København, som støttede og var med til at give den stemme.

Enhedslistens begrundelse holder ikke. Den viser at det ikke er et parti, der tager udgangspunkt i klassekamp og de folkelige bevægelser, men i bund og grund er et traditionelt parlamentarisk blokparti. Alternativet viser sig som det samme.

Det parlamentariske system – både på landsplan og lokalt – er ikke skruet sådan sammen, at det tjener til at gennemføre en politik i arbejderklassens eller de reformramtes interesse. Det tjener gennemførelsen af de riges politik mod flertallets interesser. At tro andet er falske forhåbninger, parlamentariske illusioner, som systematisk bliver spredt, og som kun kan overvindes gennem reelle kamperfaringer.

At partier som Enhedslisten og Alternativet bidrager til at sprede sådanne illusioner, samtidig med at de påstår at bedrive og ville gennemføre en politik for det store flertal, gør vreden imod dem så meget mere forståelig, når folk forstår at det er retorik og hule løfter uden alvor.

Der findes ikke noget folketings- eller folketingsopstillet parti i Danmark i dag, som ikke er fanget i det parlamentariske spil, men forfægter de sociale bevægelsers, arbejdernes, de unges eller kvindernes kamp uden for de parlamentariske forummer. Derfor har Arbejderpartiet Kommunisterne anbefalet at stemme blankt ved de sidste folketingsvalg, og at steme blankt ved kommunal- og regionsrådsvalget, hvor der ikke fandtes progressive lister ved siden af disse partier.

At det gør ondt at tabe de ‘demokratiske mælketænder’ er en gammel, omend nyttig erfaring. De sociale bevægelser må ikke have illusioner om det parlamentariske system og dets muligheder – ellers bliver de snydt og forærer deres kamp til kræfter, der forråder den. De må skabe så brede alliancer som muligt i kampen udenfor, også med kræfter, som kæmper på andre områder, så politikerne og det parlamentariske system stilles over for en bred og samlet folkelig front.

Kun det kan omstøde konkrete reaktionære love og gennemtvinge konkrete forandringer mod de herskendes ønsker.

Se også

Kommunalvalg 2017: Ikke et valg der rykker for alvor
KPnet 22. november 2017

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK Arbejderpartiet Kommunisterne

 

KPnet 26. november 2017