Arbejderklasse og revolution i Danmark – Af Kaj Rudi Rasmussen

Af Kaj Rudi Rasmussen
Tale holdt på APKs møde i Århus d. 7. november – 100 året for Oktoberrevolutionen

Kaj Rudi RasmussenFor store dele af befolkningen er der forvirring om hvad en arbejder er, og hvad en arbejderklasse er. Og er en revolution mulig i DK?

Og hvad hvis der er regnvejr, gå alle så hjem igen?

Er der i det hele taget en arbejderklasse i Danmark?

Og er arbejderklassen den revolutionære klasse, eller er det åndens arbejdere, der er de revolutionære, eller er det den studerende ungdom.

Og hvor er arbejderklassen henne, hvis den overhovedet er der.

Hvorfor er der tilsyneladende ro på arbejdspladserne? Hvorfor kæmper klassen ikke?

Nogen vil mene at vi ser en hel masse til arbejderklassen. Vi ser jo en hel masse til den arbejdende klasse.

Vi ser den nemlig i TV. Vi ser den i Luksusfælden, i Hus til halsen, De unge mødre og Den vrede tømrer og andre lignende underholdnningsudsendelser. I alle disse programmer bliver arbejderklassen fremstillet som klovnagtige stakler, der ikke har styr på økonomi, husbyggeri og i det hele taget sund fornuft. Og vi sidder derhjemme og morer os over de der dummernikker, og glæder os over at vi er bedre selv.

Men selvfølgelig er dette ikke det rette billede af den danske arbejder.
I den virkelige verden står arbejderne hele dagen ved fabrikkernes maskiner, som ofte er computerstyrede, sidder ved en skærm på kontor og svarer på opkald, kører rundt og reparerer vores gader, tager skraldet, bygger kæmpe bygninger, lægger tag og reparerer biler og muger ud under køerne, og meget meget mere.

Borgerskabets medier, tv, dagblade og ugeblade og radioer, propaganderer stærkt for at fremstille et fordrejet syn på de arbejdende i Danmark.

Medieklovne af alle slags boltrer sig, afdankede skuespillere og kommende skuespillere og fallerede kendisser, samt finansfolk, Phde’ere og professorer bliver vist frem, og vi skal høre alt om deres meninger om livet i Danmark, hvor godt liver er og hvor dejligt de har det derhjemme, og hvor vi jo trods alt har det så godt, så vi skal sandelig ikke klage her i landet. Andre steder har de det meget værre.

Læg mærke til, at den danske deltagelse i USAs erobringskrige og andre uhyrligheder, de bliver næsten aldrig omtalt. Vi er her jo for at hygge os. Ikke?

Og når emnet kommer på bane, er det for at retfærdiggøre hvorfor Danmark bomber på lige fod med USAs militær.

Skandalerne står i kø i Danmark

Skandalerne skal af al magt manipuleres væk. Efter et par dages omtale, forsvinder skandalerne fra medierne igen, de er pist væk, og selv på nettet skal man lede længe efter dem.

Borgerskabets medier dækker over, at millioner af kroner dagligt flyder ud af landet, ud af arbejderklassens lommer.

Imens bliver danske arbejderes leveforhold hurtigt værre. Realiteten er at reallønnen er faldende, selv om magthaverne propaganderer det modsatte.

For 15 år siden, var der ingen der ville arbejde for under 150 kroner i timen. Men i dag er der rigtig mange, der betragter en timeløn på 150 kr som en god hyre, mens det i realiteten er en sulteløn.

Børnearbejde er sat i system. 15-årige sidder snart sagt ved alle kasser i supermarkeder, kiosker og de fleste andre steder. En kassearbejder behøver ikke at oplæres i andet end at taste varer ind, og sætte varer på hylderne, når der ingen kunder er. Men de udfylder fuldt ud en arbejdsdag.

Ulønnet arbejde er sat i system, og de mange, måske velmenende fjolser, der laver frivilligt arbejde, er med til at holde løntrykkeriet ved lige.

Alle unge og andre der har været udenfor arbejdsmarkedet, er sat i arbejde, der ofte er ulønnet, eller der gives blot almisser som løn, en løn der ind ikke kan betale bussen hjem.

De ældre arbejdere, der ikke har store opsparede midler i banken, mistrives i deres lejligheder eller i ældre-centrene.

Vores børn har et meget stresset liv i institutionerne

Skolebørnene presses af mange nye krav, ikke blot skal de lære det, de forrige generationer lærte, men skal nu også navigere i en ny tid, hvor de sociale medier tager mere og mere tid.

Skoleklasserne er stadig fyldt til randen med over 30 elever, og toiletterne er stadig lige så møgbeskidte, som for 60 år siden.

Alligevel bliver der skåret ned på børnenes forhold.

Studerendes forhold bliver stadig værre. Også her kræver borgerskabet flere nedskæringer.

Vores lands arvesølv røves fra os.

Først stod DSB for skud. Så privatiseredes busser, affald og anden transport. Posten og olien fulgte efter. Så gik der et rush gennem de offentlige kontorer. ”Udbyd alt i licitation, uanset hvad det koster os. Arbejderne betaler.”

Bankerne får lov til at drive åger, samtidig med at de flytter formuer ud i skattely. De store foretagender flytter milliarder rundt i verden, for at slippe for skat. Ingen rører en finger mod det. Regningen kan kun lande hos arbejderne. De rige får nedsat formueskatten og arveafgiften.

Ex. minister Coridon solgte Dong for en slik. 8. milliarder er ikke meget, når Dong indenfor et år efter, var hele 106,5 milliarder værd. Men at snyde de danske arbejdere, det betaler sig. Nu får Coridon mere end 10 mio. Kroner på årsbasis, for at hjælpe Goldmann Sachs med at jonglere med milliarderne. Alle de store folketingspartier finder da heller ikke, at der noget galt i salget af Dong. De mener at alt er gået på demokratisk vis.

Arbejderklassen ser alt dette, denne katastrofe for vort land.

Arbejderklassen ser ægtefællen blive presset til det yderste hver dag, er bange og ked af det hver morgen inden vedkommende skal på arbejde. Den ser datteren have et opslidende job som sosu-hjælper, til en ringe løn.

Den ser at sønnen ikke kan få en lærerplads, selv om han har gode standpunkter på fagskolen.

Og arbejderens mor og far lider stille, fordi de må klare sig for den lille pension.

Og ser kollegerne, der udsættes for skiftende private aktører, som ejere af ham/hende som arbejdskraft, og som igen igen forsøger at sænke lønnen.

Og arbejderklassen ser røverkrigene, massakrene på mennesker snart sagt overalt på kloden. Og ser den tiltagende miljøkatastrofe, der tårner sig op for menneskeheden.

Der er rigtig mange protester og strejker overalt på de danske arbejdspladser, som ikke bliver omtalt. Det er ”De hemmelige arbejdskampe,” som ikke mange interesserer sig for.

Denne arbejdskamp bliver der ikke plads til i medierne. Her omtales kun perifert de helt store markante arbejdskampe på kendte arbejdspladser. Som konflikterne på Metroen i hovedstaden, hvor alle problemer var repræsenteret, fra underbetaling til dødsfare under arbejdet. Eller bygningsarbejderne på Aarhus Universitets Hospital, hvor arbejdsforholdene var noget lignende, blot en tand mindre farlige.

Fagforeningerne og tillidsmændene på de højere niveauer, de går borgerskabets ærinde ved af al deres magt og manipulation, at holde ro på arbejdsmarkedet, og synes heller ikke, at en arbejdskamp må blive kendt. Arbejdskøberne klapper i i deres blege hænder. ”Tak guderne for fagforeningerne i Danmark.”

Under dække af Den danske model, gøres der de allerstørste anstrengelser for at stoppe enhver uro, på små såvel som store arbejdspladser. De kunne jo danne præcedens, brede sig, og de gamle dyder for arbejdskamp kunne blive populære igen.

For de gamle dyder for arbejdskamp er ikke glemt. Godt nok ser det ud til at arbejderklassen er i dvale, men dog ikke mere end at der kan komme et udbrud derfra, der meget vel kan blive svært at stoppe.

Arbejderklassen ser alt, og tænker sig om, men den har mange fjender, der for alt i verden vil undgå dens vrede.

Nogle ord om Voldsapparatet i DK.

For år tilbage beklagede politiet sig over, at de var underbevæbnede. Deres pistoler kunne godt nok prikke hul i en person, men havde ingen stopeffekt.

De fik nye og en del kraftigere våben, så de kunne være sikre på at nedlægge byttet ved første skud.

Men siden da har oprustningen af politiet taget en himmelflugt. Nu er man bevæbnet med de fineste maskinpistoler, nærmest stormgeværer, og de har maskingeværer, og meget effektive granater. Beskyttelsesudstyr som til en borgerkrig, har de også fået.

Først var undskyldningerne banderne, indbildte eller virkelige, så var det terroristerne, der skulle nedkæmpes. Og grænseoverløbere er der også.

Så trak man hjemmeværnet ind som hjælpetropper, og dernæst små politimænd, Kadetterne, kaldet.

Og nu har vi virkelige soldater på gaden, med deres maskingeværer og kanoner.

Militæret bliver øvet i at dræbe, at skyde folk døde.

Det er jo blot udtryk for at Regeringerne optrapper deres voldsapparat, også vendt mod den danske befolkning. Statsmagten må jo beskytte sig mod vredesudbrud fra arbejderklassen.

Og politikerne står i kø for at fremsætte nye undertrykkelseslove.

Politiet har frie hænder til at erklære undtagelsestilstand, hvor det passer dem. Visitationszoner. Kalder de det.

I København NV, hvor man for nylig visiterede 300 unge mennesker, der så mistænkelige ud, fandt man tre stikvåben og et slagvåben. Man skyder mus med kanoner.

Det er i dagens Danmark en farlig leg at gå med for langt en neglefil, det kan give mindst et års straksfængsel, så pas på derude.

Alt dette ser arbejderklassen

Men for at udløse og lede et oprør og arbejderklassens kampkraft, må der være et parti, et kommunistisk parti, der vil og kan have tillid til klassen. Et kommunistisk parti, der ikke er bange for arbejderklassen, men har mod til at udløse dens kræfter, i sidste ende til en socialistisk revolution.

Oktoberrevolution plakat copyPlakat for fejringen af 100-året i Århus

Læs også

Flot fejring i Århus af 100-året for Oktoberrevolutionen – og stor interesse for revolutionens muligheder i dag
KPnet 8. november 2017

APKs Novemberkonference og festmøde for Oktoberrevolutionen: Kamp for revolution og socialisme
KPnet 6. november 2017

Perspektiver for kampen – for revolution og socialisme – Af Gerd Berlev
KPnet 7. november 2017

KPnet 8. november 2017